Dagbog paa en Reise til Trondhjem 1842

22. Juli. Efterat jeg en Stund havde været beskjæftiget med den Plan, som B - hadde bedet mig om at skrive, gik jeg efter Bestemmelse Kl. 11 til S - for at indføres i den gamle Domkirke. Strax efter kom Hr. Kraft og en ung Kandidat af Byen til S - i samme Hensigt. Vi gik derpaa op til dette Huus, som Erkebisp Eilif kalder "ein krúna ok prýdi" for de nordiske Lande, skjønt denne Lovtale desværre findes i et Brev, som beretter at den nylig var afbrændt. - Da Kraft traadte ind i Koret, blev han forbauset staaende og udbrød: "Dette overgaar alle mine Forventninger." Og virkelig har dette Huus noget ved sig, som vækker en høitidelig Ærefrygt; det er ikke det Skjønne; thi inde som ude seer alting gammelt og falmet ud; men det er det Mangfoldige i Afvexlinger og Former, det usædvanlig Dristige og Storartede, som med hvert Skridt slaar med Forbauselse og henriver til Beundring. Blandt de mærkelige Enkeltheder erindrer jeg: Alteret med det store og smukke Kristusbillede, Sankt Olafs Brønd, et Kapel eller Skriftehuus med Bispernes Portræter omkring Væggene, de mange Sideafdelinger af Kirken, de høie Buer med utallige Arter af Forsiringer, samt de smale Gange i Murene omkring hele Huset. S - kjender Kirkens Historie saa nøie, som det vel er muligt for noget nulevende Menneske at kjende samme, og det interesserede mig meget at høre hans og Medfølgeres Bemærkninger over disse mærkværdige Minder fra en forsvunden Tid. Ogsaa Kirkegaarden, som omgiver denne Bygning, har noget Udmærket ved sig. Den er af en meget betydelig Størrelse og har en stor Mængde Grave, med mere eller mindre anseelige Monumenter. Synet af et saadant Samlingssted for Levningerne af Rige og Fattige, Lykkelige og Ulykkelige, Ædle og Uædle, kan vække til alvorlige Betragtninger over Livet og over de jordiske Tings Forgjængelighed.

Jeg fulgte tilbage med S - , og var nu atter en Stund hos ham. Da han skulde ud i Forretninger, fortsatte jeg mine Betragtninger af Byen og Bylivet, eensom og alene som sædvanlig. Jeg var inde i mange Kramboder, og bemærkede mangesteds en livlig Handel, især med Bønder fra Omegnen. At endog de Ringeste af Byens Folk ansee sig for lidt mere end de som boe paa Landet, syntes jeg at mærke ved følgende Leilighed. Paa en Krambod stod en Flok Bønder ved Disken, og bagenfor disse stode to Fruentimmere af simpel Stand, som det syntes. Den ene af dem sagde høit til den anden: "Vi faar bie, til Bønderne ere færdige." En af disse vendte sig, saae paa den Talende og sagde: "Æ trur, du æ int stort meir ell Bonne du hell, kva Stadsmadamm du tist naa vær." Hun svarede, at hvor ringe hun var, saa var hun dog af Byens Folk. Dette forandrede dog ikke Modpartens Anskuelse; imidlertid vendte han tilbage til sin Forretning, og saaledes endte Striden uafgjørende.

Den trondhjemske Almues Sprog adskiller sig fra de sydligere Dialekter ved sine forkortede Ord, især ved den hyppige Bortkastelse af E'et i Ordenes Endelser. Saaledes siger man ved Trondhjem: Gryt, Klokk, drikk, lær, Gutann, Hestann, stør, finar, o.s.v. istedetfor vore Distrikters: Gryte, Klokke, drikke, lære, Gutanne, Hestanne, større, finare. Man udtaler ogsaa et dobbelt L og N i de Ord, som skulde have ld og nd, f. Ex.: halle, kallar, Lann, Vinn, Hunn, o.s.v. istedetfor halde, kaldare, Land, Vind, Hund. Denne Sammenblanding af de Ord, som bør have et D i Enden, med dem som ikke bør have det (f. Ex. Fjell, full, Sinn, kjenne), høres endogsaa af fornemme og dannede Folk i selve Byen. Saaledes synes der i Trøndelagen selv at herske et Sprog, som er langt mindre tydeligt og fuldkomment, end det som Asbjørn af Medalhuus og Einar Tambarskjelver formodentlig have talet.

Mit sidste Foretagende denne Dag var en Vandring til og omkring Fæstningen Kristiansteen.

23. Juli. Den sidste Dag af mit Ophold i Byen var allerede kommen. Jeg havde endnu Adskilligt at udrette, og frygtede for, at det kunde gaae mig som den Kone, der havde saa mange Arbeider paa Juleaften, at hun aldeles mistvivlede om at faae dem færdige til Helgen, og derfor greb til det Middel, som var det mindst tjenlige af alle, nemlig at lægge sig ned og sove. Jeg besluttede imidlertid at anvende Tiden med megen Virksomhed. Den Plan, som B - havde anmodet mig om, og de Vedtegnelser, jeg skulde tilføie det forhen nævnte Haandskrift, vare allerede næsten færdige og bleve nu fuldførte; derpaa besøgte jeg atter Kramboder, samt Seidelins Boghandling, hvor jeg dog intet synderligt udrettede. Kl. 11 indfandt jeg mig atter efter Bestemmelse hos S -, som dog nu havde mange Forretninger og liden Tid tilovers. Ved denne Leilighed overleverede jeg ham mit Herbarium med Anmodning om, at det indtil videre maatte nedlægges i Videnskabernes Selskabs Naturalsamling, for at en eller anden Plantekjender som det kunde interessere, skulde have Leilighed til at see hvilke Planter, der voxe hos os, og hvilke Navne man her giver dem. Jeg havde nemlig hørt, at en norsk Plantelære af Blytt var under Arbeide for dette Selskabs Regning, og saaledes kunde min Samling her maaskee være til nogen Nytte i een eller anden Henseende. S - modtog den, og yttrede sig meget fornøiet med denne Overlevering; og da jeg siden blev indført i Selskabets Musæum, fandt jeg, at den var indbragt der. Medens jeg var hos S -, traadte en gammel Mand ind med det Ærinde, at da han havde lovet Adjunkt Kraft, Foged L - og Flere at vise dem Videnskabernes Selskabs Natural- og Kunstsamlinger, vilde han anmode S - om, at han, saafremt han havde Leilighed dertil, vilde ledsage dem, naar de denne Dags Eftermiddag begav sig dertil. S - var strax villig dertil, Tiden blev bestemt til Kl. 3, og jeg blev tilbuden at blive med, hvilket var mig en stor Fornøielse.

Da jeg kort derefter gik igjennem Munkegaden, hørte jeg bagenfor mig pludselig en uordentlig, høi og brølende Sang. Jeg saae tilbage og blev vaer en Mand, der sad paa en stor og smuk Hest, og var saa fuldkommen beruset, at hans Legeme hældede til alle Sider, og syntes hvert Øieblik at skulle falde. En Mængde Mennesker havde flokket sig omkring ham; men istedetfor at lade Hesten gaae sin Vei, svingede han den bestandig med Bidselet, saa at den stedse maatte gaae i en ringformig Bevægelse. En Smaagut, som blev opmærksom derpaa, greb en stor Huggespone, og slog paa Hesten, formodentlig for at faae den til at 1øbe og kaste sin elendige Rytter af. Men Dyret var fornuftigere end Mennesket; under sin uophørlige Kredsgang vedligeholdt Hesten saa megen Rolighed og Ligevægt som nogensinde muligt, og det samme Optrin vedvarede saalænge at jeg blev kjed af at see derpaa og gik min Vei. Jeg kom ihu, at jeg forrige Aar i Bergen havde seet en Mand i omtrent samme Forfatning med en Hest, som under idelige Stød og Slag af sin Herre, for at den skulde sætte sig i en anseelig Holdning, stod paa det store Torv med opstrammet Tømme og sønderrevne Mundviger og med et Udtryk i Øinene som hentydede paa stille Fortvivlelse. Hvor uforskammet behandles dog ikke disse ædle Dyr, og hvilket Tyrannie udøver dog ikke Mennesket over de andre Skabninger! At Dyrene selv plage og ødelægge hverandre i Verdens evige Krig, det er nu engang Naturens Orden; at de ædleste af dem skulle for bestandig berøves sin Frihed og bankes og tæmmes af dette tobenede Dyr, som indbilder sig at have Ret til at herske over alle Verdens Ting, det er allerede haardt nok; men at de desuden skulle behandles med Grusomhed, det er oprørende. Efter min Mening har Mennesket ingen Ret til Herredømme over Dyret, uden den som den strænge Nødvendighed giver. Men naar Mennesket kun kan være tjent med Dyrets Død, da skee dette saaledes, at Dyret saa lidet som nogensinde muligt føler sin Overgang fra Livet til Døden, og skal man bruge Dyret i levende Tilstand til sin Tjeneste, da behandle man det saaledes, at det overalt befinder sig vel, og føler sig skadesløst for Tabet af sin Frihed. Da først er Menneskets Pligt mod Skaberen og Skabningen fyldestgjort.

Klokken 3 begav jeg mig paa Veien til Videnskabsselskabets Samlinger. S - var allerede gaaen, og hans Huusholderske viste mig til den store, røde Muursteensbygning nedenfor Domkirken. Den føromtalte gamle Mand var nede i Gaarden, og han ledsagede mig nu med megen Velvillighed op til den store Sal, hvor S - var begyndt med at vise Selskabets store Myntsamling, som især Kraft syntes at interessere sig meget for. Da denne Beskjæftigelse blev meget langvarig, fulgte jeg med den gamle Mand og de Andre, for at besee de andre Afdelinger. Man finder her for det Første en meget stor Bogsamling, hvoriblandt en Deel gamle Manuskripter og Skindbøger, Tegninger, Korter o.s.v., dernæst en stor Naturalsamling, hvoriblandt en forbausende Mængde Konkylier, en Samling af Insekter, systematisk ordnede saaledes, at Parret eller Han og Hun af hvert Art ere opstillede jævnsides, - en Deel Fugle, et Menneske-Skelet o.s.v.; dernæst en Samling af Oldsager, hvoriblandt nogle overordentlig store Drikkeskaale; desuden Modeller af vilde Nationers Baade, Kjøretøier, Vaaben o.s.v. samt af visse mekaniske Opfindelser, og endelig en stor ElektriseerMaskine, hvis Virkninger man viste, og som jeg ogsaa blev overtalt til at forsøge. Den gamle Mand viste en overordentlig Beredvillighed til at underrette om Alt; og uagtet hans betydelige Halthed bevægede han sig fra det Ene til det Andet saa rask som en Yngling.

Ved Udgangen af dette Huus traf jeg B - . Da jeg ikke havde vidst, at Selskabets Musæum var saa nær denne Mands Bopæl, saa havde jeg ikke taget mine skrevne Sager med, hvilket jeg meget beklagede, da det just nu var den Time, han havde bestemt, at jeg skulde komme til ham. Han bad mig at følge med ham og S - i en Have, beklagede sig over Forfatningen i hans Huus formedelst den betænkelige Vending, hans Kones Sygdom havde taget, - og syntes at finde Trøst i at betragte og omtale adskillige smukke Blomster og Frugter i Haven, hvori S - tog megen Deel, da denne Mand er ligesaavel Botaniker, som Historiker, Sproggransker og meget mere. Efterretningen om to Lægers Ankomst bragte B - til at forlade os, og en Stund derefter tog jeg ogsaa Afsked fra S -, og saaledes havde mine Sammenkomster med disse Mænd en Ende. Jeg gik siden tilbage til B - s Huus med den føromtalte skrevne Plan, men fik nu ikke ham selv i Tale.

Tiden var nu kommen, da jeg skulde indfinde mig paa det saakaldte Kontoir for at indskrives som Medfølger med Dampbaaden. Expeditøren, en høi, modbydelig Mand, var ikke fornøiet med at vide mit Navn; han vilde ogsaa vide min Bestilling, Noget som endnu Ingen havde spurgt mig om. Jeg sagde, at jeg nu ingen Bestilling havde, og at jeg engang havde været Huuslærer. Manden maa nok have tænkt paa Grundlovens Ord: "Embedsmænd, som i Naade afskediges, beholde deres forrige Titel og Rang"; men da nu Rummet paa Billetten var forlidet til Titelen, skrev han derpaa blot "Lærer". Jeg saae ikke, om han skrev ligedan paa Passageerlisten; gjorde han det, saa paraderer formodentlig mit Navn i Trondhjems Aviser iblandt de afgaaede Passagerer med denne besynderlige Titel. Jeg synes kun lidet om baade den kortere og længere Titel af dette Slags, og er glad ved at blive den kvit; det Begreb, som den udtrykker, forekommer mig at maatte vække Had og Modvillie hos nærmeste Vedkommende, og det af den simple Aarsag, at Menneskets naturlige Lyst til Frihed ikke taaler anden Belærelse eller Lære end en venskabelig Underretning, som gives leilighedsviis og uden nogen Slags Myndighed.

Da jeg denne Aften endelig kom tilbage fra en Vandring til det øverste af Byen, mødte jeg i en Gade en ung velklædt Mand, som hilsede mig venlig og bad om at faae tale med mig. Han sagde, at han havde været med paa Dampbaaden, hvor han havde seet mig og havt Lyst at tale med mig, skjønt vi ikke kjendte hverandre, men at han, som han udtrykkede sig, dengang havde følt sig "for stor til det". Han forklarede, at han var meget ulykkelig og en stor Synder, som søgte Trøst, men ikke vidste at finde den hos noget Menneske. Jeg mindede ham om, at der, naar Menneskenes Trøst svigter, dog endnu er en Trøst for os, som vi ikke skulde forsømme at henvende os til. Dette syntes kun lidet at berolige ham, og det sluttede jeg forud; thi jeg vidste, at der gives Tilstande, hvori Trøsten af et høiere Væsen kun synes at kunne meddeles os ved Mennesket. Imidlertid syntes jeg at bemærke at han havde drukket lidt; dog maatte der vist være Noget, som laae paa hans Samvittighed, men derom kom det ikke til nærmere Forklaring. Han vedblev kun at beklage sin Sjæls ulykkelige Forfatning, og fortalte under Graad og Taarer, at han altid sørger og græmmer sig derover og veed ingen Trøst at finde, hvorfor han vilde spørge mig, skjønt fremmed og ubekjendt, om jeg ikke vidste noget Raad at give ham. Jeg sagde, at det var mig vanskeligt, da jeg slet ikke kjendte til hans Anliggender, og at jeg ikke vidste andet at raade ham end at han for det Første skulde søge Omgang med gode og forstandige Mennesker, hvorefter jeg, da det allerede var langt paa Aften, tog Afsked med ham. Den omtalte Mistanke om Drukkenskab gjorde, at dette Optrin ikke rørte mig saa meget, som det ellers vilde have gjort; thi jeg tænkte nok paa, hvor nær Fordærvelsens Vei ligger os, og hvor meget de ere at beklage, som, efterat være komne ud paa samme, vel kaldes tilbage af en indre Stemme, men nu see sig forskudte af dem, som alene kunde styrke dem i den bedre Beslutning. Man bør vel ikke have Omgang med de Slette, men man bør heller ikke bortstøde dem, saafremt der endnu er Glimt af Haab; man bør tænke: "Hvad du er, kunde jeg have været." Det blev ikke Alle givet at faae en Opdragelse, som kun indprentede Dyd og Orden; det blev heller ikke Alle givet, at leve i gode Forholde, at faae sine naturlige og billige Ønsker opfyldte, og at undgaae det hvorved Lidenskaberne sættes i voldsom Bevægelse. Hvor mange Mennesker maae ikke paa Forvildelsernes Vei indsamle den Viisdom, som de forud skulde have; hvor mange af os maae ikke udholde en stedsevarende Kamp for at forhverve sig den Dyd, som Andre have faaet for Intet? Man beklage den Faldende, men man fordømme ham ikke; vi see Menneskenes Handlinger, men vi see ikke, hvad der drev dem dertil.

 

Side 1 | 2 | 3