Dagbog paa en Reise til Trondhjem 1842

Juli. 24. (Søndag). Henimod Kl. 6, da jeg gik ombord paa Dampskibet, begyndte en styrtende Regn, som vedvarede næsten i to Timer; imidlertid var en stor Mængde Mennesker forsamlede paa den store Brygge; bestandig bølgede en Skov af Regnhatte frem over samme, og bestandig førtes Passagerer ombord. Først Kl. 8 lettedes Ankeret, Veiret var nu blevet godt, og Alle saae tilbage paa Byen, som vi havde forladt. Trondhjem har en vakker Beliggenhed, og Omegnen er smuk. Byens Liv og Rørelse er vel betydelig, men denne Rørelse er dog ikke saa stærk og buldrende som i Bergen, hvor Øret bedøves af den evige trampende Gang i Gaderne, der kun af og til afbrydes af et endnu større Bulder, naar nemlig en Vogn kommer kjørende, da Huse og Vinduer ryste, og al menneskelig Stemme overdøves.

Under et smukt Veir løb Fartøiet ud gjennem Fjorden, forbi Agenæs (Agdenæs) og syd over den før omtalte Trondhjems-Led. Af den store Mængde Passagerer ere der vel faa, som fra Begyndelsen kjende hverandre; imidlertid synes dog een Tanke at forene Alle, nemlig Betragtningen af det mærkværdige Maskinerie, som driver dette Fartøi. Denne Gjenstand stifter Bekjendtskab mellem dem, som vare allermeest fremmede for hinanden. Paa Anløbsstederne strømmer en ny Mængde Mennesker til og tumler sig om iblandt de Reisende, saalænge indtil Fartøiets Klokke skræmmer dem tilbage. Ved disse Leiligheder er det interessant at betragte de forskjellige Karakterer hos disse nye Beundrere af Dampmaskinen. En gaar dristigt frem og skjøtter ikke om de fremmede Ansigter, som han gaar forbi; en Anden viser en Blanding af Dristighed og Forsigtighed, og en Tredie seer sig frygtsom omkring til alle Sider, som om han vilde plukke en forbuden Frugt, og veed ikke enten han skal gaae frem eller tilbage:

ligesom Hunden, der skynder sig hen til det nedfaldne Kjødbeen, seer sig omkring, om han gribe det tør; men nedslagen og skamfuld vender sig bort, naar han seer, at det er imod Menneskets Villie.

Paa disse Anløbssteder har man ogsaa en Anledning, skjønt meget ubetydelig, til at iagttage de forskjellige Distrikters Klædedragt og Sprog. I Nordmør hersker næsten den samme Forkortelse af Ordene, som i det Trondhjemske. Det Forkortningssystem, som begynder i nordre Søndmør, viser sig endnu stærkere i Romsdalen, meget stærkere i Nordmør, og allerstærkest i det Trondhjemske. Videre end der kan det vel neppe drives, medmindre alle Endebogstaver skulde blive stumme, ligesom de skulle være i det Franske.

Denne Dag kom jeg ogsaa i Bekjendtskab med en ung Mand, som iblandt Andet havde anstillet Iagttagelser over Almuesproget og henledede Samtalen paa denne Gjenstand. Det var en Kandidat Holtermann, født paa Østerraad, som ved Bekjendtskab med adskillige Studenter fra Landet under sit Ophold i Kristiania, og ved adskillige Reiser senere, var bleven opmærksom paa Dialekternes Forskjellighed, og havde blandt Andet undersøgt Rigtigheden af de norske Folkeviser, som Hr. Moe i Kristiania har udgivet, men havde fundet at denne Visebog er fuld af betydelige Feil; hvilket ogsaa havde været min Formodning. - Foruden denne Mand og Kraft fandt jeg saa godt som ingen Bekjendtskaber, og sad for det meste paa en af Dækkets Udkanter og betragtede Omgivelserne. Denne Stilhed maa være det, som paa Fremveien havde vakt Opmærksomhed hos den Mand, som jeg forrige Dag talte med; og den blev ogsaa denne Dag bemærket af en anden besynderlig Mand, nemlig en vis Kristoffer Haugen fra Kristiansund. Han syntes at have læst meget, og hans Tale var fuld af boglige, abstrakte Udtryk. Skjønt han hvert Øieblik talede om sin Eenfoldighed og Ukyndighed, henledede han dog altid Samtalen paa de dunkleste og vanskeligste Sager, f. Ex. Evigheden og hvilken Planet eller Verden Menneskenes Sjæle skulde komme til, som Ingen havde kunnet sige ham, ikke engang den forstandige Haaem (Haahjem), en agtværdig Søndmøring, som han i en Samtale havde spurgt derom. En frugtesløs Grublen huer mig slet ikke, og derfor talede jeg kun lidet med denne Mand, uagtet al hans Snaksomhed. En Nordmøring, som havde været med til Trondhjem, fortalte mig, at han er en meget klog Mand, som har istandbragt adskillige Indretninger, hvortil der krævedes stor Kunst og Opfindsomhed, men at han er tilbøielig til Drik, og at han ogsaa nu havde en Deel Brændeviin i sig. Drikkelysten viser sig nu overalt; saaledes havde jeg ogsaa denne Dag lagt Mærke til to Passagerer, som syntes at være meget fortrolige Venner og at have Alting fælles, og deriblandt ogsaa en ulæskelig Tørst; thi de sad næsten bestandig og drak og drak igjen, stundom af en Flaske og stundom af en Krukke. Jeg har aldrig nogensinde seet en saa idelig, en saa uophørlig Drikken.

Juli. 25. I Kristiansund havde jeg ikke været iland paa Fremveien og var det heller ikke nu. Klokken 6 om Morgenen forlode vi denne By og stævnede atter ud paa Havet. Veiret var stille og vakkert, men Søgangen var langt betydeligere end paa Fremveien, og jeg frygtede for, at jeg ikke vilde befinde mig vel paa Hustadvigen. Jeg har lagt Mærke til, at adskillige onde Ting i Verden kunne enten forebygges eller gjøres taaleligere ved et simpelt Middel, nemlig - ved at spise dygtigt; og derfor anvendte jeg ogsaa nu dette Middel. Og dette syntes ogsaa virkelig at hjælpe; dog paastaar jeg ikke, at jo [ikke] ogsaa andre Aarsager kunde hjælpe til; nok er det, jeg holdt mig paa denne Havtur ganske tappert. Havreisens Langsomhed forkortedes mig ogsaa, deels ved en og anden Samtale med Holtermann og Kraft, deels ved at høre paa de to Reisende, som talede med hinanden paa italiensk, og med Andre paa tydsk; skjønt jeg rigtignok ikke forstod meget deraf. - Omtrent Middag ankom vi til Molde, og til dette Anløbssted havde jeg just bestemt mig, da Fartøiet ikke skulle gaae til Remmem.

Jeg har ofte været tilbøielig til at lee ad Folk, som klagede over Træthed efter en Reise, hvorpaa de ikke engang behøvede at røre sig for at komme frem, og hvortil der ikke udkrævedes anden Anstrengelse af dem end at sidde i en Baad eller en Vogn. Men uagtet Reisens Magelighed følte jeg mig nu virkelig saa træt og udmattet, at jeg gik ind til en Mand, som jeg kjendte, og bad om at hvile en Stund i hans Huus. Efter min Iagttagelse er det netop Sandserne, som paa en saadan Reise blive trætte af det Mangfoldige, som virker paa dem; og deres Træthed meddeler sig virksomt til Lemmerne, skjønt disse ikke have havt nogen Anstrængelse. Min Hvile bestod i en halv Times Stillesidden, og nu begyndte jeg ivrig at søge Befordring over Fjorden, som jeg da ogsaa efter nogen Møie og Anstrængelse fandt. Saaledes kom jeg omtr. Kl. 6 til Remmem, og begyndte nu Reisen paa Landeveien, som jeg siden uafbrudt fortsatte indtil jeg først efter Midnat øinede Stedet med den grønne Skov og det hvide Huus, hvortil jeg altid har længtes saa meget, naar jeg har været borte fra samme.

Og nu endelig et Tilbageblik eller nogle almindelige Bemærkninger. - Egentlig behager Reiselivet mig ikke, og saa snart jeg er kommen paa en lang Vei, ønsker jeg altid at jeg havde været hjemme. Det er først efter at have fuldført en Reise at jeg føler Nytten eller de gode Virkninger deraf. Misfornøielse over et kjedsomt Liv uden Anledning til nogen behagelig Virksombed, samt over en Afsondring fra Menneskers Selskab og en Tvang, som er Omstændighedernes og ikke Menneskenes Skyld, - forenet med en urolig Higen efter at see Noget af Verden, og maaskee ved visse Resultater af egne Arbeider at skaffe sig Adgang til Bekjendtskab med Noget af det Store og Udmærkede i Landet - bragte mig til i forrige Aar at foretage en lang Reise uden noget egentligt Ærinde; og Følgerne heraf have faaet en Offentlighed, som tildeels gik langt videre end jeg selv vilde. Noget af foranførte Aarsager tilligemed andre Anliggender gav Anledning til denne anden Reise; og jeg har heller ingen Anledning til at angre at have foretaget den. Jeg har havt den Lykke at faae see det Seeværdigste paa de Steder, hvor disse Reiser have ført mig hen, og at nyde den Ære, som jeg vel i mine Drømme kunde have forestillet mig, men dog ikke ventet. - Det vil maaskee synes at ligge nogen Ærgjerrighed til Grund for mine Foretagender, og jeg selv er stundom i Tvivl om ikke denne Feil virkelig er tilstede; imidlertid grændser den saa nær til Menneskets uskyldige Selvkjærlighed, at det ofte er vanskelig at adskille dem fra hinanden. Ellers forekommer Ærgjerrigheden mig at være meget undskyldelig, naar den for det Første ikke gaar i Veien for Nogen, og for det Andet bevirker noget nyttigt eller godt. Lad Bonden bryde en større Ager, end han ellers vilde, for at have noget at prale over, eller for at faae en Præmie; det er dog altid godt, at Ageren er brudt, og at det nærende Korn voxer, hvor den unyttige Mosse herskede. Lad den Rige give de Fattige, blot for at de skulle fortælle om hans Godhed; det er dog altid godt, at den Hungrige bliver mættet, og den Nøgne klædt. Men dette være ikke sagt til Forsvar for Ærgjerrigheden i sin almindelige Bemærkelse; - jeg for min Deel sætter mig ikke noget glimrende Maal, og befinder mig heller ikke vel ved denne Offentlighed, som bemærkes og bekiges fra alle Sider og bringer Folk til at vente mere af os, end vi kunne opfylde. - Lykkelige ere de, som for det Første have et Hjem, som de kunne kalde deres eget, og befinde sig vel i dette Hjem, og som dernæst nyde deres Omgivelsers Agtelse og Kjærlighed, og forresten ere saa uafhængige som Mennesket kan være det. Med denne Lykke skulde jeg have anseet mig tilfredsstillet om jeg kunde opnaae den; i denne Agtelse og Uafhængighed skulde jeg have sat min høieste Ærgjerrighed.

Men Tiden og Rummet, som i det Hele ere saa store og saa uendelige, have dog i det Enkelte sine Grændser; og saaledes minde de ogsaa om at gjøre en Ende paa disse Bemærkninger. Skulde Nogen tilfældigviis komme til at læse dem, vil han maaskee synes, at de ere lidt svulstige og indbildske, og at de gjerne kunde været udeladte. Man gjør ham derfor opmærksom paa, at de ere skrevne af et gammelt Barn, som endnu ikke har opnaaet Klarhed og Fasthed i sine Meninger, og som, i Harme over sin Barndoms Langvarighed, ofte fristes til at paatage det dristige ræsonnerende Sprog, der kun passer sig for moderne Anskuelser; ligesom vi ofte see Børn at paatage sig en alvorlig og vigtig Mine, som om de vare gamle Mænd. Vel synes Angjældende at bemærke en og anden Forandring til det Bedre; men han føler ogsaa, at det dermed gaar bedrøvelig seent; og dette forvolder ham megen Misfornøielse. Man har et Ordsprog om Schwaberne i Tydskland, at de først opnaae sin fulde Forstand, naar de ere 40 Aar gamle; og just ligedan synes det at ville blive med Forfatteren af disse Bemærkninger.

 

Side 1 | 2 | 3