Den høgre Skule og Folkemaalet,

 

(Del 2 av 4. Fyrste delen.)

 

(Framh. fra fyrre No. ).

  

Paa flere av disse Fordele har Skolebestyrer P. Voss allerede pegt¹). Han nævner: den nationale Modvægt, som Folkesproget vil denne mod den høiere Skoles kosmopolitiske Retning; den Lettelse, som Kjendskab til Folkets Maal yder Tilegnelsen af Gammelnorsk; det velkomne Bidrag, som Almuens Sprog, Tradition og Digtning har at yde til Forstaaelsen af vort Folks Udvikling og til Opfatningen af et langt og lidet kjendt Tidsrum i vor Fædrelandshistorie; samt endelig Hensynet til Skolernes stærke Rekrutering fra Landsbygden. Hertil kommer, hvad der ikke er af mindst Vægt, den praktiske Betydning, som et Grundlag i Folkesproget vil faa for en stor Del af den høiere Skoles Lærlinge, naar de spredes over Bygd og By for at optage en Livsgjerning, som vel i de allerfleste Fald vil bringe dem i nær Berøring og Omgang med dette Sprogs Bærere. Der indvendes vistnok, at Livet uden Skolens Hjælp vil lære Embedsmændene at ”forstaa Bonden”, og som Regel kan dette være sandt nok. Men – bortset fra de dog ikke skjeldne Undtagelser – hva kræver denne Tilegnelsesmaade af Tid og Flid, ofte for hvert nyt Virkefelt? Og er Tilegnelsen saa ogsaa tilstrækkelig til at lægge en hjemlig Farve over Embedsmandens egen Tale, saa at Almuen ikke blot finder den forstaaelig, men hva den med et betegnende Ord kalder ”kjenskleg”? – Tør hænde ogsaa, at Kjendskab til Folkemaalet i en ikke saa fjern Fremtid vil blive af væsentlig større Betydning for de dannede Klasser. Thi trøster man sig med den Tro, at Dialekternes Tid snart er omme, tør man forregne sig; ”det er en falsk Forestilling – som blot hviler paa unøiagtig Iagttagelse -, at den tidligere centrifugale Bevægelse, ved hvilken Mundarterne mentes opstaaede, paa et høiere Kulturtrin med stærkere udviklet Samfærdsel skal afløses af en tilbagegaaende, centripetal Bevægelse”²); i historisk Tid er Mundarternes Tal endnu altid øget. Efter en lang relativ Stilstand, som i det store og hele maa regnes lige fra det 16de Aarhundred, befinder Bygdemaalene sig vistnok i vor Tid i en omdannende Bevægelse, der ikke hindres af nogen stærkere litterær Brug. Denne Udvikling kan vistnok fortsættes, indtil den fører til en Slags Opløsningstilstand, og paa nogle Steder, navlig omkring de større østlandske Byer, hvor Modstandskraften har været mindst og Indflydelsen overmægtigst, har den virkelig medført en delvis og gradvis Udvisning af Maalførets Eiendommeligheder. Kun maa det mindes, at i dette Tilfælde er det aldrig By- og Bogsproget, som er den opløste Dialekts Arvtager, men enten en anden Dialekt eller et mer eller mindre udpræget Vulgærsprog³). Det tør være Spørgsmaal, om der var noget synderlig vundet ved at faa vore vakre Bygdemaal udløste paa denne Vis, og det selv om man kunde gaa ud fra, at Litteratursproget var Udarving. Men Hovedsagen er, at der ikke kan opdages Mærker til, at Bygdemaalene i sin Helhed er i Tilbagegang eller holder paa at gaa op i en af de andre Faktorer i vor sproglige Gjæring. Bevægelsen har under de nye kraftige Kulturindflydelser, fremfor alt fra By- og Bogmaalets Side, aldeles overveiende antaget Karakteren af en Modernisering. Og paa dette Punkt er det, at vi møder Tegn og Tilsprang, som tør faa adskillig Vægt, om det nye, de bebuder, mægter at slaa igjennem. I en Afhandling i dette Tidsskrift fra i fjor har Hr. P. Voss allerede givet min Tanke Udtryk, naar han siger: ”Meget tyder paa, at vi (og ikke blot vi, men andre civiliserede Folk med) gaar en Sprogutvikling i møte, hvorunder Bygdemaalene vil bli optat ganske annerledes til Bruk i Tale og Skrift end før”⁴). Og Professor Joh. Storm har for vort Lands Vedkommende tydeligvis været inde paa den samme Tankegang i sit Foredrag i fjor Vaar i Studentersamfundet⁵). Den vil vist ogsaa paatrænge sig enhver, som staar disse Forhold nær og har Leilighed til at følge Tegnene med Opmærksomhed. Men nærmer vi os en saadan Tid, er det klart, at de opvoksende Slægter har saa meget større Grund til at stille Krav til den høiere Skoles Gjerning paa det Omraade, det her gjælder.

 

Fra hvilken Side Betragtningen udgaar, synes der saaledes at være fuld Føie for vor høiere Skole til at tage Folkesproget i sin Haand. Spørgsmaalet torde kun være, i hvilken Form og paa hvilken Maade.

 

Som bekjendt har vort Land en stor Mængde Dialekter, som indbyrdes til dels er meget afvigende. Allerede af Hensyn til denne Ulighed torde det være lidet tilraadeligt at føre Barnet ind i et enkelt eller nogle enkelte Bygdemaal, - ogsaa bortset fra den praktiske Vanskelighed ved at træffe et Valg. Saa godt egnet Bygdemaalet kan være for den voksne Elev og saa mange Fordele det vil byde en saadan, vil den yngre aldrig have Abstraktionsevne nok til af de sproglige Særforhold, han føres ind i, at slutte sig til det fælles og almene. Han vil intet Oversyn faa over Folkemaalet i dets indre Sammenhæng; Resultatet vil, hvor det er bedst, blive et Indtryk af den særlige Provinsialitet, som mindre vil nytte ham, naar han siden stilles overfor en anden. Og selv dette Udbytte vilde det koste Vanskelighed at opnaa. Maalte mod en litterært fæstnet Sprogform befinder Dialekterne sig jo i en Slags flydende Tilstand, som tillader alskens individuelle Sprogafskygninger at gjøre sig stærkt gjældende, og hvor Elevens Opfatning ikke har Støtte i et levende Forhold til Maalføret, vil han møde uforholdsmæssige og unødige Hindringer. Derhos maa den skriftlige Fixering af Dialekten i det væsentlige være en Lydgjengivelse og som saadan savne Skriftsprogets lettende konservative Elementer; Barnet vil derfor trænge en viss fonetisk Forskole for at finde Nøglen til den nye Skrivemaade, i hvilken det uvante Øie forgjæves leder efter Overensstemmelse med det kjendte og vanlige. Naar det saa dertil maa medgives, at det brugbare Læsestof, som i sig selv er snevert og faaholdigt, ydeligere vil indskrænkes af Mundarternes vekslende Lydbetegnelse, forekommer det mig ikke tvivlsomt, at Dialektlæsningen først i de høiere Klasser og i ringere Udstrækning vil kunne bruges med Fordel.

 

Paa den anden Side staar ”Landsmaalet”, som ”hører allesteds og ingensteds hjemme”, som ikke tales og efter sin Oprindelse er en enkelt Mands Skabning, men som derhos er erkjendt at være ”den levende Mangfoldigheds (Bygdemaalenes) Enhed og Generalnævner” ⁶). Om der end maa fastholdes, at ingenlande alle Dialektbrøker gaar op i denne Enhed, i det mindste i meget ulige Graad, er det dog klart, at intet Bygdemaal kan kappes med Landsmaalet som Nøgel til det samlede Dialektomraade, betragtet under ét. Alene dette maa vel for Skolens Øiemed være af afgjørende Vægt. Men i sine faste Former og i sin strængt gjennemførte Retskrivning, hovedsagelig bygget paa Etymologi, ikke paa Udtale, har Landsmaalet derhos Egenskaber, som – hva de ellers er – for Skolens Brug er lige saa mange og det væsentlige Fortrin⁷). Heri ligger jo Hovedforklaringen til den Erfaring, som Vor Ungdom før har fremholdt, at Gutterne ”dobbelt saa let og gjerne læser et godt Stykke af Aasen og Vinje som Dialektprøver”. Jeg kjender det fra mine egne Guttedage; i min Fars Hylde fandt jeg Landstads og Bugges Visesamlinger, Aasens ”Prøver” og Østgaards Bygdemaalsfortællinger, men saa ofte jeg havde dem nede, var baade Symra og Storegutlæst

op igjen og op igjen, før jeg trøstede mig videre i Rækken. – Af væsentlig Betydning er det jo endelig, at det af Landsmaalslitteraturen er mulig ”at gjøre et ganske annerledes rig og tiltalende Udvalg” for Skolens Tarv end af den tilsvarende Bogavl paa Bygdemaal.

 

Enigheden mellem de kyndige og myndige har hidtil, det jeg véd, indskrænke sig til en Anerkjendelse af Landsmaalet som teoretisk Enhed i en Ordbog eller en Ordsprogsamling⁸), eller om man gaar høit, som Skriftform for folkelige Overleveringer i Almindelighed⁹). Jeg kan ikke se andet, end at der maa lægges et nyt og mer praktisk Omraade til: den høiere Skoles. Thi til Landsmaalet henvises man med Nødvendighed, naar Opgaven er at føre Barn ind i vort Folkesprog.

 

(Meir.)

 

 

¹) V. U. 1879, s. 177, 180 og 182, anm.

²) H. Paul, Principien der Sprachgesch, S. 243 f.

³) Jfr. Klaus Groth, Ueber Mundarten und mundartliche Dichtung, S. 77.

) Han lægger til: ”Dette i Sammenhæng med ”de nye Samfundslags” stigende og berettigede Krav paa mer end hidtil at gjøre sig gjældende i Folkenes offentlige Liv”. Hertil mange andre Aarsager; en af de nærmestliggende for os er visselig atter vor sproglige Tvetungethed.

) Om Maalsagen, Foredrag den 21de Febr. 1885 af Professor, Dr. Joh. Storm. Udg. som Manuskript af Studentersamfundets Bestyrelse. S. 4 f.

) J. Storm i Norvegia I, S. 14.

) Selvfølgelig udelukker ikke dette, at en god Del ”døde” Former og Bogstaver i Landsmaalet jo uden Skade for Skolen kunde have været borte. Her er imidlertid begyndt en Udrenskning, skjønt vistnok i det stille og end mer i det smaa.

) J. Storm, sidstnævtne Sted; J. A. Lundell i Nord. Tidsskr. 1882, S. 504.

) J. Storm i Nord. Tidsskr.1878, S. 533 (Særtryk ”Det norske Maalstræv”, S. 32); K. Knudsen, Det norske Maalstræv, S. 242 f. (og samme i Langes Norsk Tidsskr. f. Vidensk. og Litt.1850, S. 271).

 

 


Frå Fedraheimen 28.04.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum