138 Nils Halvorson Trønnes, 1.3.1851

                                                                                                    1ste Marts 1851.
Til Hr. Trønnæs.
 
Paa Grund af Posternes og Biposternes krogede Gang har jeg først for nogle faa Dage siden modtaget Deres Brev, for hvilket jeg ellers oprigtigst takker, saa meget mere som jeg nu sjelden faaer høre noget der østenfra, undtagen hvad der findes i de faa Aviser som jeg læser. Jeg tør imidlertid ikke beklage mig, da jeg saa sjelden skriver noget Brev, kan jeg heller ikke vente at faae noget.
 
Det var mig en Fornøielse at høre, at de valderske Reglo virkelig skal fortsættes, og jeg undredes kun over, at ikke Dybvad længere er med; jeg havde jo halvveis lovet at være ham behjælpelig med Korrekturen. For imidlertid strax at komme til den Sag, hvorom De har skrevet, maa jeg erklære mig enig med Dem i, at en Samling af Sprogprøver fra forskjellige Dele af Landet vilde være en herlig Ting, naar den bare kunde komme istand, det vil sige naar man kun var sikker paa at faae et rigt godt Materiale fra flere forskjellige Steder og især fra saadanne Egne, hvis Maal mest fortjener at kjendes og studeres. Men dette er just det som er det vanskeligste, og jeg skulde derfor hvis det ikke var for seent, hellere ville raade til at faae de valderske Stykker udgivne kun som en Fortsættelse af de foregaaende og ikke som en Begyndelse til noget nyt. De valderske Stykker ville nemlig udgjøre en meget stor Samling, og hvad der kunde faaes fra andre Egne vilde formodentlig blive saare lidet i Forhold til hiint. Kunde man faae en nogenlunde rig Samling fra Tellem. og en do fra Gbr. (jeg nævner disse Egne fordi jeg troer at der er mest at finde), saa vilde det endda være noget, skjønt det endda blev for lidet. Jeg veed nemlig af Erfaring, at det er næsten umuligt at skrive i en Dialekt for andre end Indfødte, og altsaa behøvede man mange Indfødte til Hjælp i et saadant Foretagende.
 
Jeg for min Deel kunde blot indestaae for den søndmørske Artikel, og hvad jeg har fra andre Steder er saare lidet. Skulde imidlertid Sagen være saavidt indledet, at der ikke kan gjøres nogen Forandring derved, saa kan jeg ikke sige noget videre derom; det kommer mest an paa at faae paalidelige Prøver fra de forskjellige Egne; med Hensyn til Skrivemaade og Udstyr fik man nu tage det saa simpelt som man kunde.
 
Jeg havde som De vel veed, ogsaa tænkt at give en liden Samling af Dialektprøver, og jeg tænkte endog at faae dem udgivne i denne Vinter, men det blev saamen intet af. Jeg fandt nemlig at nogle af mine Prøver ikke ere paalidelige, og at der mangler for nogle Distrikter; hvorfor jeg har udsat Sagen indtil videre da jeg har fuldt af Arbeide alligevel og det netop ene og alene med Sproget. Jeg har alt saa mange Tillæg til Ordbogen at det er en Gru at see. Jeg kan ogsaa nu skryde af at jeg har læst Norges g. Love, jeg burde rigtignok have gjort det før, men det faaer nu være det samme. Just i disse Dage er jeg kommen til Enden med Retterbøderne og de geistlige Statuter, og jeg er derfor nu mere "oldnorsk" end nogensinde; det gjør jo ogsaa et flaut Indtryk naar man vender sig fra Haakon den 5tes Rettarbötr og til vore nuværende Lovforslag og Indstillinger.
 
Jeg bliver rolig til Sommeren men da maa jeg ud. Det foresvæver mig at jeg først skulde gjøre en Reise til Nordland førend jeg vender sydpaa, men jeg kvider saa fælt for en slig Reise. Nok er det; til Høsten faaer jeg til Kristiania, om ikke for andet saa dog for at faae fat paa alle de Bøger som jeg trænger. Herhjemme har jeg det ellers ret godt og vilde bare ønske at jeg fik være her for Fremtiden. Jeg vil kun anføre, at jeg ikke har været syg i Maven siden jeg kom hjem, og det er et mærkeligt Stedets Tegn for ikke at sige Tidens Tegn. Jeg vilde bare ønske at jeg fik søndmørsk Mad i Xnia, saa skulde jeg nok leve der. Det foresvævede mig at jeg skulde faa med mig En fra Søndmør men ak, de som jeg havde tænkt paa vare for længe siden vel forsørgede.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd i NFS Aasen, pk. 7,25 – de valderske Reglo ~ /Anders Vang/ – /rigt/ ~ ægte – /flere/ ~ de – /kun/ – /mest/ ~ just
 
- Nils Halvorson Trønnes (1821–22. juni 1851) frå Stor-Elvdal, stud. 1840, assistent i RAO 16. april 1851, gav m.a. ut «Udledelse af nogle Norske Sted- og Folkenavne» (prenta i NT, bd. 1, 1847, s. 65–84, som var eit «Brudstykke af et omfattende Sprogarbeide» som aldri vart fullført). N.T. rettleidde A.E.V. med «Reglo» og skulle ha stått for utg. av framhaldet (jfr. nedanfor), tok òg til å granska austlandsmåla, serleg valdresmålet, og han oppdaga kring 1850 samstundes med Unger og Aasen, og uavhengig av dei, den såkalla «jamvektslova» (jfr. merknad til Br. nr. 140). 
 
- N. T. skreiv 29. jan. 1851 frå Trønnes i Stor-Elvdal til I. Aa.: «Længe og altfor længe har jeg opsat at skrive Dem til angaaende en Sag, som efter min Mening er af største Vigtighed./ Anders Evensen Vang, kom til Christiania nogle Dage før Juul, deels for at afhænde nogle Læs Smør, men især for at forhøre sig om sine Manuscripter, som han havde liggende hos Organist Lindemann [!], og den Bestemmelse, som dermed endelig skulde tages. For at overspringe alle Underhandlinger med Forlæggere og Bogtrykkere, saa blev vedtaget følgende: at Anders Vang forbandt sig til i Løbet af indeværende Aar at levere Bogtrykker Abelsted Manuscript til 12 Duodezark à 48 Sider mod et Honorar af 5 Spd. pr. Ark. Som Udgiver er jeg indtil videre gaaet ind, i hvilken Egenskab jeg maaskee ogsaa kommer til at navngive mig.
   Dette er Sagen udenpaa. Tanken var, at begynde Udgivelsen af en Række Sprogmindesmærker eller, for at bruge et beskednere Udtryk, Sprogprøver fra de forskjellige Dialekter, som Folk kunde have Fornøielse af at læse til Tidsfordriv og til deraf at faae et Begreb om hvorledes Sproget seer ud trindt om i Bygderne. Derfor skulde Værket have en Hovedtitel (Kveldstrøyta?) og udkomme i Hefter paa 2 Ark til 8–12 s: Forøvrigt maatte Udgivelsen rette sig efter det hvergang forhaandenværende Materiale, dog saaledes, at hvert No holdt sig inden een og samme Dialekt; for det første skal der loves 6 Hefter Valdersk med Eventyr, Ordsprog, «Sporak» (Spyrgils o Svør, en Leg), Viser og hvad andet det fortælles i en fast Form fra Mand til Mand. Derfor maatte endelig Sprogformen ofres den største Opmærksomhed, jeg vil her kun nævne de tre Valderske Diphtonger ai, au og oy for de sædvanlige ei, ou og øy, samt det ubetonte ø for e, a, og det tykke for det almindelige 1 (ikke for rð) som alt maatte anerkjendes i Retskrivningen, ligesom mangt et unorskt Udtryk, der kun er indflydt af Skjødesløshed, maatte bortskaffes.
   Men Hensigten med disse Linier var at sikre mig eller os [,] Deres Samtykke og Bistand til Værkets Fremme, ja De bør overtage det Hele, men indtil videre maatte jeg, som sagt, overtage Sagen, for at en Begyndelse kunde skee og en Bestemmelse fattes for Anders Vangs Vedkommende, der nu for Alvor vil tage fat paa Sagen. En Plan kan skrives strax jeg kommer tilbage til Christiania (jeg forlader Hjemmet i Morgen), men jeg gjør Intet herved, førend jeg erfarer Deres Mening og fremtidige Bestemmelse. Jeg ønsker til Lykke med det erholdte (eller dog tilbudte) Stipendium. / Tænk nu velvillig paa Sagen, i Sandhed en stor Sag! og svar som jeg ønsker.» 
 
- Reglo] «Gamla Reglo aa Rispo ifraa Valdris, en Samling af Fortællinger, Sagn og Æventyr, optegnde i Valders af Anders Evensen Vang, forhenværende Skolelærer i Vang i Valders». Chra. 1850. Forlagt af C. A. Dybwad. (78 s.)
 
– Andris Eivindson Vang (1795–1877) omgangsskulelærar i Vang 1817–47, kjøkemeister, songar (song m.a. for L. M. Lindeman i 1848, jfr. O. M. Sandvik: «Kingo-Tona», 1941, og E. Eggen i «100-års skrift» s. 52 ff.) og folkeminnesamlar. (Sjå A. E. Vang: «Kort Udsigt over en Skolelærers Levnetsløb», Chra. 1870, og «Andris Eivindson Vang og verket hans. Eit 100-års skrift», skriftstyrar Knut Hermundstad, Leira 1951.)
 
– A. E. V. skreiv oml. 1850 ei ny samling med folkeminne (66 «tætskrevne Ark», bl. a. eventyr, segner, ovtru, gåter, ordtøke og «sporak»), men utgjevinga vart seinka.
 
- Etter at N.T. fall frå fekk student Knut Trondson Lome (frå Slidre) handskriftet, om lag 1865 fekk Johs. Belsheim det, men ingen fekk det utg. (jfr. Vang: Kort Udsigt, s. 13 f.). J. E. Nielsen gav så ut «Gamla Segner fraa Valdres», 1870, på grunnlag av A. E. V.s ms., men det vart innkorta og omskrive noko. (I. Aa. hadde tilsyn med utg.) Sume av originaloppteikningane er no komne bort, men Aasens ekserpt av ordtøke (som bl. a. vart nytta til NOrdspr.), «sporak» m.m, gjev eit inntrykk av kva V.s opphavlege ms. har innehalde.
 
– søndmørske Artikel] frå denne tida er det nokre utkast til dialektstykke på sunnmørsmål, etla til PL, t.d. «Helsinga» og «Byreisa».
 
–  Dialektprøver] førearbeida til PL, 1853.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker. Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008