139 Carl Richard Unger, 5.4.1851

                                                                                      Aasen den 5te April 1851
Hr. Cand. Unger.
 
Det har gaaet med min Brevskrivning, som det pleier at gaae med slige Ting: man udsætter det fra Tid til anden, og tilsidst er det ligesom man blues for at komme frem, naar man endelig skal gjøre Alvor af Sagen. Da jeg imidlertid frygter for, at det senere kunde blive vanskeligere, da De maaskee kunde have en eller anden Reise i Sinde, saa tør jeg nu ikke udsætte det længere. Først maa jeg da takke for Deres meget kjærkomne Brev; det skulde jeg rigtignok have gjort før, men som sagt, man udsætter det til en anden Gang, og saa igjen til en anden Gang og saa videre. Naar man engang er vant til en nærmere Forbindelse med Verden og saa derpaa begiver sig til et afsondret og eensomt Sted, er det naturligviis en usigelig Fornøielse at modtage et saadant Brev, og jeg er Dem derfor megen Tak skyldig for de interessante Efterretninger, som De saaledes meddeelte mig. Hvad jeg selv har at skrive, er derimod ikke af nogen synderlig Interesse; det dreier sig altsammen om min egen Person, det begynder og ender med "jeg", saa at altsammen maa see ud som den bare "Egoisme".
 
Jeg kan altsaa begynde saaledes, som Landsfolk pleie at skrive: "jeg lever vel med Helse og Sundhed." Nogen mærkelig Forandring, saasom Forlovelse eller noget sligt, har ikke fundet Sted; Vinteren er gaaen stille og rolig hen, og jeg har, nu som før, bestandig syslet med Sprogsagerne uden nogen Afbrydelse undtagen en og anden Motion, saasom at kløve et Fang Ved og at gaae en Spadseretuur til Egsæt, som jeg forhen har skrevet om. I den koldeste Tid foretog jeg mig at læse "Norges gamle Love" (2 ° og 3 ° Bind) og at skrive allehaande Optegnelser af samme. Forøvrigt holdt jeg længe paa med en Samling af Exempler eller Materialier til en Afhandling om en norsk Sprogform, og med en hertil hørende Ordning af de Begreber, som vi have mest Vanskelighed med at udtrykke, samt et Udvalg af saadanne Ord, som paa en Maade nærme sig til disse Begreber. Endelig faldt det mig ind, at jeg under dette Ophold skulde have skrevet en søndmørsk Grammatik, saaledes indrettet, at ogsaa Fattigfolk kunde læse den. Dette Arbeide blev ogsaa begyndt, uagtet den største Deel af mine Materialier ligge efter paa et langt fraværende Sted, og jeg ikke engang havde min første søndmørske Grammatik ved Haanden. Ved Hjælp af Hukommelsen og endeel gamle Materialier er imidlertid dette Arbeide næsten færdigt, og jeg er halvveis tænkt paa at lade det trykke paa Egsæt. Det slemmeste er, at det ikke bliver saa tydeligt som jeg ønskede, og ikke heller saa lidet som jeg tænkte; det skulde nemlig udgjøre to Ark eller tre i det høieste, men det seer ud til at fylde næsten fire Ark.
 
De paatænkte Dialektprøver, som vi før have talt om, er der endnu ikke blevet noget af; jeg forsøgte derpaa, men fandt, at der endnu manglede adskilligt, som burde været med. Under dette Forsøg kom jeg til at gjøre en Ordning af alle de bekjendte Aandsværker, som vedligeholde sig i Folkets Erindring, saasom Æventyr, Sagn, Viser, Ramser, Gaader og Ordsprog, hvilket altsammen jeg indtil videre har givet Navn af "Mindestykker" og inddeelt i tolv forskjellige Klasser. Men det maa nu være nok herom; at skrive om hvad man skriver, kan ikke give nogen synderlig Oplysning, med mindre man ogsaa kan forevise selve Skrifterne, og det haaber jeg da engang at kunne gjøre.
 
Der blev da virkelig Alvor af det med Forslaget til et nyt Stipendium for mig. Jeg har naturligviis al Grund til at være glad over dette Forslag, saameget mere som jeg efter dette skulde faae en reent ubunden Frihed med Hensyn til Arbeidet. Dersom nu det Foreslaaede bliver bevilget af Storthinget, vil jeg finde mig desmere forpligtet at reise tilbage til Hovedstaden, hvilket jeg ogsaa var tænkt paa, om endog Stipendiet ikke kunde opnaaes. Men jeg burde gjøre adskillige andre Udflugter førend jeg reiser paa Sydsiden. Jeg har tænkt meget paa at foretage en Reise til Nordland, især til Lofoten og Senjen. Vel har jeg ingen Forhaabning om nogen rig Høst paa denne Kant; men der skulde dog være meget at efterspørge. Der findes enkelte mærkelige Ord i Schytte's Ordsamling fra Lofoten (i det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter); der er ogsaa Rimelighed for, at man deroppe kunde finde endeel sjeldnere Sømandsord, og hvem veed, om man ikke der kunde træffe et eller andet af de uforstaaelige Ord i Farmanna-Logen (ásdrengr, aktaumr, krapti &c.). Desuden kunde jeg ved denne Reise faae fuldstændiggjøre min Dialektlære og de før omtalte Dialektprøver. Men jeg "kvider" meget for en saadan lang Reise og dens Indflydelse paa Helbreden; desuden vilde den koste en god Slump Penge. Jeg vilde derfor gjerne først see hvad Udfald Stipendiesagen faaer i Thinget. En Udflugt til Nordfjord og Søndfjord, som jeg ogsaa har tænkt paa, vil altid lettere lade sig iværksætte; imidlertid kommer jeg neppe til at reise nogensteds før mod Slutningen af Mai Maaned.
 
Lange's Tidsskrift fik jeg da endelig tilsendt. Først kom nu Knudsens lange Afhandling om Norskheden. Det er mærkeligt hvor udholdende Knudsen er med sin Paastand om den ortofoniske Retskrivning, uden at man dog endnu kan rigtig see, hvorledes hans Plan skulde gjennemføres. Ved sine mangfoldige Exempler paa Skriftsprogets Skrøbeligheder har han vistnok gjort en god Tjeneste; men den af ham angivne Udtale, som skal være almindelig hos de Konditionerede, er neppe altid rigtig; saaledes veed jeg ikke rettere, end at de Konditionerede i Bergens Stift virkelig udtale "d" i saadanne Ord som: holde, snild, skylde, Land, hænde, sende; men derimod ikke i slige Ord som: falde, ilde, Mand, ind o.s.v. Hans Plan er for Resten saa indgribende, at den vilde medføre samme Uleiligheder som en radikal Reform, og derfor troer jeg, at vi ville holde os til den sidste.
 
Dernæst kom da endelig den længe forventede Anmeldelse af Ordbogen. Den er nu sagtens saa fordeelagtig, som nogen kan ønske sig, og endog det Punkt, hvori den stærkeste Misbilligelse kunde befrygtes, er særdeles mildt og skaansomt behandlet. Ved dette Punkt synes mig dog, at der mangler noget, da der ikke anføres noget Exempel paa de Tilfælde, hvori en fuldkomnere Form skulde have været opstillet. Ordbogen har rigtignok saadanne Hovedformer som: Fær, Bor, Honn, Kvenn o.s.v. men den har dog ikke saadanne som: Juring, Jænte, juplænt, Kjønn, Sjønne; være, gjære, Leet, Braat, Øl (Varme), Føremon o.s.v. (uden som Udtaleform med Henviisning til en rettere Form). Det er alligevel ikke min Agt at bestride den eneste fremsatte Anke, ligesom om jeg vilde have Ret i Alt og Ros for Alt. Langt ifra; jeg ønskede kun at de formeentlige Misligheder havde været bestemt angivne, for at Læseren ikke skulde forestille sig dem større eller mindre end de virkelig ere. Forøvrigt har jeg, som sagt, al Grund til at være fornøiet med Anmeldelsen, og jeg frygter mere for, at den i enkelte Poster er for meget fordeelagtig.
 
Det gjør ellers et besynderligt Indtryk, naar man læser to Afhandlinger, der gaae i en saa aldedes modsat Retning, som de to her omtalte. Den som ikke er rigtig fast i sin Tro, kan blive reent forvirret deraf.
 
(Framhald fylgir).
 
Da mit Brev allerede er skredet ud over de sædvanlige Grændser, er det ikke længere saa nøie med nogle Ord mere eller mindre. Jeg kan da anføre, at jeg endnu her paa Stedet finder et og andet Ord, som jeg ikke forhen har lagt Mærke til eller optegnet. Saavidt erindres, anførte jeg i mit sidste Brev nogle saadanne Ord; men senere er der endnu kommet en heel Mængde til. I Haab om, at det kunde interessere Dem, vil jeg her nævne nogle faa af de mærkeligste: Dòr, m. et grovt Aaklæde. Dregjel, en smal Strimmel (f. Ex. den yderste Kant af et Fjeld, seet bagved et andet Fjeld). Gambr (see nedenfor). gìne (gin'e, gjein, gìne) bruges virkelig, som formodet. Harende, Haardhed (harðindi). heidblaa, graaligblaa, som Luften. Heitrekje, n. indgroet Had. Imbredaga, Tamperdage. In, f. Syssel (iðn); hertil Ordsproget:  In føde Mannin sin. lydbær, klartlydende. Orsaukje, m. noget som gjøres for et Syns Skyld, for at vinde Ros. Rogge, f. et Slags grove Sengedækker eller Aaklæder. (I Tillægget til Ordbogen, p. 637, er feilagtigt anført "Rugge" efter Leem: i mine Optegnelser af Leem staar "Skind Rugge". Rækje, n. Grund, f. Ex. til et Rygte, slòna, v. n. sløves. trurøkjen, oprigtig. Vìdvære, n. Nærværelse. Herved anmærkes:
 
Ordene Dór og Rogge ere indkomne i de senere Aar fra et Nabodistrikt, formodentlig Nordfjord. Noget lignende skal være Tilfældet med andre Ord, og dette viser, hvor let det er at faae norske Ord udbredte fra et Distrikt til et andet. Ordet Gambr ( som jo ogsaa findes i det gamle Sprog) bruges virkelig, men i uvis Betydning; det synes ogsaa at betyde to Ting. Her er et Sagn om en Frue, som red paa en Gambr over en meget høi Bro, der bestod af en eneste Stok; engang da Gambren var kommen midt paa Stokken, dreiede denne sig om, saa at Gambren med Fruen paa dens Ryg vendte nedad, men de kom dog begge lykkeligt over, da Gambren slog sine K1øer fast omkring Stokken og klavrede sig saaledes frem med sin Byrde paa Ryggen. Hvad dette Gambr er for noget, veed man ikke; derimod er der noget andet, som peger i en anden Retning. Her er noget, som kaldes "Gambershonn", nemlig et Slags store Horn, der bruges til Krudthorn og ere af Skikkelse som et Oxehorn, men meget større. Her synes da Gambr at betyde en Bøffel eller Vildoxe; jeg synes ogsaa engang at have hørt Navnet "Gambr-Ukse".
 
At Ordet "Jo" eller Fiske-jo om Fiskeørnen virkelig er det gamle gjòðr, synes mig nu at va re aldeles sikkert. Hos gamle Folk i Voldens Sogn skal det endnu udtales "Jod"; der er ogsa Analogie for, at "d" let bortfalder efter o og aa. I Romsdalen hedder det Jø, Fiskejø, og en saadan Overgang fra Gjod er ganske i sin Orden, men ikke, som man mener, fra Mandsnavnet Jon eller Jo. At Navnet ogsaa bruges søndenfjelds om en særegen Ørneslægt, kan sees af Essendrups Beskrivelse over Lier, hvor der iblandt Fuglenes Navne findes "Fiske-Jon", dvs.: Glente.
 
Til dette Afsnit maa endnu føies, at jeg til min Forundring har fundet mange Ord, som jeg havde optegnet fra andre Steder, ogsaa at være brugelige her, saasom Elde (Yngel), eire (fordøie), Gaupe (Dørkarm), hæse (fortørre), Reik (i Haaret), Visend (Underretning), vægjast (give efter).
 
Det Ord Høvre, som De har omtalt i Brevet, findes virkelig anført i Ordbogen i Formen Hývre, altsaa med aaben y. Det vil vistnok gaae mange saaledes, naar de skulle opsøge et Ord, som har en af disse aabne Vokaler. Dette er nu Uleiligheden ved den etymologiske Skrivemaade, uagtet den for visse Distrikters Vedkommende kan være ortofonisk nok.
 
De vil maaskee erindre adskillige af mine Forsøg paa en norsk Oversættelse paa enkelte fremmede Ord. Jeg har siden ogsaa spekuleret paa det samme, men uden synderlig Fremgang. I den omtalte Søndmørske Grammatik ere adskillige saadanne nye Ord forsøgte, saasom: Overled (Subjekt), Underled (Objekt), Overform (Nominativ), Underform (Akkusativ) og Sideform (Dativ), som vel ikke ere saa reent norske, men dog nogenledes forstaaelige. En anden Række af saadanne Ord vil jeg her opsætte til Deres nærmere Overveielse, nemlig Stev: Replik. Stevlag eller Lag: Scene. (I anden Betydning: Stevtile, Pall, Synstad). Tak eller Stevtak: Akt. Stevsmaal: Drama. (Sturmaal: Tragedie. Løgjemaal: Komedie). Stevhus: Theater. Stevmann og Stevkona: Skuespiller.
 
Da her forhen er talt saa meget om Ortofonisme, erindrer jeg endnu een Ting. De veed formodentlig om, at der ogsaa i England gives en ortofonisk Forening, som har udgivet adskillige Skrifter, hvoriblandt Vikaren af Vakefield. Jeg kom til at see denne Udgave i Trondhjem i Høst, men kunde ikke læse stort af den, da der var en heel Række af nye Bogstaver. At en saadan Reform, i et Sprog som det engelske, vil medføre en frygtelig Forvirring, lader sig let begribe.
 
Men jeg har nu sammenskrevet saa meget, at det vel er Tid til at tænke paa en Slutning. Naar det lider længere frem paa Aaret, haaber jeg at have et og andet mere at fortælle, hvis nemlig nogen af mine Reiser skulde komme til Udførelse. Imidlertid væere De meget hilset fra
 
Deres meget forbundne
I. Aasen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal :
Orig. i RAO saman med Br. nr. 133 (før prenta i utdrag i «Dagbladet» 1903, nr. 186, og av Gustav Indrebø i SS 1924, s. 2531), omframt kladd i NFS, Aasen pk. 7,22. I kladden er ved sida av orda i [avsnittet etter (Framhald fylgir)] opprekna: «bardyne, .. Dunskrift, Faanad, .. Gjod, .. Kveldsham, Lavveir, .. Standaak, ..». Det heiter òg: «Jeg har arbeidet stadigt med Sprogstellet, »  /af ham/  angivne, {da mange Læsere have saa} for at Læseren  /meget høj/ Bro  /med/ ~ {og} Fruen  /Pall/ ~ {Stød}
 
 2° og 3° Bind] Ved rekkjetal t.d. i datoar o.l., nyttar Aa. ein ring eller ein krull såleis som her er attgjeve. Av typografiske grunnar er dette elles attgjeve med bokstavar.
 
- «Søndmørsk Grammatik eller kortfattet Underretning om Bygdemaalet paa Søndmør af Ivar Aasen.» Eegsæt, Trykt hos Mauritz A. Aarflot. 1851. (43 s.). Andre utg. Oslo 1924, i skriftrekkja «Norske maalføre», bd. VIII.
 
I. Aa. skreiv ms. til «Søndmørsk Grammatik» i tida frå 10. febr. 1851. Den 14. apr. vart ms. levert til prentings og var ferdig frå prenteverket 28. mai. Jfr. merknad til Br. nr. 33.
 
 Mindestykker] jfr. innleiinga til «Norske Minnestykke», s. XII ff.
 
ásdrengr, aktaumr, krapti] jfr. «Norges Gamle Love», bd. V, Chra. 1895 [= Glossarium ved Ebbe Hertzberg], s. 80, 66 og 363 med tilvisingar. Jfr. òg Br. nr. 141
 
- Afhandling] jfr. merknad til Br. nr. 137.
 
Anmeldelse] P. A. Munch: «Ivar Aasens og C. A. Holmboes Sprogarbeider», NT, 4. årg. 1850, s. 335380, om Aasens FO s. 335346 (prenta opp att i Munch: Saml. Afh. bd. II, 1874, s. 43376).
 
 Ord] er med i NO.
 
 Gambr] U. siterer ordet i kontekst frå Didr. Saga, s. 92 (jfr. merknad til Br. nr. 140).
 
 Jo] ikkje sitert av U., men kjem føre i Didr. Saga, s. 93 og Barl. Saga s. 139.
 
 Høvre] jfr. merknad til Br. nr. 133.
 
 norsk Oversættelse] jfr. «Exempel-Samling til Planen for en norsk Sprogform. (December 1850).», punkt 27, prenta i MM 1917, s. 33.
 
- Ortofonisme] krav om, og praktiske freistnader på visse endringar i den gjeldande rettskrivinga ut frå prinsippet om at skrifta skulle retta seg etter talen, tok i Noreg til å gjera seg serleg gjeldande etter 1830, og då inspirert av Rasmus Rask: «Dansk Retskrivningslære», 1826. Dei fremste talsmenn for dette var m.a. L. K. Daa, Sylvester Sivertson, Mauritz Hansen. Daa kallar i 1839 Rasks rettskr. for «skandinavisk» og «ortofon». Han gjer og greie for rettskrivinga si i «Svensk-Norsk Haand-Ordbog» (som I. Aa. får i 1842, jfr. Br. nr. 41). Sjå og I. Aa.s eigen freistnad på «ny Orthographie», 1836, i Br. nr. 29. I 1844 tok K. Knudsen til med sitt arbeid for rettskrivingsreformer, og det er vel han som I. Aa. serleg tenkjer på. Om Knud Knudsens arbeid sjå merknader til Br. nr. 132 og Br. nr. 135 med tilvisingar.
 
- en ortofonisk Forening] «The Phonographic Society» vart skipa i 1843. Sir Isaac Pitman (1813 97) var ein av føregangsmennene, og han vart vald til sekretær. Den fyrste med­lemslista er prenta i «The Phonotypic Journal», mars 1843. I 1849 vart namnet på selskapet endra til: «The Phonetic Society». Ved ei nyordning i 1854 vart det valt ein president. Desse var: George Dawson 185458, Sir Walter C. Trevelyan 185879, Max Müller 187992. Selskapet var oppløyst 1892. Selskapet gav m.a. ut: «Fonotipic jurnal» [dvs. «Phonotypic Journal»] vol. 18, Bath og London 184249 [prenta med stenografiske teikn og i ei serleg rettskriving], «Fonetic jurnal», vol. 910, 18501851 [nyttar og vanlege bokstavar, i motsetnad til årg. 184249], «Phonetic Journal», vol. 1158, 185299. Vidare vart utg.: «Phonographical journal», vol. 13, Bath og London 184244. Om dette selskapet og arbeidet for ei fonetisk rettskriving med serlege bokstavteikn, sjå m.a.:
Alfred Baker: «Life of Sir Isaac Pitman», 1908, og vidare A. J. Ellis: «A plea for phonotypy and phonography», 1845, og same forfattar: «A plea for phonetic spelling», 1848.
 
Isaac Pitman sette opp ei rekkje med serlege alfabet og stenografiske teikn. Alexander John Ellis (181490) hadde eit prenteverk i Bath, og der grunnla han òg «The Phonetic Institution». 
 
- I 1840- og 1850-åra kom det ei rekkje skrifter med ortofon rettskriving.
 
Vinje er i 1866 inne på «Maalstrævet» i England, jfr. Skr. II, 1944, s. 169 [d. e. «Dølen», bd. IV, nr. 19].
 
Sjå elles: R. E. Zachrisson: «Four Hundred Years of English Spelling Reform», prenta i «Studia Neophilologica», Vol. IV, 193132, s. 169, og Wilhelm Horn og Martin Lehnert: «Laut und Leben>, bd. 1, Berlin 1954, serleg s. 87.
 
 Vikaren af Vakefield] «The Vicar of Wakefield», av Oliver Goldsmith [originalutg. kom ut i 1766] vart gjeven ut i ei fonetisk utgåve: «The Vicar of Wakefield and selected poems» [ortografien var «phonetic», og det vart nytta serlege bokstavteikn i titel og tekst som her ikkje kan attgjevast], utg. i London 1848 hjå Fred. Pitman, prenta hjå A. J. Ellis i «The Phonetic printing office» i Bath. I eit føreord vart det gjort greie for ortografien.
 
VS i Trh. eig ikkje denne utg. så I. Aa. må ha set ho hjå ein privatmann.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008