154 Maurits R. Aarflot, 23.2.1852

Gode Ven.
 
Skjønt det sidste Brev, som jeg fik fra Egsæt, var fra to andre Personer, finder jeg det dog mageligst at henvende mig til dig med Svaret, da du nu engang sidder i Midten af alle Vedkommende, og der desuden ikke er noget hemmeligt Spørgsmaal at besvare. Imidlertid skal du ikke gjøre dig ræd; thi det er i Grunden ikke stort jeg har at fortælle.
 
Først maa jeg nu melde, at jeg endelig har gjort en Endskab paa den før omskrevne Udretning for Ole Røstene, hvorfor jeg denne Gang ogsaa sender et Brev til ham. Det er nu over fire Uger, siden jeg fik Brevet om hans Bestemmelse med Hensyn til den omskrevne Ting, og alligevel kom jeg ikke til at afsende Tingen førend nu paa Torsdag (den 19de). Da jeg havde faaet Brevet fra Rasmus, var der nok en Pakkepost færdig til at gaae, men Tiden blev mig for kort til at udrette noget; altsaa skulde Sagen affærdiges med næste Pakkepost, nemlig den 5te Februar (den gaaer, som du veed, hver fjortende Dag til Romsdalen). Jeg havde saaledes kjøbt Instrumentet og indpakket samme i et stærkt fleerdobbelt Omslag af tykt Pap; jeg havde desuden skrevet et vakkert Brev med, og gik saaledes paa Toldboden til bestemt Tid; men her fik jeg da at vide: 1) at Indpakningen aldeles ikke var paalidelig, da Pakkerne blive udsatte for en meget voldsom Behandling, og 2) at der ingen Følgebreve modtages, medmindre de ere aabne. Paa Grund af disse ubehagelige Oplysninger tog jeg altsammen tilbage og saaledes var da det Dagsarbeide spildt. Det kom nu an paa at udstudere en bedre Foranstaltning til en anden Gang; jeg gik derfor til en Snedker og bestilte en Kasse af Træ, og i denne Kasse blev nu Tingen nedlagt og saaledes indslængt i Pakkeposten den 19de, altsaa sidste Torsdag. Efter saa lang Forhaling haaber jeg da endelig, at Tingen skal komme vel frem, og jeg er saaledes glad ved at have faaet den Sag fra Haanden. Prisen er 1 Spd 72 s. Rigtignok havde jeg ogsaa lidt mere Udgift, nemlig Postpenge (59 s.) og for Kassen, men jeg har skrevet til ham, at jeg ikke vil have noget mere end det som er udbetalt for selve Instrumentet. [Fotnote i trykt utgåve: Han har nok at betale alligevel, stakkels Fyr, og jeg skylder ham desuden megen Erkjendtlighed for ,adskillige Tjenester fra gamle Dage.]
 
Hvad dernæst din egen Sag angaaer, nemlig Fordringen hos Winther, da hedder det endnu, at Boets Behandling ikke er sluttet, men skal sluttes i Midten af Marts Maaned eller ialfald mod Slutningen af samme. Jeg var hos Edv. Winther for et Par Dage siden og spurgte herom, men fik ellers det samme Svar som før, at der er liden Udsigt til at den Fordring kan blive betalt, da Boets Regnskaber ikke vise nogen Gjeld paa den Kant, men hellere Tilgode havende; dog var han ikke saa ganske vis herpaa, da Bøgerne ikke havdes ved Haanden, og desuden det endelige Opgjør ikke kan finde Sted førend ved Skiftets Slutning i næste Maaned. Inden den Tid, hedder det, kan intet bestemt afgjøres, og ialfald vilde det være en Umulighed at udbetale noget. Der forekommer mig at være en besynderlig Modsigelse i disse Svar; een Stund lader det saa reent umuligt, en anden Stund omtales Sagen paa en anden Maade; det seer ud til, at Gamle Winthers Regnskaber dog ikke ere saa ganske klare og nøiagtige, som man paastaaer.
 
Jeg maa bede at hilse Rasmus og sige ham tak for Brevet fra ham og Ole Mork med de mange Efterretninger fra Hjembygden. Jeg skulde have skrevet baade til ham og mange andre; men det gaaer som sædvanlig: jeg orker ikke Halvdelen af det som jeg har tænkt. Iblandt andet har jeg endnu ikke faaet Tid  at skrive til Hans Velle, som jeg fik Brev fra for tre Maaneder siden. Disse Brevdage ere de værste Dage, som jeg har. Jeg havde nær sagt" de varmeste Dage," men idag har det saamen ikke været nogen Varme; tvertimod, jeg har frosset, saa Fingrene ere stive.
 
Her i Byen gaaer nu alt med det gamle. Her er klingende Føre og klingende Kulde. Paa Søen ligger tyk Iis, hvorpaa vi gaae og spadsere om Dagen  i Solskinnet. Indenfor Havnen holder man paa at nedrive endeel gamle Bygninger for at faae Plads til den nye Banegaard. Hils Rasmus med, at Universitets Gaarden endnu seer ud ligedan som i Høst; den er altsaa ikke saa ganske færdig som den seer ud paa Tegningen i det illustrerede Nyhedsblad. I Markedsugen var, som sedvanlig, en stor Mængde Folk sammenstrømmet i Byen; alle Gader vare fulde af Folk, og Folkene var for en stor Deel ogsaa fulde paa sin Viis. Af de mangfoldige Fornøielser, som tilbødes i denne Tid, var der kun to ,som jeg tog nogen Deel i; jeg var nemlig een Gang paa den store Malerie-Udstilling paa Børsen, og een Gang i Menageriet hvor der forevistes adskillige levende Dyr, saasom en Leopard, en Gaupe, et Pindsviin, en Pelikan, et Par Papegoier, og en stor Bjørn, som havde lært mange Kunster, blandt andet at tage Fangetag med Folk. Men om alle disse Ting har du formodentlig allerede læst nok i Aviserne.
 
Forøvrigt sidder jeg her og læser og skriver som  sedvanlig og gaaer mine visse Spadserturer for Sundhedens Skyld. For Juul og ud igjennem Julen var jeg ofte sygelig, deels af Trykning for Brystet og deels af Uorden i Maven. Nu i en Maaneds Tid har jeg derimod været frisk og havt temmelig ordentlig søvn; imidlertid mærker jeg at min Helbred kræver alt mere og mere Forsigtighed. Jeg arbeider paa en Samling af Dialektprøver og paa en liden Læsebog i Gammel Norsk, og faaer ingen Ting færdig. Desuden er der mange Smaating, som jeg har begyndt paa, som for Exempel den Afhandling om Mands- og Kvindenavne, som jeg tænkte at skrive paa Søndmør og faae ind i Postbudet; men som sagt, der bliver intet færdigt.
 
Af nye Bekjendtskaber kan jeg nevne Søndmøringen O. Vartdal, og Seminarist O. Vig, som er hidkommen for at skrive for Folkeoplysningsselskabet. Bernt Aakre har været ofte i Byen siden i Høst han er nu bleven ansat som Batallionsdyrlæge og har saaledes opnaaet en lidt bedre Stilling, skjønt den ikke kan være saa glimrende endda. Henrik Daae har været hjemme i Julen og er nu igjenkommen; Schjølberg reiste ogsaa hjem, men er ikke kommen tilbage.
 
Men hermed faaer jeg da ogsaa slutte for denne Gang, idet jeg beder at hilse og ønsker al Lykke og Velgaaende.
 
Christiania den 23de Februar 1852.
I.Aasen.
 
E.Skr. Det er underligt, at ingen af mine Brødre har skrevet mig til angaaende vor Søsters Dødsfald; jeg skulde ellers have stor Lyst at vide hvad Sygdom hun døde af, da hun i Høst var ganske frisk og saae temmelig godt ud. Men de Folk have naturligviis liden Tid til at skrive Breve.
 
Utanpå: S T./Hr. Bogtrykker Maurits Aarflot,/a/Egsæt/Voldens Postaabnerie.
Betalt.
Poststempel: Christiania 23.2.1852 Aalesund 28.2.1852.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i utdrag i BV s. 117119) omframt kladd i NFS Aasen, pk. 5,5.
 
- Fordringen hos Winther] jfr. merknad til Br. nr. 150.
 
 Brevet] frå Ola G. Mork med tilskrift av Rasmus Aarflot, dagsett 5. jan. 1852.
 
 Banegaard] bygd etter teikningar av H. E. Schirmer og A. F. W. von Hanno på den såkalla «Glasmagasintomta». Fleire bygningar vart rivne, m.a. ein sjukehusbygning.
 
 Universitetet] bilete og ein stutt historikk står i «Illustreret Nyhedsblad» 1852, 4. febr., nr. 20 (med framhald i nr. 22). Sjå elles Chr. Holst: «Beskrivelse over de nye Universitets-Bygninger», Chra. 1852 (Lista nr. 779) og merknad til Br. nr. 109.
 
- Markedsugen] var d. å. i Oslo frå 3.10. febr.
 
 Malerie-Udstilling paa Børsen] var det i 1852 ikkje «Kunstforeningen» som stod for (det dei vanlegvis sidan 1838 hadde gjort), men forleggjaren Chr. Tønsberg. Inntekta gjekk til byggefondet åt Studentsamfunnet. Mellom dei 200 utstillingsnr. var det viktigaste J. C. Dahl: «Nærødalen».
 
 Læsebog] jfr. merknad til Br. nr. 180.
 
 Afhandling] jfr. merknad til Br. nr. 180.
 
Olavius Hanson Vartdal (18251883), frå Vartdalen, las ei tid privat med presten Wraamann, var ei tid lærarvikar i heimbygda, kom 1852 til Oslo og skulle studera, eks. art. 1867 (etter fleire tidlegare freistnader), studerte seinare teologi utan å få eks., privatlærar m.m., vart kalla «den evige studenten» (jfr. TSH 194849, s. 66 ff.). W. A. Wexels var ein av hans vener. I. Aa. hjelpte han òg ofte. Sjå òg merknad til Br. nr. 210.
 
- Ole Vig (18241857) forfattar, lærar og redaktør, frå Stjørdalen, lærareks. (Klæbu) 1843, lærar i Kristiansund 184551, vart i 1851 kalla til å vera styrar for «Folkevennen» (1852 ff.) som Folke-opplysningsselskapet gav ut, skreiv mange utgreiingar og folkeskrifter m.m. (jfr. T. Høverstad: «Ole Vig», 1953). Sjå og merknad til Br. nr. 200 og Br. nr. 210.
 
Folkeoplysningsselskabet] Selskabet til Folkeoplysningens Fremme, skipa 23. sept. 1851, etter opptak av Hartvig Nissen o. fl., hadde ved utgangen av 1852 2 600 medlemer frå mest heile landet.
 
Schjølberg] jfr. merknad til Br. nr. 213.
 
vor Søsters Dødsfald] Brite Aurstad døydde 18. nov. 1851, jfr. merknad til Br. nr. 150.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008