156 Magnus Brostrup Landstad, 16.4.1852

                                                                                                    16 April 1852.
Brev til Landstad.
 
Endskjønt jeg mange Gange havde foresat mig at skrive Dem til i Løbet af denne Vinter, kom det dog alligevel ikke til Udførelse, da der altid kom en eller anden Travlhed eller Forhindring i Veien; og saaledes kom jeg desværre til ogsaa at modtage det andet Brev, førend jeg havde svaret noget paa det første. Jeg seer altsaa nu, at det besluttede Gjennemsyn af den omtalte Visesamling allerede er fuldført, og at der intet videre fra Deres Side er i Veien for dens Udgivelse. Jeg skulde saaledes ønske, at jeg strax kunde hjælpe til dermed; imidlertid er min besluttede Reisetid nu saa nær forhaanden, at jeg ikke veed om jeg i den første Deel af Sommeren kan faae Leilighed dertil. Der er saa meget, som jeg ikke kan udrette anderledes end ved Reiser, og der er saa mange Steder, som jeg atter skulde have bereist; nu er Sommertiden den eneste beleilige Tid til saadanne Udflugter, og naar man skal opholde sig noget i Land[s]bygderne, da er som De veed, den første Deel af Sommeren den beleiligste; thi naar Slaatten kommer, blir det i mange Henseender vanskeligere. Jeg havde tænkt, at jeg i dette Aar skulde tage en Tuur til Hallingdalen og maaskee til Bergens Stift, og paa Grund af det anførte havde jeg besluttet at Udreisen skulde foregaae i Mai Maaned. Dog er der endnu ikke gjort nogen fast Bestemmelse.
 
Imidlertid har jeg talt med Lange om denne Sag, og han har yttret at der maaskee alligevel vil gaae nogen Tid hen, førend Trykningen for Alvor kan begynde, da det er uvist hvor snart den nødvendige Overeenskomst med en Forlægger kan blive sluttet.
 
Det er fornøieligt at høre, at den forhen omtalte Sammenligning med de svenske Folkeviser nu virkelig er gjort; thi en saadan Ligning kunde naturligviis, ikke andet end blive til Gavn for Værket. De har maaskee ogsaa havt Leilighed til at see de færøiske Kjæmpeviser, hvoraf nemlig endeel i den seneste Tid ere udgivne af Hammershaimb, og hvoriblandt der som mig synes, findes meget som ligner de norske Viser. Ham mershaimb bruger en Mellemting af ortofonisk og etymologisk Skrivemaade; han sætter f. Ex. Sjurdar kvæde for Sjura kveai. Herved er vistnok et stort Fortrin for den ældre Skrivemaade, som saa meget styg ud, men mig synes dog at han er gaaet vel vidt, dog er det vanskeligt at sige om det Færøiske, da dette næsten kunde betragtes som et Sprog for sig selv. Hvad nu vore egne norske Sager angaaer, da troer jeg fremdeles, at man i en Dialekt ikke maatte gaae videre, end at opstille den ældste Form som Dialekten selv tillader, medens man derimod i et norsk Almeensprog (et slags Overdialekt eller ideal Sprogform) maatte have Frihed til at optage en og anden forældet Form, forsaavidt det af gode Grunde maatte synes nødvendigt. Ved at restituere Formerne i en enkelt Dial ekt frembringer man nemlig en Mellemting, som hverken er Dialekt og ikke heller nogen almindelig national Sprogform, da nemlig en saadan maa tage Hensyn til flere af de bedste Dialekter og saavidt muligt optage alle de adspredte gode Ting i Dialekterne. Da jeg imidlertid ved foregaaende Leiligheder har yttret mig om denne Sag, vil jeg nu ikke videre opholde mig derved; den modsatte Mening har jo ogsaa sine Grunde og finder sine Forsvarere.
 
Hvad ellers den omtalte nationale Sprogform angaaer, da er der hidindtil ikke gjort noget synderligt med samme. Jeg for min Deel er endnu ikke kommen til nogen bestemt Plan i denne Sag, og de foreløbige Planer som jeg har udkastet, vilde her blive for vidtløftigt at omhandle. De Prøver af denne Sprogform, som De har seet omtale, maa formodentlig være et Par Viser, som i forrige Aar bleve trykte paa Egsæt; dog maa jeg sige, at jeg allerede nu har tenkt mig enkelte Forandringer i den der anvendte Form, især t for d i Endelserne f. Ex. Livet. Da jeg heldigviis endnu har et Expl. tilovers af bemeldte Viser, giver jeg mig den Frihed herved at oversende Dem samme.
 
Jeg havde tænkt at udgive en Samling af Dialektprøver og med det samme endeel Prøver paa en foreslaaet norsk Sprogform. Dette Arbeide skulde være færdigt i denne Vinter, men det er dog ikke blevet færdigt, da jeg først fandt det nødvendigt at indhente adskillige nærmere Oplysninger fra forskjellige Kanter, hvorved jeg ogsaa vilde faae bedre Tid til at overtænke den nye Sprogform. Imidlertid har jeg her gjennempløiet den største Deel af de forskjellige Topografier og Efterretninger fra adskillige Dele af Landet, saasom Topogr aphisk Journal, Budstikken og flere. Herved har jeg da samlet en Mængde Ord som er større end jeg nogensinde havde troet, men disse Ord, som tildeels ere meget gamle, burde nu blive nærmere efterspurgte i de forskjellige Egne, førend de kunde optages i Tillæggene til Ordbogen. Man seer altsaa, at der vil blive tilstrækkeligt Arbeide for en temmelig lang Tid.
 
Hermed faaer jeg da slutte, idet jeg medsender min hjerteligste Hilsen.
 
Kristiania den 16de April 1852.
I. A.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal :
Kladd i NFS Aasen, pk. 5, venteleg legg nr. 11 som no ikkje er på plass (før prenta i MM 1926, s. 4446, og etter det prenta her). - kunde naturligviis, ~ / formodentlig maatte blive /  <(et slags . . . Sprogform)> ~ [teksta i parentesen er utstroken]  er Dialekt og ikke heller  [vidtløftig<] ~ vidløftig [som står i den prenta teksta, endra i samsvar med Aa.s rettskr. elles]  /De har seet omtale/ ~ De nævner i Deres Brev,  giver jeg ... Frihed ~ / er det mig en Fornøielse /
 
L. svarar 17. okt. 1852 (orig. NFS Aasen, pk. 5,18, prenta i MM 1926), s. 47) og bed Aa. ta på seg korrekturen og «rette Et eller Andet, der i sproglig Henseende maatte være galt.» L. har i ms. retta seg etter Aasens råd og «restituerer ikke saa mange af de gamle Former. Jeg erkjender at jeg var gaaen for vidt deri.»
 
- de færøiske Kjæmpeviser] jfr. merknad til Br. nr. 151.
 
Hammershaimb bruger en Mellemting af ortofonisk og etymologisk Skrivemaade] H. skreiv «Sjurðar Kvæði» og i føreordet til «Færøiske Kvæder», bd. 1, kritiserer han skrivemåten åt H. C. Lyngbye som gav ut «Færøiske Qvæder om Sigurd Fofnersbane og hans Æt. Med et Anhang», Randers 1822 (med eit føreord av P. E. Müller).
 
H. skriv i utgåva si at H. C. L. hadde freista «at gengive almuens platte udtale, men her er skrivemåden nærmet hen til den islandske, dog med bibeholdelsen af alle færøiske ejendommeligheder, så at der ingensteds er anvendt vold for at tvinge det ind under Islandsken».
 
Lyngbye bygde si utg. på eit handskrift etter presten Johan Henrik Schrøter, 1818 (dette hs. er utg. av Chr. Matras i «Færoensia», vol. III, Kbh. 195153). J. H. S. skreiv t.d. «Siure Qveaje», og H. C. L. skreiv «Sjûra Qvéài».
 
Før 1846 hadde færøysk, med visse modifikasjonar, vore skrive nær etter uttalen. Dette gjeld såleis: J. C. Svabos viseoppskrifter (prenta av Chr. Matras, Kbh. 1939) og Svabos ordsamlingar (uprenta) fra 1770åra (ei prøve på færøysk etter Svabos «Indberetninger», 178182, hefte 5, er utan forfattarnamn prenta i Jørgen Landt: «Beskrivelse over Færøerne», 1800), H. C. Lyngbyes «Færøiske Qvæder» (nemnde ovanfor), Johan Henrik Schrøters omsetjing av Matteusevangeliet, 1822 (jfr. «Varðin» 1936, s. 181 ff.) og hans omsetjing av «Færeyinga-Saga», 1832 (som Rask retta på og gav ein noko etymologisk skrivemåte, jfr. «Varðin» 1932, s. 1 ff.).
 
Sjå og P. A. Munch: Saml. Afh., bd. I (1873), s. 148 ff. og bd. II (1874), s. 440 ff.
 
- Viser] «Tvo nye Visor, Eegsæt 1851» (original-ms. er på Eikset), inneheld dikta «Gagnløysa» og «Lukko» (prenta på nytt i «Bergens Stiftstidende», s.å., 4. sept., nr. 71, og prenta i Skr. I, s. 5961).
 
Frå denne tid er det elles ymse dikttilemningar på nynorsk. Skriftforma syner ymse steg på vegen fram til normalen i PL 1853.
 
 Dialektprøver] dei fleste skal vera med i PL. Den 13. april skreiv I. Aa. ei segn på sunnmørsmål, «Han Nils Prest», prenta i «Folkevennen» 1852, 1. årg., s. 8182, med ei innleiing av Ole Vig: «Nogle Sprogbemærkninger, s. 7481 (der han m.a. hevdar at skriftmålet må ta opp i seg ord frå bygdemåla og såleis «mødes paa Halvveien»). Same segna vart samstundes prenta på vinjemål av A. O. Vinje (s. 8284) og stjørdalsmål av O. Vig (s. 8486).
 
 «Topographisk Journal for Norge,» bd. 110, red. Jacob Rosted, 17921808.
 
«Budstikken», årg. 17, Chra. 181729, jfr. merknad til Br. nr. 23.
 
 Mængde Ord] samlinga heiter «Vedlæg til Ordbogen over det norske Folkesprog indeholdende Ord som ere samlede af ældre Skrifter, 1852 med senere Tillæg».
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008