157 Maurits R. Aarflot, 26.4.1852

Gode Ven.
 
Da jeg nu endelig, midt i al min Travlhed, har skrevet nogle Ord til Hans Velle som Svar paa hans Brev til mig, skulde jeg med det samme ogsaa have skrevet nogle Ord til dig; men skal det være, saa maa det skee i en Hast, da nemlig den Post, som før har gaaet herfra paa Mandags Aften, skal, som jeg nu hører, gaae paa Mandags Morgen, hvilket jeg ikke har været rigtig forberedt paa.
 
I mine Forhandlinger med Mester Edv. Winther er jeg endnu ikke kommen til Maalet; det hedder at Boets Anliggender endnu ikke ere saa ganske afgjorte, hvilket de dog skulde have været for lang Tid siden. For nogle Dage siden var jeg atter hos ham og spurgte om Sagens Gang. Forretningerne vare, som sagt, ikke ganske sluttede, men saa meget var vist, at Hr. Aarflots Fordring ikke kunde udbetales; der var neppe Anledning til at afgjøre den Sag anderledes end ved Søgsmaal. For det første havde man ikke fundet noget saadant antegnet i Winthers Regnskaber; siden havde man rigtignok fundet en saadan Gjelds-Post for længere Tid tilbage, men efter den Tid havde Aarflot havt flere Regnskaber med Winther, Regnskaberne vare ordentlige opgjorte og Aarflot havde nøiagtig indsendt de Penge, som Regningerne udviste, hvilket han naturligviis ikke havde behøvet at gjøre, naar han havde havt Penge tilgode. Imidlertid var det muligt, at man ved den endelige Slutning af alle Regnskaber endnu kunde finde noget uafgjort Mellemværende, og isaafald skulde man da skrive Aarflot til for at underrette ham om Forholdet og forsøge paa en Jævning af de gjensidige Fordringer. Dette er nu, saavidt jeg kan erindre, et kort Begreb af det Svar, som jeg nu sidste Gang fik.[fotnote i trykt utgåve: Egentlig seer det ud til at være to eller tre Svar som ikke ret ville harmonere med hinanden.] Det seer ud til, at man ikke synes noget om mine Besøg, og at man i Grunden ikke vil have med nogen Mellemmand at bestille; imidletid har nu jeg for min Deel ikke noget at klage over. Den modtagne Fuldmagt ligger fremdeles ubenyttet i min Skriverpult, saalænge til en nærmere Underretning indløber.
 
Det lider nu til den Tid, da jeg skulde ud at gjøre en Reise igjen. Jeg har nu i Vinter holdt paa at gjennemgaae alle de norske Topografier og Beskrivelser, hvori man kunde vente at finde norske Ord anførte. Rigtignok er jeg endnu ikke færdig med alle, men jeg har dog allerede fundet en Mængde Ord, som er større end jeg nogensinde havde tænkt. For at efterspørge alle disse Ord i de forskjellige Distrikter vilde det næsten være nødvendigt at gjøre en Rundreise igjennem hele Landet endnu en Gang; men det bliver det nu ikke noget af. Det kommer til at beroe med en og anden Udflugt i Sommertiden. Hvorhen jeg nu i denne Sommer skulde reise, er jeg endnu ikke ret bestemt paa, men det faaer nu snart blive afgjort, da disse Reiser paa Landet burde være fuldførte i Mai, Juni og Juli Maaneder; thi naar det lider frem i Slaatten har det, som du veed, sine Vanskeligheder at faae rigtig tale med Folk. Maaskee kommer jeg nu i Aar til at lægge min Reise til Bergens-Kanten, ifølge den Regel, at man skal gjøre det længste Reiser først. Isaafald skulde jeg da reise først til Hallingdal, siden til Sogn, saa til Ryfylke og saa med Dampbaad tilbage. Dette er, som sagt, endnu ikke bestemt, men en Bestemmelse maa nu tages til i næste Maaned eller til en tre eller fire Uger herefter; thi da burde jeg være i Veien.
 
Paa Grund af denne Gjennomgaaelse af saa mange Bøger har jeg ikke faaet Tid til at affærdige noget til Trykken; mine Dialektprøver faae altsaa bie til næste Vinter, da nemlig Forøgelsen af mine Tillæg til Ordbogen forekom mig at være der nødvendigste. Ellers kan jeg melde, at Oplaget af min Grammatik er næsten udsolgt; efter Regnskabet som jeg fik ved Slutningen af Marts Maaned, var der kun 24 Exemplarer tilbage. Ogsaa Udsalget af Ordbogen skal gaae temmelig godt.
 
Den forhen omskrevne Indretning til Ole Rystene afsendte jeg med Pakkeposten i Februar Maaned, men da ingen Beretning om sammes Fremkomst er modtagen, har jeg nu Mistanke om, at den maa være bleven enten forsømt eller ødelagt paa Veien, hvilket da er beklageligt især for den Stakkels Mand, som saa længe havde ventet paa samme.
 
Vistnok havde jeg meget mere at skrive om, men dette var nu det nødvendigste, og den sidste Post-Time er allerede forhaanden. Jeg slutter altsaa med Hilsen og Ønske om Lykke og Velgaaende.
 
Kristiania den 26de April 1852.
I. Aasen.
 
Utenpå: S. T./Hr. Bogtrykker Maurits Aarflot/a/Egsæt/Voldens Postaabnerie.
Betalt.
Poststempel: Christiania 26.4.1852  [og] Aalesund 1.5.1852
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i utdrag i BV s. 119120). 
 
- Hans Velle] Hans Velle, eller Welle (18321925), av sambygdingane kalla: «Klokkar-Hans», var son til klokkar Anders Welle (jfr. merknad til Br. nr. 2), tok eks. på Stord Seminar 1860, men hadde vore lærar i heimbygda (Velle krins) frå 1850 av, vart i 1864 klokkar etter faren.
 
I brev frå H. V. til I. Aa., 1. nov. 1851, bed han I. Aa. undervisa seg. I brev til I. Aa. 26. juni 1854 spør H. V. etter «en eller anden norsk Plantelære» som både har latinske og norske plantenamn.
 
Svar] I. Aa. har skrive til Hans Velle, 26. april 1852, men til dette brevet har eg korkje funne kladd eller original.
 
 Indretning] jfr. Br. nr. 153 og Br. nr. 154 med merknader.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008