158 Ludvig L. Daae, 31.5.1852

Mester Ludvig.
 
Da jeg nu agter at drage ud paa en Reise til Fjeldbygderne, skulde jeg i Forveien have betænkt en eller anden god Ven med nogle Linier; thi naar man saaledes reiser ud, maa man berede sig ligesom til Døden, da der gives Exempler paa, at Folk virkelig kunne krepere paa slige Udflugter. Desuden skylder jeg at takke for dit sidste Brev, som uagtet den vanskelige Skrift og de mange latinske og franske Sprichwörter, dog var meget kjærkomment. Dersom jeg nu havde nogen rigtig fortræffelig Nyhed at fortælle, da skulde det være morsomt; men saadant falder der lidet af, og detsuden læser du naturligviis Aviserne og veed saaledes Besked nok om de Ting, som kunde være mest værd at tale om.
 
Af literære Nyheder, som du synes at være mest nysgjerrig efter, er her ikke ret mange at fortælle, udenfor det som allerede har været omtalt i Bladene. Af "Didrik af Berns Saga", er trykt 15 Ark, og der er endnu meget tilbage; jeg har efterhaanden faaet laant Korrektur Arkene og læst dem med megen Fornøielse ; Bogen udgjør nemlig en vidløftig Række af æventyrlige Sagn, hvorom du maaskee veed Besked af Müllers Saga Bibliothek (hvor den kaldes "Vilkina Saga"); den indeholder mange lystige Historier og er skreven i et fortræffeligt Sprog. Af Stjórn er kun trykt 5 Ark, hvori kun de første Kapitler af den første Mose Bog forklares, med meget interessante indskudte Anmærkninger af adskillige Forfattere i Middelalderen. Det fjerde Hefte af Diplomatariet er fremdeles under Pressen. Landstads Visebog fra Tellemarken vil ikke komme i Trykken førend ud paa Høsten; til den Tid er ogsaa Udgivelsen af Vangs Æventyr fra Valders udsat. Det næste Hefte af Langes Tidsskrift (som nu vel snart kommer ud) indeholder en meger lærd Afhandling om Konsonanternes Overgang i Norsken, af Sophus Bugge; dernæst vil det indeholde et Stykke, som jeg har ladet mig forlokke til at skrive, nemlig en Anmeldelse af "Folkevennen". At jeg ogsaa er anført iblandt dem, som skulle skrive Texter til Tønsbergs "Folkelivsbilleder", har du vel seet; det er imidlertid ganske uforskyldt, at jeg er kommen til denne Ære; thi da jeg var anmodet om at skrive Text til et Par af disse Stykker, sagde jeg kun, at det var slige Ting, som jeg ikke vidste ret Besked om, men at jeg altid kunde tænke nærmere paa Tingen, naar jeg engang faaer see Malerierne.
 
Med mine Arbeider gaaer det ellers smaat som sædvanlig. Hverken min Ordsprogsamling eller mine Dialekt-Prøver ere endnu færdige, da jeg først og fremst ansaae det nødvendigt at arbeide paa Tillæggene til Ordbogen. Til den Ende har jeg i Vinter gjennemgaaet samtlige norske Topografier (f. Ex. i Topografisk Journal, Budstikken &c) og adskillige andre Skrifter, hvori norske Ord findes anførte, og heraf har jeg da samlet en betydelig Mængde til nærmere Efterspørgsel. Forsaavidt der faaes Vished om disse Ords Brug i nuværende Tid, skulle de lægges til det store Ordregister, og forsaavidt dette ikke skeer, skulle de lægges til det mindre Tillæg, nemlig Ord som ere samlede af Skrifter, saa at man engang kan have alt samlet i een Bog. Ordbogen skal ellers have en ret jævn Afsætning, saa at Oplaget minker mere end man skulde vente. Men med Grammatiken har det nu gaaet reent fortræffeligt. Efter Regnskabet, som jeg fik ved Slutningen af Marts Maaned, var der kun 24 Exemplarer tilbage af den hele Beholdning, og man kunde altsaa nu strax berede sig paa en anden, forbedret Udgave, naar kun alt Materiale dertil var samlet. Jeg fik med det samme en heel Slump Penge, saa at jeg nu baade har Penge i Sparebanken og har meget Stipendium tilgode og, kort sagt, er rigere end nogensinde før, hvilket rigtignok ikke vil sige meget. Paa Grund af denne større Formuenhed bliver man naturligviis mere rundhaandet; man klæder sig bedre, gaaer oftere paa Komedien (ikke i Markpladsen, ikke heller gjerne i Hol' an' marken); man lader sine Bøger indbinde og gaaer oftere paa Kafeerne. Rigtignok skulde man holde Aviserne; men det er saa slemt, naar man skal reise bort, da der ikke er nogen, som kan modtage Aviserne, medens man er borte. Havde man derimod en Kjering, saa var det en anden Sag; men dette er nu fremdeles den store Sorg, som det saa Iænge har været.
 
Med Helbreden har det i Vinter været saa af og til; det var ofte saa daarlig bevendt, at jeg gruede meget for en eller anden alvorlig Ulempe. Men med den stigende Vaarvarme har Sundheden atter indfundet sig, og i den sidste Tid har jeg været saa frisk og modig, at det er reent utroligt. Med Friskheden har naturligviis Giftertankerne indfundet sig igjen, og det stærkere end nogensinde. Det er da heller ikke at undres over, naar man er henimod 39 Aar og i saa lang Tid har gaaet og sukket og ventet uden nogen Udsigt til Forløsning. Næste Aar bliver jeg naturligviis 40, hvis jeg ikke kreperer forinden; og til den Tid har jeg fuldt og fast besluttet, at der skal skee en Forandring, om jeg saa skal frie paa ti Steder. (Jeg har rigtignok ikke begyndt endda.) Der er imidlertid en slem Omstændighed i Veien, nemlig den, at jeg ikke har Kjendskab til noget Kone-Emne, rom jeg kunde faae. Der er kun en Pige, som jeg kjender saa vel, at jeg med Tryghed vilde overlade mig til hende; der er En, som jeg i langsommelig Tid har været forlibt i, uden at turde sige et Ord derom. Men det er uheldigviis en, som jeg ikke kan faae; hun kjender mig kun fra den forrige Dumhedens Tid og kan altsaa ikke have nogen gode Tanker om mig; med Familien er det samme Tilfældet, og et Forslag fra min Side vilde altsaa blive betragtet som en reen Umulighed og derfor henlagt uden Debatter. Da du nu i dine Breve har skrevet mange lystige Ting og hentydet paa allehaande umulige Muligheder, saa kunde jeg engang have Lyst til at være ret aabenhjertig, naar jeg vidste, at du ikke vilde vise dette Brev til Peer og Paal; men det vil du da heller ikke, naar du seer, at der er en Hemmelighed i det. Altsaa kan du gjerne vide, hvis du ikke skulde have en Mistanke om det før, at denne Eneste, som her er omtalt ,er ingen andensteds end paa Solnor, at det er ingen anden end S . Du veed nok ikke, at jeg i forrige Aar var meget plaget af Friertanker, men de kom ikke til Udbrud, Mennesket var saa sygt, at det saae mere ud til Død end Liv; og desuden vilde vel Frieriet alligevel gaaet overstyr paa Grund af Forknyttelse og Haabløshed. Det er ogsaa slemt, at netop Forlibelsen selv kan gjøre, at man opfører sig mere dumt og klodset, end man ellers vilde have gjort. Men bag efter angrer man paa saadan Forsømmelse af Leiligheden. En Erklæring vilde nu rigtignok ikke have ledet til noget; men den vilde dog have havt den Nytte, at man blev fuldelig vis og sikker paa, at man ikke havde noget videre der at gjøre, og at man altsaa med desto større Flid kunde see sig om paa andre Kanter. Og en saadan Vished vilde maaskee være nødvendig for at man kunde faae den gamle Grille ud af Hovedet.
 
Men til at fordrive Grillerne vil formodentlig en Reise med al dens Ærgrelse og Ubehagelighed gjøre god Tjeneste. Det er den eneste Dyd ved en Reise, at den forstrøer Tankerne; man faaer nemlig saa megen ny Ærgrelse, at man glemmer den gamle. Jeg tænker nu i disse Dage at reise opover til Hallingdal ,hvor jeg skulde standse et Par Ugers tid; siden havde jeg tænkt at reise vest over til Sogn og Voss og til Bergen uden nogen betydelig Standsning. Fra Sogn eller Bergen skulde jeg have gjort en Afstikker til Søndfjord, hvor jeg har adskilligt at efterspørge. Skulde jeg træffe mange Nordlændinger i Bergen, vilde jeg ogsaa standse der noget, og saaledes vilde det drage ud i August Maaned, førend jeg kom til at begynde Tilbagereisen, som nemlig skulde skee tilsøes. I Ryfylke vilde jeg standse et Par Uger, og da gjør jeg naturligviis et Besøg hos Berg. Til Søndmør kan jeg derimod ikke komme. For det første bliver der Reiser og Møie og Udgifter nok alligevel; for det andet vilde det tage for megen Tid at reise ind i de forskjellige lange Fjorder paa Søndmør, og for det tredie er det ikke vist, at jeg kom paa en beleilig Tid, eller kunde træffe de Folk, som jeg helst vilde træffe. Og saaledes og altsaa bliver der ikke noget videre af den Sag.
 
Med vore Bekjendte her paa Stedet gaaer nu alting sin gamle Gang. Studenterne have det nu meget travlt med at lave til for at modtage Upsalingerne. De danske Aviser indeholde meget morsomme Historier om Hostrups nye Stykke "Mester og Lærling", som Flyveposten har udtydet paa sig selv, og som den mægtige Kritikus Levin bekjæmper med sin sædvanlige Tapperhed. Det er sandt: jeg har nylig faaet en Hilsen fra Grimm; i et Brev til J. Moe har han næmlig nævnt mig iblandt en to tre andre, som han skulde hilse. Dette skulde jeg nu rigtignok være stolt af, men hvad nytter det til? Kanskjee nogen Dame vil see blivere paa mig for det? Nei saa men vil hun ei. Og naar jeg ikke finder nogen Gunst hos mine Omgivelser, saa finder jeg ingen Trøst i nogen Gunst af langfremmede Folk. Men det er Tid at slutte. Forhaabende at vi ikke behøve at blive Uvenner for alt som jeg her har skravlet og skrevet, glæder jeg mig til, at vi formodentlig i Høst vil træffe sammen her i Byen. Beder forøvrigt at hilse.
 
Kristiania den 31te Mai 1852.
I. Aasen.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i RAO (jfr. merknad til Br. nr. 39) omframt serskild kladd (som i utdrag er prenta i BV s. 121122).
 
- literære Nyheder] jfr. Br. nr. 151 o. fl. st.
 
Saga Bibliothek] «Sagabibliothek», bd. 13, Kbh. 181720, Utg. av Peter Erasmus Müller, inneheld i bd. 2 (1818) s. 146316, «Vilkinasaga eller Thidrek af Berns Saga», med referat, sitat frå teksta og merknader (alt på dansk).
 
lystige Historier] I. Aa. fortalde att sume av dei på sunnmørsmål, helst når han sat i godt venelag. 
 
Sophus Bugge: «Om Consonant-Overgange i det norske Folkesprog», NT 185152, 5. årg., s. 201216.
 
 Anmeldelse] av «Folkevennen», same stad s. 217243 (Skr. III, s. 2456).
 
Texter] til «Norske Folkelivsbilleder efter Malerier og Tegninger af Adolf Tidemand med Flere. Udgivne af Chr. Tønsberg», 1. Række 1854, inneheld av I. Aa.: «Sildefiske paa Bergenskysten» (nr. X, prenta i Skr. I, s. 221225), og same verk, 2. Række, 1858, inneheld: «Kortspillerne» (nr. VI, prenta i Skr. I, s. 22831), «St. Hansaften paa Landet (nr. VII, prenta i Skr. I, s. 23135), «En Sildebod i Bergen» [av I. Aa. kalla: «En Salterbod»] (nr. IX, prenta i Skr. I, s. 22528).
 
- Afsætning] etter oppgjer frå Feilberg og Landmark 20. mars 1852, er det då att 10 ekspl. av FG på trykkpapir og 14 ekspl. på skrivepapir. For dei 99 ekspl. som er selde sidan sist (jfr. merknad til Br. nr. 120) skal I. Aa. ha netto 44 spd. og 18 sk., og med pengar til gode frå før får I. Aa. utbetalt 77 spd. og 24 sk. For FO ligg det ikkje ved rekneskap.
 
 S] Susanne Daae, jfr. merknad til Br. nr. 22.
 
Johan Peter Berg, sokneprest i Skjold 184854, jfr. merknad til Br. nr. 22 og Br. nr. 50.
 
Studenterne] hadde gjesting av studentar frå Uppsala i tida 23. til 29. juni 1852 (jfr. Ill. Nyhedsbl. s. å. nr. 40 ff. og «Studenttåg till Christiania 1852 från Upsala», Upsala 1854, og Vinje, Skr. I (1943), s. 93 ff. med merknader).
 
- Jens Christian Hostrup (181892): «Mester og Lærling, romantisk Sangspil» i fem akter, Kbh. 1852, fyrste gong synt fram på Casino Teater (Kbh.) 8. mai s.å. Folk trudde at H. hadde nytta red. Edvard Meyer i «Flyve-Posten» til modell for redaktøren, og dette førde til strid og avisdebattar (jfr. Hostrup: «Erindringer», I, 1891, s. 247 ff.) som òg forplanta seg til Oslo (jfr. Chra.-Posten 1852, nr. 1449, og «Korsaren» s.å. nr. 608). Henrik Ibsen var til stades på fyrsteframsyninga (jfr. R. Neiiendam: «Mennesker bag Masker», 1931, s. 125 f f.). Vinje skreiv om denne striden i «Drammens Tidende», 1852, nr. 223, 24. sept.
 
 Israel Salomon Levin (18101883), dansk språkmann og kritikar, skreiv i «Flyve-Posten» 1852 mot Hostrup (jfr. nr. 184, 18687, 189). Om I. L. sjå m.a. Aage Hansen i «Fra Rask til Wimmer», Kbh. 1937, s. 4459, 111. Nyhedsbl. 1856, 3. mai, s. 72 og Bjørnson: «Grotid», I, 1912, s. XXI f.
 
Hilsen fra Grimm] i brev frå Jacob Grimm til J. Moe 9. mai. 1852 er det helsing til Asbjørnsen og I. Aa. Brevet er prenta i «Til Gerhard Gran fra venner og elever», 1916, s. 17981.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008