161 Magnus B. Landstad, 3.12.1852

Hr. Pastor Landstad.
 
Da Hr. Tønsberg nu vil slutte det første Hefte af Folkeviserne og altsaa om faa Dage lade Fortalen trykkes, saa maa jeg skynde mig med at oversende Dem nogle Ord, som dog egentlig burde været meddeelte noget tidligere.
 
Da jeg ikke havde læst Deres Fortale, da Trykningen begyndte, var jeg noget uvis om Planen for Skrivemaaden og især med Hensyn til Accentueringen. Jeg gjennemgik altsaa en Deel af Manuskriptet og syntes da at finde, at Planen ikke egentlig gik ud paa en gjennemført Accentuering, men kun paa at anvende Accenter ved Ord, som ikke ere almindelig bekjendte, og ved Ord, som ellers let kunde forvexles med andre. Rigtignok fandtes nogle meget bekjendte Ord at være jævnlig accentuerede (saasom dróg, slóg, stód, blód, gód, mór); men en stor Deel andre vare ikke accentuerede, saasom: i, mi, di, si, mine, sine &c.; Ligesaa no, du, ven, rett, slett, bles, fekk, gjekk; derimod fandtes Accent ved adskillige Ord, hvis Vokal i det gamle Sprog ikke accentueres og desuden nu i de fleste Dialekter har aaben Lyd, saasom sita, vita, tore, sud, lut, hug, duge, dyl, fyre. Da jeg nu havde faaet et Slags Bemyndigelse til at gjøre smaa Forandringer i enkelte slige Ting, gik jeg altsaa frem efter den Plan at bruge Accent i de Tilfælde, hvor en Forvexling af Lyden let kunde indtræffe, men ikke ofte i de Tilfælde hvor Lyden og Ordet er almindelig bekjendt; det vilde ogsaa have medført megen Vanskelighed at lægge an paa en gjennemført Accentuering i en Dialekt; thi man maatte da ei alene skrive: í, mí, dí, dú, hó, men maaskee ogsaa: ég, még, ség, fréd, véd, íll, víll, míld, líggje, býggje, stýkkje, fýlle; só1í, húsí, húsó, jó1í, jó1ó, fúrú o. s. v. Paa Grund heraf har jeg kun paa faa Steder tilføiet en Accent, men derimod i flere Tilfælde strøget Accenten. Jeg blev derfor ganske forskrækket, da jeg siden fik læse Fortalen og deraf saae, at der var sigtet til en gjennemført Accenturering, men da allerede fire Ark omtrent vare trykte, kunde jeg ikke foretage nogen stor eller pludselig Forandring i Planen.
 
I Fortalen staaer nemlig (Side VIII): "Vokalerne ere i Almindelighed accentuerede efter Oldsprogets Regler saaledes som nedenfor skal forklares. Dette forekom mig at være ganske nødvendigt. I det mærkelig vedligeholdte Vokalsystem ligger vort Folkesprogs bedste Kraft og Kjerne." I Forbindelse hermed staae Reglerne for Udtalen paa den sidste Side, hvilke vilde passe godt ved en gjennemført Accentuering, men nu maaskee ville vække Tvivl i adskillige Tilfælde. Kunde det nu ikke gaae an at gjøre en liden Forandring heri? Der kunde maaskee staae, at Accentuering er anvendt i de Tilfælde, hvor der kunde være Tvivl om Udtalen, at den i mange Tilfælde ansaaes nødvendig, eller at den egentlig burde været gjennemført, men paa Grund af visse Vanskeligheder ikke er bleven det. Tabellen over Vokalernes Udtale kunde enten bortfalde eller indskrænkes til en kort Oplysning om de aabne Vokaler. Jeg tør imidlertid ikke gjøre noget derved, uden De vilde give mig et Haab om Deres Samtykke dertil.
 
En Yttring paa et andet Sted i Fortalen forekommer mig at burde forandres, nemlig (Side VI) hvor det hedder, at Kons. 1, m, n, r og t "som oftest" udelades i Enden af Ord. Dette "som oftest" burde vistnok forandres til "ofte" eller noget mildere. Af andre Bemærkninger tillader jeg mig at anføre, at Ordet "rátin, ráti, rátid" kunde godt udelades da det har en slem Form, og der desuden er et andet Exempel anført ved Siden ("tekin, teki, tekid"), som vist er nok. "apter" burde hedde after (i Lighed med efter). hórn, kórn, ýfir, fýrir burde skrives uden Accent.
 
Jeg maa nu give mig den Frihed at anmode om, at De med første Post vilde give et Svar herpaa, da jeg ellers ikke tør gjøre noget ved Sagen, men maa lade det staae som staaer. Det er rigtignok meget frækt af mig saaledes at uleilige Dem[,] især da jeg er ræd for at jeg selv for en Deel har forfusket Sagen, men jeg maa bede om Undskyldning, og forøvrigt slutte i al Hast, da Posttimen er ude.
 
Christiania den 3die December 1852
I. Aasen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i NFS Landstad, pk. 34 (før prenta i MM 1926, s. 4849) omframt kladd i NFS Aasen, pk. 5,6.
 
- På orig. står utanpåskrifta: S.T./ Hr. Pastor M. B. Landstad / a/ Frederikshald/ Betalt» og poststempelen: «Christiania 3. 12. 1852», og L.s påskrift: «Besvaret 4 Decbr. 1852». I dette svarbrevet (orig. i NFS Aasen, pk. 5.19 før prenta i MM 1926, s. 4951) får I. Aa. løyve til å gjera dei rettingar som han i brevet gjer framlegg om.
 
Aasens manuskript til ny tekstredaksjon ligg i NFS Landstad, pk. 22, og svarar til den prenta teksta i Fortale til NF frå «Hvad Vokalernes Accentuering» (Fortale s. XI) til «skín. Hvor hele ...» [ms. endar slik] (s. XII). Til dette kjem heile stykket «om Udtalen». (Fortale s. XX).
 
 som oftest] vart endra til «undertiden».
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008