162 Magnus B. Landstad, 28.12.1852

Hr. Pastor Landstad.
 
Endelig er da det første Hefte af Viserne færdigt, og saaledes har jeg da faaet saa meget Pusterum, at jeg nu kunde yttre mig noget udfarligere om dette Værk, hvis der ellers var Tid og Leilighed dertil. Før har der ikke været Tid til nogen Ting. Jeg vidste ikke af, førend man havde begyndt ar trykke, og siden gik det afsted ligesom Beiarblakken, og jeg maatte hænge med ligesom "Lisle Nikuls". Kun da Fortalen skulde under Klemmen, maatte jeg opmande mig til at afsende nogle Ord i al Hast, hvorfor jeg atter maa bede om Undskyldning. Men ellers hastede det nok ikke saa forærdelig meget endda; thi man besluttede siden at trykke to Ark til og noget paa det tredie for at faae Heftet til at ende paa et passende Hvilepunkt.
 
Jeg kunde nu have mangt og meget at sige; men det er nu baade for seent og for tidlig, da der ikke kan gjøres nogen Forandring ved Sagen, uden maaskee ved at tilføie nogle Anmærkninger ved Enden af den hele Samling, naar den engang bliver færdig. Jeg havde stor Lyst til at gjøre en eller anden liden Forandring, men jeg turde ikke, især da jeg senere hen fik see, at der i Anmærkningerne og Fortalen var angivet Grunde for den antagne Methode, og saaledes var sat en Bom for al videre Omkalfatring.
 
Paa enkelte Steder har jeg været i Tvivl, om jeg virkelig har læst rigtigt; saaledes ved: elvartokid, Side 43, tollevándo, ib. utas 56, megunne 110 (kanskee det er simpelthen møyanne?), bánnetolunn 114, heinalauv 127, handklauvann 151, taugt 159, Galite 163. En oplysende Anmærkning vilde vist være nyttig ved enkelte af disse Ord, ligesom ogsaa ved: át (foruden?) 105, 152, skovlunganne 118, mannlikan 156, ørsid 152; maaskee ogsaa ved augnamót, tiljemót, attegaume og flere, som vel ikke ere saa vanskelige at forstaae, men som dog kan være besværlige nok for en Deel Læsere, da man endnu ikke har dem opstillede i Ordbogen.
 
Andre Ord og Former, som jeg har havt nogen Tvivl om, ere følgende: Oldn. `pyna, p. 76; nettar (nætar?) 78; brugdi 103; tega 122 (mon ikke té?); ørum 138 (mon ikke oro eller orvo?); var (ein nýte dreng) 159 (mon det sætersdalske "var`e" = ver'e, d. e. bliver, kommer til at være?); heilevági 163 (da vág: Materie, er masculinum); bote 163 (mon bóte eller baate eller bate?). Af saadanne Ord, hvis Opfatning og Forklaring jeg har nogen Tvivl om, mærkes følgende "víta, straffe", p. 6, synes mig at være kun en afvigende Brug af Ordet vita (at vide) ligesom i "vita kon daude" i et følgende Vers; skulde det derimod være det gamle víta (straffe), da burde det ende paa e istedetfor a. "mannetál", p. 60, forekommer mig at være "manne tol", pl. af tal, n., altsaa Folkesnak, "vosemýrann", p. 75, synes at være vásemyrann, dvs: de besværlige Myrer, af "Vaas" dvs: Strabads (G.N. vás. Isl. vos). annheimen, S. 77, maa vist være andheimen (Aandeverdenen), gannekerid, S. 10, maa være gandekerid; dog er dette uvist, da det gamle gandr hedder nu deels Gand og deels Gan (uden Hensyn til Dialekt-Udtalen). Skrivemaaden: fred, led, sed (for frid, lid, sid), kan jeg ikke andet end bifalde, da jeg ogsaa selv er kommen til den Erfaring at flere saadanne Ord med "id" maa endog i et norsk Normalsprog skrives med e for i deels for Udtalens Skyld og deels for at undgaae en heel Mængde af Forvexlinger. I Lighed hermed har jeg derfor paa nogle Steder forandret "vid" til "ved". Skrivemaaden hnjosk og hneggja rynes jeg rigugnok ikke om, men jeg har dog ikke turdet gjøre noget ved den; det samme er Tilfældet med: skom, mone, før ( = fyrr) og enkelte andre.
 
De Forandringer, som jeg har vovet at foretage, ere saaledes kun faa, naar man undtager Afskaffelsen af en Deel Accenter, som jeg forhen har skrevet om, og som jeg er ræd for, at jeg har gaaet for vidt med. Af de øvrige Forandringer erindres: váge for vága, p. 6; stoga for stogu (som fandtes paa nogle Steder i Kvikisprakks Vise); inki for ki, p. 12. "Ded er ki di sæle m.); Eg skal sverja eiden, for "Eg skal sverja ein", p. 104; bedlen for bedlan 141; fara i klædi, for "seg fóre i klæde" 167. Jeg antog nemlig at disse og nogle mindre betydende Tilfælde var kun Skrivfeil eller Uagtsomhedsfeil.
 
Overskriften over den sidste Vise udelod jeg Navnet "Galidr", da jeg slet ikke kunde lide dette Navn; men i Texten er det blevet staaende urørt og uforandret. Da jeg lægger megen Vægt paa Overskrifternes Form, havde jeg ogsaa stor Lyst til at sætte "Eivind Hermodson" for Kvikisprakk Hermodson og at benævne den første Vise Osmund Frægdegivar (el. gevar) men jeg turde ikke gaae saavidt, da især det sidste vilde drage mange Ulemper efter sig.
 
I et af de oversatte Vers af Solarljod tog jeg mig den Frihed at forandre en Linie, nemlig i 47de Vers (p. 94) hvor der stod "Mand som Muld sømmer" svarende til Originalens "Mathr er moldu samr", rom synes at kunne betyde baade, at Mennesket passer til Mulden, og at Mennesket er det samme som Muld; da nu det sidste syntes mig bedst egnet til at kaldes et Gudsord (gudmæli), satte jeg altsaa "Manden er kun Muld". Den Linie "Men søk du fred den sanne" (p. 67) havde jeg ogsaa noget imod, da Originalen har "en `pú sátt id sanna", der synes at betyde: "om du saa det sande" (raafremt du fattede Sandheden); imidletid kom jeg ikke til at gjøre nogen Forandring deri, da jeg var ræd for at tiltage mig for megen Frihed.
 
Jeg er meget glad over, at den virkelige Udtales Form er angivet i Anmærkningerne hvor en derfra afvigende Form er opstillet i Texten, saasom ved Ysland 134, fløt 143, og tred 117. Men jeg vilde ogsaa inderlig ønske, at dette var skeet i Anm. om Navnet Ásgárdreidi (p. 132) som jeg med mine Ører aldrig har kunnet opfatte anderledes end "Oskorrei". Ligesaa vilde jeg ønske, at den tvivlsomme Sætning i 39te Vers af Sigurds Vise havde været opført i Texten efter Olaf Glorimot's Opgivende: "rør han sine rome" (rydder han sit Rum), og at derimod den nu opstillede Form havde været sat nedenunder som Variant.   
 
Endnu kunde jeg vistnok have mangt at anmærke, men Brevet er allerede blevet temmelig langt, og det lider, som sædvanlig, ud paa den sidste Posttime. Jeg vilde nu kun ønske at jeg ikke maatte have skjæmt Arbeidet ud med mine Smaaforandringer. Jeg foretog mig rigtignok ogsaa efter Deres Bemyndigelse at omskrive det Stykke om Udtalen ved Fortalens Slutning, men jeg frygter for at det ikke er vel gjort, da det ikke er frit for, at min vanlige Skolemesterstiil synes at skinne igjennem.
 
Til Slutning sender jeg da min hjerteligste Hilsen med Ønske om et glædeligt Nytaar.
 
Christiania den 28de December 1852.
I. Aasen.  
 
Efskr. Hr. Tønsberg har ogsaa sendt Revisionsark til Prof. Munch, og han har saaledes skrevet enkelte Anmærkninger paa Arkene og foreslaaet enkelte Forandringer som vi dog ikke have turdet gjøre, da det vilde f¢re til en altfor dristig Afvigelse fra Manuskriptet. Disse paaskrevne Ark vil Tønsberg formodentlig sende Dem eller ialfald gjemme til De kan faae see dem. Jeg erindrer kun deraf, at han vilde have "Island" optaget istedetfor Ysland, og at han vilde have Draumkvædet jævnført med en gammel Saga som kaldes Duggals-leidsla.
 
Efter Nytaar skal Trykningen fortsættes, og da bliver der vel den samme Kapkjøring igjen, saa at man hverken faar Tid til at høre eller spørge sig for. Jeg gruer ellers meget for al den Tid som vil gaae bort fra mine egne Arbeider; men det faaer nu ikke hjælpe. Gid jeg kun maatte være frisk og arbeidsfør, saa vil det nu gaae saa meget bedre, naar Dagene længes og Lyset voxer.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i NFS Landstad, pk. 34 (før prenta i MM 1926, s. 5154) omframt kladd i NFS Aasen, pk. 5,6
 
Utanpåskrifta er: «S.T./ Hr. Pastor M. B. Landstad / a/ Frederikshald/ Betalt/». Poststempel: «Christiania 28. 12. 1852».
 
- I brev frå forleggjaren, Chr. Tønsberg, til M. B. L. 9. febr. 1853 bed han om meir manuskript til å fylla 2dre hefte med. P. A. Munch har skrive ei melding om fyrste heftet, og ho er ventande på prent i Mbl. [1853, nr. 63, 66, 67 og 241, jfr. S. Afh. III, S. 376401] kva dag som helst. I brev 20. april s.å. skriv Tønsberg «at Ivar Aasen agter i Slutningen af næste Maaned at forlade Byen. Det er derfor nødvendigt at Trykningen af 4de Hefte strax paabegyndes for at Værket kan blive færdigtrykt inden hans Afreise». Han skriv òg at han kan tenkja seg å gje ut «Den i Fortalen omtalte Samling af Sagn og Eventyr» [jfr. MM. 1926, s. 4].
 
- I brev frå Tønsberg 19. mai s.å. heiter det at han sender 20 ekspl. av 2. og 3. hefte av dei 30 som L. skal ha. «Trykningen af 4de Hæfte fortsættes nu uafbrudt; det bliver nok 16 Ark, men som ikke kan skade. Lindemann [!] finder ogsaa en god Deel Musik frem siger han». Har L. «Rettelser at gjøre», må han senda desse «snarest skee kan». (Alle orig. i NFS Landstad, pk. 34).
 
I brev frå L. 16. jan. 1853 (orig. i NFS Aasen, pk. 5,17, før prenta i MM 1926, s. 5456) takkar han Aa. for hans «kjerlige Omhu for mine Viser» og for rettingane hans. I. Aa. kan i korr. setja til ordtydingar nedst på sida om det «synes Dem fornøden». L. takkar serleg for «Anmærkningen om Udtalen» som var «fortræffelig, tydelig og bestemt som slige Ting skal være.» Aa. skal ikkje vera redd å retta «Ordforklaringer og Ordformer».
 
- Beiarblakken] frå folkevisa «Beiarblakkin» (NF s. 51 ff.). Nikuls reid på B.
 
 Ord og Former] sjå «Rettelser og Anmærkninger» i NF s. 856 ff. der nokre av Aasens merknader er tekne med. 
 
Stykke om Udtalen] jfr. merknad til Br. nr. 161.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008