170 Maurits R. Aarflot, 4.7.1853

                                                                                  Kristiania den 4de Juli 1853.
Til Maurits Aarflot.
 
Det er nu mangen god Dag, siden jeg skrev dig til endskjønt der dog vistnok kunde være mangt og meget smaat at skrive om. Men for det første har jeg nu havt adskillig Travlhed som sædvanlig, og for det andet har jeg nu i to Maaneders Tid været meget uskikket til at skrive. Jeg blev nemlig i April Maaned angreben af en slem Øiensvaghed, som jeg vistnok troede skulde gaae snart over, men som alligevel har vedvaret lige til denne Tid og holder fremdeles ved. Især har det ene Øie været saa angrebet, at jeg slet ikke har kunnet see at læse med det, og imidlertid har det friske Øie heller ikke været synderlig klart. Men alligevel har jeg dog ikke faaet Fred. Har jeg end ikke skrevet stort, saa har jeg dog ialfald maattet læse, ihvor megen Møie det end har kostet. Jeg havde nemlig paataget mig Korrekturen af Landstads Visebog og dermed har jeg maattet holde ud, da Hr. Tønsberg ikke er den Mand, som giver nogen Henstand, naar han har sat sig en Ting i Hovedet. Kun et Par Uger fik jeg frabede mig Korrekturen, men siden har jeg ogsaa maattet holde ud, da der ikke har været nogen som vilde paatage sig den. Selv har jeg ogsaa havt en Bog under Pressen, men da Manuskriptet var næsten færdigt, og Trykningen var begyndt, førend min Øiensvaghed kom paa, saa gik det nu temmelig fort med denne Bog; men disse Landstads Viser faae ingen Ende. Nu skulde jeg været ude paa en Reise for en heel Maaned siden, og i saafald ventede jeg, at det skulde blive bedre med Øinene; men Landstads Viser ere mig i Veien paa alle Sider. Dog er det nu kommet saa vidt, at kun to eller tre Ark ere tilbage, og saaledes tænker jeg, at jeg nu i denne Uge vil sætte afsted til Tellemarken for at efterspørge adskillige Ord, som skulle gaae i Svang der oppe. Den bedste Reisetid er nok alt forbi, men da der nu skal være saa bekvemt at komme frem med Dampbaaden, saa kan der vel endnu udrettes noget.
 
Din Bekjendtgjørelse om Landbrugstidenden blev indsat i Bladene saa snart som muligt. Jeg blev forundret over, at der var medsendt saa mange Penge til Betaling for Indrykkelsen; men jeg blev endnu mere forundret, da jeg saa, at alle Pengene gik til, og at der endda manglede nogle Skillinger, som altsaa maatte tillægges. Kvitteringer ere tilskrevne paa de afbenyttede Sedler; men jeg har nu ikke Tid til at see efter Summens Beløb, og jeg tænker, det kan ikke haste med den Ting.
 
E tor' ikje anna ynskje til Lukke mæ Vala te Tingja. Ja va 'kje dæ dæ e sade? Aa jau, e saag ikje anna elde Gutin va innkomin, aa komin pi Hegsete mæ. E skulde sagt "Vælkomin", men her æ so mykje Kav aa so mykjen Syndaukje her paa dinne Gara, at ein kann kvide mot, ate skikkelege Folk ska kome inn i Pelementaa.
 
Jeg skulde have skrevet mere Søndmørsmaal, hvis jeg havde været bedre til Mode og havde seet noget bedre med mine Stakkels Øine. Forresten have vi her saa længe rørt og tøvet om Sprogvæsenet, at vi ere kjede af det. Jeg for min Deel har dog ikke indladt mig synderlig paa den saakaldte "Sprogstrid", da jeg heller vilde høre hvad alle de andre havde at sige, naar de fik rigtig tale ud; og imidlertid sad jeg og skrev paa mine "Prøver af Landsmaalet", som nu endelig er udkommen. Hvad Virkning denne Bog vil gjøre er noget uvist; det kan vel hænde, at nogle ville slutte sig til den Plan, som der er angiven; men det er endnu mere sandsynligt at mange ville finde sig skuffede derved og tænke som saa: Er det et saadant Norsk man vil byde os, saa vil vi ikke have noget deraf. Bogen er ellers til denne Tid bleven omtalt i tre Blade, nemlig Morgenbladet, Nyhedsbladet (som du formodentlig læser) og i Drammens Tidende. Anmelderen i Nyhedsbladet var temmelig fornuftig, skjønt der dog vare enkelte Ting, som han ikke havde opfattet ganske rigtigt. Drammens Korrespondenten (Hr. O. Vinje) har behandlet Sagen paa sin sædvanlige overfladiske og skjødesløse Maneer; hans Bedømmelse er vistnok ikke ufordeelagtig, men den er saa "ugrundig" og forhastet, at den ikke duer til nogen Ting. Den korte Anmelder i Morgenbladet (formodentlig Munch) har, mærkelig nok, taget Sagen meget forsigtigt og ikke villet rigtig indlade sig derpaa; men Manden har nok havt meget at bestille, og han er maaskee for Øieblikket noget ubestemt i Sprogsagen. Planerne ere nu ogsaa saa mange og forskjellige, at de kunne give Anledning til mange Betænkninger. Jeg for min Deel holder mig til det samme som før og kan ikke rigtig være enig med disse Folk, som ville optage Norsken i Dansken, da jeg synes at der er for lidet vundet derved.
 
For et Par Dage siden saae jeg til min Forundring at du har havt det Uheld at komme i Ordkast med Tilskueren og altsaa var kommen ind i Kristianiaposten, hvor nemlig Tilskuerens Udgiver nu er indflyttet. Jeg kalder det et "Uheld", fordi det gaaer ligedan med enhver, som har den Skjæbne at tiltrække sig "Tilskuerens" Opmærksomhed. Hvor god Sag man end har, og hvor godt man end klarer for sig, saa slipper man dog ikke vel ifra det; en liden Skamflæk skal man have, hvor man snoer og vender sig. Det er bare Morgenbladet, som er rigtig istand til at trætte med slige Folk. Hvorledes ellers de uskyldige Vers i Postbudet kunde give Tilskueren Anledning til saadanne dybsindige Anmærkninger, det er en Ting som jeg ikke er istand til at begribe.
 
Jeg har netop nu været ude for at see paa Dampvognens Afgang til Strømmen; men det gik som sædvanlig ved slige Leiligheder. Naar man ikke har saa god Tid, at man kan vare ude en Time eller to i Forveien og søge sig en god Plads, saa faaer man kun see lidet af Stadsen , da nemlig Folkemassen strømmer saaledes til fra alle Sider, at man hverken kommer frem eller tilbage. Jeg fik bare see et lidet Skimt af Vognene, medens de gik over Broen i Oslo Gade. For Resten er der ikke noget tabt ved det, da her altid vil blive Leilighed til at see nok af den Ting.
 
For nylig havde jeg et Besøg af en Ørsting, da nemlig Mads Moene havde indfundet sig her i Byen. Han er formodentlig nu hjemkommen, og kan saaledes selv fortælle om sine Reise-Iagttagelser. En anden Søndmøring er for nogen Tid siden kommen hid for at studere, nemlig en Skoleholder fra Hageshelle i Gjærsvigen. Jeg har talt med ham bare een Gang, og da var han uvis om han skulde slaae sig til Ro her i Byen eller reise bort. Men siden har jeg hørt, at han først skulde reise til et Seminarium og siden gaae videre i sine Studeringer. Det er nok Præsten Halling som er hans egentlige Patron her i Byen. Hr. Vartdal slæber nu af alle Kræfter, da han tanker at gaae op til Artium i August Maaned. Hvorvidt han kommer til at staae sig, skal være temmelig tvivlsomt. Fra Jon Vatne havde jeg nylig et Brev, hvormed der fulgte et Brev til Wulfsberg om nogle Bøger, som han havde subskriberet paa og betalt, men ikke faaet. Jeg indleverede hans Brev og fik det Svar, at Bøgerne rimeligviis vare oversendte til Boghndl. Martens i Bergen, som siden skulde besørge Forsendelsen og at der med det Første vilde blive skrevet til Jon Vatne selv om denne Sag. Paa Grund heraf har jeg ikke hastet med at give ham noget Svar; og desuden har det ogsaa paa Grund af den føromtalte Øiensvaghed været næsten umuligt for mig at skrive noget Brev. Hvis jeg nu ikke forinden min Reise skulde komme til at skrive til ham, faar jeg bede om, at du ved Leilighed vilde hilse ham fra mig og bede mig undskyldt.
 
Da jeg tænkte, at du kunde være nysgjerrig efter at see min nylig udkomne Bog, og jeg frygtede for, at det maaskee kunde vare længe, førend du kunde faae Leilighed til at see den, saa afsendte jeg nylig et Exemplar med Dampbaaden, hvilket jeg ønsker maatte komme vel frem. Der kunde vist endnu være meget at skrive om, men deels falder det mig besværligt at skrive, og deels er vistnok det øvrige saadanne Ting, som kunne opsættes til en anden Gang. Imidlertid maa jeg ikke forsømme at takke for den hastige Underretning om Udfaldet af Valget i Molde. Forøvrigt ønsker jeg god Lykke og beder at hilse.
 
Kristiania den 4de Juli 1853.
I. Aasen.
 
Utanpå: S. T./Hr. Bogtrykker Maurits Aarflot/a/Egsæt/pr. Voldens Postaabnerie.
Betalt.
Poststempel: Christiania, 4. 7. 1853 [og] Aalesund, 12. 7.1853.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta med utelatingar i BV s. 125128) omframt serskild kladd.
 
- M. Aa. skriv 21. febr. 1853 og vil høyra om målstriden i Oslo. «Det var da en frygtelig Støi der blev om den Ting, og den har, liig den franske Revolution, forplantet sig til fast alle Egne, vort standhaftige Norden [dvs. Sunnmøre] undtagen.» M. Aa. har hatt hug til å blanda seg i striden mot dei som «arbeide paa at underkue vort Tungemaal og hele aandelige Udvikling, for evig at holde os i en Underdanighedstilstand ved at holde alle Aandens Goder indhyllede i en Maske, som vi ikke skulle kunne gjennemskue og dermed selv desbedre faa beherske os og lede os under sit Slaveri som andre Øg.» Men dette vil vi ikkje la oss «afsnakke med» seier han, for nett ved å gå til åtak på det norske målet som dei ottast, har motmennene «først rigtig gjort os opmærksomme paa hvilken herlig Ting dette dog vilde være os naar det en Gang kom til sin rette Hævd, og det skal aldrig, aldrig lykkes dem at vriste det fra os eller at sætte dets paabegyndte Fremgang Grændser.» M. Aa. undrar seg på kva svar Aa. vil gje, men vi respekterer «ogsaa din Taushed» som «vi antage vel overlagt.» M. Aa. har fylgt med i «Den norske Tilskuer» som han vart merksam på ved ei melding til bladet i Kristiansund. Vedlagt fylgjer ein lapp med sunnmørsord som han og broren, Rasmus, har sett opp.
 
- I brev 8. mars 1853 bed M. Aa. Aasen betala ei lysing om «Norsk Landbrugs-Tidende», og vedlagt ligg 2 spd. og eit brev frå Olav Paulson [jfr. merknad til Br. nr. 291] som 20. febr. s.å. skriv at han er fødd i Herøy og kjenner Aa. frå Herøytida hans. O. P. sender no ein lapp med opplysningar om ord som Aa. ikkje har med i FO, men som står i Aasens to tilleggs-ordlister [dvs. ord frå «ældre Ordsamlinger» og ord frå gno. som ikkje er funne i målføra]. O. P. skriv til sist at han har «en levende Interesse for, at vort gl. Sprog som de i Almuemaalene værende Levninger, hævdes.» [O. P.s ordliste er ikkje lang]. 
 
- I brev frå Molde 27. mai 1853 fortel M. Aa. at det med 52 røyster er vedteke «at jeg i Aaret 1854 skal besøge Dig», [dvs. at han er vald til stortingsmann].
 
 Nils Christian Tønsberg (181397), norsk jur. eks. 1845, sidan forleggjar, gav ut mange store og staselege verk (jfr. merknad til Br. nr. 158), konkurs 1864, tollkasserar i Tvedestrand 186174. Nokre brev frå T. til Landstad er siterte i merknader til Br. nr. 162.
 
 Bekjendtgjørelse] i Mbl. 1853, 17. mars, nr. 76.
 
meldingane av PL står i Mbl. 1853, 27. juni, nr. 177 [av P. A. Munch],
 
111. Nyhedsbl. s. å. 25. juni, nr. 26 [av Paul Botten Hansen] og av Vinje i «Drammens Tidende» s. å. nr. 145 og nr. 147.
 
- Uheld] i brevkladden står: «Jeg kalder det et Uheld, da Fyren [Daa] nemlig er saa kroket og floket, at man ikke slipper vel fra det, hvor klar Sag man har; det er bare Morgenbl. som er rigtig istand til at bide ham fra sig.»
 
 Ordkast] «Om Storthingsvalget i Romsdals Amt», Chra. Posten, 1853, 1. juli, nr. 1725, refererer til eit innlegg mot «Postbudet» nr. 25 i «Den norske Tilskuer» s. 704, og inneheld vidare eit brev frå M. Aarflot 15. juni som svar på det.
 
Dampvognens Afgang] frå Grunninga ved Oslo Ladegård til Strømmen den 4. juli, kl. 9,30 (jfr. Ill. Nyhedsbl. 9. juli med bilete) var opninga av fyrste del av hovudbanen til Eidsvoll (opna til Eidsvoll 1. sept. 1854). Vinje var òg til stades og skreiv ei «Vise til Jønnvegen» (Chra.-Posten 4. juli, og 111. Nyhedsbl. 9. juli, sjå òg Vinje: Skr. bd. V (1948), s. 4647).
 
Frå denne tid er det eit påbyrja, udatert dikt av I. Aa.: «Spongvegen i Oslo»:
 
[1] Kva er da som dunar i døkke Skogom
Grunn er graven, Grjotberg sprengde.
Støyter i Steinurd sterke Malmar
Jord er jamnad med Jarn um slegi.
 
[2] Ser eg ei Sloka, slett som Laaven
Holor høgna, og høgder laagna
Breide bruer um bratte Djuver [*]
gjenom høge Hamrar brekkemillom risa [**].
 
[* fyrst er skrive:] Giljor.
[**  fyrst er skrive:] Hol er skoret.
 
- Mads Johannes Knutson Moane (18021888) og kalla «Moa-Mass», bonde i Ørsta, var ein flink forteljar og reglesmed. Soger etter han er attgjevne av Bjørn Botnen [dvs. Anders Vassbotn: «Smaastubbar», 6. saml., 1891] og Hans Seland [i «Hikstorier», 1893] o. fl. (jfr. A. Hovden: «Attersyn», 3. oppl. s. 35 f.). Aasen skal ha sagt at M. M., «det var diktar det.»  Skoleholder] truleg Johannes Hageselle, eks. frå Asker seminar i des. 1854, døydde ikkje lenge etter. H. er ein gard i Sande på Sunnmøre. I lærarlistene for Asker seminar heiter det at J. H. er frå Herøy, fødselsåret er ikkje oppgjevne.
 
 J. V. (jfr. merknad til Br. nr. 13) hadde skrive til I. Aa. 16. mai 1853 og bede han røkja etter hjå bokhandlar Chr. A. Wulfsberg om han har sendt 15 ekspl. av [Hanna Winsnes:] «Aftnerne paa Egelund» [Chra. 1852] som er tinga og betalte. J. V. fortel elles ymist bygdenytt.
 
 Christian August Wulfsberg (181184), cand. jur. 1836, dreiv prenteverk 183660 ved sida av forlag.
 
 Ditlef Martens, bokhandlar i Bergen frå 1827.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008