184 Carl Gustaf Zetterquist, 23.7.1855

Naar jeg nu endelig kommer med et Svar paa Deres Anmodning om nogle Oversættelser af den finnlandske Elskovssang, maa jeg virkelig tilstaae, at jeg er meget undseelig og skamfuld over, at jeg har ladet vente paa mig i saa lang Tid, og at det alligevel er saa lidet, som jeg har at fremsende. Aarsagerne hertil ere forskjellige. I forrige Aar var jeg for en stor Deel af Sommeren ude paa Reiser i Landet, og nu i denne Sommer har jeg ogsaa været borte en Tid og er snart færdig til en ny Reise. Men den vigtigste Aarsag er dog den, at det hos os er saa vanskeligt at finde saadanne Mænd, som baade ere skikkede til at gjøre et saadant Forsøg og tillige ere tilbøielige dertil. Hos Embedsmænd eller andre Folk af den saakaldte konditionerede Stand nytter det lidet at anmode om noget saadant, da de sædvanlig ere for lidet bekjendte med Dialekterne; thi om de endog kunne forstaae et Bygdemaal, saa kunne de dog ikke tale eller skrive det. Forholdet imellem det nationale og det moderne Sprog i vort Land er desværre sædvanlig saadant, at de, som kunne det ene, kunne ikke det andet. Jeg har derfor maattet henvende mig blot til saadanne Mænd, som ere fødte eller opdragne imellem Bondefolk paa Landet, og som derhos have studeret eller faaet en høiere Skole-Dannelse, men dog tillige have saa megen Interesse for Hjembygdens Sprog, at de ikke have glemt det. Saadanne Mænd ere vistnok ikke saa ganske faa, men uheldigviis er det Tilfældet, at de fleste af dem ere komne fra saadanne Bygder, hvor Sproget er meget fordærvet, medens man derimod træffer faa eller ingen fra de Egne, som have de bedste Dialekter; saaledes har jeg f. Ex. ikke fundet nogen fra Voss, Sogn, Valders eller Hallingdal, som jeg allerhelst ønskede at faae Oversættelser fra. Hertil kommer endnu, at flere af dem, som man henvender sig til, er altfor frygtsomme for at indlade sig paa slige Forsøg, som de ansee for at være meget vanskelige; og naar de nu faae see en Vise med nogle usædvanlige eller dristige poetiske Sving, saa blive de strax rædde og sige, at de ikke tør befatte sig med saa høie Ting.
 
Jeg har saaledes denne Gang kun faaet een Oversættelse, nemlig i gudbrandsdalsk Dialekt af Candidat P. Hansen, en meget flink Mand, som med en stor Læsning og Lærdom tillige bevarer Mindet om Sproget i den Bygd hvor han er født og opdragen. (Han er dog ikke af egentlig Bondefamilie.) Denne Oversættelse er meget tro og nøiagtig; jeg for min Deel anseer den som ganske fortræffelig, saa at jeg er meget glad over, at jeg endelig kunde formaae ham til dette Forsøg.
 
Jeg havde blandt andet ventet at faae en telemarkisk Oversættelse af Student Vinje (Bondesøn fra Vinje i Øvre Telemarken), og jeg talede med ham et Par Gange derom, uden dog endnu at faae ham til at gjøre Alvor af Sagen. Men noget senere havde han ogsaa faaet den samme Anmodning fra Hr. Sundt, og da havde han endelig taget fat paa Værket og faaet istand en Oversættelse, som ialfald er mærkelig fra Formens Side, især ved Anvendelsen af flere af de Konjunktivformer, som bruges i hans Fødebygd, men ellers ere meget sjeldne i Landet, saasom: kjøme (kom), søgje (saag), tøkje (tok), vøre, el. vø’ (var), gjøngje, el. gyngje (gik). – Da nu Hr. Sundt ogsaa en Tid har været ude paa Reiser, og jeg ikke veed om han har afsendt denne Oversættelse eller ikke, saa vedlægger jeg her en Afskrift af samme, som jeg har faaet Anledning til at tage. Enkelte Ord ere her maaskee skrevne lidt anderledes end i Originalen, da jeg ved Afskrivningen har fulgt min sædvanlige Plan i Skrivemaaden; men Forskjellen er dog ialfald uvæsentlig.
 
Angaaende den før meddeelte Oversættelse fra Hardanger, anmærkes at Forfatteren, Hr. Sexe, er Bergmester. Han er født og opdragen i en Bondefamilie paa Gaarden Sexe i Hardanger, kom endelig i Skole og studerede Bergvidenskaben; han har sidst været ansat ved Kongsbergs Sølvværk. – (Anm. Paa Grund af en Disput med Værkets Direktion, nedlagde han for nogen Tid siden sit Embede, saa at han for Øieblikket ikke er fungerende men kun titulær Bergmester.)
 
Efterat jeg nu har seet flere Versioner af den omtalte Vise, troer jeg til min Ydmygelse at have opdaget, at de Oversættelser, som jeg selv har skrevet, netop ere de ringeste og daarligste af alle; især frygter jeg for, at Oversættelsen i det saakaldte Landsmaal, som burde være den bedste, netop er den værste. Jeg skulde derfor have Lyst til at forsøge en ny Oversættelse, men deels har jeg liden Tid, og deels falde saadanne Arbeider mig meget vanskelige saa at jeg frygter for, at jeg ikke kunde faae nogen bedre Oversættelse istand.
 
Idet jeg altsaa fremsender det, som nu er forhaanden, maa jeg ærbødigst bede om Undskyldning for, at dette kommer saa seent, og at ikke noget mere kunde blive tilveiebragt.
 
Christiania den 23de Juli 1855.
 
Ærbødigst
I. Aasen.
 
E. Skr. Jeg troer neppe, at der behøves nogen Forklaring til Hr. Hansens Overs. imidlertid kan følgende her anmærkes: "smekja" er nok det samme som smaske, om en fiin og neppe hørlig Lyd. "krek": krøb. "Bo" for Bod: Bud (båd). "Forkunmat": Lækkerhed, Godbid. "faasta ve": kom sammen med (egentlig: inlod mig med). "fjætra": bandt (som ved Hexerie), lagde i Lænker (Sv. fjettrade).
 
Med Hensyn til Skrivemaaden bemærkes kun, at jeg efter min Plan vilde have skrevet enkelte Ord lidt anderledes, nemlig: Lippunn (for Lippun, da det er Fleertal), Kyss (for Kjys), hass (for has), Manns Vet (Mainsvett), Forkunn-Mat, gløyme (for gløime), fjetra (for fjætra). – Det "ae" som Hr. Hansen har tilføiet i Kanten, er nok sat til Sikkerhed for at Vokalen æ (= Sv. ä) ikke af Sætteren skulde blive misforstaaet.
 
Utanpå: Til/Hr. Secretair C. Zetterquist/a/Stockholm/Kungsholmen Handtverkaregatan No 11.
Betalt.
Poststempel: Christiania 23. 7. 1855.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i Göteborgs Stadsbibliotek (jfr. merknad til Br. nr. 155, før prenta i «Edda» 1936, s. 108–110) omframt serskild kladd.
 
- Under underskrifta er det skrive til: «Den stora kännaren af norska dialekter och bygdemål.»
 
– I brev 5. juni s.å. takkar C. G. Z. for I. Aa.s omsetjingar og bed om «annu några öfversättningar af den Finska Sången på norska allmogedialekter», same kva målføre det er. Av svenske dialektomsetjingar har han oml. 100, dertil oms. til finnlands-svenske og estlands-svenske målføre. I alt har han oml. 200 omsetjingar som til «nästa år» skal prentast. Z. har skrive til Eilert Sundt og bede om «ofversättning på Norska Fantemålet». Z. tenkjer seg elles at prestar kan skriva omsetjingar. 
 
- Saman med I. Aa.s brev fylgde omsetjingar frå A. O. Vinje og Paul Botten Hansen (prenta i «Edda» 1936, s. 110–111).
 
– I brev til I. Aa. frå Botten Hansen 17. juli 1855 står: «Indlagt sendes Dem den omtalte Oversættelse, (skrevet saa tydelig jeg formaar) til behagelig Afsendelse til Hr. Zetterquist, forsaavidt De dertil skulde finde den skikket.»
 
– I brev 20. aug. 1855 takkar Z. for omsetjingane. Sjølv har han ved hjelp av Sundts «Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket» laga ei omsetjing som han seinare «sjelf forbättrat». Z. bed I. Aa. om å få E. S. til å retta på målet. I «Aftonbladet» [sjå nedanfor] har Z. gjort greie for arbeidet sitt, og Aasens namn er her nemnt. Z. har sendt eit utklipp til P. A. Munch.
 
- Z.s samlingar vart i 1895–97 ordna av C. M. Carlander. Dei inneheld omsetjingar, brev, avisutklipp og prøveprent.
 
– Ei omsetjing til færøysk, av V. U. Hammershaimb er prenta etter ein tekst som Hammershaimb har ått [ved Chr. Matras] i «Varðin», 1932, s. 52–53. Originalen til omsetjinga som her ikkje er nemnd, ligg i Z.s papir, saman med eit brev frå Hammershaimb til Z., 25. jan. 1853, som viser at omsetjinga er frå dette året.
 
– Ei omsetjing til Vestfrisisk, av Joast H. Halbertsma er prenta av Reidar Djupedal i artikkelen: «Oer tael en taelstriid yn Noarwei», i «Frysk Studinte-Almenak», Snits 1954, s. 46–83. Halbertsmas omsetjing, som er frå 1855 til målføret frå Hynljippen [nederlandsk: Hindelopen], er prenta s. 64, saman med Aasens omsetjing: s. 63. Halbertsma har elles skrive ei onnor omsetjing til målføret frå Hynljippen, og ei til målføret frå Flevo.
 
- I 1859 fekk Z. nye omsetjingar frå M. B. Landstad og Engebret Hougen (prenta i «Edda» 1936 s. 113 ff.).
 
– I Ill. Nyhedsblad 1855, 25. aug., nr. 34 er det fortalt om Z. og samlingane hans etter ein art. i «Aftonbladet» [sjå nedanfor]. A. O. Vinje nemner Z. i ein korrespondanse 17. jan. 1855 (Dr. Tid. 1855, nr. 15).
 
– Z. hadde elles vore omtala i m.a.: «Helsingfors Morgonblad» 1843, 12. juni, nr. 44, i «Saima» 1845, 11. des., nr. 50, i «Fædrelandet», Kbh. 1854, 26. juli (oppmoding frå Fr. Klee om å setja diktet om til danske dialektar), i «Dag­bladet», Kbh. 1854, 27. juli (av Rich. Bergstrand, byggjer på Fr. Klee), «Aftonbladet», Sth. 1855, 15. og 17. aug., «L'athenæum français», 1856, 13. okt. Utgreiing om saka finn ein og i «La Revue Suédoise», 1858, nr. 3, av J. E. Rydqvist.
 
- Paul Botten Hansen (1824–69) frå Sel, stud. 1847, assistent i RAO febr. 1856 (jfr. Br. nr. 200), amanuensis ved UBO 1860, (over)bibliotekar s. stad 1864, var ein stor boksamlar (bøkene no i Bergens off. Bibl.), gav m.a. ut «Illustreret Nyhedsblad» 1851–66, var ein av dei fremste i det såkalla «Lærde Holland» (jfr. Fr. Ording: «Det lærde Holland», 1927), nær ven med Vinje, Ibsen o. fl.
 
– Aasmund Olavson Vinje (1818–70) kom til Oslo våren 1848, stud. 1850, cand. jur. 1856, korrespondent til «Drammens Tidende» 1851–59 (fotostatar av dei 527 korrespondansar som no er kjende, UBO NA/A e 7488–7495), skreiv i alt visst nok om lag 700, gav ut «Dølen» 1858–70.
 
– Eilert Sundt, jfr. merknad til Br. nr. 87.
 
– Sjur Sexe, jfr. merknad til Br. nr. 94.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008