198 Magnus Brostrup Landstad, 15.4.1856

Til Hr. Pastor Landstad.
 
Dersom jeg kunde trøste mig med det gamle Ord "Det er bedre seent end aldrig", saa vilde det nu være vel; thi jeg har nu saa længe forsømt, at komme med nogle Ord, at jeg virkelig er ganske undseelig og skamfuld. Rigtignok var det min Tanke at skrive strax, da jeg havde modtaget Deres Brev; men saa skulde jeg da tænke noget over Sagen og vilde derfor oppebie en Tid, da det kunde falde mageligt, og andre Udretninger ikke vare i Veien. Imidlertid kom der altid noget i Veien, og saa skulde det da beroe til Julen i det seneste; men da Julen kom, var det lige galt, og efter Julen har det endog været travlere end nogensinde før. Først nu har jeg faaet noget Pusterum, og saa faaer jeg da benytte Tiden; men nu er det allerede saa seent at de Bemærkninger, som jeg kunde gjøre, maaskee ere ganske til Overflod.
 
Først maa jeg da takke for den tilsendte Bog og for den Tillid, som De har viist mig ved Ønsket om at høre mine Bemærkninger om Psalmeværket. Der har været en Tid, da jeg interesserede mig særdeles meget for Kirkesangen. Der var endeel Psalmer, især hos Kingo og Guldberg, som jeg satte særdeles Priis paa og betragtede som en uvurdeerlig Skat for Folket; men saa var der ogsaa en anden Deel, som tilfredsstillede mig saa lidet, at jeg endog ærgrede ig over, at man skulde tage til Takke med saa ringe Sager til dette Brug, medens man derimod ved verdslige Sange, f. Ex. Selskabssange, var saa streng og kræsen, at man ikke vilde taale andet end Mesterstykker. Dette var nu især i den Tid, da jeg var paa Landet, hvor man besøgte Kirken flittigt og befandt sig imellem kjendte Folk, med hvilke man tog inderlig Deel i alle deres Anliggender, og hvor der desuden ikke var saa meget, som adspredte Tankerne eller drog dem bort fra det, som man havde for sig. Nu senere er Forholdet blevet anderledes. Man opholder sig paa et Sted, hvor man befinder sig fremmed; man gaaer sjeldnere i Kirke, blandt andet af Helbreds-Hensyn og af Trang til Bevægelse; man seer for sig en Folkemasse, der synes at høre til en anden Nation; man hører paa det alt overdøvende Orgel, hvorved den stive ind-exercerede Sang saaledes taber sig, at det egentlig kun er Musiken og ikke Ordene, som drager Opmærksomheden til sig.Og for mit Vedkommende er nu ogsaa en anden Omstændighed kommen til, nemlig en vis Afsmag for det Sprog, hvori vore Sange og andre Sager ere stilede. Jeg lider ikke Formen i det Hele, fordi den synes mig at være kommen for langt bort fra den nationale Form. Medens saa mange andre synes, at den danske Form nu er den eneste værdige til at bruge i Kirken, synes jeg derimod, at den for Nordmænd netop er den mindst værdige; og i det Hele forekommer den hidtilværende Tilstand i Sprogvæsenet mig saa unaturlig, at jeg ikke kan troe, at den vil holde sig i Længden, naar en bedre Kundskab om Forholdene engang bliver udbredt over Landet. Og af denne Grund er jeg heller ikke i Stand til at tage Deel i det nuværende Oplysningsværk med saadant Liv og Mod, som jeg ellers havde ønsket.
 
Imidlertid faaer man nu tage Tingene, som de ere, og komme ihu, at der hverken i dette Aar eller de næste Aar kan blive nogen stor Forandring, og hvad nu den gudelige Læsning og Sang angaaer, da er det vel denne, som allerlængst vil modstaae enhver Forandring. Hvad der altsaa for det første kan gjøres i denne Vei, er vel kun at gjøre Sproget reent og forstaaeligt, altsaa især at udelukke eller saa meget som mulig undvige de mest unorske Ord, f. Ex. Afsked, befordre, beskytte, Bistand, erindre, forgjette, forsigtig, Gemyt, Gevinst, Handling, hæslig, Kreds, Lidenskab, lyksalig, munter, omsonst, oprigtig, skjændig, smuk, svanger, traurig, Vandel, Vemod, zittre, ækkel o.s.v. Paa denne Maade kan der vist gjøres meget i Sangen, da nemlig de Tanker og Billeder, som høre hertil, ere saa simple og almindelige, at man kan hjælpe sig langt frem med de simpleste Ord, som ere fælles for de nordiske Folkeslag og altsaa baade danske og norske. Hvor vidt man derimod tør gaae i at optage nye Ord og Former, kan være vanskeligt at afgjøre. For en Deel ville Folk vistnok finde dem platte og stødende; men dette vilde nu jeg for min Deel ikke lægge synderlig Vægt paa, da det grunder sig paa en falsk og fordærvet Smag, som nemlig finder alt det nationale stødende, forsaavidt det ikke er i den store Mode; og paa denne Smag maa der seent eller tidlig gjøres et ret alvorligt Angreb, saafremt vi skulle tænke at bevare noget af vor Nationalitet. Derimod er der en anden Uleilighed, som forekommer mig at være værre, nemlig den at vi have for faa Ord, som ere ret bekvemme til Optagelse i Dansk, da nemlig saa mange af vore Ord ville blive altfor afstikkende imellem de danske Former og saaledes ville føre til en blandet og uregelmæssig Sprogform, som hverken er dansk eller norsk og altsaa støder til begge Sider. En Deel er der altid, som uden Uleilighed kunde optages, f. Ex. afdaget, dim, Fang, fus, gild, hæv, kure, kvide for, Kynde (Natur), Lag, minke, Rid, saar, Snev, sovne, stød, sæl, tidne, traa, vante o.s.v. Men sea er der mangfoldige andre, som ikke ret passe til Dansken uden en liden Tilslibning, f. Ex. Andlaat, Braut, Fonn, gjæte, Heid, Leite, Mot, Onn, Skalle, Teig, Veite; semja, tenja, dynja, rysja, o.s.v. Ligesaa er der nogle, som støde an imod en forhen gjældende dansk Form, saasom: Dug (Kraft), hugge (trøste), feig, sige, svæve, Krave, mæt, møde, øse (ophidse). Det er saaledes ikke godt at vide, hvad man skal gjøre med saadanne Ord; imidlertid troer jeg dog, at man ikke ganske burde skye dem i de Tilfælde, hvor de kunde være til god Hjælp enten til at klare Meningen eller til at give et heldigt Riim i et Vers. Ligesaa troer jeg, at man stundom med Fordel kunde optage gamle Former, f. Ex. Adjektiver med r, saasom: en viser Mand, en falsker Lærdom; maaskee ogsaa Eenstavelsesformer af de stærke Verber, f. Ex. giv, læs (for giver, læser); dog vil dette falde noget vanskeligt i Dansken. Overalt vilde det være særdeles godt, om de norske Former kunde haves for Øie ved Rimenes Indretning; thi i det Tilfælde, at en stærkere Fornorskelse engang senere skulde blive paakrævet, vilde da Versene kunne beholdes uden nogen stor Forandring. At tage et saadant Hensyn til den norske Form er nok ikke saa let en Sag, da man nemlig i Norsken ikke har saa mange Ord til et Riim som i Dansken; thi de danske Former ere netop særdeles bekvemme til Riim ved deres Sammenslag af to Konsonanter (g og k, d og t) og af to eller tre Vokaler (a, e, o) i Endelserne; f. Ex. Fader, skader, hader, Flader, lader (Norsk: Fader, skadar, hatar, Flater, læter). Men alligevel kunde dog dette Maal haves for Øie, saa meget mere som Versene derved bleve mere skikkede til at komme i Folkemunde og gaae over i Dialekterne. Man seer jo ogsaa, at Svensken giver meget smukke Vers, endskjønt Formernes Forhold der er omtrent ligedan som i Norsk; ligesaa har man i Islandsken en Mængde vakkre Riim, endskjønt Forholdet der er meget mere vanskeligt.
 
Hvad Sangenes Indhold angaaer, burde jeg maaskee have holdt min Mening tilbage, da jeg neppe kan have noget at bemærke, som er Dem ganske nyt eller ubekjendt; men siden De just har ønsket at høre noget ogsaa om denne Sag, kan jeg dog i Korthed tilføie nogle Bemærkninger. Som før sagt er der en stor Deel af de ældre Sange og Vers, som jeg ikke synes om. Nogle indeholde altfor tørre Betragtninger over visse Materier, som efter mine Tanker ikke ere skikkede til Sang, men kun til Tale; f. Ex. "Man kan i denne Verden her blandt mange mange Mennesker faa sande Kristne finde"; hvilket vel kunde være nødvendigt at sige, men dog ikke er noget at synge om. Saadanne Sange som den "Ei at jeg alt har vundet Sag" (Guldb. 325) kunne vist være lærerige nok, men det bliver dog kun et Slags rimede Afhandlinger, hvis Indhold er altfor abstrakt for Sangen. Nogle dvæle for meget ved Dogmer og dunkle Læresætninger (saasom Jesu Undfangelse og Kjødspaatagelse), der som mig synes, ikke burde have nogen stor Plads i Sangene. Andre dvæle for meget ved stærke Billeder og Forestillinger, saasom de mange Skildringer af Jesu Pinsler, Saar og Blod, hvilke som mig synes, gaae for meget ud paa det legemlige eller materielle og saaledes ikke ere værdige nok. Paa mange Steder i vore ældre Sange, saavelsom Bønner og Betragtninger, synes der at være en altfor stor Tilbøielighed til meget stærke Billeder og Udtryk, blandt andet til en hyppig Anvendelse af de stærkeste Bibelsprog; og om end saadant kan passe for visse Tilfælde, saa passer det dog ikke for almindelige Tilstande. Det er for stridt for unge og livsglade Mennesker at slutte sin Morgensang med et saadant Vers som dette: "O Herre, und mig at ende min beeske Levnets Tid". Jeg kommer herved ihu, hvorledes jeg var til Mode, da jeg i min Barndom saa ofte maatte læse en gammel Aftenbøn, hvori man beder om "at jeg i Nat og hver Nat maa væde mit Leie med Graad og min Seng med mine grædendes Taare". Maaskee kunne saadanne Udtryk af og til behøves, men de burde da henvises til visse afsluttede Sange og Bønner for enkelte Leiligheder.
 
Det Tilfælde, hvori man efter mine Tanker burde mest lægge Vind paa at tale fornuftigt og bruge de vakkreste og værdigste Ord, er der hvor man ligefrem henvender sig til Guddommen eller tiltaler Gud selv; og i denne Henseende forekommer det mig, at der stundom er nogen Uorden i vore gamle Sange og Bønner, saasom ved en altfor hyppig Gjentagelse af de hellige Navne, eller ved en vidtløftig Opregnelse af saadanne Ting, som ligge udenfor det, som vi kunne see og begribe. (Især forekommer det mig stødende at ville fortælle vor Herre, hvad Følgerne ville blive, dersom han gjør det eller det). At man henvender sig til den hellige Treenighed og nævner snart den ene og snart den anden af de tre Personer, er vistnok i sin Orden; men jeg synes dog, at dette stundom er brugt uden Nødvendighed, nemlig hvor man heller skulde bruge det simpleste og fatteligste Begreb om et eneste Væsen. Af denne Grund synes jeg ikke rigtig om, at Indgangs Psalmen hos Guldberg begynder med de Ord "Søde Jesu, vi er her"; da man ved en saadan Begyndelse skulde henvende sig enten til Gud eller Treenigheden. Denne Sang har jeg ogsaa noget andet imod, saa at jeg netop ønskede den borttaget eller omgjort, nemlig 1) dens altfor høie Stiil især i sidste Vers, 2) dens upassende Ord: "gelinge", "i vore Sinde", "omskjær vort Hjerte og Øre" (hvilket sidste hverken burde bruges i Sang eller Tale), og 3) dens stive og eensformige Melodie. Da holder jeg langt mere paa den gamle: "Kyrie, Gud Fader", uagtet den vistnok tiltrænger en Omstøbning. Jeg veed ikke, hvorvidt den Melodie, som brugtes i min Føde-Egn til denne Sang, er bekjendt eller findes i Koralbøgerne; men den var meget vakker og gjorde et særdeles godt Indtryk.
 
Men med al min Korthed kunde jeg dog let blive alt for vidtløftig i denne Sag, og derfor skynder jeg mig med at tillægge nogle Ord om Oversættelsen af Luthers Psalmer og især om de Punkter, som i Deres Brev ere særskilt paapegede. Nogle af de her anvendte norske Ord ere saa bekvemme, at jeg synes der ikke er den mindste Betænkelighed ved at bruge dem; nemlig: flømmer, droges, Grand, Viv og Mø; ogsaa Mon (eller egentlig Mun). Andre kunne vel synes noget nye eller afstikkende, men det maa dog vel gaae an at bruge dem; nemlig sæl, tarv, tvaar, Tjeld og Hjell; ogsaa Elskov eller Elsk maa vist kunne bruges. Ordet "usams" er godt; men Formen er noget særegen (vel egentlig et Genitiv), saa at "usamde" kunde synes at være bedre. Ordet "fridt" lider jeg godt, men da det er mindre bekjendt, vil det let forvexles med et andet. Ordene fræg og trege (som De har nævnt forslagsviis) vilde være gode og kunne vist bruges; Ordet "lyt" er derimod mer vanskeligt, da det er noget afstikkende imellem de danske Former.
 
Et Par Omsætninger forekomme mig at være vel stærke, nemlig "Vilje Mands" (S. 39) og "Naaderne Guds" (S. 79); skjønt de rigtignok have god Grund i det gamle Sprog. Nogle Forkortninger forekomme mig ogsaa noget haarde, saasom: Ære vær' (S. 74), O Herr' (46), kjær' Herr' (47), men de kunne vel stundom være vanskelige at undgaae. Rimet: jeg ei (S. 31, 98) har jeg noget imod, fordi det ligesom bestyrker eller sanktionerer Udtalen "jei" som rigtignok er i den store Mode, men dog egentlig er urigtig.
 
Endeel Ord, som egentlig ere fremmede eller unordiske, har jeg rigtignok noget imod; men dette er nu ikke saa meget at rette sig efter, da jeg nemlig tager det strengere end andre Folk i denne Henseende. Saadanne Ord ere: Elende, fro, freidigt (S. 60), staae bi, beskjerme, ernære, bespiset (86), annamme, anstaaer, Kreds, fortørnet (109). Ordet "bra" (S. 49) har jeg mest imod, uagtet denne Form er meget i Mode, og i Svensken ogsaa bruges meget i Skrift. Ordene: Vee, Bolig, og bebreide, ere heller ikke efter min Hu, skjønt de ikke i nogen streng Forstand ere unordiske.
 
Og nu endelig en kort Bemærkning ved enkelte Vers:
 
Side 40. Sangen No. II synes uskikket til Kirkesang.
 
47, 15. Vers. Den nedenfor staaende Variant synes at være bedst.
 
56, 4. Vers. Varianten synes mig bedst.
 
67, 1. V. Ogsaa her synes Varianten at være bedst, især da det tilsvarende i Texten synes at afvige for stærkt fra Originalen. (Det er kun ved denne Sang, at jeg har seet og gjennemgaaet den tydske Original).
 
70, 4. Vers ("Da siger Gud: Nu maa jeg op" o. s. v.). Burde maaskee forandres noget, da det hele Vers synes at være for lystigt eller ligesom spøgende.
 
I det Følgende er det kun enkelte Udtryk, hvori det synes mig, at en liden Forandring maaskee kunde gjøres med Fordeel; nemlig Side 73, 1. V.: en fattig Haandfuld. S. 77, V. 1: stands Satans Løgn og Magt og Mord. S. 88, V. 2: under Brødets Skjul og Skrin. S. 92, V. 9: Det Ord er udlagt: sandt. S. 100, V. 2: mange raske Drenge gror. Hermed vil jeg imidlertid ikke sige, at nogen Forandring skulde være saa særdeles nødvendig; og desuden kommer det ogsaa an paa, hvor mange af disse Sange der skulle optages i Psalmebogen. Nogle af disse Sange forekomme mig ikke at være ret skikkede dertil, i sær disse, som i meget stærke Udtryk betegne Kirkens Strid imod sine Fiender, da nemlig saadanne Klager over Fiender og Forfølgelser saa ofte blive mistydede og misbrugte af eenfoldige Folk.
 
Til Slutning maa jeg bede om Overbærelse med den Frihed og Aabenhjertighed, hvormed jeg har taget fat paa Sagen, da jeg altid er saa tilbøielig til at slutte fra mig selv til andre, og altsaa forestiller mig, at en Forfatter altid vil høre saa mange Bemærkninger som muligt om Enkelthederne ved hans Arbeider. Lev imidlertid vel, og vær hjertelig hilset.
 
Kristiania den 15de April 1856.
I. Aasen
 
Utanpå: S. T./Hr. Pastor M.. B. Landstad/a/Frederikshald.
Betalt.
Poststempel: Christiania 15. 4. 1856.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. UBO, brevsamling nr. 182, omframt serskild kladd.
 
- Saman med brev 16. okt. 1855 sender M. B. L. eit ekspl. av Martin Luther: «Aandelige Sange, oversatte og med Anmærkninger ledsagede», Chra. 1855, som han har gjeve ut: «Naar jeg herved oversender Dem 1 Expl. af Luthers aandelige Sange, saa skeer det ikke for at pege dette lille Arbeide frem som noget fortrinligt tvertimod; jeg er fast undseelig derved, da jeg noksom erkjender dets Ufuldkommenhed i flere Henseender. Men det skeer væsentlig for at bede Dem bevise mig den Tjeneste at gjennemsee det, og sige mig Deres Mening derom. Specielt er det de i Salmeoversættelsen benyttede Ord af Folkesproget, som jeg ønskede Deres Mening om, hvorvidt de passende kunde anvendes saaledes, eller optages i vort Kirkesprog om vi saa maa kalde det. Jeg veed nok Mange ryste paa Hovedet derad. Der er nu f. Ex. tarv (tùrfa) i Sl. No 28; et prægtigt Ord, kort og godt, for Almuen let forstaaeligt. (De Danske have i gl. Salmer gjengivet det med tør f. Ex. «I denne søde Juletid tør man sig» for tarv det er en Trang at fornøie sig. Deri er jo en langt anden og bedre Mening. 
   Tør vi fremdeles beholde det gl. fritt (friðr) i sidste Vers af samme Salme? Saa er der Ordene Tjeld, Hjell, Mon (Mùn) i No 5. Ordet Stett sammesteds liker jeg ikke selv, og skal see til at kaste det bort. Fremdeles tvaar, droges et Grand usams, flømmer Viv Mø sæl etc, samt en Deel Talemaader: nu er Leed af Lage o. fl. Det vilde være mig kjært at erfare Deres Mening herom, saavelsom forøvrigt om Sagen. De kjender nu de fleste af disse Salmer fra Kingos Salmebog. Er der nogen af disse, som De ønsker hellere at beholde nærmere i den gamle Form? / Ordet Elskov i No 14 hvad siger De derom. Tør vi optage dette Ord? Kjærlighed er saa langt og uledeligt i Poesi, og i den egentlige Betydning af Elskov, som formeentlig er sammensat af elsk og hug, ligger dog ikke noget Uædelt, ingen Hentydning til den sandselige Lyst mere end i Ordet Kjærlighed. Paa det Sted, hvor det er brugt, er der netop Spørgsmaal om et stærkt Udtryk Liebe Brunst siger Luther. Vi bruge dog ogsaa om Guds K[jærlig]hed Verbet elske, hvorfor ikke ogsaa Substantivet? 
   Der er ogsaa andre end de her forekommende Ord, som jeg ønskede at kunne benytte i Salmesangen f. Ex. lỳt, trega, fræg, Odd o. fl. Hvad siger De herom? De mange stygge Trykfeil faar De oversee; det er rigtignok til at harmes over. Dersom De selv vilde forsøge Dem i Salmedigtning, og sende mig noget deslige, vilde det være mig kjært.»
 
- M. B. L. fekk 30. mars 1848 oppmoding frå KD om å ta seg på å laga ei ny salmebok, eit spørsmål som då hadde vore mykje drøfta, men etter eit førebels svar 6. mai som ikkje var heilt avvisande, sa L. arbeidet frå seg 22. sept. s.å. I 1852 fekk han ny oppmoding som han tok mot. Pålegget frå KD fekk han ved kgl. res. 8. okt. s.å. L. prenta ein plan for arbeidet (Dept. tid. nr. 42, 1852), gav ut «Aandelige Sange», 1855, «Jule-Salmer», 1856, og i 1859 ei revidert utg.: «Aandelige Sange oversatte og paa ny omarbeidede samt 25 Salmer fra det 16de og 17de Aarhundrede» med notetillegg av L. M. Lindeman.
 
- I ei arbeidsmelding (dagsett 21. febr. 1857) skriv L. at I. Aa. har gjeve han rettleiing om språket. L. fekk elles kritikk for bruken av norske ord (jfr. i det heile H. Blom Svendsen: «Norsk Salmesang II, Landstad og Hauge», 1933, Kr. Valkner: «Landstad og Hauges Salmebøker» i «Norvegia Sacra 1932», 1937, s. 1129, P. E. Rynning: «Salmediktingi i Noreg», II, 1954, serleg s. 89 ff., alle med kjeldetilvisingar, og M. B. Landstad: «Om Salmebogen, en Redegjørelse», Kra. 1862. Sjå òg merknader til Br. nr. 221 og Br. nr. 263).
 
- på grunnlag av eit utkast av Thomas Kingo (16341703) vart «Den forordnede ny Kirke-Psalmebog» utg. Kbh. 1699, som vart mykje nytta.
 
 Ove Høegh Guldberg (17311808) og Ludvig Harboe (170983) gav ut (etter påbod 12. febr. 1777) «Psalme-Bog, eller Samling af gamle og nye Psalmer», Kbh. 1778, som skulle avløysa Erik Pontoppidan: «Den nye Psalme-Bog», Kbh. 1740. Haugevenene nytta mykje Guldb. Psalmeb. Ho vart i 1824 med samtykke av kyrkjelydane, innførd i Volda og Ørsta.
 
 Selskabssange] viser og songar ved serlege høve, t. d. om «Vennelag» (jfr. Br. nr. 95), vin o.m., kom i mote frå om lag 1770, gjerne i samband med klubbar el. private lag (t. d. Det norske Selskab), og det vart ein mote å dikta selskapssongar (slike t.d. av Baggesen, K. L. Rahbek, Johan Tode, Jens Zetlitz, Lyder Sagen o. fl.) som vart mykje etterlikna av småpoetar (jfr. Br. nr. 19) kring om. Det kom fleire samlingar av selskapssongar, t.d. «Bacchus», Kbh. 1833, «Klubvisebog», Kbh. 1838, o. fl.
 
- Orgel] var ikkje vanleg anna enn i byane. Volda fekk orgel 1864, Ørsta 1873, Herøy 1883, Ørskog 1893.
 
 indexercerede Sang] er venteleg ein kritikk mot O. A. Lindemans «Choral-Bog», 1838, som freista å uniformera kyrkjesongen. M. B. L. reiste i skriv til KD 27. febr. 1857 kritikk mot Koralboka, og dette førde til ein heil «salmesongstrid» (jfr. O. M. Sandvik: «Norsk Koralhistorie», 1930, serleg s. 28 ff.).
 
 Afsmag for det Sprog] I. Aa. hadde den 11. des. 1855 sett om Luthers salme «Ein' feste Burg», prenta i Ole Vig: «Mere om Salmesagen» i «Folkevennen» 1855, 4. årg., s. 33980, salmen prenta s. 374 (jfr. ei ny omsetjing i Br. nr. 291 og Br. nr. 292).
 
 Man kan] osb. er Guldberg nr. 17.
 
 Andre dvæle] i kladden er her nemnt som døme: «Ach Herre from», vers 7 og 8 (Guldberg nr. 218) og «den hele Psalme: Dine Vunders Huler» (Guldberg nr. 254).
 
 O Herre] osb. er det 7. vers av «O Gud! jeg vil dig prise» (Guldberg nr. 49).
 
 Aftenbøn] er henta frå «Aftenbøn om Søndagen» i Kingos salmebok. I den prenta teksta står: «grædende Taarer».
 
- Søde Jesu] etter Tobias Clausnitzer (161884), Guldberg nr. 3, teken opp i Landstads «Kirke-Salmebog. Et Udkast», 1861, nr. 4, og «Kirkesalmebog», 1870, nr. 4, båe stader som i Guldberg, bortsett frå dei to siste liner i siste vers («gelinge» osb. er skift ut).
 
 eensformige Melodie] av Johann Rudolph Ahle, i O. A. Lindemans «Choral-Bog» nr. 174.
 
 Kyrie, Gud Fader] venteleg «Kyrie Gud Fader, alsomhøieste Trøst» (den gamle «Kyrie fons bonitatis» frå høgmesseliturgien), som m.a. finst i Thomisøn (1569), Kingos Graduale og Psalmebog (1699), O. A. Lindemans «Choral-Bog» (1838), nr. 102.
 
C. Elling som òg var på Sunnmøre, har ikkje late etter seg folketoneoppskrifter til Kyrie mellom dei ms. som er på UBO, men L. M. Lindeman har i «Samling af norske Folkemelodier», 1862, nr. 7577 (ms. UBO) ein tone etter Tor Villand (jfr. merknad til Br. nr. 159). Fleire variantar er med i «Kingo-tona», 1941, utg. ved O. M. Sandvik, nr. 3.
 
 Psalmer] sett om etter «Martin Luthers geistliche Lieder», utg. ved Phil. Wackernagel, Stuttgart 1848 (ny utg. 1856).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008