200 Ludvig L. Daae, 17.4.1856

Til han Ludvig paa Solnor.
 
Nu tænker jeg dog, at du skal faae dine "fire Sider fulde", saafremt ikke nogen altfor pudseerlig Hindring skulde komme paa. Men først maa jeg da fortælle, hvorfor jeg ikke har skrevet før. Det er Skam at sige, hvor længe det er, siden jeg fik dit sidste Brev, nemlig det fra Kjøbenhavn; dette skulde og vilde jeg have svaret paa saa snart som muligt, men saa var jeg ikke ret vis paa, hvorhen Brevet skulde sendes; saa maatte jeg ud paa Reiser og var længe borte, og siden var det længe, at jeg ikke ret vidste, hvor du var henne; snart skulde du være hjemme, snart i Trondhjem, snart i Udlandet og al Verden omkring; saaledes drog Tiden af, og sidstpaa syntes jeg, at det var for seent at skrive. Der var mig derfor ikke lidet "overraskende" (for at tale paa Stormands Viis), da jeg for nogle Dage siden fik et Brev med Paategning "Ørskoug" og med en Udskrift, som ingen anden end du kunde have skrevet. Altsaa skulde da vore "diplomatiske Forbindelser" endnu ikke være afbrudte; og dette er jeg i Sandhed meget glad over; thi oprigtig talt, saa har jeg kjendt et stort Savn, siden du reiste bort herfra, men lad mig nu bare ikke blive alvorlig, for dette duer ikke.
 
Jeg maa da sige saa mangfoldige Tak for Brevet, som nu var mig saa meget mere kjærkomment, som jeg paa nogen Tid ikke havde hørt noget fra dig. Og saa maa jeg da ikke forsømme at gratulere og ønske til Lykke med den store Forandring i Tingenes Tilstand, som du har skrevet om. Jo, nu skal du kjende hvad det betyder; det er ikke for ingen Ting, at alle Digtere have sagt saa mange fagre Ord om en vis Tilstand i de indre Regioner; det er dog virkelig noget, som er værdt at tale om. Jeg har ogsaa erfaret noget sligt engang; men det er nu saa længe siden, at det foresvæver mig næsten som en Drøm; imidlertid er der noget, som jeg kommer meget vel ihu, og det er, at jeg dengang befandt mig bedre end nogensinde ellers, ja jeg kunde vel ogsaa sige, at jeg aldrig ellers har befundet mig rigtig vel hverken før eller siden. Med mig gik det nu rigtignok saa, at det var kun et forbigaaende Glimt af Livets største Lykke; det gik omtrent som med Jeppe paa Bjerget: han blev smuglet ud af sit Paradis, og hvor meget han end siden forsøgte at drømme sig ind i Paradiset igjen, saa vilde det dog aldrig lykkes. Men saadant behøver nu ikke du at frygte for; du kan tage din Skat i Forvaring med alle Vedkommendes Samtykke og til alle Parters Tilfredshed. Maaskee kan der nu for det første blive nogen Omsorg for at skaffe sig en passende Stilling; men denne Forlegenhed vil da ikke vare længe, og saa er du fremdeles et Lykkens Barn, som du altid har været. Dersom jeg nu skulde give noget Raad, saa skulde det være dette, at, siden du nu har Aarene for dig, saa skulde du ikke haste saa meget med Bosættelsen, at du for den Skyld skulde tage til Takke med en Stilling, som ikke duer noget; thi efter mine Tanker burde du være noget andet end en Prokurator paa Bondebygden. Men for det første forstaaer jeg mig ikke paa Embedsvæsenet; for det andet veed jeg, at enhver Udsættelse og Forhaling nu vil synes dig utaalelig, og for det tredie veed jeg desværre ogsaa, hvor meget godt man kan forsømme ved altid at bie efter en bedre Stilling. Jeg tør altsaa ikke sige noget om denne Ting.
 
Hvad nu mine egne Sager angaaer, da staae de omtrent ligedan som før, og der er ikke skeet nogen stor Forandring, siden sidst vi taledes ved. I Helbreds-Tilstanden er det dog blevet bedre end for et Par Aar siden; jeg er bleven bedre i Øinene, saa at jeg nu seer taalelig godt, og forøvrigt har jeg ogsaa i det sidste Halvaar været friskere end før; hvad det kommer af, veed jeg ikke, uden det skulde være deraf, at jeg nu drikker mere bayersk Øl end før. Med denne bedre Tilstand indfinde sig ogsaa de gamle Længsler efter dette, som du veed; den gamle fixe Idee kommer atter ligesaa stærk som før, og heller stærkere end svagere; og naar man saa ikke seer nogen Forløsning, medens tvertimod den ene Udsigt efter den anden forsvinder, saa bliver man altsaa gaaende i en stedsevarende Ærgrelse. Jeg har ærgret mig saa længe, at den halve Deel af mit Haar er affalden, og den anden Halvdeel begynder at graane. Imidlertid kan man intet gjøre, saa længe som man ikke har truffet den rette. Af dem, som man kjender, er der ingen, som man kan rigtig blive forelsket i; derimod seer man saa mange andre, som man kunde blive ret alvorlig forlibt i, men deels faaer man aldrig vide, hvor disse Folk høre hjemme, og deels faaer man vide, at de ere forpagtede, eller at de høre til en Stand, som gjør enhver Tilnærmelse umulig. En Hindring var det nu i lang Tid, at jeg altid havde mine Tanker henvendte til Folk ude paa Landet, og ikke havde noget videre Bekjendtskab her i Byen; men dette har jeg nu i den sidste Tid søgt at rette paa deels ved at modtage alle Indbydelser, og deels ved at opsøge Folk uden nogen Indbydelse. Jeg kan saaledes fortælle, at jeg uden nogen Indbydelse har opsøgt et Par Søndmørs Folk i Vaterland, nemlig Hr. Andersen fra Stranden og hans Kone; jeg har været hos dem og ædet Søndmørs Ball og Dravle; men nogen giftende Gjente fra Nordlandet vidste de ikke at skaffe. Jeg har været i Besøg hos fru Daae paa Asylet i Tomtegaden i Selskab med adskilligt andet godt Folk; og jeg har desuden besøgt flere Folk, som du ikke kjender; men med alt dette saa er jeg lige nær. Jeg har pratet mangfoldig meget med Damer og skrevet Stambogsblade til dem med meget siirlige Vers; jeg har endog vovet at vise mig i Theatret med en ung og smuk Dame ved Siden; og med alt dette er jeg lige nær. Jeg faaer ikke smage saa meget som et Haandtryk engang. Det er ikke godt at være "Ivar" heller.
 
Men har jeg ikke Moro nok, saa har jeg Møie nok. Foruden mine egne Arbeider har jeg nu ogsaa det Stræv at gjennemgaae Andres Arbeider. Asbjørnsens Skovbog og Myrebog, Sch¸belers Havebog, Schønheyders Skolebøger, Berlins Naturlære og mere sligt maa jeg pløie igjennem for, som det hedder, at rette paa Stilen. Alt skal være norsk og populært, men nota bene, alt i en pæn dansk Form alligevel, og denne Hexemester-Kunst seer det ud til, at ingen forstaar og den er nok ikke saa let at forstaae heller. Uagtet jeg nok saa tydelig lader Folk forstaae, at jeg giver deres Halvnorskhed en god Dag og slet ikke skjøtter om at sidde og pynte paa det "dansknorske" Sprog, saa bliver jeg dem dog ikke kvit alligevel. Min eneste Trøst er da, at maaskee Folket kan have noget Gavn af dette Stræv, og at man ved denne Studering kan komme til nærmere Indsigt i Brugen af det rette norske Sprog. Hvad mine egne Arbeider angaaer, da har jeg i denne Vinter for det meste strævet med min Samling af Ordsprog, som nu er trykt men ikke endnu udkommen, da det har gaaet senest med Fortalen; især fordi at Bogtrykkeriet efter Paaske har faaet en forfærdelig Mængde Arbeide, hvad det nu kan være. Jeg tænkte at skrive en lynende og tordnende Fortale til denne Bog, men saa lod jeg det gaae forbi for denne Gang; derimod tænker jeg nu at tage fat paa en Omarbeidelse af min Grammatik, og i denne er det, at Lynet og Tordenen skal komme.
 
Om andre Bøger, som ere i Vente, veed jeg ikke ret meget for Øieblikket. Asbjørnsen "gjør" den ene Bog efter den anden; saaledes har han nu en stor Bog om Myrdyrkning under Pressen; ellers skal han nu snart reise til Sachsen og blive borte i to Aar. Overlærer Knudsens store Grammatik skal komme ud om et Par Maaneder. Sophus Bugge skal ogsaa have arbeidet paa en Grammatik, ellers hedder det nu, at han skal have Stipendium og reise til Sætersdalen og Tellemarken for at studere Folkeviserne. Kandidat Lehmann giver i "den norske Folkeskole" Prøvestykker af en "Velstandslære" eller populær Statsoekonomie. Af Keysers Kirkehistorie kommer der nok snart et Hefte. Efter hvad jeg nylig har hørt, kunde vi ogsaa vente en anden Historie fra Keyser. Som bekjendt har Folkeoplysningsselskabet lovet sine Lemmer en Norges-Historie; denne Bog havde O. Vig paataget sig at skrive og han havde da begyndt at skrive efter en meget omfattende Plan, saa at Værket skulde komme til at udgjøre hele tre Bind. Imidlertid vilde nu Direktionen have Indseende med dette Arbeide, og da en Deel af dette var færdig, tog den denne til Gjennemsyn. Direktionen fandt sig ikke ret tilfredsstillet, blandt andet fordi at Værket var altfor vidtløftigt; man henvendte sig da til Prof. Keyser og fik ham til at gjennemsee Skriftet. Keyser havde paa en lempelig Maade ladet forstaae, at han ikke likte Arbeidet; og i denne Nød havde man da spurgt ham, hvad man skulde gjøre ved Sagen; han havde da svaret, at han selv halvveis havde tænkt at skrive en saadan Bog, og med dette Svar gik man fornøiet hjem og slog sig til Ro. Hr. Vig skulde rigtignok blive noget "furten"; men hvad skulde man gjøre?
 
Kritikken gaaer sin larmende Gang som sædvanligt. Den, som buldrer i Morgenbladet, skal være Bjørnson; den i Aftenbladet skal være Hartvig Lassen. Paal Hansen styrer fremdeles Nyhedsbladet; han er nu kommen ind i Rigsarkivet; hans Bibliothek er voxet til 8000 Bind. Vinje rumsterer i Drammens Tidende lige saa slemt som før og endnu værre; en af hans sidste Artikler handlede bare om Skjæg; saaledes fortalte han, hvorledes han lod sit Skjæg voxe fra i Høst, da Canrobert var i Stockholm (thi da ventede han Krig), men da nu Freden kom, saa lod han sig rage, og da han ikke troede Freden, saa ragede han kun det halve Skjæg, o. s. v.
 
Vi have nu Komedie næsten hver Dag, og alligevel ere Theatrene fulde. Det store Theater vil nu lide et Tab derved, at Hagen skal reise bort; imidlertid har man gjort sig Haab om at faae Hr. Brun fra Bergen til dette Theater. Det norske Theater har i den sidste Tid staaet sig meget godt, men det har havt det Uheld at blive indbyrdes "splidagtigt". Forleden Vinter kom her en Madame Hundevadt fra Bergen; hun var skilt fra sin Mand og havde Ord for at være meget letsindig; imidlertid havde hun saa gode Talenter at man ikke regnede det saa nøie med det øvrige. Det norske Theater var i Trang for en flink Skuespillerinde; det antog hende derfor, og har staaet sig meget godt derved; hun har i det sidste Aar været Theatrets Sol og Stjerne og vistnok gjort meget til at skaffe Theatret Besøg. Imidlertid have dog hendes Venner og Tilbedere gjort adskillig Ufred; især er det en Sproglærer Krag (kaldet Franske-Krag, og nu stundom Hunde-Krag), som har skaffet Direktionen mangen Ærgrelse ved adskillige Paafund til Fordeel for Md. Hundevadt og til Fortræd for de øvrige. Engang fik han det saavidt, at han blev Medlem af Direktionen; men der vilde han styre alting alene, og saa maatte man da se til at faae ham ud igjen; imidlertid blev Ufreden lige stor og endda større, og sidstpaa saa tog hele Direktionen Afsked, som du har seet i Aviserne. Kun een af de gamle lod sig formaae til at træde ind igjen, nemlig Knudsen; det er nu slik en seig Hund, som ikke noget bider paa. Egentlig skulde Theatret seet til at faae Cronborg fra sig, da nok han har adskillig Deel i dette Ustyr; men denne Mand kan Theatret ikke undvære; det er Ulykken. Hvilke gode Kræfter der ellers udvikle sig ved dette Theater, have vi nylig seet et stort Beviis paa, nemlig i Udførelsen af Wessels "Kjærlighed uden Strømper"; dette Stykke udkræver nemlig en usædvanlig Takt og Indsigt til Udførelsen, hvis det skal gjøre det rette Indtryk og ikke see ud som bare Narrestreger. Og dette Stykke blev her saa godt udført, at ingen havde ventet sligt.
 
Men nu orker jeg ikke at skrive mere denne Gang. Jeg beder da at hilse fra mig, og til Slutning ønsker jeg dig al mulig Lykke for Fremtiden; for Øieblikket behøves det ikke.
 
Kristiania den 17de April 1856.
Ivar fra Aasen.
 
I margen:] Boer fremdeles i Storgaden No 6 .Her er mere hyggeligt nu end før. Brændeviinskippen er borte, og en Klædebutik er kommen i Stedet.
 
[På innsida av omslagsarket:]
Elskugen er dan venaste Urt,
som veks fyre Manna Sonom;
dan Mann heve kastat Livet burt,
som inkje fekk Deild i honom.
Elsken vil inkje til Aldren inn,
han held seg til Ungdoms Aari;
han flyr fyre gamalt rukkut Kinn,
han flyr fyre fallande Haari.
 
(Fragmentum af Digtet "Fyrtiande Føddagen" af Einar Einstøding.)
 
Utanpå: S. T./Hr. Candidatus juris Ludvig Daae/a/Solnør/pr. Ørskougs Postaabnerie.
Betalt.
Poststempel:  17.  4.  18 [ 56 ].
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på RAO (jfr. merknad til Br. nr. 39) omframt serskild kladd av fyrste luten [til og med midt i andre avsnitt] og nokre spreidde punkt til disposisjon for resten av brevet som såleis ikkje har vore kladda.
 
- I eit udatert brev frå Kbh. (som I. Aa. tok mot 12. mai 1854) fortel L. D. at han same kvelden «er inviteret i Selskab med den gamle Graabein [C. C] Rafn, og: vil der rimeligviis møde hans Staldbrødre in corpore. Jeg har seet de Fleste af dem enkeltviis før og har udholdt det godt at see dem, i samlet Trop og Geled er imidlertid noget andet. Jeg har imidlertid puttet min Tollekniv i Lommen og lagt mit Ansigt i saa dumme Folder som muligt; saa haaber jeg, at jeg slipper for Molest.» Han har ikkje greidd å få «Fingre hverken i Psalmebog eller Katekisme» [dvs. islandske] men har teke mot Gísli Brynjúlfssons tilbod om å skriva til Island etter dei. «Ordsprogsamlinger existerer ikke». Derimot har han funne ei «Samling af norske Ord og Talemaader» på Det kgl. Bibl.
 
I L. D.s papir på RAO (jfr. merknad til Br. nr. 39) ligg det ei reisedagbok frå Danmarksferda [går frå 15. til 30. april 1854] saman med ein del privatbrev til familien. I denne dagboka er det m. a. fortalt om møtet med Carl Christian Rafn o. a. [d.v.s. medlemene i «Det danske Oldskrift-Selskab»].
 
- I brev frå Solnør 30. mars 1856 fortel L. D. at han har lese Monrads melding av «Ervingen», har dessutan trulova seg og «befinder mig bedre, end jeg nogensinde tilforn har gjort» (jfr. Aa.s svar). Han rår I. Aa. til å gifta seg, for I. Aa. tener såpass at han kan «føde en smaatærende Kone». L. D. vil ha tilbake eit gratulasjonsbrev på minst 4 sider med m.a. litterære nyhende. diplomatiske Forbindelser] jfr. Br. nr. 158.
 
 Drøm] jfr. merknader til Br. nr. 21 og Br. nr. 143.
 
mine egne Sager] i eit brev frå Feilberg og Landmark 13. mars 1856, som forhandla PL, vert det opplyst at av eit opplag på 500 ekspl. er det att 210 ekspl.
 
I. Aa. har sjølv fått utleveret 30 ekspl. For resten, 260 ekspl., har I. Aa. til gode 78 spd. (prisen var 36 sk. pr. ekspl. netto).
 
Vidare er resten av FG selde (10 ekspl. på trykkpapir, 14 ekspl. på skrivepapir) for i alt 11 spd. og 102 sk. F. & L. har lagt ut for innbinding av 10 ekspl. av PL 1 spd. og 20 sk., og for innhefting av 490 ekspl. 9 spd. og 96 sk. I alt har I. Aa. til gode 78 spd. og 106 sk. som han fekk utbetalt.
 
- Hr. Andersen] Ola Anderson Stavseng (18191870), frå Liabygda i Stranda, handelsborgar i Oslo, kalla seg Andersen. O.A.S. var i barndomen sjuk i eit kne og for til ei klok kone i Oslo som gjorde foten frisk. Han kom til å bu hjå ein bakar på Vaterland, som seinare lånte O. A. S. 10 (sume seier 20) dalar til å byrja pantelånarforretning med. O. A. S. bad ofte I. Aa. til seg. Det ligg såleis føre to skriftlege innbydingar til I. Aa.: 30. des. 1858 og 3. jan. 1859 [denne siste er skriven på sunnmørsmål]. Kona åt O. A. S. heitte Henriette. Ho levde lenger enn mannen.  fru Daae] styrarinne på Vaterlands asyl, Tomtegt. 10
 
 Skovbog] jfr. merknad til Br. nr. 192
 
 P. Chr. Asbjørnsen: «Om Myrdyrkning. Tildeels efter Indebetous Priisskrift», Chra. 1856 (jfr. K. Liestøl: P. Chr. Asbjørnsen, s. 205 ff.).
 
 Fredrik Christian Schübeler (181592):«Havebog for Almuen», Chra. 1856. I. Aa. rådførde seg med F. C. S. då han arbeidde med «Heimsyn».
 
Schønheyders Skolebøger] jfr. merknad til Br. nr. 192.
 
- Berlins Naturlære] Nils Johan Berlin (181291) professor i Lund, gav ut «Lärobok i naturläran för folkskolor och folkskollärarseminarier» (1852) og «Läsebok i naturläran för Sweriges allmoge» (1852) som fekk stor utbreiing. FS gav ut ei omarbeidd utg. av «Läsebok» med titelen «Naturlære for Almuen», omsett av C[arl] F[redrik] Larsen [med tilsyn av prof. Rasch], Chra. 1853. Opplaget var 5000.
 
Ny revidert utg. [ved I. Aa.] Chra. 1856 med titelen «Læsebog i Naturlæren», opplag 20 000 (3. utg. 1857, opplag 15 000,
 
4. utg. 1861, opplag 15 000). I. Aa. arbeidde om boka og sette inn mange norske ord og former (jfr. K. Liestøl: «Ivar Aasen og fornorskingi», MM 1922, serleg s. 12). Manuskriptet til merknadene hans fyller 56 sider.
 
Sachsen] Asbjørnsen var på skogakademiet i Tharand i Sachsen frå april 1856 til hausten 1858.
 
- Knudsens store Grammatik] jfr. merknad til Br. nr. 203.
 
 Eliseus Sophus Bugge (18331907) hadde 185657 stipend til å samla inn folketradisjonar i Telemark, (jfr. merknad til Br. nr. 210).
 
 Halfdan Lehmann (18251908) cand. jur. 1851, tilsett i KD 185174, til sist som byråsjef, skreiv m.a. «Prøvestykker af en kortfattet Velstandslære til Skolebrug», i «Den norske Folkeskole» IV (185556), s. 230 ff. (jfr. same forf. «Velstandslære for Menigmand til Skolebrug», III, 187273).
 
 Rudolf Keyser: «Den norske Kirkes Historie under Katholicismen», III, 185658, jfr. Br. nr. 214.
 
- Norges-Historie] Ole Vig (jfr. merknad til Br. nr. 154) hadde levert ms. til ei Noregssoge (Sagnhistoria) til styret i FS som i møte 3. og 12. mars samrøystes vedtok at dei ikkje kunne gje ut boka som var tenkt å vera det fyrste av tre bd. Keyser sa at ms. var for stort og «vidtløftigt», at det burde kortast inn med ein tredjepart, men at arbeidet elles ikkje var gjort med den «Omhyggelighed og Nøjagtighed» som var naudsynt trass i «flere tiltalende Egenskaber». FS bad så K. om å overlata dei hans omsetjing av Snorre «som man antog, han havde liggende færdig». K. sa at dette var «et Ungdomsarbeide som ikke nu uden videre kunde overgives til Trykken», men han ville heller laga «en Oversættelse eller Bearbeidelse af Norges Sagahistorie» for FS. M.J.Monrad talde til å fylgja K.s råd (opplysningar i FS's «Forhandlingsprotokoll», jfr. òg T. Høverstad: «Ole Vig», serleg s. 146 f.). O. V. gav så ut sitt ms., innkorta og revidert, med titelen: «Norges Historie indtil Harald Haarfager», Chra. 1857 (jfr. føreordet til boka der O. V. gjer greie for sine opphavlege planar).
 
- Bjørnstjerne Bjørnson (18321910) skreiv i Mbl. 1856, 16. og 30. mars eit forsvar for Ibsens «Gildet paa Solhoug» (jfr. Collin: «Bjørnstjerne Bjørnson» I, 1907, s. 277 f. og Bjørnson: «Artikler og taler», I, 1912, s. 103 ff. og 108 ff. med oppl. om striden med H. Lassen s. 107 f.).
 
«Aftenbladet» 185581, red. Ditmar Meidell (18261900), framhald av «Krydseren», 184955 (sjå G. Steen: «Ditmar Meidell», 1944, s. 75 ff., s. 128 ff. og s. 148 ff.). Sjå òg merknad til Br. nr. 104.
 
 Hartvig Marcus Lassen (182497) kritikar, skreiv frå oml. 1850 teatermeldingar i Krydseren, Chra.-Posten og Aftenbladet, gav ut Wergelands Samlede Skrifter, 19, Chra. 185257, la seg i 1856 ut i strid med B. B. om Ibsens dikting (jfr. ovanfor), skreiv seinare m.a. mot målstrevet.
 
 Paal Hansen] Paul Botten Hansen, jfr. merknad til Br. nr. 184.
 
 Vinje] jfr. merknad til Br. nr. 184, skreiv om skjegg i ein korrespondanse 2. april 1856 (Dr. Tid. s.å. nr. 81, Skr. 1,1944, s. 209 ff.). Vinje nemner elles Canrobert i fleire andre korrespondansar, t.d. i Dr. Tid 1855, 13. nov. og 18. nov. (der Vinje prentar ei omsetjing av eit svensk helsingsdikt til Canrobert).
 
- François Certain Canrobert (180995) fransk marsjal, utsending frå Napoleon III til Oskar I, i Sth. frå 6. til 19. nov. 1855 til rådleggingar som førde til «Novembertraktaten».
 
 Carl Harald Hagen (181671), skodespelar på Chra. Theater 183856.
 
 Johannes Finne Brun (183290), frå 1850 skodespelar ved Det norske teater i Bergen, frå 24. april 1857 ved Chra. Teater (debuterte som Michel Perrin), hadde gjesta der i juni 1856 (som Ole i «Abekatten»).
 
 Det norske Theater] opna den 11. okt. 1852 i Møllergt. 1 med namnet «Den norske dramatiske Skoles Theater», frå 1855 kalla «Det norske Theater», gjekk til 1863 (jfr. Blanc: «Christiania Theaters Historie», 1899, s. 144 ff. og Ø. Anker: «Kristiania norske Theaters repertoire 18521863», 1956, der det og vert gjeve oppl. om styresamansetning). Scenespråket på Chra. n. T. var norskfarga (rettleiar var K. Knudsen) motsett Chra. Theater (på Bankplassen) som nytta dansk, m.a. ved danske skodespelarar.
 
- splidagtigt] styret i Chra. n. T. frå 2. sept. 1855 var C. R. Unger, K. Knudsen, N. R. Østgaard, C. F. Gjerdrum og språklærar Krag. I omframt årsmøte 25. mars vart nytt styre valt: K. Knudsen, Falkenberg, H. Lassen, C. Michelet og C. Lund.
 
 Hundevadt] jfr. merknad til Br. nr. 182.
 
 Jens Cronborg (1807oml. 1871), dansk skodespelar, artistisk direktør for Chra. n. T. til juli 1857. Ibsen vart hans ettermann.
 
 om K.u.S. sjå merknad til Br. nr. 197.
 
 Elskugen] osb., vers [15] frå «Fyrtiande Fødedagen» (Skr. I, s. 11216, der målforma ikkje er heilt den same).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008