210 Ludvig L. Daae, 2.4.1857

Hr. Overrets-Sagfører.
 
Nu maa jeg da endelig til at skrive; for ellers bliver det for længe, og det skulde dog ikke være for meget ventet at faae Svar til Paaskehelgen paa et Brev, som man har skrevet før Juul. Jeg har gaaet her og ventet paa Nyheder, for at der kunde blive noget morsomt at skrive om; men slige Nyheder ville ikke komme, og derfor er det aldrig værdt at vente længere. Hvad der hænder og skeer i Byen, bliver naturligviis udbasunet i Aviserne, saa man slipper at skrive derom; og hvad der hænder hos enkelte Personer, er lidet værdt at fortælle; idetmindste har det været Tilfældet med mig i nogen Tid, at jeg ikke har havt nogen synderlige Hændelser at fortælle.
 
Jeg har senere ogsaa faaet Hilsning med Hr. Aarflot, og saaledes veed jeg da, at det staaer vel til derhjemme, og at man nu bare tænker paa Dampbaade og Myrdyrkning og paa Landets Opkomst. Det er altsammen godt og vel; bare pas paa, at Søndmøringerne ikke blive saa fornemme, at de glemme sit Søndmørs Maal. Dog dermed har det nok ingen Fare. Hvis Maalet var alle Steder saa vel befæstet som paa Søndmør, saa kunde vi nok give baade Dansken og Engelsken en god Dag. Jeg seer, at du sidder indmuret i Papirer om alle Bygdens Sager, og at du endnu har ligesom en liden Tvivl, om du virkelig for Alvor skal slaae dig ganske fast i dette Slags Forretnings-Væsen. Jeg kan ikke nægte, at jeg fandt Fornøielse i at høre en saadan Tvivl endnu engang. Vistnok forstaaer jeg mig ikke ret meget paa Sagen, og tør derfor ikke sige noget videre om den heller; men jeg synes, det er slemt, at saadanne Folk, som kunde due til noget mere end en almindelig Arbeidstræl, skulle blive saa nedgravne i dette Forretningsstyr i en eller anden Afkrog, at man ikke længere faaer see eller høre noget fra dem.
 
Henrik var her i Byen i Dagene for Juul. Jeg kom ellers til at tale for lidet med ham, især da han kom til at reise en Dag tidligere herfra, end det egentlig var bestemt. Og saa har da Hr. Sundt nu ogsaa været paa Søndmør. De Begreber om Tænkemaaden og Skikkene, som han havde medbragt fra Opholdet paa Nord-Øerne, syntes just ikke at være særdeles fordeelaktige; men dette faaer nu være det samme; jeg vilde bare ønske, at han havde reist noget mere i Bergens Stift og gjort sig ret nøie bekjendt med Folket der, saa at han kunde give en ret sand og paalidelig Bedømmelse af Forholdene. Hr. Sundt har vistnok i sine senere Skrifter meddeelt et stort Forraad af fortræffelige Oplysninger, som han fortjener særdeles Paaskjønnelse for; men jeg kan dog ikke nægte, at jeg finder adskilligt, som støder mig, i hans Bedømmelse af Forholdene. Deels synes mig, at en almindelig Sag er betragtet fra et altfor eensidig-østlandsk Standpunkt; deels synes mig, at han dømmer som en fremmed Mand, der staaer langt udenfor Folket og ikke kan finde sig tilrette med Folkets Skikke. Men derfor indrømmer jeg ligefuldt, at han dømmer mere billigt og humant end mange andre af dem, som befatte sig med at bedømme vore Folkeskikke.
 
Aarflot er endnu ikke frisk igjen, men dog i Bedring. Da han kom hid til Byen og tog ind paa et af Hotellerne, blev han tilfældigviis bekjendt med en Læge, som opholdt sig i Huset, og som meente, at hans Sygdom nu ikke længere var farlig. Imidlertid blev det værre og værre, og tilsidst blev da Lektor Voss kaldet til Hjælp; nu blev Tilfældet nærmere undersøgt, og det viste sig da, at det havde været temmelig farligt. En ny og alvorligere Kuur blev altsaa foretagen, og denne har havt god Fremgang, endskjønt det gaaer noget seent. Imidlertid har han dog længe været saa vidt kommen, at han har været i Thinget, og især tog han meget alvorlig Deel i Sagen om Odelsretten, da han skrev et betydeligt Indlæg i denne Sag. Det var reent mærkværdigt, hvor hidsige Folk vare paa at faae Odelsretten bortkastet, og hvor de holdt sig forvissede om Seieren denne Gang. Og virkelig saae det saa slemt ud, at de gamle Forsvarere af denne Ret vare meget ængstelige for Udfaldet, ligesom de ogsaa fandt sig fornærmede over Kommittee-Indstillingens overmodige Tone og dens Tale om hvorledes den sunde Fornuft har seiret, o. s. v. Imidlertid havde dog Afstemningen et langt bedre Udfald, end de havde ventet. Men der tales saa smaat om, at man bør gjøre noget for at betrygge sig for slige Farer paa næste Thing, og dette blev ogsaa tydelig udtalt i Hr. Hammerstad's Trusel "at vi næste Gang ville see os bedre for med Valget, og spørge de Folk, som vi skulle vælge, om de ville gjøre det, som vi ville, eller ikke". Dette kan altsaa tjene til behagelig Underretning for de Folk, som have "Kans" til at komme i Betragtning ved næste Storthingsvalg.
 
Med Nyheder er det ellers smaat, især med saadanne Nyheder som ikke komme i Aviserne. Man hører ikke tale om andet end Jernbaner og Telegrafer, om Aktieselskaber, om Gjødning og "Fjøsstell", om statistiske Tabeller, Lovforslag, Kommittee-Indstillinger o. s. v. I Bogvæsenet er det dødt og dovent. Monrads Tidsskrift er sovnet af, og ikke engang en saa stor Bog som Knudsens Sproglære har hidtil kunnet faae en fuldkommen Anmeldelse; imidlertid skal der dog nu komme en Anmeldelse fra Prof. Munch ( formodentlig i Nyhedsbladet). De morsomste Blade ere de, som indeholde Blandinger og Smaating, især "Iagttageren" af Kristian Krag; men dette Blad er dog lidet anseet. "Friskytten" lever endnu og er meget ilde anseet; imidlertid er der et Blad, som er endnu værre, nemlig "Granstauren" som udkommer i Fredrikshald. Besynderligt er det, at Morskabsblade ikke ville trives her hos os. I Kjøbenhavn har man derimod, efter Korsarens Afgang, faaet idetmindste 3 lignende Blade i Stedet, nemlig "Folkets Nisse", "Uglen" og "Mikroskopet". Hvad de fremmede Blade angaaer, veed jeg ellers kun, at de svenske trætte om Junkerpartiet, og de danske om Skandinavismen. Charivari har i lang Tid moret sig over "Crinolinerne" (de store Skjørter); nu morer den sig over Skrækken for Kometen den 13de Juni.
 
I Avisen for idag seer jeg den Nyhed, at Prof. Munch søger Stipendium til en Reise til Rom og et langt Ophold ved det pavelige Bibliothek for at samle Oplysninger til Norges Historie. I Vinter var der Tale om, at den store "Karlamagnus-Saga" skulde komme ud til Sommeren som Universitets Program; men nu hører jeg, at det ikke blev noget af det for denne Gang; derimod skal den komme enten til Vinteren eller næste Aar. En Bog er under Pressen, som vi længe have ventet paa, nemlig Sophus Bugge's Viser fra Tellemarken. Det er besynderligt nok, at jeg aldrig kan faae tale med denne Bugge; ifjor besøgte han mig, før han reiste til Tellemarken, men siden har jeg hverken seet ham eller faaet vide, hvor han holder til.
 
Vinje studerer nu det gamle Sprog og gaaer paa Keysers og Ungers Forelæsninger. Han blev nødt til det, siger han, "for at ikke slige Karle som denne Botten-Hansen skal komme og slaae En med det, at han ikke forstaaer sit Sprog". I Vinter var der megen Tale om et nyt Blad, som Vinje og Vig skulde udgive, og som skulde være i et nyt Sprog. Det skulde begynde ved Nytaar, men det gik forbi; saa skulde det begynde med Storthinget, men det gik ogsaa forbi, og saa bliver der nok intet af. Aarsagen var at Vig ikke drev synderlig paa Sagen, og Vinje blev ikke enig med sig selv, om hvad Sprogform han skulde bruge. Han tænkte engang paa at skrive reent Norsk, men: "det var at gjøre sig umulig"; saa prøvde han en Blanding af Norsk og Dansk, men saa blev han ræd, da han saae hvor ilde det harmonerede; han hørte hvorledes de to Former "stod og einskreik imot kvarandre". Sagen maatte altsaa udsættes, og imidlertid buldrer han afsted i Drammens Tidende nu som før. De Herrer O. Vig og Botten-Hansen have nylig havt en stor Strid i Posten som du kanskee har seet; det var nemlig en af de Krige, hvori man ikke seer hvem der vinder, da nemlig enhver af Parterne fortæller, at den anden er falden og tilintetgjort. Blandt andre Bekjendte kunde jeg nævne Hr. Vartdal, som nu er optraadt som Skribent, det vil da sige med en Oversættelse af nogle religiøse Traktater fra det Engelske.
 
Fornøielser har her været en Mængde af, især Concerter og en Uendelighed af Baller, hvilke jeg ellers ikke veed noget om. Jeg har kun besøgt de musikalske Tilstellinger paa Kafeerne, især paa Klingenberg, hvor der har været et Selskab, som har sunget endeel meget vittige og morsomme tydske Viser; en af Sangerinderne har dog gjort mere Opsigt som Dandserinde, nemlig "Demoiselle Adelaide Lassen", som har draget meget Folk til den lille Salon paa Klingenberg og erhvervet sig megen Ros endog af meget bereiste og meget kræsne Tilskuere. Paa Theatrene har ikke været meget nyt at see i denne Vinter. Det norske Theater har nu en Tid havt saa liden Søgning, at Direktionen endelig har maattet til at friske paa sig og give nogle "gamle Nyheder ", ligesom ogsaa at omsende Abonnementslister til en liden Række af Forestillinger, og med saa mange Navne som muligt; hvilket nok ogsaa er et godt Paafund.
 
Om mine egne Sager er ikke meget at sige, da de ere temmelig stillestaaende. Hr. Sundt havde virkelig Ret i at paastaae, at det var mit Alvor, naar jeg sagde, at jeg ærgrede mig over visse Tal i hans Tabeller over Giftermaal i forskjellige Aldersaar. (Hermed er altsaa et Spørgsmaal i dit Brev besvaret). Jeg har ogsaa ærgret mig over visse Erfaringssætninger, som anføres i hans Bog om Sædeligheden, især den at det ikke er heldigt, at Konen er mere end 5 Aar yngre end Manden; thi dersom jeg engang skulde faae "eit Næme", saa blev det nok en, som var mere end 5 Aar yngre, da nemlig alle de ældre ere bortplukkede (hvis de saae ud som Folk og ikke vare Utskotfisk) eller ogsaa have draget sig tilbage fra Verden og forsonet sig med Eenligheden.
 
Kanskee jeg kunde melde, at jeg nylig er bleven beriget med en Sending fra Folkeoplysningsselskabet, nemlig et stort og staseligt Mahogni-Skrivebord og en Ruggestol. Jeg havde arbeidet adskilligt for Selskabet, og man havde ofte budet mig Betaling, men jeg vilde ikke tage noget for slige Arbeider. Endelig havde man dog besluttet, at jeg skulde have noget enten jeg vilde eller ei, og saaledes kom da dette istand. Jeg kan altsaa nu "sætte Fod under eget Bord".
 
Der var endnu et og andet smaat at skrive, men ikke noget vigtigt. Og da Posttimen snart er omme, maae jeg slutte. Hils hjemme og vær selv hilset. Kristiania den 2den April 1857.
I. Aasen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i RAO (jfr. merknad til Br. nr. 39) omframt ein stutt kladd.
 
- I brev 23. des. 1856 fortel L. D. at han er mykje oppteken med gardsstell m.m., elles er alt som før. «De gamle ere nu virkelig blevne gamle, og af de unge er jeg alene igjen, og jeg har stedse været gammel». Han likar seg på Sunnmøre og vil ikkje gjerne flytta, har elles hatt mykje å gjera med «den søndmørske Dampskibsplan». Det er godt gjort av sunnmøringane at dei etter «Opraab af et Par Mænd» i ein fart legg saman 1415 000 dalar og seier «kjøb nu Dampskibet». Dei treng tre skip. «Kom saa hid op til Møre og tal til os i Landsmaal, saa skal Maskinernes Susen og Hjulenes Klapren svare Dig fra hvert Næs». L. D. er no berre oppteken med praktiske ting, trur elles at det meir var «Vane end Interesse, som drev mig afsted, at Studier for mig aldrig kunde blive Maal, men vel Middel». Han spør I. Aa. til råds om kva han bør slå inn på. For ei tid sidan hadde han «Besøg af Fante-Sundt. Det gjorde mig godt at være sammen med ham». «Han fortalte mig at Du var blevet reent fortvivlet over hans Bog om Ægteskabet. Jeg paastod at Du havde gjort Nar af ham, men han vilde ikke indrømme det. Hvo har Ret, han eller jeg?» M. Aarflot kjem på tinget snart. «Du maa see til at staalsætte ham en Smule.» Han er for lite aktiv. L. D. har venta å få tilsendt «Ervingen» og NOrdspr.
 
- Dampbaade] jfr. merknad til Br. nr. 214.
 
 Henrik] L. D.s yngste bror, jfr. merknad til Br. nr. 22.
 
 Hr. Sundt] Eilert Sundt, sjå nedanfor.
 
 Joachim Andreas Voss (181597), cand. med. 1842, 1850 lektor og 1861 prof. i medisin, var òg I. Aa.s lækjar.
 
 Ole Hammerstad (181773) bonde på Toten, stortingsmann 185769, talen er ref. i «Storthingstidende» 1857, nr. 12, s. 95 f. (sitatet s. 96).
 
 Odelsretten] ordskifte 23. mars 1857 om innstilling frå Konstitusjonsnemnda om kgl. prop. om endring av Grunnl. § 107 om odelsretten, vraka med 46 mot 64 røyster. M. Aa. hadde i odelstinget 2. mars sett fram eit eige framlegg (Jfr. «Storthingstidende» 1857, s. 11, utdrag i «Postbudet» i fl. nr. frå 14. mars).
 
Sjå òg M. Aarflot: «Odelsbonden om Grundloven i dens Hovedbestemmelser», 1882, s. 123.
 
- Monrads Tidsskrift] jfr. merknad til Br. nr. 186.
 
 Knudsens Sproglære] jfr. merknad til Br. nr. 176 og Br. nr. 203. I Ill. Nyhedsblad 1857, 27. sept., s. 196, har utg., Botten Hansen, ein stutt omtale. P. A. M. hadde lova melding, skreiv òg eit utkast som ikkje vart prenta (seinare prenta i MM 1925, s. 13841). «Iagttageren», jan. 185661 (i alt oml. 100 nr., dei siste var handskrivne), utg. ved Sophonias Christian Krag (180365), jfr. «Bogvennen», 1899, s. 113 ff.
 
 «Friskytten», 19, 185463 (kanskje òg fleire årg. som no ikkje er kjende), utg. av Bastian Paulsen (17991866), cand. jur. 1824, litterat.
 
 «Den tveæggede Granstaur», nr. 113, Fr .hald 185657, ny titel: «Den tveæggede Pølsepinde», nr. 1415, 1857, og «Grannaalen», nr. 1640, 185770, utg. av Caspar Køhler Sandberg (181996) som arbeidde mot statskyrkja m.m.
 
 «Corsaren», Kbh., 184055, byrja av M. Goldschmidt (jfr. Vinje: Skr. I, 1944, s. 49 ff.), dansk skjemteblad, hadde ei tid stor innverknad.
 
 «Folkets Nisse», 18, Kbh. 185158.
 
 «Uglen», Kbh. 185556, red. A. Olsen o. fl.
 
A. O. gav òg ut «Den rigtig gamle Ugle», Kbh. 185557. 
 
- «Microscopet», Kbh. 185657.
 
 Junkerpartiet] ei gruppe av den svenske adelen som sette seg mot A. v. Hartmannsdorffs framlegg om at makta deira skulle avgrensast, var Karl XV.s meiningsfrendar og vener.
 
 Charivari] fransk, tyder kattelæte, nytta som titel på skjemteblad o. 1. (jfr. Lista nr. 189498, nr. 191819). I Kbh. kom det ut eit blad som vart kalla «Kiøbenhavns Charivari», 184647. «Charivari» var og ein teig i «Corsaren» og «Uglen» [sjå ovanfor].
 
Skrækken for Kometen] i bolken «Charivari», i «Uglen», 1857, 23. mars, heiter det m.a. at «de franske Damer svæve i en dødelig Angst for, at den Comet, som har ladet sig mælde i Sommer, med sin Svands skal give dem et alvorligt Rap». Saka er nemnd i fleire seinare nr., t. d. 22. juni. I «Uglen» for 29. juni, 1857, vert det atter skjemta med krinolinene.
 
- P. A. Munch søkte 24. mars 1857 Stortinget om stipend til granskingar i utlandet (prenta i Stort. Forh. 1857, bd. VII, s. 14145), omtala i Mbl. s.å., 2. apr., nr. 92 (under «Storthinget»). 
 
«Karlamagnus ok kappa hans», utg. ved C. R. Unger, Chra. 1860.
 
 «Gamle norske Folkeviser. Samlede og udgivne af Sophus Bugge», Kra. 1858 (Lista nr. 1006, med ded., sjå elles M. Moe: Saml. Skr. III, 1927, s. 73 ff., E. Dal: Nordisk folkeviseforskning, 1956, s. 189 f.). S. B. gav òg ut «Folkeviser fra Øvre Thelemarken», serprent av «Folke», bd. 1, Kbh. 1859 (Lista nr. 1007, med ded., sjå og SS 1902, s. 3039, 1903, s. 2633, 1912, s. 44951). B. har late etter seg oml. 1200 viser av oml. 200 visetyper (ms. i NFS). S. B. skreiv òg opp segner, gåter, eventyr m.m., sumt av dette har seinare vorte prenta.
 
- Vinje] kom 26. febr. 1857 med eit framlegg om å gjera gno til fag i dei høgre skulane (jfr. Skr. I, 1944, s. 230 ff. med merknad).
 
V. lærde gno. av R. Keyser men sa at han var «dansk-slikka» (jfr. Skr. III, 1946, s. 165), nemner elles i brev at han les gno (jfr. Halvhundrad brev, 1915, s. 31 f.).
 
 nyt Blad] Botten Hansen fortel i ein førehandsomtale av «Dølen» (Ill. Nyhedsbl. 1858, 3. okt, nr. 40, s. 172): «Det har længe været Tale om at udgive et Blad i et fra det gjængse Skriftsprog forskjelligt Idiom, hvorved det nationale i Sproget kunde komme til sin Ret.» Men planen stranda av di mennene som planla bladet «ikke kunde enes om nogen vis Sprogform» (sjå og Botten Hansens melding i Ill. Nyhedsblad, 17. okt., nr. 42, s. 17980).
 
 stor Strid] frå hausten 1855 mellom Vig og Botten Hansen om språket (jfr. T. Høverstad: «Ole Vig», 1953, s. 253 ff.). Vinje blanda seg i striden (jfr. Dr. Tid. 1855, 13. nov., nr. 264). T. Høverstad meiner (s. 148 og 262) at I. Aa. har skrive eit forsvar for Vig i Mbl. 1857, nr. 53, med merket I, men dette kan ikkje vera rett. Det finst ikkje spor etter eit slikt stykke i I. Aa.s dagbøker, brev eller papir elles. Derimot skreiv han «Om Dannelsen og Norskheden» (1. konsept, ferdig 28. febr., heilt ferdig 28. nov., prenta i «Folkevennen», 6. årg., 1857, s. 41960,
Skr. III, s. 66108).
 
- Olaus Vartdal (jfr. merknad til Br. nr. 154) sette om frå eng. «Davids Liv» av Hooker, Chra. 1857.
 
 Adelaide Lassen] er som «Jomfru Adelaide» stundom omtala i «Friskytten». Ho spelar siter og syng «Paa Fjeldet vil jeg flytte» og «Hurra mi Jente» m.m., dvs. norske folkelege viser. Nokre tyske songarinner er òg nemnde.
 
 Theatrene] om spelstykka sjå Ø. Anker: Kra. norske Theaters repertoire 185263, serleg s. 45 og s. forf.: Chra. Theaters repertoire 182799, serleg s. 166.
 
 Eilert Sundt: «Om Giftermaal i Norge. Bidrag til Kundskab om Folkets Kaar og Sæder», Chra. 1855 (jfr. merknad til Br. nr. 87 og H. Lunde: Eilert Sundt, s. 54). E. S. formulerte ei lov om regelbunden svinging i folketalet for kvar generasjon («Folkebevægelsens Strøm», jfr. «Om Giftermaal», kap. 7), granska òg giftarmålsalderen (jfr. kap. 11, serleg § 136 ff.).
 
 Sending] i styremøte i FS 23. mars 1857 melder K. Knudsen at han i samsvar med tidlegare avtale med styret har nytta Aasens honorar, 30 spd., for arbeidet med siste utg. [den 3.] av Berlins naturlære som «Aasen ikke havde villet modtage, til et Skrivebord, en Gyngestol og tilhørende Pude som en Erindring fra Selskabet» (Styreprotokoll s. 89). I. A. hadde og hjelpt selsk. med ymse ting før.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008