214 Ludvig L. Daae, 5.11.1857

Høistærede!
 
Der staar skrevet i Formularbøgerne, at man ikke skal begynde et Brev med "Jeg", og dette er mig ofte en slem Stødesteen; saaledes vilde det nu falde saa bekvemt, om jeg fik begynde, som jeg tænkte, nemlig: Jeg takker meget for dit kjærkomne Brev. Men hvem veed, om vi ikke engang blive saa oprørske, at vi gjøre Opstand imod Formularbogen selv; dog for Øieblikket faae vi tænke paa andre Ting. Jeg seer af dit Brev, at du stundom længes efter Bøger, og det undres jeg ikke paa, da vort kjære Søndmør vanskelig kan blive noget rigtig literært Land; imidlertid gaar det an, saa længe som du har morsommere Ting at tænke paa. Havde jeg det slig som du, saa troer jeg næsten, jeg gav Bøgerne en god Dag; dog tør jeg ikke sige det for vist, da nemlig selv det lykkeligste Liv kan blive alt for eensformigt i Længden, og da ere Bøgerne gode at gaae til. Saa seer jeg ogsaa, at du har været i Ørsten; du har altsaa seet mit lille Fødeland. Det er rigtignok et Land for poetiske Sjæle, men det er dog et armodsligt Land alligevel; dog det er sandt: Poesie og Armod pleie jo at følges ad. De Mænd, som du nævner i Brevet, kjender jeg allesammen, og det, som du siger om dem, er efter mine Tanker ganske rigtigt.
 
Nu skulde jeg have noget nyt at fortælle; men jeg er ræd for, at det bliver lidet bevendt med det. Om mine egne Sager er lidet at sige; de staae desværre i en Stillestand, som er større, end jeg selv vilde. Dog kan jeg denne Gang melde, at jeg er flyttet fra Storgaden til Agersgaden (No 8); jeg havde rigtignok længe tænkt paa en Flytning, men der blev dog ikke noget Alvor af førend nu i Sommer, da Eieren af Gaarden lod melde, at han vilde gjøre en "Reparation" paa Værelserne og altsaa have dem ledige til den 1ste September. Da maatte jeg naturligviis til at pakke sammen, og derved forsømte jeg en Reise, som jeg netop ved denne Tid havde tænkt at gjøre. Ellers har jeg i denne Sommer gjort to Reiser, den ene til Valders, den anden til Gausdal og Toten; men begge Reiser vare kortvarige. I Valders fandt jeg igjen vor gamle Bekjendt, Jomfru Landmark, og talede meget med hende, hvilket var meget fornøieligt, da det er saa sjelden man faar tale med noget Kvindfolkemenneske, som interesserer sig for noget mere end Mad og Klæder. Hun er nu hos Præsten Heyerdal i Østre-Slidre, og da han nu skal flytte til Bynæsset, saa reiser hun formodentlig nordover med ham.
 
Mine Arbeider have i lang Tid været bare Forarbeider til en ny Grammatik, en ny Ordbog og en dansk-norsk Ordbog; imidlertid er intet af det Hele endnu kommet i saadan Stand, at det kan bruges af andre end mig selv. I den allersidste Tid har jeg skrevet en Afhandling "Om Dannelsen og Norskheden", som kanskee bliver trykt i "Folkevennen". Ellers har jeg saa smaat emnet paa en liden Encyclopædie eller Kundskabsbog for Almuen i det "rette norske Maal"; thi noget saadant bør gjøres, og der er ikke andre end jeg, som ville indlade sig derpaa. Jeg har altid havt Lyst til at hjælpe til med Oplysningens Udbredelse, men jeg har sandelig ingen Lyst til at skrive paa Dansk for Almuen, og der er mange nok, som gjøre det alligevel. Desuden anseer jeg nu mit Sprogsystem for at være saa vidt gjennemtænkt og ordnet, at det kan gaae an at bruge det, ialfald til en Begyndelse.
 
Jeg seer, at du er kommen i Kjendskab med Djurklou og har faaet Beretning om den Samler-Forening, som er kommen i Stand i Nerike. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige om dette Slags Foreninger; det forekommer mig, at de ikke kunne udrette noget synderligt mere, end hvad enkelte Personer ellers kunne udrette uden nogen Forening. Der er saa megen Snak om Foreninger i denne Tid, og sidstpaa tænker jeg, at vi faae Foreninger "for ingen Ting". Men hvad jeg først skulde fortælle var det, at ogsaa jeg har faaet en Sending fra Djurklou, nemlig hans "Några ord om svenska landskapsmålen", tilligemed et Brev, som var saa smigrende, at jeg blev ganske blyg af det; jeg skulde vistnok have svaret herpaa, men har dog hidtil ikke gjort det, fordi jeg ikke er i Stand til at opdrive saa megen Veltalenhed, som der behøves, naar man skal svare paa saa store Komplimenter. Saa har jeg ogsaa faaet en lignende Sending fra Danmark, nemlig Dyrlund's "Udsigt over de danske Sprogarter", som imidlertid kun indeholder en Kritik over adskillige nyere Sprog-Arbeider. Man kunde næsten blive "skandinavisk" ved alt dette; men imidlertid er der en Hage ved Tingen, nemlig den at jeg ikke er synderlig fornøiet med dette, at man vil sætte de norske Dialekter i samme Klasse som de svenske og danske, altsaa som et Anhang, et Attpaaslæng til et herskende Sprog.
 
Her er ellers mangt og meget at læse, især hvis man skulde tage de politiske og de æsthetiske Sager med, men det gjør nu ikke jeg, uden naar jeg har besynderlig god Tid. Foruden Bokmenta-Felagets Skrifter have vi ogsaa faaet see adskillige andre Nyheder fra Island, og det er reent mærkværdigt, hvor dette fattige Folk er rigt paa Bøger og Forfattere. En Mand, som kalder sig Jon Borgfirding, havde skrevet til Prof. Munch og bedet om at faae nogle af de gamle Skrifter, som ere udgivne her. Dette havde han ogsaa faaet, og nu har han til Gjengjeld sendt til Munch en heel Mængde af nye islandske Bøger. Jeg har bare seet nogle faae af disse Bøger, men de ere af meget forskjelligt Slags. Der var f. Ex. en Komedie, som kaldtes "Vefarinn med tolfkonga-viti" og som befandtes at være en Omarbeidelse af Holbergs "Politiske Kandestøber", saaledes at Kandestøberen er Væver og bliver ophøiet til "Alþingismadur og bæjarfulltrúi" istedetfor Borgermester; Advokaterne tale Dansk istedetfor Latin og citere Ørsted i Stedet for den romerske Ret o. s. v. For Resten have Islændingerne ogsaa en Sprogstrid, efter hvad der kan skjønnes af en Opsats fra Konr. Gislason i Bladet "Nordri", som jeg nylig har seet, da Gislason her taler i en lystig og spottende Tone om, hvorledes han for sin Skrivemaades Skyld (eller noget sligt) var nylig bleven dømt at være "sekr skógarmadr, óæll, [fotnote i trykt utgåve: (dvs.: úalandi) [Aasens merknad]. óferjandi, órádandi öllum bjargrádum." (En staaende Formel i Graagaas). Bemeldte Opsats var ellers en Kritik over en Afhandling af Gudbrand Vigfússon, den samme som for et Par Aar siden gjorde en Reise her i Landet og har beskrevet denne Reise i "Ny Felagsrit". I sidste Aargang af Felagsrit har Gudbrand givet et Udkast til en islandsk Grammatik, eller rettere, en Afhandling om den islandske Formlære. Dette er det, som Gislason har taget fat paa; og han har ikke taget fat med Lempe. Han begynder saaledes: Tala Gudbrands: "Nu eru nærfelt 40 ár, sidan Jakob Grimm ritadi hina nafnfrægu staffrædi sína . . ." Skil jeg þad! Grimm ritadi fyrir 40 árum, og er hann fyrir þad nafnfrægur ordinn; en einn kemur ödrum meiri, og hjer er jeg Gudbrandur Vigfúss sunr , og er Grimm mikill, en þó ekki annad enn lítilfjörlegur fyrirrennari minn!" Sagen er egentlig den, at Vigfússon har gjort adskillige ubegrundede Indsigelser imod Grimms System og villet sætte Islandsken over de beslægtede gamle Sprog; dette er det, som Gislason tilbageviser, idet han forsvarer Grimms System.
 
Vore bedste literære Nyheder ere dig vistnok bekjendte af Aviserne. Keysers kirkehistorie har du formodentlig allerede; jeg skal kun fortælle, at Slutningen vil udkomme omtrent som til Juul. Den bliver rost af alle og fortjener det vist ogsaa. Lange siger, at han er reent forundret over hvor nøie Keyser har gjort sig bekjendt med hver eneste Oplysning som findes fra Unionstiden; derhos er han ogsaa meget glad over, at Keyser bedømmer Personerne i Unionshistorien akkurat saaledes som han selv vilde bedømme dem. Lange's Arbeider i Unionshistorien skulle komme ud i Form af Annaler eller kronologiske Samlinger; men hvor snart de ville komme, er endnu uvist. Munch er reist til Kjøbenhavn og bliver der til Vaaren, som det hedder for at give en ny Udgave af Edda. Som bekjendt har Storthinget bevilget en Pengesum til Udgivelse af "Kildeskrifter"; men man har ikke været ganske enig om hvad Slags Skrifter, man først skulde udgive, da Lange og flere ville udgive enkelte Skrifter fra den senere Tid efter Kalmar-Unionen, hvorimod Keyser, Unger o. fl. ville først have de ældre Sager udgivne. Især har man stor Lyst paa at udgive Flatøyarboken i sin Heelhed, og Unger har nok allerede skrevet til Kjøbenhavn om at faae den store Kodex hidsendt, men det er vel uvist, om Danskerne ville sende en slig Skat ud af Landet. Unger holder ellers paa med at afskrive de gamle "Mariu-Sögur", et Værk, som skal være mærkeligt ved Sprogets Ælde og Reenhed. Forøvrigt har her nu været en lang Hvile i Arbeidet med de gamle Skrifter; saaledes er nok Fortsættelsen af "Stjórn" endnu ikke kommen i Gang, og Udgivelsen af den store Karla-Magnus's Saga synes ogsaa at være udsat til en senere Tid.
 
Blandt vore yngre Skribenter skulde jeg først og fremst omtale Hr. Bjørnson, da han nu i de sidste Dage er bleven en heel Karl, som man siger. Hans Fortælling "Synneve Solbakken" kom ud paa en beleilig Tid, da det nu var saa længe, siden man havde faaet noget nyt af det Slags, saa at Kritikukserne begynde at ængste sig for, at det kanskee var reent forbi med den vakkre Pode, som man kaldte "den unge fremblomstrende norske æsthetiske Literatur"; kanskee begyndte de ogsaa at angre paa, at de havde været for slemme mod den Stakkels Unge, saa det kanskee var deraf, den havde faaet sin Bane. Derfor vare de saa snilde denne Gang. Og saa fik man see en gunstig Anmeldelse i "Fædrelandet", og saa nyttede det ikke at mukke længere. I denne lykkelige Stund blev det lille Drama "Mellem Slagene" opført paa Theatret, og nu var der ingen anden Raad, end man maatte rose det. Andre Forfattere vide vi ikke stort om i den sidste Tid. Vinje har for meget at bestille, saa han frygter for, at der kommer lidet ud af hans paatænkte store Forfatterskab, da han synker mere og mere ned i Forretningsvæsenet. Botten-Hansens Anseelse synes at tiltage. Og saa er der opstaaet en ny Person med Navnet Ludvig Daae, som synes at stræbe efter Navnkundighed; det seer ud til at være en Mand med Talenter, men han har hidtil ikke skrevet stort, undtagen nogle Artikler i Nyhedsbladet. Det er da svært, hvor dette Navn kommer i Moden; før troede vi, at der var ikke flere end Granskeren og du, men nu have vi idetmindste een til. Men derfor behøver du ikke at blive ræd; du kan jo kalde dig "Ludvig hin mørske" eller noget sligt; dette er noget, som de andre ikke kunne.
 
De store Aviser omtaler jeg naturligviis ikke; derimod er der et Par smaa, som ventelig ikke komme til Søndmør, og som ikke fortjene det heller, nemlig Iagttageren og Friskytten.  Disse to Magter ligge nu i Strid, og deres Udgivere (Krag og Bastian) blive saaledes ilde tilredte af hinanden; imidlertid siger man, at det er bare Indsendere, som føre Striden; ja man fortæller endog, at det skal være samme Indsender, som skriver i begge Blade og saaledes morer sig med at skjæmme dem begge ud.
 
Her i Byen er ellers alt som sædvanligt, dog ikke alt ved det gamle; thi man seer idelig noget nyt, saasom nye Bygninger og nye Butikker. Dette Aar har blandt andet været meget rigt paa Koncerter og "Aften-Underholdninger". Foruden de store Koncerter have vi havt en lang Række af smaa; deriblandt ere Tyroler-Sangernes Koncerter som endnu ere at høre og ere meget vakkre. Til de vakkreste Ting, som have været at  s e e  her i Aar, henregner jeg de levende Billeder (Tableaux vivants) af Viti's Selskab paa Klingenberg.
 
Igaar var jeg ombord paa den nye Dampbaad, som skal til Søndmør. Den er ikke ganske færdig endnu. Det er et meget net Fartøy, og Søndmøringerne ville vist synes godt om det; men de ville blive rædde, naar de see, hvor smalt det er i Bringen; en slig Baad ville de sige, kan ikke taale Store-Baaren, "han æ for m`ykje laus´e paa Sjø'naa". Hvorvidt den ellers virkelig er "laus", tør jeg ikke sige noget om; jeg vil bare ønske mine Landsmænd til Lykke med den. Og saa vil jeg, at den skal hedde "Sunnmøre", ikke Søndmøre. Som en løs Anmærkning kan jeg tilføie, at vi lærde Mænd i Norskheden ere nu blevne enige om, at den Damp, som bruges til Drivemiddel, skal paa Norsk hedde "Eim", altsaa Eimskip, Eimbaat, Eimvogn o. s. v.
 
Jeg seer af Brevet, at du skal giftes til Vaaren. Jeg vilde ønske, jeg kunde have den samme Lykke. Men der er den forbistrede Omstændighed i Veien, at naar man skal have En med sig, saa faaer man bie, til man finder En, som v i l være med. Og det har jeg endnu ikke fundet.
 
Lev imidlertid vel og vær meget hilset. Beder at hilse Familien fra mig.
 
Kristiania den 5te November 1857.
I.Aasen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på RAO (jfr. merknad til Br. nr. 39) omframt serskild kladd. [slig<] ~ sligt.
 
- I brev 6. okt. 1857 talar L. D. om sakførararbeidet sitt som han mislikar, er elles mykje interessert i litteratur, skal snart gifta seg og rår I. Aa. til å gjera det same. Det vil vera «Skam og Spot, at jeg, som du har lært ABC, skulde være gift og maaskee faae Børn før dig». L. D. skreiv i fjor ei økonomisk avhandling og har planar om å skriva ein dissertasjon om «Leilændingevæsenet». Han skriv elles litt i avisene. L. D. har vore i Ørsta som han seier er «den bedste og frugtbareste Bygd paa hele Søndmør», men folket der er for konservative og kranglevorne. Frå baron Djurklou har L. D. fått tilsendt statuttane for ei «Forening» i Nerike. L. D. er litt skeptisk, likar ikkje at ein slær i hel «alle Huldrer og Nisser og Haubokker og Julegjeiter etc. etc. ved at forgive dem med Bogtrykkersværte». Men kven kan stø tiltaket? Ikkje embetsstanden som er så fri for «Aand og Liv, som kultiverede Folk paa nogen mulig Maade kunne være». Då er lærarane betre. L. D. vil høyra I. Aa.s meining om denne saka. På Sunnmøre vil nok L. D. få stønad til eit dampskipsselskap, men ikkje til «en saadan Sag som denne».
 
- Marie Landmark, jfr. merknad til Br. nr. 131 og Br. nr. 244.
 
 Halvor Tobias Heyerdahl (181288), jfr. merknad til Br. nr. 131, vart 13. okt. 1857 utnemnd til sokneprest i Byneset men tok ikkje mot, vart i staden utnemnd til sokneprest i Søre Aurdal 2. juni 1858.
 
 «Om Dannelsen og Norskheden»] jfr. merknad til Br. nr. 210.
 
 Kundskabsbog] påemna oml. 1852, går jamsides arbeidet med «Samanskaring» av synonyme ord, jfr. elles Br. nr. 218 og Br. nr. 227.
 
- Nils Gabriel Djurklou (18291904), folke-minnesamlar, embetsmann, forretningsmann m. m., heldt 7. juni 1856 eit foredrag med titelen «Några ord om svenska landskapsmålen» (prenta i Örebro 1856, 26 s., jfr. Lista nr. 334) i Nerikes preste- og lærarlag, gjorde opptaket til «Foreningen for folkspråk och fornminnen», skipa 1. okt. 1856, var her sekretær til 1866 då laget i røynda sovna. Det eksisterte i namnet til 1873. D. har skrive mykje om folkeminne, bygdeliv m.m. 
 
- Sending fra Djurklou] i udatert brev (som I. Aa. tok mot 30. april) skriv G. D.: «Ehuru för Eder alldeles obekant wågar jag dock öfversända hosföljande lilla arbete, dertill manad af den utmärkta werksamhet för Norges Folkspråk, Ni under en lång följd af år ådagalagt. Länge ifrande för mitt eget modersmåls, i folkspråken dolda skatter, war det dock först Edra arbeten, som satte mig i stånd att rätt bedöma dem, och som kraftigast eggade mig till werksamhet. I mig har ni således förwärfvad en okänd, men derföre ej mindre tacksam lärjunge, och såsom ett ringa bewis af den högaktning jag hyser for Språkforskaren Iwar Aasen nedskrifver jag dessa rader. 
   Det skulle wara mig kärt, att med Eder komma i brefwexling. Norska folkspråkens märkbara frändskap med de Swenska wida öfver de båda Folkens skriftspråk har högeligen förwånat mig, och likasom jag af Eder hoppats winna mången god upplysning i afseende på ett under händer hafvande arbete ofver Nerikes-målet; så tilltror jag mig att ur detta i utbyte kunna i någon mon gifva Eder ersättning derföre.». N. G. D. orsakar seg av di det er prentefeil i boka, og han ser fram til brevbyte med I. Aa.
 
 Dyrlund] jfr. merknad til Br. nr. 212.
 
- Jón Jónsson Borgfirðingur (18261912), bokbindar og bokhandlar i Akureyri, seinare i Reykjavik, samla mange bøker, brev, handskrifter m.m., gav mesteparten til Landsbokasafn, skreiv fleire bøker.
 
 «Vefarinn með tólfkóngaviti» av Sveinbjørn Hallgrimsson og Helgi Jonsson, jfr. Steingrimur J. Þorsteinsson: «Upphaf Leikritunar á Íslandi», Reykjavik 1943, s. 71 ff.
 
Sprogstrid] Guðbrandur Vigfússon hadde skrive «Um stafrof og hneigingar» i «Ný Félagsrit», 17. år, Kbh. 1857, s. 117166. Konráð Gislason skreiv eit motlegg, dagsett Kbh. 2. juli 1857, prenta i «Norðri», 5. år, 1857, 24. aug., s. 8184.
 
I. Aa.s sitat er ikkje bokstavrett. K. G.s framlegg til modernisering av isl. rettsk. slo ikkje gjennom.
 
 Guðbrandur Vigfússon (182789) historikar og norrøn filolog, stip. ved Den Arnamagnæanske saml., Kbh., 185566, seinare busett i England, 1884 prof. i Oxford, gjorde i 1854 ei ferd i Noreg (jfr. «Ferðasaga úr Noregi», i «Ný Félagsrit», 15. år, 1855, s. 183, omsett i Ill. Nyhedsblad s.å. i nr. 3140). I. Aa. tala med G. V. 9. juni (det ligg ein udat. lapp frå Unger til I. Aa. med innbyding til å møta G. V. hjå han), jfr. Br. nr. 218.
 
G. V. gav ut Cleasbys ms. (jfr. merknad til Br. nr. 130) til «An Icelandic-English Dictionary», 1874.
 
- Kirkehistorie] jfr. merknad til Br. nr. 200.
 
 Pengesum] ein søknad frå Lange og Unger 31. okt. 1856 om løyving til Dipl. norv. vart ikkje tilrådd av budsjettnemnda. I ordskiftet i Stort. 21. sept. 1857, vart det etter benkeframlegg av Joh. Sverdrup, mot 54 røyster, løyvt 1050 spd. til «at understøtte Forarbeider til og Udgivelsen af Kildeskrifter til Norges Historie» (jfr. Stort. Forh. 1857, bd. 1, s. 119 ff., bd. 8, s. 525 f., bd. 10, s. 82).
 
 «Flateyjarbok», bd. IIII, Chra. 186065, utg. etter off. tiltak [ved C. R. Unger].
 
 «Mariu Saga», utg. ved C. R. Unger, kom ut heftevis 186871.
 
 Bjørnson] står visst eig. Bjørnsen, jfr. elles merknad til Br. nr. 213.
 
- Ludvig Daae (18341910) stud. 1852, cand. philol. 1859, adjunkt i Drammen, 1869 universitetsbibliotekar, 1876 prof. i historie (jfr. W. Munthe: Ludvig Daae, Oslo 1944, og H. Koht: Historikar i lære, Oslo 1951, s. 25 ff.), hadde i Ill. Nyhedsbl. 1857, nr. 49 skrive ein biografi over «Albert Peter Larsen».
 
 Koncerter] jfr. merknad til Br. nr. 213.
 
 Dampbaad] heitte «Søndmøre» (jfr. merknad til Br. nr. 218), kom fyrste turen til Volda 18. des. 1857 (jfr. «Postbudet» 19. des. s.å., ruteplanen er prenta s. stad 12. des.).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008