221 Merknader til "Kirke-Salmebog. Et Udkast af M.B. Landstad", juni 1858

 
Psalmer.
 
Til Indgang.
 
I Jesu Navn. 1. V. Ve, Spe? 2. Han vil og dertil give Lykke, Gavn Maaskee Han vil os give Lykke til og Gavn. Eller, hvis Meningen er saa: Han give Lykke, at vi gjør med Gavn, hvad vi gjør efter hans Bud.
 
Søde Jesu vi er her. (Skulde helst udelades). 1. "omskjær" (uforstaaeligt og upasseligt). "i vore Sinde" (fremmedt). 3. "liflig klinge" (For løst).
 
Nu bede vi den H. A. "Kyrie eleis" oversat. 4. "ypperst" bedste, første. "Vil end Djævlen kive" vil end Fienden k?
 
Luk op o Gud mit Hjertes Dør. 3. Al Ære vær a. Æ. skee.
 
Hvor to og tre forsamlet er. 3. "med din Aands" med Aandens. "hjelp, lad lykkes" "lad det lykkes".
 
Løft op, løft op din Sjæl &c. (Maaskee udelades?) 1. hvis Miskund hans Miskund! 2. saa død og dorsk, et Skumpelskud. (Løst).
 
Op Salmesang og Harpe. (Er vel lang). 1. bær, Naadens milde Lære, de vakte Trøstens Bud (Noget tungt). 7. i By og Bugter, i Landets Bugter.
 
Herre jeg til dig indtræder. 2. Offer, dig behager, Offer, som dig tækkes.
 
See, nu i Dag er Herrens Dag. 4. "din Tjener, Gud, er saare svag", din Tjener er saa s. sv.
 
Sædvanlige Psalmer.
 
Alenest (Alene) Gud i Himmerig vær Lov bedre: skee Lov. Paa Jord er kommen nu Paa Jorden kommen er. 2. "vi love, prise, evig dig," vi bøie os og love dig. "Al Ting har du" &c. Al Ting du haver i din Magt, det alt maa frem, som er din Agt. 3. "med dyren Blod og haarden Død" (Mislig Form). 4. "for os vild Døden" som for os vilde. 5. "al Sandhed os" som Sandhed os.
 
Vi troe nu alle p. en G. Vi troe tilsammen. 1. "er i Kristo vor kjær Fader" i Krist er han vor F. 2. "som er hos Gud og sandt og vist, ligeGud", som er hos Gud sin Fader vist lig ham(?) opstod af Døde, himmelfor stod op af Grav, til Himmels foor.
 
Jeg paa Gud Fader. 1. den Himmel høi og Jord sin Himmel og sin Jord. 2. dertil Vid og Forstand med Vid og med Forstand. 6. (Kunde udelades).
 
O Fader vor i Himmerig. 2. "giv Lærdom reen" &c. vær selv din sande Lærdoms Tolk, frels dit forførde arme Folk. El. vend om dit arme svegne Folk. 8. thi ond er al vor Tid &c. thi ondt kan komme hver en Stund(?), "annam" modtag. 9. vor Sag er given &c. bedre: alt paa dit Ord &c.
 
Før Prædiken.
 
Herre tal, din Tjener hører. 3. stø og styrke kraftig styrke.
 
O Jesu see. 3. vor store Hungers Nød, her ligger Snee (bliver misforstaaet).
 
Tal Herre tal. og op fra Taaredal og fra vor T.
 
Saa mange vi er her til Mands. (Udelades?)
 
Efter Prædiken.
 
Nu er os Gud miskundelig. "Nu takker, Gud, og lover dig" (er en meget ubekvem Form). 2. maa dine Ord vel sande den maa dit Ord v. s. 4. Ære vær Gud Ære skee G. (Lov være, Tak være). "deslig" saa og. "og lovet vær" og ligesaa.
 
Hold oppe, Gud, hos os dit Ord. Hold oppe hos os, G. 2. syn (bekvemmere: ) viis.
 
Hjelp Gud, at vi den Naade faa. 1. Guds Forbund aldrig at vi Guds Pagt ei bryde.
 
Tak for Guds Ord. 2. vi skjæres bort, rykkes b. "og finde Havn, komme hjem i Jesu Navn" (Falder noget stivt).
 
Slutning.
 
Guds Ords Lære, Bøn og Sang. Ordets Lærdom, Bøn &c. 1. for hver Brøst &c. for at han vort Savn har &c. 2. hver til sit Hus, til hver sit Hus.
 
Det lakker nu til Aften brat (bradt). 4. "paa Sekter meer" (Mk.: Frafald, Søndring, Tvistemaal). 6. staa derfor bi vær derfor med; hjelp derfor selv, el. desl.
 
Ak bliv nu her med Naaden (Maaskee udelades). M: 1. gaa med Graaden. 3. lives op maa Sansen.
 
Til Messen nu at ende. Til Bønnen her at ende; el. Til Herrens Bøn &c (?). 2. "alt hvad vi har" hvad selv vi har. 4. Udvalgte, kanskee bedre: Udvalde. "de fire Dyr" (noget ubekvemt).
 
Herren vor Gud og Skabermand. 2. sit Ansigts klare Lys sit Aasyns kl. L.
 
Herre, signe du og raade. Ansigts Naade, bedre: Aasyns Naade.
 
Vor Herres Jesu Kristi Fred. (Forslag til en Variant: Herren give os sin Fred nu og i al Evighed; Gud dem trøste, en og hver, som i Sorg og Sygdom er; Gud see til sin Kristenhed, Riget og vor Øvrighed; Gud os give Salighed).
 
Til Slutning vi alle befale os Gud. V. 2. udelades. 3. "Gud bøde vor Brøst og den bære." G. b. de Savn, som vi bære (den Brist som vi bære).
 
Saa vil vi nu sige hverandre Farvel. 1. "vær med Eder," over Eder. udvandre udtræde. 2. kjæmpe stride.
 
Daaben.
 
Helligste Treenighed. 2. "Fosterfar". En saadan forkortet Form synes at skade, da nemlig den høitidelige Tale altid kræver de fuldkomneste Former, som Sproget har.
 
Kommer hid kun med de Smaae. 4. "lukker i" lukker til, stænger til. "for hver den som bryster sig" for den som hovmoder (ophøier) sig og ei Barn vil være lig (?).
 
Gud Fader hør i Dag vort Raab. (Melodien feil angivet). 3. Og du o værdig H. Du værdige Gud Helligaand (?) Eller: Herre du værdig' H.
 
Kjære Jesu her vi staae. (Maaskee udelades). 4. Skab nu Lys Giv det Lys. 5. udelades.
 
Gud skee Lov, som vel har gjort. 3. Gjem den, Barn, udi &c. Barn, saa gjem den i. 7. Vær nu from &c. bliv nu from som du bli'r stor (?), vær Forældrene til Glæde.
 
Fader og Moder og Søskende smaa. 3. "Deres smaa Engle" burde maaskee ombyttes med noget andet.
 
Paa Jesu Bud Guds Tjeners Haand. (Noget tungt). 3. og vækker baade Mand og Viv, han vækker. 4. Han Forbund gjør &c. han gjør med os en hellig Pagt "og love troe" og love Tro (?).
 
Spørger du hvad Daaben er. 1. "og Guds Aand ham bader" (synes dunkelt. Maaskee det kunde staae som hos P. Dass).
 
Jeg veed, at jeg et Vredens Kar. 1. Bethesda Dam Helbrednings Dam (?). 4. V. udelades. I 5. V. skrives rettere: Tvæt og: Surke. 6. Ranke Vinstok.
 
Vandet i Bethesda Dam. (kunde maaskee udelades). Bærer da til Fonten frem. (Ligesaa).
 
Hellig Aand, o du som steg. 4. "bæres som Guds Børn (?) bort" som Guds Børn vi bæres bort.
 
(Sangene om Daaben maaskee for mange).
 
Konfirmationen.
 
Jeg er frelst og dyrekjøbt. 2. "erklæret", bedre: optaget, tilkaldet, vedkjendt sig, el. desl. 4. fra dit Ansigt, Aasyn.
 
Lad denne Dag, o Gud vor Gud. 1. Ansigt Aasyn. 2. oprigtig trohjertig, alvorlig, af Hjertet. 3. oprigtig Aand alvorlig (retvillig) A. 4. i Hjerte, Sind og Tanke ret fast i S. og T.
 
Den unge Skare knæler ned. 1. din Naadegjerning krone dit Naadeværk du krone. 2. o tænk paa dem, o mindes dog at hvor det gaar, de mindes dog, du skrev dem ind &c. ( ? ).
 
I dag vor Herre pryder. (Kan maaskee udelades).
 
Den bedste Tak vi har. (Kunde udelades).
 
De som indviet vorde. (Maaskee udelades).
 
Den som er tro til Ende. 1. "og mangt i Prøvens Dal" i denne Pr. D. 2. udelades. 3. "om kjæmpes skal til Blod" burde vel forandres. Nogle Ord ere noget fremmede, som: kjæmpe, dæmpe, annamme.
 
Jeg takker Gud af Hjertens Grund. (Maaskee udelades).
 
Jeg viet er til dig. (Maaskee forkortes eller udelades).
 
Skriftemaal.
 
Kyrie eleison. (Bedst oversat. "forbarme" Jf. miskunde (som er norsk).
 
Alene til dig, Herre Jesu Krist, Til dig alene, Herre Krist. 4. Gud Fader Lov og Ære vær. (Denne Forkortning af Konjunktiv (være) er altid noget mislig).
 
O Sjæl hvor blev de gode Ord. 2. "men med hvad Hjerte" &c. m. m. hvad Følge, el. Virkning. (Saadanne Sange synes ikke ret passende til Kirkesange, men heller til Huusandagt).
 
Jeg arme Synder træde maa. (Kunde vel forkortes).
 
Ve mig at jeg saa mangelund. 4. "saa stor, o store Gud, du er" (Burde forandres). 6. Verdens Mask. M: Gave, Gjæstning, Værtskab? 7. "Ormeføde" et Ord som har været altfor meget brugt og i Grunden er feilagtigt baade i Form og Betydning (da nemlig "Orm" (dvs. Maddik) neppe kan leve dybt nede i Jorden).
 
Herre Jesu Krist, from, mild og god. Min Herre Krist, saa mild og god (Sidste Variant synes bedst).
 
Saa tung som Muld. (Kan maaskee udelades).
 
Jeg arme Mand, jeg arme Synder. (Ligesaa).
 
Nu Gud skee Lov af Hjertens Grund. 1. "for Løsningsordet her, som lød
med Rod i Jesu d. Død" burde maaskee forandres. 2. "Dit Ord sank mig i
Hjertefavn" (?), ligesaa.
 
Før Natverden.
 
Dyre Bord som Jesus dækker. 1. "hans Blods Bæger" maaskee: Livets Bæger, el. Pagtens Bæger. 3. hent mig, tag min Syndebyrde &c. Maaskee: kom, tag af min Syndebyrde, lad mig, før mig, gode Hyrde, til din Havn frelst og fri. 4. Maaskee: Vær mit Lys; jeg gaar i Mørke; vær min Kraft; jeg savner Styrke. 5. "dig" som Riim paa "ei" burde forkastes.
 
Gud Helligaand jeg flyr til dig. 4. med Naade det berøre med Naade du det røre. "at det i Andagt, Tro og Bod &c. maaskee: at det med Tro og helligt Mod ved Jesu sande o. s. v. 5. "det rette "Skjel" (Skil), maaskee bedre: Skjøn. 7. annamme modtage.
 
Du Livsens Brød Immanuel. 4. annamme modtage. 5. Læ og Ly Naadens Ly (?)
 
Stat op med Fryd og tag imod. 2. "dog kast først bort" (haardt) Dog først læg af. 3. "du skal, mit Hjerte, være jo" (for kunstigt), maaskee: it glade Hjerte være skal hans Bosted som hans Bryllupssal, hvor han vil evig blive.
 
En fattig Gjæst du seer o Gud. (Kan vist forkortes).
 
O Jesu for din Alterfod. (Kunde maaskee forkortes, saa at 2., 3., 5. og 6. V. gik ud). 3. "bodfærdig til sin F." bodfærdig hos sin Fr. til Disk og Dug fremtræde. 8. sidste Linie: for mig og alle dine (synes bedst). 9. naar Synden vilde kvæle naar Synd os vilde.
 
En Vandringsmand jeg tørstig staar. (Forkortes?). 3. "naar du har sagt mig om min Synd" burde forandres, men maaskee 2. og 3. Vers kunde udelades.
 
Guds Venner kommer[,] kommer dog. (Maaskee udelades).
 
Vi komme, Herre Jesu Krist. 2. "ved din Aands Kraft". ved Aandens
Kraft.
 
Træder nu til Herrens Bord. 3. hans Blods Bæger Livets B., el. Pagtens Kalk den.
 
Under Natverden.
 
Jesu, din Ihukommelse. 1. Sidste Deel maaskee: men allersødest dog det er, naar du er selv saa nær, som her. 2. "end Jesus, Jesus" maaskee: end Jesus Herren (el. J. Frelser). 3. de søgende saa mild og god mod alle søgende saa god(?) 6. Jeg søger naar til Sengs jeg gaar. (Hvis man kunde bruge det gamle "Fund", vilde her være en god Leilighed f.Ex.: Jeg søger seent i Hvilens Stund i hellig Stilhed til hans Fund). 7. Jeg fylder Graven op med Graad Jeg væder Graven med min Gr. 12. O Jesu Kjærlighed hvor kjær. (Burde forandres). 16. O du Barmhjertighedens Mand bedre i Varianten: Du himmelske Miskundheds Mand. (Dog er det slemt, at Tonen falder paa Stavelsen "kund"). 21. han kjender dig og siger Tak. (Synes for mat). 25. Jesus den største o. s. v. (For Tonens Skyld burde man kanskee her, og paa flere Steder, sætte "Guds Søn" eller noget andet i Stedet for Navnet "Jesus"). 27. "Sjælesuk", kunde ombyttes med et andet. 28. "de Dage svandt" (burde forandres). 32. forunderlig hvor den er sød. (Ligesaa). 35. Jesus Guds Søn. 37. din Ynde Andres d. Y. Alting (el. deslige). 38. Frydestund. (Bedre Glædestund, Høitidsstund). 43. Dydens Drot Himlens Drot, el. Magtens? 46. dit Ansigts Fred dit Aasyns Fr. 48. o Gud skee Lov evindelig Gud være Lov ev.
 
Efter Natverden.
 
O Jesu dig Taksigelse. 2. Verdens-Aaget Verdens Trældom? 4. Frydesal Glædesal.
 
Gud mit Hjerte Tak dig sender. 1. har i Jesu Hvile, Trøst h. i J. Fred og Trøst(?) 4. mig dit Faar bevar i dig hold mig som dit Faar hos dig(?) Vandring giv til Velbehag led mit Liv til dit Behag.
 
Vær tilfreds min kjære Sjæl. (Kunde maaskee forkortes, om ikke udelades).
 
See nu er Sorgen slukket. 2. Døden pakker hjem. ( Synes for "plat" ) 3. Varianten bedre. 8. bænke, skrives rettest benke. (Eg. beinka).
 
Lovsange.
 
Kom hid I Folk, i Landet bo. 4. "at du er alles Fader ret, som skabt og fød er vorden". Tung Ordføining. 14. "i Dalen voxer Hør og Halm". Mon ikke dette "Hør" er en Trykfeil for H ø e, altsaa Hø?
 
Op, al den Ting, som Gud har gjort. 3."Himmel-Scepter" er vel vanskeligt at forandre.
 
Op, alle som paa Jorden bor. 1. V. Her vilde jeg foretrække den gamle Form. ( Hos Guldberg). 3. "naar eget Raad gik sundt". Formen "sundt" er rigtignok norsk og velkjendt, men det er dog en nyere Form i Stedet for "sunder" (i sundr), og det er tvivlsomt, om den kan optages som normal.
 
O, at jeg havde tusind Munde. 2. "Firmamentet" Himlens Hvælving? (Himmelhvælvet) .
 
Lover nu Herren. 3. "Kyllingen ind til sig tager". Billedet synes at komme for pludseligt.
 
Den Luft, hvori vi gaae. Denne bør, efter mine Tanker, udelades. Udmalingen af en Tilstand, som kun skulde finde Sted hos det første Menneske og ikke hos andre, synes ikke at høre hjemme i en Lovsang.
 
Mit Hjerte skal brænde &c. 7. "som jo til den sødeste Glæde omvendes". Dette "jo", som er os fremmedt, burde vistnok overalt ombyttes med "ei".
 
Denne er Dagen, som Herren har gjort. 1. "jaget den truende Fare paa Port". Burde forandres, blandt andet fordi at Udtrykket "jage paa Porten" er os fremmedt og passer kun til Byernes Skik og ikke til Landets.
 
Nu Gud skee Lov og Tak. 3. og 4. Vers kunde maaskee udelades.
 
Jorderig raabe for Herren med Glæde. 4. "Ære vær' Gud". 5. ligesaa.
 
Dette "vær", i Stedet for være, forekommer mig altid noget stødende.
 
Hele Verden, syng for Herren. 1. Vers synes mig at have visse sproglige Mangler; blandt andet har jeg noget imod Ordene "Forbund" og "Frydeskrig".
 
For Herrens Stol i Himlen staar. 4. "Vi stamme paa den paa vor Gang".
Dunkelt, da det staaer for langt fra Indledningen.
 
Første Søndag i Advent.
 
(Psalmerne til denne Dag synes at være for mange).
 
Paa Jesu Død og blodig Saar. Kunde maaskee udelades.
 
Kom du Folke Frelser sand. 4. "skynder til" bedre: haster til. 5. Himmelfart, mere norsk: Himmelfærd. (Uagtet de store Navne kunde denne Sang maaskee alligevel udelades).
 
Hvorledes skal jeg møde. 2. "Mit Hjerte dig til Ære skal grønnes som en Skov". Sammenstillingen af Hjerte og grønnes synes at støde.
 
Gjør Døren høi, gjør Porten vid. 2. "hans Herskerstav Barmhjertighed". Maaskee bedre: er Miskundhed. "Miskunn" er nemlig gammel Norsk (miskunna dvs. overbære, oversee eller ikke regne Ens Feil), medens derimod Barmhjertighed er taget af Tydsken. 4. "O vel det Land". Vedtegnet "sæl". Hvis ikke "sæl" skulde ansees som alt for "nyt", vilde det vist gjøre en bedre Virkning end "vel". Imidlertid kan dette "vel" ogsaa forsvares som et forkortet Udtryk for "vel er det for den" o. s. v. ligesom det tydske "wohl dir!"
 
Kom du sagtmodig Konge kom. 2. "du fridde os". Bedre: fried os. Verber, som dannes ligefrem af Adjektiver, pleie sædvanlig i Norsken have Formerne: ar (a') og ade (a'), saaledes ogsaa: friar; han fria' seg (for friade). 4. "steg ned og stod al Persen ud". Dette "Persen" er maaskee en Skrivfeil?
 
Op op mit arme Hjerte. 3. "gjør Satan taus og rædd". Dette "taus" burde saavidt mueligt undgaaes, da det baade er en meget forvansket Form og desuden har en slem Lighed med et andet Ord.
 
See Natten flyr og Dagen gryr. 3. "i Troen ham modtage" som ham i Tro modtage? Maaskee den hele Psalme burde udelades.
 
Guds Dag er runden op saa klar. 7. og 8. Vers kunde vist udelades, da nemlig Formaninger sjelden passe rigtig til Sang; og jo mere de gaae ind i det Specielle, desmindre passe de (efter mine Tanker), ialfald i Kirkesangen.
 
Anden Adv. S.
 
O vaagner op af Verdens Drømme. 3. "O bruger dog Forsigtighed". Jf. Varsomhed. "Forsigtighed" er baade fremmedt og synes alt for kunstigt for en alvorlig Sang.
 
O Menneske, som troer og veed. Hvis det ikke skulde synes ubetimeligt, vilde jeg her tillade mig en liden almindelig Bemærkning. At den yderste Dom omtales og beskrives med Skriftens Ord, er vistnok ganske i sin Orden; men jeg synes at der stundom tales formeget om Verdens Ende. Denne Verdens Undergang er vistnok en stor Ting, men Betragtningen deraf synes dog ikke at virke saa meget, som man skulde tænke. Derimod er der en anden Betragtning, som altid maa virke paa Mennesket, og det er Tanken om det enkelte Menneskes Undergang, om D ø d e n, fordi man altid kan vide, at den Ting kommer sikkert, og at den kanskee ikke er langt borte.
 
Midt igjennem Nød og Fare. 1. "dog det bliver let at glemme første Øieblik derhjemme". Burde maaskee forandres, da Meningen her bliver noget dunkel.
 
Jeg løfter op til Gud min Sang. 3. "Naar Figentræet skyder Blad" Billedet bliver kanskee her noget dunkelt.
 
Løft op dit Hoved al Kristendom. At de omstregede Vers udelades, er vist godt; men kanskee der ogsaa burde udelades noget mere.
 
3. Adv. S.
 
Hvor Guds Tanker ere fulde. 3. "Evangelium prædikes". Mangel i Rimet.
 
Et trofast Hjerte Herre min. 1. "Paa Korset sloges du ihjel". Synes ikke rigtig at passe.
 
Det gamle Adams Sind. 5. "og rart om man en Gang om efter ham vil see". Udtrykker ikke Tanken fyndigt nok. 9. "da vringler Sjælen vild". Dette "vringler" er ikke noget godt Ord. (Bedre vingler). Jf. tumler, løber, vandrer.
 
4. Søndag.
 
Store Gud og Frelsermand. 1. "Fader slig, i Himlen bor &c.". Slutningen huer mig ikke rigtigt, skjønt den vistnok er bedre end hos Kingo. 3. "til en Skosvend" at for Skosvend, el. at som Skosvend.
 
Op thi Dagen nu frembryder. 7. Istedetfor "reven" og "bleven" kunde maaskee sættes revet og blevet.
 
Op glædes alle glædes nu. 3. "varde". Maa hellere skrives "vare", da denne Form godt kan forsvares. Jf. vara seg, og Subst. Vare, tage Vare paa (Ogsaa Isl. taka vara á).
 
Bort med al syndig Glæde. 2. "Det er: samdrægtig være". Maaske bedre: Saa lad os enig være. 4. "Velan". Dette "velan" burde saavidt muligt undgaaes, da det seer saa fremmedt og kunstigt ud.
 
Fra Himlen høit jeg kommer her. 8. "I det Elende ned til mig". Maaskee bedre: i denne Fattigdom, el. deslige. 12. Men saa den Sag du rettest fandt &c. Her synes jeg at den forhen trykte Bearbeidelse er bedre, nemlig: Men saa har det behaget dig den Sandhed at forkynde mig. 14. "For da er jeg saa glad, saa glad". En saadan Gjentagelse af et Ord burde vel helst undgaaes, da den (som mig synes) oftest svækker Virkningen.
 
Et Barn er født i Betlehem. 4. "Myrra". Her er det maaskee bedst at beholde Skrivemaaden "Myrrha", for at det netop skal see ud som noget fremmedt og ikke forvexles med noget hjemligt Ord. 9. "For somme nu den Naadens Tid". Maaskee Skrivfeil(?) Saavidt jeg mindes, gjentager man stundom tre Stavelser og stundom fire.
 
Juledag.
 
Den signed Dag er os nu teed. 1. "sked" er en Form, som der kan være adskilligt at udsætte paa. Imidlertid vilde det ikke være saa farligt at sætte "skeet" som Riim paa "teed", da man nu engang er vant dertil. 2. "Planeter al' og Stjerne". Maaskee: og hver Planeet og Stjerne. 3. "som Rosen spring af Liliegreen". Maaskee bedre: sprang, nemlig i konjunktivisk Betydning: skulde have sprunget. 7. "Brot" vilde her passe fortræffeligt; men det stikker noget slemt af imod Brud, Brøde, brudt, brudden og bryde.
 
Af Høiheden oprunden er. 4. "Dit Ord, din Aand, dit Legem, Blod". Falder for tungt. "Jeg er Bruden". Dette Billede af Brud passer, som mig synes, kun der hvor man tænker paa den hele kristne Menighed, eller hvor det er tydelig angivet, at det er Kirken eller Menigheden, og ikke en enkelt Person, som det gjælder. Men i denne Psalme, for øvrigt saa inderlig vakker og høitidelig, gaaer nu engang dette Billede heelt igjennem, og det er vel vanskeligt at faae ind nogen Antydning af, at det er Menigheden i sin Heelhed, som taler. 5. "o Herre Gud for Ære". Dette Udtryk er maaskee vel simpelt, eller rettere sagt, det har maaskee for liden Grund eller Berettigelse i Sproget. Kanskee bedre: o Gud hvor megen Ære.
 
I denne søde Juletid. 5. "som klingede i Englekor". Uheldigt Sammenstød af Vokaler. Maaskee bedre: som fordum (el. engang) klang i E.
 
Mit Hjerte altid vanker. 3. "Guds væsentlige Ord". Dette "væsentlig" er noget fremmedt og for kunstigt.
 
Synger for Herren og leger. Skulde ikke Linie-Delingen her være den samme som i Psalmen: Lover den Herre den mægtige Konge med Ære?
 
Fra Fjord og Fjære. 1. "et Ære være". Synes for kunstigt. "kling Glædens klare Glød". Burde vistnok forandres. 4. "Myrra". Kunde maaskee ombyttes med noget mere bekjendt. 5., 6. Ved Talen om Iis og Snee ville maaskee nogle komme i Tvivl, om dette skal forstaaes egentlig eller figurlig.
 
Fra Himlen kom en Skare stor. 2. "som Ordet gaar af Mikka's Mund". Her synes noget at støde.
 
Her er det nye som paa Jorderig skedte. skedde. 3. Herren er her, Herren er nær. Her synes "nær" at burde staae først.
 
Vi synge Frydekvad. (Maaskee udelades). 3. "Hvor er Gud F. snil". Bedre mild.
 
Nu er Frelsens Dag oprundet. 4. "Jorden hviler taus og stille". Om Ordet
"taus" er før talt.
 
Hvordan takke vi vor Herre. 4. Lyset er . . . kommen, og: Har . . . fornummen bør rettes. De ældre Forfattere have ofte havt et saadant Hang til at sætte Particip paa en i alle Kjøn, rimeligviis efter Tydskens Exempel.
 
Den yndigste Rose er funden. 7. Vers burde forandres, hvis det ikke kan udelades. 8. Vers ligesaa.
 
Min Sol min Lyst min Glæde. 6. "Du skal ei bruge Svøbe". Bedre: Du trænger ei til Svøbe.
 
Lovet Gud i Himlen bor. Kan maaskee udelades.
 
Søde Jesu Festens Fyrste. 3. "De belo ham". Skrivfeil for: beløi?
 
S. mel. Jul og Nytaar.
 
Til Guds Huus velkommen vær. Kunde maaskee forkortes.
 
Et helligt Liv en salig Død. Maaskee udelades.
 
For dig o Herre som Dage kun. 3. Kunde ikke Tallene her forandres til Sytti (el. Syv gange ti) og Otteti?
 
O du min Immanuel. 3. "er os, Halleluja, nær". Synes at trænge til en Forandring.
 
Til Ende Aaret haster. 4. "de forbigangne Aar". Maaskee: de alt fremfarne Aar, el. deslige. (For et renere Sprogs Skyld).
 
Aar efter Aar vi see at sænke. Kunde maaskee udelades.
 
Guds Godhed vil vi prise. 2. Mad, Drikke, Klæder, Livet, Rig, Fattig o. s. v. En altfor tæt Sammenstilling. 6. "vi bede dig saa saare, giv os et frugtbart Aare". Saa kjendt og tilvant som dette Vers er, burde det dog maaskee alligevel forandres noget, da det i sproglig Henseende ikke kan forsvares.
 
Nytaarsdag.
 
Stemmer alle op at sjunge. 4. "tusinde uddeelte Gaver" tildeelte, meddeelte.
 
Nu Gud skee Lov som er os blid. 5. "velan I Kristne, freidigt Mod". Et Par fremmede Ord. Jf. trøstigt Mod.
 
Nu velan, et freidigt Mod. Samme Udsættelse.
 
Dit Navn o Jesu, nævnes her. 6. "Som Ild gjør alt til Endring blødt". Forslag: Som Ilden gjør det haarde blødt.
 
O Gud som Tiden vender. Kunde maaskee forkortes, saaledes at det meste "eenskilde" eller specielle (f. Ex. om Kongen og hans Folk) kunde udelades.
 
Saavidt som Solens Straaler stige. 1. "annamme" modtage, el. deslige.
 
Gud være Tak som tog os fri. 1. "sandsed" kjendte, mærked.
 
I Jesu Navn med godt fra Gud. 5. Vers kunde vel ogsaa udelades. 6. "Gud benke alt, er bøiet stygt". Bør vistnok forandres.
 
 Søndag efter Nytaar.
 
Frisk op min Sjæl, forsag dog ei. 1. "Er Korset svaart" er Veien haard? 3. "Trods Djevel dig, og Verden med". Synes at trænge til en Forandring. 4. "en saadan Tokt" i saadant Aag? 5. Ved Ordet "far vel" kunde være noget at mærke.
 
Guds Søn er kommen til os ned. 4. "forinden makkestukket" burde vel forandres. Sangen er ellers meget prosaisk og kunde vist udelades.
_________
 
Enkelte Ord.
 
Ædder, bedre: Edder. brat: bradt (braadt). skjer, adj. bedre: skjær. fridlig, bedre: frilig. skjedte: skedde (skeede).
 
Vækst, vokse o. s. v. maaskee bedre med x.
 
Vokalfordobling vilde ofte være god, saaledes: foor, seet, skeet, foreente.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på UBO i brevsamling nr. 182.
 
- Ei samanlikning mellom I. Aa.s merknader og den prenta «Kirke-Salmebog. Et Udkast af M. B. Landstad», Chra. 1861, syner at L. i mange høve har teke omsyn til I. Aa.s kritikk, anten ved å nytta 1. Aa.s framlegg eller ved å velja ein heilt ny versjon.
 
- Sjå elles merknader til Br. nr. 198 og Br. nr. 263.
 
- Den 12. juli 1861 skreiv M. B. L. til I. Aa.: «Uagtet De vel allerede er kommen i Besiddelse af Udkastet til Kirke-Salmebogen, tillader jeg mig herved at oversende Dem et Exemplar for med det samme at takke Dem for de Vink og den Veiledning, De til Sagens Fremme har ydet mig under Udarbeidelsen. Hjertelig Tak derfor! 
   Bogen burde sakte havt et staseligere Bind, naar den saaledes bydes og bringes, men jeg har den nu ikke anderledes, og trøster mig med, at det Ydre dog altid er en underordnet Sag. Maatte kun det Indre være kjernefuldt, sundt christeligt og godt! Jeg har strævet derefter, men at jeg ikke har tilfredsstillet mig selv er ganske vist; jeg tør derfor heller ikke vente at have tilfredsstillet andre. Jeg er belavet paa at faa høre onde Ord. Tildeels kan de vel ogsaa være fortjente. 
   Bestræbelsen efter at faa det Unorske og Tydske bort har, som De vil se, ikke altid lykkes; jeg har maattet indskrænke mig til at minke paa det. Blandt de Ting, som jeg venter mest at faa høre ilde for, er Brugen af nogle norske Ord, og at jeg med Hensyn til enkelte Ord har tilladt mig at restituere Formen (stræve, vyrdes, hyse o. fl.), samt at jeg, hvor der i en given Salme stod et gammelt godt norsk Ord, har ladet det blive staaende (f. Ex. før i No 474,4 V. o. fl. [,] fige (fika) har jeg derimod ikke turdet beholde) og tillige benyttet et saadant tidligere i Salmer forekommende Ord paa flere Steder f. E. tarv, der oftere forekommr i Formen tør, (se No 145,1 V.) og frid, der tidligere findes i flere Salmer saasom No 15, 3die V. No 16 sidste V. No 529, 5 V. etc. Jeg kan ikke skjønne andet end at dette maatte være tilladeligt. Selv synes jeg, at jeg har været sparsom i Benyttelsen af norske Ord, men de vilde vist alligevel synes visse Folk at være baade for mange og ufyselig stygge. 
   Det er i denne Henseende uheldigt, at de Mænd, som komme til at udøve størst Vægt ved Afgjørelsen om Bogens Brugbarhed, nemlig vor Geistlighed ligefra den største til den mindste Præst paa faa Undtagelser nær Bisperne og det theologiske Fakultet ikke at forglemme ere Hadere af Folkesproget og Ord, hentede derfra, klinge vederstyggeligt i deres Øren. (Om ikke Hadere af, saa dog uden Skjøn paa Sagen.) De, som arbeide med Bibeloversættelsen, stride nu her pro aris & focis, idet en Indrømmelse fra dem i dette Stykke er en Selvanklage. De seer saaledes, at Sagen fra denne Side betragtet, staar ilde, og her trænges Hjælp. Jeg venter mig denne især fra Lægfolket, til hvem mit Haab staar, og ønsker meget at noget Vidnesbyrd fra saadanne vilde fremkomme. En Deel af disse er jeg dog bange for, nemlig de saakaldte «Opvakte», eller Opskræmte; for dem vil norske Ord af Folkesproget synes en Vanhelligelse. Det synes ogsaa at være et ildevarslende Tegn, at Bogen endnu ikke, saavidt jeg har seet, nogensteds er omtalt som udkommen med et eneste Ord. Enhver er bange for at kaste den 1ste Steen, tænker jeg. 
   Idet jeg fremdeles regner paa Deres Velvilje og Interesse for Sagen, vilde jeg gjerne bede Dem yde Deres gode Bidrag til at forsvare den sparsomme Brug, jeg har gjort af Folkesproget, forsaavidt De finder den tilbørlig. Der er vistnok adskillige Inkonsekventser, de ere ikke saa lette at undgaae. En Deel af disse saavelsom en Mængde Trykfeil haaber jeg at faa Anledning til at rette i et nyt Oplag, som snart antages fornødent. De virkelige Feil i Benyttelsen af Ord og Former vilde være mig kjært at blive gjort opmærksom paa.»
 
- Av Aasens dagbøker for juni 1858 ser ein at han har halde på med Landstads salmeutkast. Aasen skriv: 15. mai «Besøg af Landstad»,
 
3. juni «Besøg af Landstad med endeel Psalmer til Gjennemsyn»,
 
12. juni «Færdig med Landstads Psalmer».
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008