223 Or Landsleigebolken i Magnus Lagabøtes Landslov, 3.10.1858

Omsetjing og merknader. Vellegg til brev til Maurits R. Aarflot, 3. 10. 1858.
 
Kap. 29.  Om lovlige Gjærder og Delinger .
Nu skal man skifte Gjærderne efter Jordernes Størrelse og alt Aavirke. [Fotnote i trykt utgåve: Dette Aavirke (G. N. ·verki) har været forklaret paa forskjellig Maade; dog synes det
rimeligst, at det her maa forstaaes om Jordernes Forraad af Skov eller Gjærdefang.] Nu er Gjærde Grandernes Forliger; det skal  man gjøre saa høit, at det naaer op under Haanden paa en middels Mand. Men da er et Gjærde gyldigt, naar der er en Alen imellem hver Stør, og hver tredje er Støtte eller Sidestør (Hjaastaur), og hele Gjærdet er forsynet med Kant [fotnote i trykt utgåve: I den gamle Lov hedder det: "ok jadradr allr", d. e. og kantet overalt. En enkelt Afskrift har "jardadr", d. e. jordet; og derfor har man ogsaa oversat det med "jordfast". Men den gamle Frostathings Lov har denne Bestemmelse endnu tydeligere, da det her hedder, at  det Gjærde er gyldigt, som er en Alen imellem hver Stør o. s. v. ok jadarr er yfir, d. e. og som der er Kant over. (Norges gamle Love, I. 246). Denne "Jar", eller Kant maa formodentlig være en vis Indretning, som endnu bruges paa enkelte veirhaarde Steder, nemlig en Rad af Stænger, som man lægger ovenpaa Riisgjærdet, og binder fast til Størerne.] og saa tykt, at man ikke kan kaste en Buløxe igjennem; de Gjærder ere gyldige efter Loven. Og skal enhver have gjærdet sit Gjærde efter Loven til Korsmesse om Vaaren, og hver have Ansvar for sit Gjærde til Vinternætterne, nemlig for det, som staaer omkring Hø eller Korn. Men det er et andet Slags Gjærde, som hedder "Rimagard" (eller Remegjærde); deri skal være fire Langtræer (Rimar) og dertil Tværtræer eller Opstandere (Okar) paa Enderne, og skal man fæste det saa fast ved Baand, at det ikke falder ned for Vind eller for Bofæ. Det er det tredie Gjærde, som hedder Skidgard; det skal man holde i Stand efter Sædvane paa de Steder, hvor der er godt for Ved. Det er det fjerde Slags, som man kalder "Hagfellegard", og som Folk have til Mærkegjærde imellem sine Eiendomme; det skal man gjøre saa tykt, at intet Fæ gaaer igjennem; da er det gyldigt. Nu om Vand eller Myr eller andet Ulænde gjærder om Mændenes Eiendomme, da skal man have det til Gjærde, saa længe som det duer. Men hvis Fæ gaaer derover, da skal hver holde Gjærde om sin Ager eller Eng og bøde den Skade, som Fæet gjorde hans Grander for hans Vangjærdings Skyld.
 
30. Om Granders Grindegjerd og Stævner.
Nu om alfare Veie løbe til Gjærdet, da skal der være Led paa og Grind for, og i den skal være fire Langtræer og to Tvertræer og Korsbaand paa; da er Grinden gyldig. Saaledes skal man sætte Grinden, at den løber selv tilbage eller lukker sig selv. Men om nogen Mand skyder Grinden op, og der gaaer Fæ i Ager eller Eng, da bøde han den Skade, som gjort var, og Landnaam ovenpaa til den, som Kornet eller Høet eller Græsset eier. Men om han hugger Grindestolperne eller bortvælter Stenen, som ligger ved dem, og staaer Grinden derfor aaben, da bøde han al den Skade, som der bliver gjort og Landnaam ovenpaa til den, som Græsset eier.
 
Hallvardsmessedag skal være Grandestævne; de Gjærder ere gyldige, som de da tage for gyldige paa Grandestævnen. Men om Gjærde bliver brudt, da skal man kalde Folk til og lade dem see Gjærdet; og hvis Gjærdet har været gyldigt, da skal den bøde Skaden, som Fæet aatte; men hvis Gjærdet har ikke været gyldigt, da skal den bøde Skaden, som Gjærdet aatte. Men om der har været Mærkegjærde mellem Gaardene og det er nedfaldet, da skulle de, som ville have det, gjærde sin Deel deraf og byde dem, som eie til Mødes ved dem at gjærde sin Deel. Men den, som ikke vil gjærde, have Ansvar for al den Skade, som gjort bliver, ligemeget hvilken Mands Fæ, som gjør den, og bøde to Ører Sølv ovenpaa til den, som Skaden lider.
 
31. Om (Nye) Gjærder.
Om Folk ville have Gjærde imellem Gaardene, der hvor det ikke før har været, da gjærde hver efter Jordens Størrelse, baade den, som vil have Gjærdet, og den som til Mødes eier; og efter Jordens Størrelse holde hver sin Deel vedlige siden. Men den, som ikke vil gjærde eller holde Gjærde, betale al den Skade, som deraf gjøres. Nu skal man gjøre Femtedagsstævne til at skifte og udlodde Gjærderne og have Vidner ved, hvad enten han vil eller ikke, og paalægge ham Ansvar for Gjærdet og for al den Skade, som af Fæ bliver gjort, hvem det saa end er, som eier det. Men naar Gjærderne ere i Stand satte, da skal man hjembyde [fotnote i trykt utgåve: Dette "hjembyde" (G. N. bjoda heim) er et Udtryk, som forekommer paa flere Steder i Lovene. (Jævnfør følgende 33te Kapitel). I Gulathingsloven (Kap. 82) hedder det, at naar Hagegjærdet er i Stand, da skal Smaafæet siden "fare med Hjembydelse"(fara med heimbodum), og skal man hjembyde det med Vidner, naar man finder det i sin "Hage". I Frostathings Loven, hvor det bestemmes, at man har Ret til at dræbe et eller flere Nød for en Nabo, naar man lider megen Skade af hans Fæ, hedder det ogsaa, at man skal først "byde ham Nødet hjem til Huset" (bjoda honom naut heim til hus). Meningen maa altsaa i Almindelighed være, at man skal varsle Eieren af det Fæ som gjør Skade, og gjøre ham opmerksom paa hans Ansvar] alt Fæ, og ligeledes Sviin, og lægge lovlige Bøder paa, nemlig to Ører Sølv, og bøde al Skade. Men al Skade skulle sex skjønsomme Mænd værdsætte.
 
32. Hvor man skal udløse Fæ
Nu om een Mand eier Fæet, men en anden eier Ageren, og en tredie eier det ugyldige Gjærde, da skal den, som eier Ageren, gjøre Bud efter Folk og lade dem see, at Fæ er kommet i Ager eller Eng; da skal han tage det derifra med Vidner og lade sex skjønsomme Mænd værdsætte den Skade, som gjort er, og skal han indsætte det Fæ, som i er kommet, og drive det løst ind i Huus og lægge hverken Bast eller Baand paa det; og om det ene stanger det andet, da staaer det til Ansvar for Eieren og ikke for den, som indsatte. Men alt det, som den, som eier Boskaben, mister (eller maa betale) til den, som eier Ageren, det skal den betale ham igjen, som aatte det ugyldige Gjærde. Nu skal man sende Bud til Eieren samme Dag, som Fæet er indsat. Men hvis han ikke vil løse det ud, da lade man det staae inde til den femte Dag. Men hvis det ikke da er udløst, da eier han det, som satte det ind: og da er Boden for Skaden betalt. Men om nogen Mand tager det Fæ bort, som ind var sat, og vil ikke løse det ud efter Loven, da hedder det "Loko Ran" (Laageran); da er Hovedmanden skyldig at bøde en Mark Sølv til den, som satte Fæet ind; men enhver anden, som var med til at drive det bort, er skyldig to Ører Sølv. Men om Sviin kommer i Ager eller Eng, hvor der er gyldige Gjærder, da skal man sætte det ind til Bod for Skaden, og den, som eier, løse det ud efter Loven. Men Tøirheste eller Tøirkøer og alt det Bofæ, som Bønder selv sætte indengjærdes, og som kommer løst og gjør Skade, skal man sætte ind til Bod for Skaden, og Eieren løse ud efter Loven.
 
33. Om fattig Mand skal udløse sin Boskab.
Nu om en Mand har et gjærdebrydende Kreatur i sin Boskab, og hans Grander vide det, da skal man hjembyde det (eller varsle Eieren), førend det gjør nogen Skade, og sætte det siden jævnlig ind til Bod for Skaden. Men, hvis det kommer i Ager eller Eng, da løse Eieren det ud efter Loven. Nu om en Mand vil løse sit Bofæ ud og har ikke Sølv dertil, da skal han lægge Pant eller faae en Mand til Borgen, saa at det er lige godt som Pant. Men om han (som satte Fæet ind) vil ikke lade det ud igjen, førend han har Bøderne i Haanden, da svelter han hans Fæ og hans Folk og bliver skyldig at bøde en Mark Sølv til den, som Bofæet eier, og bøde endda for Savnet af Boskaben efter sex skjønsomme Mænds Værdsætning. Nu hvis han ikke vil lade hans Bofæ ud og heller ikke betale Bøderne, da skal man kræve Bofæet af ham med Vidner og lyse Ran derpaa, og skal den, som Bofæet eier, stævne ham til Kirkesognething og bede Bønder om at fare med sig for at tage sit Bofæ og Bøderne med; men hver den, som ikke vil fare med, er skyldig en Øre Sølv til Kongen. Men Kongens Ombudsmand bør fare med dem som Formand, hvis han er i Nærheden, og tilkommer derfor en halv Mark Sølv for Bo-Ranet. De ere alle fredhellige, som til søge; men hine ere alle ugilde, som imod dem stande, enten de da faa Saar eller Bane.
 
34. Om Mand spilder anden Mands Gjærder.
Alle Veie og Gjærde-Led skulle saa være, som de fra gammel Tid have været. Men om en Mand rider eller gaaer over Ager eller Eng og vil ikke fare den rette Vei, da er den Mand skyldig at bøde en Mark Sølv til den, som Ageren eier. Men om Mand bryder Mands Gjærde, da gjælder det to Ører Sølv for hvert Led (eller Gjennembrud); men om en Mand bryder eller hugger Gjærdet sønder ned til Jorden, da gjælder det en Øre Sølv. Nu hedder det "Led", indtil det er ti Favne langt, men det, som længere er, hedder "Bolkabrot"; og da gjælder det en Mark Sølv til den, som Gjærdet eier; og endda skal den, som brød, gjøre Gjærdet i Stand, saa at det er lige godt som før.
Anmærkning: Dette Kapitel synes at være noget forvansket, og ialfald synes der ikke at være noget rigtigt
Forhold imellem Bøderne.
 
40. Om Sætrefærd.
Allesteds hvor der er Sætrer til Gaardene, skal man fare ud af Husehagen, naar det er to Maaneder efter Sommermaal, hvis ikke noget andet synes dem alle at være rettere. Nu hvis nogen sidder længere hjemme, da skal man forbyde ham dette Isæde. Sidder han endda rolig alligevel, da skal han (nemlig Naboen) stævne ham til Herredsthing for Ran og Isæde; da skulle Thingmændene tildømme Kongen en halv Mark Sølv for Græsran og Leilændingen en halv Mark Sølv for Græsværd. Nu skal han tilkalde Bønder og Herredsmænd, saa mange som han behøver, til at føre hans Bofæ ud af sin Husehage; og hver den, som ikke farer med og er tilkaldet, er skyldig en Øre Sølv til Kongen. Den samme Bod kommer ogsaa paa, hvis han farer hjem i Husehagen før Tvimaanad.
Anmærkning: Dette "Tvimaanad" kunde lettest forklares ved "to Maaneder", altsaa "efter to Maaneders Forløb"; og da nu Tiden for Udflytningen var to Maaneder efter Sommermaal, altsaa i Midten af Juni, saa vilde Hjemflytningstiden falde i Midten af August. Men herved er at mærke, at "Tvimaanad" i den gamle Tidsregning ogsaa har været brugt som Navn paa en vis bestemt Maaned, som nemlig omfattede omtrent en Uge af August og tre Uger af September, idet den efter nøieste Regning begyndte paa en Tirsdag imellem 21de og 27de August. Efter denne Forklaring bliver Tiden for Hjemflytningen omtrent en Uge efter Midten af August. Ved "Husehagen" (husahagi) maa her naturligvis forstaaes Hjemmehavningen (Heima-hagen) eller den Udmark, som er næst ved Gaarden og ikke kan regnes til nogen Sæter.
 
41. Om Sætremærker.
Nu skal Grændsemærket op til Sætrene paa Fjeldet være som det fra gammel Tid har været; det skal ikke nogen føre af Stedet, uden han fører det saa, at det er ingen til Meen. Saa skal det være med Sæteren der paa samme Maade. Der skal man ikke hjembyde noget Fæ; der skal Horn møde Horn, og Hov møde Hov.
Anmærkning: Den sidste Deel af dette Kapitel er noget dunkel og har været forstaaet paa forskjellig Maade. I Originalen hedder det, at der (nemlig paa Sætrene) "skal smali eigi fara med heimbodum" og efter hvad der før (ved 31te Kapitel) er anmærket om "Heimbod", maa det vel betyde, at paa Sætrene skal ingen Tilbagedrivelse eller Varsling finde Sted, da Grandernes Fæ skal der gaae frit og uhindret om hinanden, eller som det nu hedder:"Horn um Horn og Klauv um Klauv."  
 
42. Hvor Fæ skal vogtes.
Om to Mænd eller flere bo paa een Gaard og saae alle een Gaard, og nu en af dem har skaaret og indladet Kornet førend de andre, og han strax vil lade sit Smaafæ slippe indengjærdes, da skal han saaledes holde sit Smaafa indengjerdes, at det ikke kommer i hans Granders Ager eller Eng. Men om det kommer deri, da bøde han efter sex skjønsomme Mænds Værdsætning, og Landnaam ovenpaa til den, som Kornet eller Græsset eier. Nu hvis den, som senere skar, har slaaet og indladet sit Korn, da skal hiin endda holde sit Smaafæ saaledes, at det ikke kommer i hans Grandes Haabeite, førend det er jævnbidt paa begge Parter; ellers betale han Landnaam til den, som Græsset eier. Saa er det ogsaa, om en Mands Fæ gaaer i Ager eller Eng, hvor der er gyldige Gjærder. Men om en Mand lægger sin Trød eller Fævei ved anden Mands Ager eller Eng, da skal han omgjærde den med et gyldigt Gjærde.
Anmærkning: Det maa anmærkes, at Ordet "Smaafæ" her er sat i Stedet for "Smaler" (smali) efter den sædvanlige Betydning; men at det dog seer ud til, at Smale i dette og forrige Kapitel betyder noget mere end Smaafæ, saa at det kanskee burde forklares ved "Fæ" i Almindelighed.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Prenta etter Innstillinga frå gjerdelovnemnda, som ikkje er teken med i Stort. Forh., men er serskilt utg. med titelen: «O. No 1. Angaaende naadigst Proposition til Norges Riges Storthing, betræffende Udfærdigelse af en Lov om Jords Fredning», s. 13 (tils. 84 sider, dagsett Bergen 25. aug. 1859).
 
- Orig. til oms. ser ikkje ut til å finnast i Stort. ark. Der ligg ingen vedlegg til originalen til sjølve lova (som vert vedteken 16. mai 1859. Sjå elles V. Haffner: «Innstillinger og betenkninger 18141924», 1925, s. 217). I I. Aa.s papir ligg ein serskild kladd med ymse rettingar. [ovenpaa<] ~ overpaa [i samsvar med kladden]
 
 [gaae<] ~ gaa [i samsvar med kladden].
 
Teksta sett om etter «Norges gamle Love», II, 1848, s. 12225, 12931.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008