225 Eirik Sommer, 15.11.1858

Til E. M. Sommer.
 
Formedelst mange Forhindringer har jeg endnu ikke kommet til at besvare Deres Brev, hvilket jeg saaledes maa bede undskyldt. Hr. Sundt leverede mig Deres Prøver af Norigs Saga til Gjennemsyn og bad mig om at see efter hvilke Stykker deraf som kunde være passeligt til at aftrykkes som en Prøve. Sundt syntes godt om Arbeidet og vilde formodentlig have optaget en større Deel deraf i Folkevennen; men nu traf det til, at Oplysningsselsk abethavde nylig udgivet et Tillægshefte (nemlig Fr idtjofs Saga) i Landsmaalet; man havde derfor nogen Frygt for, at endeel Folk vilde synes, at det blev for meget af dette Maal paa een Tid; hertil kom ogsaa det Hensyn, at man nu i denne Sprogstridens Tid maa være meget varsom med hvad man lader trykke i dette Sprog. Som Følge heraf blev det besluttet, at to eller tre korte Stykker af de passeligste Stykker skulde trykkes til Prøve, og i disse Stykker gjorde jeg da efter Anmodning en og anden liden Forandring i Skrivemaaden, dog kun i Smaating og kun i de Punkter, som jeg havde mest at udsætte paa, f. Ex. tel for til, dæ for det, og deslige.
 
Naar jeg nu skal sige min Mening om Arbeidet, saa syntes jeg at det efter Omstændighederne var bedre end man kunde vente. Jeg forestiller mig nemlig, at en Trondhjemmer maa have nogen Vanskelighed for at sætte sig rigtigt ind i det fuldkomneste Landsmaal, da nemlig de trond hjemskeDialekter, uagtet de indeholde saa mange gode Ting, dog have enkelte Savn i Ordforaadet og enkelte stærke Afvigelser i Formerne, saa at det maatte udkræve en stor Forberedelse at gaae ud fra en saadan Dial ektfor at komme ret tilfulde ind i den Form, som stemmer bedst med det gamle Sprog.Og da jeg nu ogsaa af Deres Brev kunde mærke, at De kun havde havt faa Hjælpemidler, saa maa jeg virkelig sige, at jeg fandt Arbeidet bedre end jeg havde ventet. Jeg undredes ikke paa at finde en heel Deel af saadanne Ting, som jeg nu maa ansee som Feil, men jeg undredes mere paa, at Feilene ikke vare større.
 
Men saa fornøieligt, som det nu er at see et saadant Arbeide i Haandskrift, saa kan jeg dog ikke dølge, at jeg vilde have nogen Betænkelighed ved at see det paa Prent uden nogen videre Forandring. For det første er nu det et Hensyn at Folket burde vænnes til den fuldkomneste Sprogform, som nu er mulig her hos os, altsaa til en Form, som vel maa føie sig efter de almindelige norske Egenheder i Talen[,] men som dog ikke maa give efter for Dialekternes Forvanskninger ved bred Udtale eller ved Indlemmelse af unorske Ord. For det andet er det et Hensyn, at denne Sag har et mægtigt Partie imod sig, som altid staar færdigt til at angribe den paa den kraftigste Maade, og at derfor Sagen bør holdes paa en saa god Grund, at den altid er let at forsvare og vansk elig at angribe. Den gamle Sprogstrid er atter i Gang og alvorligere nu end før, da der nu virkelig disputeres om Hovedtingen og ikke om smaa Udkanter af Sproget, som før.
 
Og nu er det ogsaa Tilfældet, at der bebudes adskillige Forsøg i det nye Sprog fra flere Kanter, men desværre allesammen saa forskjellige i Plan og Skrivemaade, at der knapt ere to, som ere lige. Det er let at see, at dette svækker Sagen noget forfærdelig, baade derved, at det indgiver Læseren Mistro og Tvivl om Sagens Fremgang, og tillige derved, at det giver Modstanderne saa megen Anledning til Spot og Spee over denne babelske Bygning, som falder i Stykker derved, at Bygningsmændene ikke forstaae hverandre.
 
Vi have saaledes god Grund til at være forsigtige med hvad vi lade prente, for at det alt id kunde føre til noget Formaal og ikke adsplitte og forvirre Sagen. Jeg for min Deel har tænkt at gjøre hvad jeg kan for at skaffe bedre Hjælpemidler til Veiledning i Sagen. Jeg har for det første tænkt at omarbeide min Grammatik saaledes, at den skal give en ræsonneret eller begrundet Plan for Normalsproget, og dog indeholde den samme Oplysning om Dialekterne som før; og i Overeenstemmelse hermed vilde jeg ogsaa give en forøget og forbedret Udgave af Ordbogen. Men dette er nu saadanne Arbeider, som kræve megen Tid, saa at man ikke kan vide, hvor snart de blive færdige.
 
Efter hvad her er antydet vilde jeg helst tilraade, at De ikke vilde haste med Udgivelsen af Deres Skrift, men heller lade det henligge nogen Tid for at modtage de Rettelser og Forbedringer, som De maaskee ved nærmere Granskning kunde finde Anledning til at gjøre.
 
Paa et medfølgende Blad har jeg optegnet endeel Bemærkn inger ved enkelte Ord og Former i Deres Haandskrift. Idet jeg vedlegger dette Blad maa jeg bede om Undskyldning for min Dristighed, at De ikke vil tage det ilde op, at jeg har gjort saa mange smaa Udsættelser.
 
Kristiania den 15de November 1858.
 
P. S. om Fagrskinna og Flatøyarbok.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd.  /korte Stykker/  /at gaae ud fra en saadan Dial./  /at den altid . Og vanskelig at angribe/ ~ {at den ikke let kan angribes, og at den altid let kan forsvares}  {Den gamle .... som før}  ~ /Men nu er den vanskelig at forsvare. Det er/  indgiver< ~ giver  og {betager}  Tvivl  / alt. KundeSagen / ~ {altid kunde være til Hjelp for Sagen og ikke i nogen Maade svække den.}  om Undskyldning ~ / at De v. undskylde /
 
- I brev dagsett Harøy ved Molde 30. juli 1858 skriv E. S. at han er interessert i målsaka. Landsmål har han lært seg etter PL og «Læsebog i Gammel Norsk». Han har skrive ei «Norigs-Saaga» i landsmålet og sendt nokre prøvestykke til Eilert Sundt i «Folkevennen». Sundt har i brev sagt at I. Aa. må sjå over ms., og E. Sommer bed I. Aa. «retta paa di, som De kan finna aa væra reint galet». E. S. har ikkje FO, og han skulle og hatt «Norregs Konunga Sogur i Grundmaalet, fyr av dei trur eg aa kunna finna mange gode Ord, som enno kunde brukas, men som eg itkje veit av». Om målforma skriv han: «Eg vilde gjerdne og skulde og være einig med Dokker; men eg meiner, at Maalet skulde gjeras saa let som mogelege er, og dæ vil eg prøva aa verda einig med Dokker om». Med boka si vil E. S. at ungdomen skal venjast til landsmålet, han er elles samd med I. Aa. i det han har skrive «Om Dannelsen og Norskheden». Han ynskjer I. Aa. framgang i arbeidet «fyr vort Morsmaal og fyr Ljoset i vort Fæderland».
 
- Eirik Martin Torvaldson Sommer (18321904) frå Trh., lærareks. (Klæbu) 1852, huslærar ei tid hjå tollbetjent Larsen på Harøy, ei tid hjå sokneprest Persen i Stoksund (Bjørnør). I 1861 er han lærar i Strinda (der han i alt skal ha vore lærar i 8 år), i 1867 kjøpte han ein av Eidegardane i Åfjorden, men då han vart blind, laut han ta kår. Det var elles alltid smått for han (jfr. Trh. Adressecontoirs Efterretninger, 1871, nr. 147, der det står ei oppmoding om å samla inn pengar til han). E. S. gav ut «Soga-Visor», Trh. 1857 (ny utg. ved Anton Aure med ei biografisk innleiing, 1921), og «Prøver af en Norges Saga i Folkemaalet», prenta i «Folkevennen» 1858, 7. årg., s. 27480 (som inneheld stykke «Om Olav Tryggvason», «Om Erik av Pommern» og «Om Krigen i 1814»). Til innleiing har E. Sundt skrive eit stykke «Om det norske Sprog», s. 26674. Sjå vidare merknader til Br. nr. 226, Br. nr. 240, Br. nr. 241, Br. nr. 242, Br. nr. 243, Br. nr. 245, Br. nr. 246, Br. nr. 249 og Br. nr. 254.
 
- Sprogstrid] jfr. merknader til Br. nr. 222. På stykket «Om Sprogsagen» fekk I. Aa. svar i «Chra.-Posten» 3. og 4. des. 1858. Den 7. des. skreiv han eit tilsvar: «Lidt mere om Sprogsagen» (men dette vart ikkje innlevert). I. Aa. meiner at inkje språk er «aldeles udueligt til Kulturens Tjeneste», men sume språk har vorte meir «begunstiget» enn andre. Var tanken om eit nytt norsk mål berre «en Stuelærdom, en Grille» var det ikkje turvande å gjera slike «Stormløb imod Sagen». Med mange grunnar forsvarar I. Aa. måltanken sin. Han sluttar slik: «Da jeg netop havde tænkt at have et norsk Normalsprog stadig for Øie ved en paatænkt Forbedring af min Grammatik og Ordbog, saa vilde det nu være af Vigtighed for mig, at dette Arbeide maatte hvile paa en sand og fast Grund. Hvis der nu ved denne Sprogstrid var fremkommet saadanne Oplysninger, som kunde omstøde denne Plan, da vilde jeg ogsaa finde det nødvendigt at rette mig derefter. Men nu er det saa langt fra, at jeg har fundet noget, som kunde rokke denne Plan, at jeg tvertimod har fundet endnu mere Tilskyndelse til at holde frem, som jeg stævner.»
 
- bebudes adskillige Forsøg] Vinje tok til med «Dølen» den 10. okt. og dette førde til ordskifte i blada (jfr. Vinje: Skr. I, 1944, s. 250 ff.). I «Dølen» I, 7. nov., nr. 3 prentar G. A. Gjessing ei omsetjing av «Sagan um Torstein Stangehogg» i eit gamalnorsk-påverka mål. Vinje skreiv innleiing til stykket. Jan Prahl hadde òg gjeve ut «Ny Hungrvekja» (jfr. merknad til Br. nr. 229). Sjå vidare merknad til Br. nr. 231 om M. Nygaards målfreistnader. Axel Arbo (jfr. merknad til Br. nr. 176) hadde òg nokre landsmålstykke i emning.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008