229 Siegwart Petersen, 10.3.1859

Til Hr. S. Petersen. Om Ny Hungervekja.
 
Allerede for længe siden lovede jeg at sende Dem et lidet Uddrag af mine Optegnelser og Anmærkninger til Nye Hungervekja, men mange Slags Forhindringer have gjort, at der endnu ikke er blevet noget af det. Vistnok kunne disse Anmærkninger heller ikke have noget synderligt Værd; men saa kunde jeg dog derved faae Anledning til at sige noget mere, end hvad der blev sagt i den korte Anmeldelse i Dølen, hvor jeg ikke turde gaae ind paa Enkelthederne, fordi de fleste Læsere pleie at have en stor Ulyst til alt hvad der smager af Grammatik og Lexikon, saa at slige Ting aldrig ville fæste sig i deres Hukommelse.
 
Det kunde her anmærkes, at uagtet jeg strax ved første Gjennemsyn af Bogen saae alle Tegn til en ganske usædvanlig Dygtighed hos Forfatteren, var jeg dog i min Anmeldelse temmelig tilbageholdende i at anbefale Bogen; og Grunden hertil var, at jeg, uagtet Arbeidets store Fortrin, dog havde fundet mig noget skuffet derved. En Bog om denne Sag og i dette Sprog og fra en saa dygtig Haand maatte naturligviis være en kjærkommen Hjælp for os Stakkels "Maalsmænd" paa en Tid, da vi stode indeklemte i et hidsigt Angreb fra alle Sider, ligesom en Stavkarl midt i en Flok af bidske Hunde. Men nu syntes jeg at finde adskillige Omstændigheder som betydelig svækkede Virkningen af dette Forsvar for Sagen. For det første var Forsvaret holdt i en saadan abstrakt Form, at det kostede megen Anstrængelse at følge med og udfinde de overbevisende Grunde. Dernæst syntes Udtryksmaaden heelt igjennem at bære Præg af Studering eller at savne noget af dette nationale Grundlag, som Folk fra Landsbygderne have med sig fra Fødselen og Opdragelsen. Og endelig stødtes jeg nu allermest derved, at man her atter skulde finde en ny Sprogform, meget forskjellig fra min og alle Andres og, mere broget og vanskelig end nogen af dem, saa at Modstanderne her netop vilde atter faae en prægtig Leilighed til at fremstille det hele Sprogforsøg som en umulig Ting.Vistnok kunde jeg ikke vente, at mit System strax skulde blive erkjendt som det eneste rette, eller at enhver skulde ville antage og følge det i alle Enkeltheder; men jeg havde dog troet, at det af kyndige Folk maatte ansees som det fornuftigste, eller det, som Folket kunde være bedst tjent med. Og det er ogsaa at betænke, at dersom denne usalige Lyst til at grundlægge en Sprogform efter egen Lyst og Smag alene, skulde blive saa almindelig som den nu en Stund har truet med, saa vil Sagen vistnok blive saa forvirret, at ihvor god den endog er, saa vil den dog have daarlige Udsikter. Men nok herom.
 
Exempler paa Ord-Udviklingen.
Som Exempler paa en ret heldig Optagelse af gamle Ord anseer jeg følgende: Alvelde (rettereAalvelde), bregda, einlynd, heimild, herfylking, kaupmaal, kynnast, motmæle, sakargift, tvimæle, vanmátt, vægd, vinsæld.
 
Exempler paa ret heldig Orddannelse ere: audsynleg, áskodan, dimsjon (syn), einkjenne, einmenne, framhald, fullnøgja, heimstegn, hugsjon (syn), illmæla, illstjorn, landvenjast, læregrein, málskylda, medvit(an), mothug, nærføring, rettfylgja (sam=), rettsynd, røyving, samhug, samlending, samlutande, sannrøynd, sidhevd, sigengd, skuldargift. stjornarføre, takksemd, tilhug tilkall, tilvising, tjod(ar)eign, tjod'hat, tjod'rett, truarlæra, umtenking, usonleg, usættande, (vanmátt), veldestrot, ættlid (m.).
 
Som mindre gode Ord anseer jeg derimod følgende: avbragdslega, bladstjore, eigrøn, framvarp, fulltrue, gagnstadd, gagnstandslag, gjaldgjengd, gudmod, fordrike, hardstjore, hádsmun, heimskringla, hugvit, litillátin, loptslag, ovluglega, rettdøma, retthugsad, røynesluter, sagnararv, sakfelledom, samjavnd, sannføra, sannkrevja, tilevne, rjodarbolk, varnadarmann, øvring.
 
Fremdeles er adskilligt at udsætte paa slige Ord som: atburd, endalykt, endrborin, ev, fornold og gullold, frodleik, hádsmun, heill, hugmál, kenning, mannande og mannare, medalkoma, menton, oldungis, rit, ritling, sjod, skirra, sogulega, so-na, tortrygg, trautom, umstada, vandat, erindreke.
 
Endvidere adskilligt at udsaette paa: aug. diat og doat. hvari. igjenom. vid. jo og jau. nettupp. skildrat. likayvirfyre. henimot augnablik. (yvirhovud) dylgisam. det var hana. idi. dessi.
 
Former.
Paa an: langan, leitan, mentan, veran, vinnan, vitan, medvitan, tjodarvitan.
Ymse: lagaskifte, lagstad, lagtekit. hamingjan, herudin.
 
 hvar, hvari &c. sjer. breytt, savnast. hjalp, holpit. gipt. kraptug. trida. girna. vetle. lángu. fyre øyrnum. trautom.
 
dessi (denne). láta oss.
 
Kjøn: dat . .. ætlid.
 
Fleertal: byrtingir, auglysingir, tilvisingir, hovdingjar. formar.
 
Particip: (dat var) nádd. bygd. dat ukennta. hava alat. hava vard, fylgd, nevnd, kravd, nádd, stengd, lydd, livd.
 
Inkonseqventser: nár, nær. fatik, fatøki.
Xnia den 10de Marts 1859.
I. A.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd i NFS Aasen, pk. 13,18.  /i min Anmeldelse/  /midt/  følge med {i Bevisførelsen} og /noget af/ dette {medfødte}  nationale <~ nationalt [retta av I. Aa.]  /med sig/  /atter/ /en prægtig/ ~ {den bedste}  Lyst til {selv} at  /efter egen Lyst og Smag/alene  vil /den/ ~ der  /have daarlige Udsigter / ~ blive lidet Haab for den.  heldig ~ /gode Ord/  /hádsmun/ sannkrevja, {Tenkefrøde} , tilevne,  Exempler paa Ord-Udviklingen] ~ [her fylgjer ein bolk som er utstroken, men innhaldet går att i den etterfylgjande teksta] Nokre ord i teksta er understreka. Dei er utheva her.
 
- Sist i brevet står: «Brevet meget forkortet», og det er gjort ved å skriva byrjingsorda i einstaka setningar frå brevet, såleis som dette sitatet viser: «Brevet meget forkortet: / Herved fremsender jeg endelig det Uddrag af mine Opt. o.s.v. En Bog om denne Sag o.s.v. Men nu syntes jeg at finde o.s.v. For det første &c. Dernæst &c. Og endelig &c. saa jeg frygtede for, at Modstanderne &c. Af disse Aarsager blev min Anm. temmelig mat og intetsigende, og egentlig burde jeg ikke have befattet mig med nogen Anmeldelse, da nemlig Sagen netop ved disse nylig opkomne forskjellige Sprogformer, nu er bleven saa forviklet, at det kræves en særdeles diplomatisk Takt og Behændighed til at forsvare den.»
 
- Peter Siegwart Blumenthal Petersen (182678) historisk forfattar, redaktør og skulemann, var ved denne tid assistent i RAO (185459). Det ser ikkje ut til å vera noko brev frå S. P. til I. Aa. I. Aa. retta språket i S. P.s «Norges Historie», 3. utg. 1861.
 
 Ny Hungervekja] Jan Prahl gav anonymt ut «Ny Hungrvekja», Bergin[!] 1858, i eit gamalnorsk-påverka mål (han sette til ordtydingar på tysk). Boka gjev eit utsyn over striden for eit nasjonalt språk og ein nasjonal kultur, frå den norrøne tida og fram til samtida, og han set og opp eit program for ei radikal målreising på norrøn grunn.
 
- Jan Prahl (18331921) student 1855, heime i Bergen 185660, 186069 busett i Utrecht der han vart cand. med. 1865 og dr. med. 1868, 187282 kjøpmann i Bergen, frå 1882 busett i Utrecht.
 
J. P. høyrde til dei såkalla «Bergens-målmennene» (om desse sjå m. a. Kristofer Jansons innleiing til Henrik Krohn: Skrifter, 1909, Torleiv Hannaas: «Vestmannalaget», 1918, serleg s. 5 ff., SS 1931, s. 328 ff., Olav Midttun: «Bergens-målmenn i 1860-70 åri» i «Heidersskrift til Gustav Indrebø», 1939, s. 54 ff.) der m. a. Georg Grieg, Henrik Krohn og Marius Nygaard høyrde med. Dei retta seg etter I. Aa.s landsmålsnormal (jfr. merknad til Br. nr. 231), men ikkje J. P., endå han seinare modifiserte rettskrivinga si noko (jfr. eit brev frå J. P., «Norsk Aarbok» 1922, s. 11114).
 
 Anmeldelse] vart skriven i des. 1858 (fyrst i ei forming som vart kassert) og prenta i «Dølen» I, 1858, 20. des., nr. 10. I. Aa. fekk «Ny Hungrvekja» 7. des., den same dag som han skreiv eit polemisk svar til «Chra.-Posten» (jfr. merknad til Br. nr. 225).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker. Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008