233 Jon Ivarson Aasen, 21.6.1859

                                                                                                    21de Juni 59.
Til Jon Aasen.
 
Da det nu var saa længe siden jeg havde hørt noget fra Eder, saa var det mig ogsaa kjært at modtage dit Brev og faae vide noget om Tilstanden i Hjembygden. Rigtignok var det en sørgelig Tidende at høre, at vor Søster er død; men det var vel noget, som man snart kunde vente, og hun var vel ogsaa fornøiet af Verden, saa at hun kunde længes efter at slippe bort. Det var nu ogsaa en Lykke, at hendes Børn ere saa vidt komne, at de kunne hjælpe sig selv; og det er hyggeligt at høre, at de ere duelige og have god Yndest af Folk. Og de have da ikke noget andet at lide paa heller; for deres Arv efter Moderen bliver nok ikke stor. De Penge, som jeg havde laant hende, vil jeg ikke tale noget videre om, og lykkeligviis behøver jeg det ikke heller. Jeg har ikke tænkt stort efter hvor meget det var, og ikke vil jeg kræve noget af det heller. Jeg vil ikke, at Børnene skulle tabe noget for den Skyld. Der bliver saa lidet efter hende alligevel, at det bliver smaat nok for Børnene endda.
 
For kort Tid siden fik jeg ogsaa Brev fra din Søn Ivar, nemlig fra Nordland. Han hilste med, at han levede vel og ønskede, at jeg skulde skrive ham til, men jeg har ikke rigtig havt Tid til det endnu.
 
For Resten lever jeg vel og har alting ved det samme som før. Det falder mig ofte kjedsomt at leve saa ganske eenlig og altid holde til hos fremmede Folk og jeg mærker ogsaa, at jo æeldre man bliver, des mere kjedes man ved denne Tilstand. Imidlertid faar man vare glad til, at man kan hjælpe sig selv og ikke trænge videre til noget Selskab. Lykkeligviis har jeg nu i lang Tid været taalelig frisk og bedre, end jeg var for nogle Aar siden. Rigtignok taaler jeg ikke noget strengt Arbeide med Skrivning, og især har jeg om Vinteren været plaget af Øiensvaghed, men saa længe jeg ikke studerer for meget eller skriver for længe, saa gaar det dog taalelig godt alligevel.
 
Nu for Tiden er her saa faa Søndmøringer i Byen, at det er længe siden her var saa faa, den eneste som jeg omgaaes noget videre med er J. Velle og det er da ogsaa et meget snildt og hyggeligt Menneske, saa at det altid er en Fornøielse at tale med ham.
 
Jeg pleier altid at gjøre en Reise ved Midsommers Tid, og saaledes faar jeg vel nu snart gjøre en Reise her paa Oplandet; men det bliver nu ingen lang Reise denne Gang; for baade er jeg kjed af disse Reiser, og saa har jeg ikke rigtig Tid til det heller, da jeg nu skulde drive paa Arbeidet paa en Bog, som jeg havde tænkt at faae i Stand, nemlig en ny Udgave af min Grammatik i Landssproget, og da der maa gjøres mange Forandringer i denne Bog, saa bliver ogsaa dette et langvarigt Arbeide.
 
Ellers veed jeg ikke mere nødvendigt at skrive for denne Gang, og derfor
slutter jeg med flittig Hilsen og Ønske om, at det maa gaae Eder alle vel.
 
Xnia den 21 Juni 1859.
I. A. Aasen
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd. /Eder/ ~ {Hjembygden}  /i Hjembygden/ ~ {hos Eder}  /kunde/  /hjælpe/ ~ {sørge for}  ere {saa} duelige  /god/ Yndest af {godt} Folk  /kræve/ ~ {have}  /Jeg... Skyld/ tabe {saa} noget [av I. Aa. retta frå: meget] {som en Skilling} for  /videre/  /Arbeide med Skrivning/ ~ {Aandsarbeide}
 
- I brev 29. mai 1859 fortel J. Aa. at systera Olina vart sjuk og døydde 11. mai [1859]. Borna hennar, Per og Gurina, lever vel. Ho let etter seg 5060 dlr.
 
 Søster] Olina, gift med Steinar Pederson Velle, jfr. merknad til Br. nr. 1 og Br. nr. 17.
 
 Brev fra din Søn Ivar] sendt frå Andøya fyranlegg, 22. april 1859, adressa er Risøyhamn. I. J. Aa. seier at faren er frisk, men han «sysselsætter sig meget mere end nødvendigt i Nærings Sorger [h]vilket maa være hans Natur».
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008