234 Føreord etla til "Stykker i Landsmaalet", juni-juli 1859

Forord.
 
Det Tungemaal, som tales af Almuen i den største Deel af vort Land, er et eget Sprog, som ikke har sin Rod i det nu tilvante Bogsprog, men derimod i det gamle norske Sprog, som vi lære at kjende af de Skrifter, som vare skrevne her i Norge, førend dette Rige var blevet forenet med Danmark. Almuen selv kalder stundom dette Sprog "Landsmaalet", til Forskjel fra Byernes Sprog eller Bogmaalet; men det kunde ogsaa fortjene Navnet Landsmaal i en høiere Betydning, da det virkelig er Landets eget Maal ifra gammel Tid. Rigtignok deler det sig nu i flere Bygdemaal, som afvige noget fra hverandre, saa at man paa en lang Afstand kan finde en Forskjel, som ikke er saa ganske liden; men alligevel er dog denne Forskjel i Grunden ikke saa stor, som den ved en løselig Betragtning kan synes at være, da Sprogets vigtigste Grund-Regler dog ere nogenledes de samme overalt, saa at de enkelte Afvigelser i Udtale og Endelser kunne ansees kun som forskjellige Tillempninger af det gamle Sprog. Rigtignok ere ogsaa enkelte af de gamle Former bortfaldne, men de vigtigste og fortrinligste ere dog endnu forhaanden, og blandt andet ere de gamle Fortrin i Lydforraadet og Orddannelsen temmelig godt vedligeholdte. Der er saaledes al Grund til at ønske, at dette Maal havde været dyrket ved Skrifter og saaledes hævdet i en bestemt og rigtig Form; men en saadan Dyrkning er alligevel hidtil bleven forsømt, blandt andet af den Grund, at man i lang Tid havde for liden Kundskab om det gamle Sprog og om den rette Sammenhæng imellem de beslagtede nyere Tungemaal. F¢rst nu i de seneste Tider, da Sprogkundskaben ellers har gjort saa store Fremskridt ved en grundig Undersøgelse af de beslægtede Sprog, er endelig ogsaa vort eget gamle Maal tilligemed det nuværende Landssprog blevet nærmere undersøgt; og som en Følge af de Oplysninger, som derved ere fremkomne, er der ogsaa gjort Forsøg paa at skrive i Landsmaalet, idet man har søgt at opstille en Sprogform efter de bedste Bygdemaal, saaledes at man herved altid skulde have det gamle Sprog for Øie og derefter rette paa enkelte Former, som ere noget forvanskede i Udtalen. Imidlertid ere disse Forsøg endnu ikke mange, ligesom de heller ikke ere fuldkommen lige i alle Regler for Skrivemaaden, hvilket man heller ikke kunde vente ved disse første Forsøg, hvor der saa let maatte blive Tvivl og Uvished om enkelte Smaating, medens derimod de vigtigste Grundregler for Sprogformen overalt ville være temmelig sikkre og utvivlsomme. Der udkræves ogsaa nogen Øvelse til at kunne skrive reent og flydende i denne Form saavelsom i andre, og det er saaledes først efter flere Forsøg og efter nogen Tids Forløb, at et saadant Foretagende kan drives til nogen Fuldkommenhed.
 
-
 
Merknader, Reidar Djupedal:
Reinskrift på eit dobbelt ark, saman med reinskrifta til «Dovre-Fjell» [skrive i tida 24. til 30. juni, prenta i Skr. I, s. 20610], omframt serskild kladd (ikkje heilt samsvar med reinskrifta) som endar slik: «I det følgende meddeles her nogle Prøver af Stykker [fyrst skrive: Prøve Stykker] af denne Sprogform.»
 
- I brev 22. mars 1859 bad P. A. J. om hjelp med det påtenkte leseverket. I. Aa. var «en af de første Mænd, til hvem jeg i Tanken saa hen, da jeg besluttede mig til det vovelige Forsøg, og De skal se, at det Arbeide, jeg har tiltænkt Dem, ikke er saa ganske lidet». P. A. J. gjer så greie for sjølve planen. Av forfattarane til verket har han, seier han, «betinget mig fri Raadighed over Formen, hvorved jeg ikke forstaar den blotte Retskrivning, men ogsaa Ordvalget og Ordføiningen». Serleg vil han ha framande, t. d. tyske ord «ombyttede med Udtryk af vort eget hjemlige Sprogforraad o.s.v.; se, kjære Aasen, til Gjennemførelsen af en saadan Rensningsproces er nu netop De Manden», og han bed I. Aa. gå gjennom sjølve tekstutvalet og dessutan retta målføringa.
 
- Vidare bed han I. Aa. skriva lesestykke om «Mindesmærker fra Oldtiden» og «Vore Mærkedage. «Endelig finder jeg, at man heller ikke bør udelukke fra Bogen Prøver af Landsmaalet» som kan koma med i eit tillegg. Han bed I. Aa. laga eit utval på 2 til 3 ark med prosa og poesi «af Deres eget og andres Forråd af dette Slags», og til innleiing skriva «nogle faa, kjærnefulde Betragtninger over Modersmaalet og deri paavise, i hvilket Forhold enhver Norsk, og Almuesmanden især, bør sætte sig baade til Talesproget og det nu bestaaende Skriftsprog.»
 
- I brev 21. mars 1862 vert I. Aa. beden om på nytt å sjå over utvalet og koma med evt. tillegg og rettingar. I brev 25. mars s. å. bed P. A. J. I Aa. om å setja opp eit lite utval av «Deres Ordsprog» og redigera teksta til ei av Bugges folkeviser.
 
Den 27. juli 1864 takkar P. A. J. for all hjelp og sender 12 spd. i honorar.
 
Om P. A. J. sjå merknad til Br. nr. 50.
 
- I. Aa.s framlegg til lesestykke har han arbeidd mykje med. Eit framlegg lyder: «1. Dovrefjell (medfølgende Stykke). 2. Merkedagarne (do). 3. Tale til 17de Mai. Af Vinje (Dølen No 30). Maaskee med enkelte Rettelser af Forfatteren. 4. Haren. Vers (Dølen No 25). Maaskee med enkelte Rettelser. 5. Heimbygdi (Først Sang i Stykket «Ervingen»). Anonymt».
 
I ei større samling, «Valde Stykke i Landsmaalet», skulle det vera med eit heller stort utval av Vinje, folkeviser, folkeminne, originale stykke (sume berre nemnde som «Emne at skriva um», t. d. «Vestfjorddalen», «Nordland», ved sida av dei fullførde: «Justedalsbreden og «Dovrefjell»), omsetjingar frå gamalnorsk, «Maalgreidingar» (t. d. «Um Stadnamn», «Um framande Ord», «Um Frendskap med andre Tjoder»), ymse utgreiingar (t. d. «Um Hugfremde» (Dannelse), «Um dei gamle Fylki»).
 
Eit stykke om «Geiti» (SS 1913, s. 36970) er frå denne tida.
 
P. A. J.s lesebok vart mykje utbreidd, men frå fyrst av vekte ho mykje strid av di folk ikkje tykte ho var religiøs nok.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008