305 Johan Peter Sand, 18.9.1871

                                                                                                    (18 Sept. 71.)
Til J. P. Sand.
 
Som Medlem af en bedømmende Commitee i "Det norske Samlag" i Christiania har jeg faaet Anledning til at læse de Segner fra Selbu, som De har indsendt til Selskabet, og i Anledning heraf tillader jeg mig at sende Dem nogle faa Bemærkninger, fornemmelig om Sproget og Skrivemaaden i disse Stykker. Jeg maa da for det første sige, at jeg for min Deel har havt megen Fornøielse af at læse disse Sagn, og at jeg ogsaa har havt Nytte deraf for mit eget Arbeide idet jeg her fandt særdeles god Oplysning om et Landskabsmaal, som jeg forhen vidste alt for lidet om. Jeg har saaledes faaet Leilighed til at optegne adskillige Ord eller Former, som jeg forhen ikke havde eller ikke var rigtig sikker paa; og jeg vilde kun ønske, at jeg havde havt disse Oplysninger nogen Tid før, da de nu for en stor Deel komme for seent til at benyttes for den nye Ordbog, som nu er under Trykning.
 
Imidlertid er det ikke alle, som ere saa vante til at læse Bygdemaal som jeg; og saaledes kunde det nok være, at mange vilde finde disse Stykker vanskelige at læse, og at enkelte Ord kunde behøve en liden Forklaring. Og naar en saadan Bog skal trykkes, er det allerede en slem Ting, at man ikke har stadig Adgang til Raadførsel med Forfatteren da et og andet let kan blive misforstaaet eller læst feilagtigt; der er saaledes enkelte Ord, ved hvilke jeg ikke er sikker paa, om jeg har læst dem rigtigt, saasom: Fæl (el. Tæl), Fælkniv (Tælkn iv), Tegind (Fegind),paa Hemrommi (el. Lemrommi),Laten (el. Loten); og lettest kan Læsefeil indsnige i Stedsnavne som Rotl'n, Fongind, Barsmoen, i Barogara, Kvelohaugen, Ems, Evjare.
 
Dernæst er der enkelte Ord som jeg ikke rigtig forstaar mig paa. Saaledes "Kjeld", som ikke synes at betyde Hjell (Loft) men hellere en Laave eller sligt. Ligesaa Nerkjeft ("dem bar ut Nerkjeftend i Træg"), som jeg slet ikke forstaar. Noget lignende er Tilfældet med "Skrut" (taa di Nepfrøskrutaam), Smelleska (?), Stappar (Fod?), Pjaale, hurra og ettehurra. Ved det Udtryk "me di Bæraam" skulde det være godt at vide, om det hedder Bær eller Bære, og om det er Hunkjønsord eller Intetkjønsord. Ved Ordet Gadd (Hest) er det paafaldende, at det i Dativ kan hedde "Gaddja". Ved det Udtryk "dem mel ti" (snakke om?) er jeg uvis om Verbet er mæla (mele) eller mala (maalaa). Blandt Former, som synes mig usikre, mærkes: od (aad), hold, huld og hild (alle som Imperf ektummed Betydn ingenholdt), held (halvt), heldanna. Kongind va foldi; ho va intik; me'n kristi Lem (mon ikke: kristen); ker'n ha bekommi a vori (?), han laag aa sprat aa skjælv (skolv?); din egja Dreng (eien?); saa fe den hi dej (den her?); gangja unda me (mon ikke gang el lergakk)? Paa et Par Steder synes noget at være glemt eller forskrevet; saaledes "saa ska den fo, som alt ska de gjaa", og "naar'n kom ini sad Sjøle, sat'n Andrianus der". Maaskee ogsaa flere Steder, som jeg har forsømt at optegne.
 
Noget paafaldende var det mig, at der stadigt staar e i endeel Ord, som ellers alm indeligudtales med æ, som: de e, fe, Kle; Era, lere, kjere, svert, skreme, Seter, redd, Trette. Men dette er maaskee en Egenhed ved dette Maalføre. Maaskee det samme er Tilfældet med "ei" for øy.
 
Nogen Betænkelighed har jeg ellers ved Skrivemaaden "nd" for dobbelt "n", som: indaa and'n, hend, kvend, ind kvend, gjend, Jend, i Kvend, andur, Dagind, Bakkind, Haugend, Hestend, Taanda, Baanda; Slaataanda &c. I den sædvanlige nordenfjeldske Udtale pleier det dobbelte "n" ellers at lyde næsten som inj, nnj, el. ngj, f. Ex. Granne næsten Grangje; og det kunde da vistnok være nyttigt at adskille det fra det rene dobbelte N, som ogsaa forekommer i enkelte Ord; men at skrive det med "nd" synes dog noget betænkeligt, da Folk altid ville læse som der staar skrevet, og saaledes stundom kunne have Møie for at kjende Ordet igjen. Men maaskee det her virkelig udtales som "nd"; i det Tilfælde er der intet at anmærke, og ialfald er det nu vanskeligt at gjøre nogen Forandring i denne Skrivemaade. Noget lignende kunde ogsaa synes om "ld" for dobbelt L, dog findes dette heldigviis ikke i saa mange Ord som det forrige.
 
En Lettelse for Læsningen vilde det være, om Endekonsonanten oftere var fordoblet, saasom i Ordene: at, aat (ha'), ret se, bit, slep, leg, haag (hogg), Tak og lignende, som let kunne forvexles med noget andet. Ogsaa vilde det være til Fordeel for Tydeligheden, om nogle Sammenstillinger vare skrevne i to Ord i Stedet for eet, saasom: paafar, iveg, ivegja, ilag, ilaas, paatimen. Men dette er da noget som er sa let at forandre, at det knap er værd at tale om.
 
Lyden ej (i Hej, dej, Treja) er maaskee kun det samme som "øy" og burde isaafald skrives ligedan.
 
Et Udtryk, som forekommer mig fremmedt, er Ordet "ker" (i Betydn ingenhvor, el lerpaa hvilket Sted), nemlig i de Sætninger: Der ker Kjørkja staar; der ker han sto; der ker han he sli, der ker han haur? de, dit ker'n skuld; dit ker de va. Her pleie vi ellers altid bruge: der, eller der som, el. blot: som. Enkelte have rigtignok begyndt at sige "kor", men dette synes at være en meget fremmed Brug. Hvis det ellers er gammel Brug faar det staae.
 
Ellers er der ogsaa enkelte fremmede Ord, som maaskee burde ombyttes med mere hjemlige Udtryk saafremt saadanne findes; saaledes: Nabo, Nisse (jf. Tufte), Niskjerring, trekte, traf, sak, Rakspige, omtrent, Lossement, Familjan, bestandaugt, bestemt, oforsigtaugt, Gjemyt, Orden, ordne, spisse (Øraam), Model, kostbar, Snirkla, aatspredt, Støi, Spisbur. En saadan Rensning kan nu just ikke være saa aldeles nødvendig, men det vilde dog i saadanne hjemlige Fortællinger altid være godt at opvise saa mange ægte gamle Ord og saa faa fremmede som muligt.
 
En liden Forklaring af Betydningen kunde som før sagt, være ønskelig paa enkelte Steder. Jeg kan til Ex. anføre, at jeg strax i Begyndelsen stod i Forlegenhed ved Ordet "Kvendfele", da jeg ikke kunde komme paa, hvad det skulde betyde, førend jeg senere saa "Kvend" og "Fel" paa andre Steder og saaledes sluttede, at det maatte vare det samme som Kvernfjellet. Men en saadan liden Forklaring er nu altid let at føie til, hvis man bare kan finde noget Rum til at skrive den paa. I saadanne Haandskrifter vilde det altid være godt at have et aabent Rum eller en bred Kant paa hver Side til at skrive Tillæg eller Rettelser paa.
 
Idet jeg saaledes tilstiller Dem disse Bemærkn ingersom jeg har oplæst for Selskabets Formand, H. B erner, maa jeg bede om Undskyldning for den Frihed som jeg derved har tiltaget mig, fornemmelig af den Grund at jeg frygtede for at noget kunde blive misforstaaet el. forfeilet, naar Samlingen skulde trykkes. Forøvrigt maa jeg henstille til Dem selv, hvorvidt De skulde finde det nødvendigt at gjøre nogen Forandring i de her berørte Punkter.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd, omframt eit utkast og nokre oppteikningar. - /faa/ - /og at .... Arbeide/ ~ [hkl ÷] - /da et .... feilagtigt/ - /ved hvilke/ ~ som - /Tegind .... (el. L.)/ - /Dernæst .. optegne/ [etter serskilt ms. med overskrift: Udførligere i Brevet] ~ [hkl ÷] - /Maaskee .... øy/ - /Nogen/ ~ - - /I den .... lyde/ ~ [hkl ÷] - kunde da [skrive to gonger] - /Men .... det nu/ ~ [hkl ÷] - Lyden [etc] ~ [ein halvring i m. tyder venteleg at dette skal gå ut] - Enkelte ~ [i m.:] /endeel Byfolk/ - /Hvis .... staae./ -  - /stod i Forlegenhed/ ~ stod uvis - /fornemmelig .... frygtede/ ~ [hkl ÷]
 
- I brev 14. okt. 1871, gjer J. P. S. utførleg greie for ord og ordlag i ms. til Segner fraa Selbu, og svarar på alle dei spørsmål I. Aa. har reist. Han skriv m. a. at det er av omsyn til trønderane at han vil ha «nd». «Maalstrævet har hidtil næsten udelukkende maattet lægge Øret [til] og lyttet til Bergensernes Udtalelser og Talemaader; men ogsaa Trøndelagen er et norsk Distrikt. Det er meget i det bergenske, som Trøndelagsmaalstræverne ser hen til og ikke kjender, hvad om ogsaa Trøndelagen kom med noget?» Dei segner J. P. S. enno har att vil han snart senda.
 
- Saman med brevet ligg ei serskild ugreiing; på fire oktavsider «Om Udtalen». I ei etterskrift bed han I. Aa. «omskrive disse Anmærkninger om Udtalen», og sameleis dei merknader som skal vera med i boka, til «det almindelige Landsmaal». Det høver best å nytta landsmål, men sjølv mak­tar han det enno ikkje, «dertil er jeg for meget Begynder i Kunsten».
 
- Johan Peter Sand (1843-1921), eks. frå Klæbu Lærarskule 1865, seinare lærar i Selbu (jfr. «Norsk Folkekultur», 1922, s. 76-79), gav ut (anonymt) «Segner fraa Selbu», 1872 (auka utg. 1898), jfr. Br. nr. 315, og «Svensken i Selbu og Tydalen 1718-19», 1898.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009