312 Jon Ivarson Aasen, 15.6.1872

Kjære Broder.
 
Det er nu meget længe, siden jeg skrev til dig, og dermed er da just ikke meget tabt, da jeg ikke har havt noget stort at skrive om; men nu faar jeg dog endelig see til at sende tilbage de to Breve, som Maurits havde med sig hid, og som jeg burde have sendt tilbage for længe siden. Det var mig en Fornøielse at see disse Breve fra din Søn i Nordland, da jeg deraf kan skjønne, at han staar sig godt og driver sit Brug med god Fremgang. Og dette er da noget, som er glædeligt at vide, siden han nu engang er kommen saa langt bort fra alle sine Slægtninger.
 
Nu er her da ofte Leilighed til at høre noget hjemmefra, da Storthingsmændene komme her hvert Aar, og i den Tid, da de ere her, faar jeg da ofte tale med dem om Tilstanden hjemme. Det er rigtignok længe, siden jeg var paa Søndmør; men alligevel tykkes det mig, som om jeg endnu havde mit Hjemsted der; thi her i Byen kan jeg knapt sige at have noget Hjem, da det snarere forekommer mig, at jeg kun opholder mig her som en reisende eller fremmed Person. Og for En, som er opfostret i en rolig Afkrog, er det heller ikke saa let at finde sig rigtig tilfreds paa et saadant Sted som her; man gaar her og tumler i en idelig Trængsel af Folk, og saa bliver man ikke kjendt med disse Folk alligevel; og desuden er her en saadan bestandig Uro med Indflytning og Udflytning, at man ofte ikke veed, hvor det bliver af de Folk, som man før har været kjendt med. Noget bedre skulde jeg da synes om at være i en Gaard paa Landet; men det har der nu ikke blevet Leilighed til, siden jeg blev nødt til at være her paa Stedet for mine Forretningers Skyld.
 
Jeg holder endnu paa med et Arbeide, som jeg allerede har havt for mig i flere Aar, nemlig en norsk Ordbog, det vil sige: en omarbeidet og meget forøget Udgave af den Ordbog, som kom ud for tyve Aar siden. Det er nu allerede halvandet Aar, siden det var kommet saa vidt, at Trykningen begyndte; men saa har det gaaet meget seent i Trykkeriet, saa at vi endnu behøve et Aars Tid, førend denne Bog bliver færdig. Bogen kommer ud i Hefter paa 8 Ark; og det er fem Hefter, som nu ere udkomne, men der vil endnu blive tre Hefter til. Dette vil saaledes blive det største og fornemste af mine Arbeider; men det kan vel være, at ikke alle ville være fornøiede dermed, da der altid er en og anden, som havde tænkt sig dette Arbeide udført paa en anden Maade; imidlertid er det nu ikke saa mange, som forstaae denne Ting rigtig tilfulde. Den grundigste Bedømmelse skulde man snarest vente af Udlændinger, og derfor var det mig en Fornøielse at see, at en af de lærde Sprogmænd i Tydskland havde skrevet en liden Anmeldelse af Bogen, da det første Hefte var udkommet i Fjor. Denne Mand havde da udtalt sig meget gunstigt og syntes at være vel tilfreds med Arbeidet. Imidlertid faae vi vel ikke høre stort mere derom, førend efterat den hele Bog er udkommen.
 
Ellers maa jeg nu sige det samme, som jeg før har sagt, at jeg ofte er misfornøiet med, at jeg saaledes skal bruge al min tid til at skrive saadanne store Bøger, som almindelige simple Folk ikke kunne have nogen Fornøielse af; da jeg derimod altid havde større Lyst til at skrive noget smaat, som kunde være til Oplysning for Almuesfolk. Men dette er der nu ingen Raad for, da man først og fremst maa gjøre det nødvendigste og saa lade det øvrige beroe indtil videre.
 
Om mig selv har jeg ellers ikke noget stort at fortælle, da altsammen gaar omtrent paa samme Maade, som det har gaaet i lang Tid; i de sidste to eller tre Aar har jeg heller ikke gjort nogen Reise, da jeg ikke har faaet rigtig Tid dertil. Lykkeligviis har jeg nu i de sidste Aar været nogenlunde jævnlig frisk; og omendskjønt jeg ofte tykkes at være uskikket til at skrive eller forfatte noget, saa har jeg dog ikke i disse senere Aar mærket til nogen Forvirring eller Svaghed i Hovedet, som jeg i forrige Tider stundom havde en Fornemmelse af. Og dette er da ogsaa en stor Lykke for den, som skal sysle med saadanne Arbeider, som netop kræve megen Tænkning og Studering, og som senere ogsaa ville blive nøie prøvede og strengt bedømte. Lad nu saa være, at mange ville synes, at mit Arbeide ikke har stort at betyde, saa tør jeg dog troe, at det vil være til noget Gavn for vort Folk alligevel; og derfor anser jeg det som en Guds Velgjerning, at jeg har kunnet holde ud saa længe dermed og saaledes blive nogenlunde færdig med det vigtigste.
 
Fra vor Søster Ingeborg havde jeg Brev engang i Fjor, og jeg skrev hende da ogsaa nogle Ord tilbage. Jeg kunde nok have Lyst til at komme til Søndmør engang endnu; men det er nu vanskelig at vide, om det vil lave sig saaledes.
 
Jeg beder at hilse dine Folk hjemme og saa vor Broder Syver, som jeg saa sjelden hører noget fra. Og saa vil jeg da ønske, at det maa gaae Eder alle vel.
 
Christiania den 15de Juni 1872.
Ivar Andreas Aasen
 
Utanpå: Til/Jon Iversen Aasen/i Ørstens Sogn.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Fotostat på UBO (etter originalbrevet) i Brevsamling nr. 174 (og foto­stat i Aasenmuséet), omframt kladd.
 
Maurits] M. Aarflot.
 
- Søn] Ivar Aasen.
 
- Sjå elles Br. nr. 332.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009