Ei Utgreiding um ymse Maalgreidur.

(S)
 
Tri store Menner hev i den siste Tidi skrivet um Maalsaki: Henrik Krohn, Ekspeditionschef Hertzberg og Bjørnstjerne Bjørnson. Den fyrste var i tvo Aar Utgjevar av Maalbladet Ferdamannen og hev i lang Tid voret ein av Førararne fyr Maalsaki; den andre er ein utifraa høgsett Embættsmann, og ein av dei, som hev lettast fyr aa hjelpa elder skada Maalsaki; den tridie er den, som Maalmennerne hev mest aa takka, næst etter Henrik Wergeland, av alle dei, som inkje hev skrivet paa Maalet.
           
Krohn fortener stor Takk fyr det endeframme og mannelege Brevet til Hertzberg. Sameleides fortener Hertzberg stor Takk, fyr di han hev sagt si Meining reint ut, so Odelsthinget no hev frie Hender, um det vil gjera nokot i Maalvegen fyr Aalmugskulen. Det er vel elles inkje rett, naar Hertzberg segjer, at det er harmeligt at se vore Bygdemaal lemlæstede og radbrækkede af Stømpere der i Virkeligheden hverken kunne skrive Norsk eller Dansk, og som dog gebærde sig som Maalsagens Støtter og Bannerførere, (siterat etter Fedrh. No. 12, daa eg inkje hev Svaret hans H. ved Handi). Eg hev no voret Maalmann i 13 Aar, skrivet sjølv i alle Maalbladi og hev leset alle dei Stykke, som hev voret skrivne paa Landsmaal elder Bygdemaal; det var ei Tid, daa Henderne var Esaus og Røysti Jakobs, som Vinje sagde, men det er stor Framgang aa sjaa no mot fyrr, og naar her er Framgang skal ein inkje klandra.
           
Inkje kann det vera rett helder, naar Krohn segjer, at en og anden Nykomling blandt Maalstræverne i ungdommelig Selvklogskab tror sig kaldet til at flikke paa Mesterens Arbeide, og Maalflikningsstrævet kan vistnok ansees for tilendebragt; om det har gjort Gavn eller Ugavn skal jeg lade være usagt. Vinje var ein av dei som flikkede paa Mesterens Arbeide. John Klæbo drog seg paa Slutten nokot fraa Normalmaalet. Fjørtoft kunne vel fortena ein mildare Dom enn han fær av Krohn; han var ein av dei gaaverikaste Maalmennerne. Eg sjølv var i 1867, daa eg skreiv i Ferdamannen, ein vyrdande Mann, men iaar er eg ein Nykomling. Høyem er og no ein Nykomling; han skreiv og i Ferdamannen, inkje rettare eg veit. Det er vel ungdommelig Selvklogskab og, at Halvor Lie og John Lie, Jørund Telnes og Sigurd Telnes, det vil segja alle dei nye Diktararne, som er av Bondeætt, hev skrivet paa Bygdemaal, og at Fedrahei- men rett som det er tek upp Stykke paa Bygdemaal. Iaar driv Høyem paa og skipar eit Skuleboksamlag, og fyrste Heftet av Heimskringla, som Samlaget gjev ut, skal prentast uppatt. Det ser soleids inkje ut til, at det vert Slutt so snart paa Maalflikningsstrævet. Og godt er det, at so er. No kjem det allstødt frisk Tilførsel fraa Bondebygdi til det unge Bokmaalet vaart, og det fyllest med livande Aand. No er me og komne so langt, at me kann ganga i Veg med Skulebøker, og det er meir enn me kunne gjera i den Tidi, daa me heldt fram vaar Gonga elder leidde Folksens Merksemd paa Saker av aalmenn Traadom, og mange Maalemne vordo flutte, og andre Folk totte me stod i eit sermerkt Ljos. Landsmaalet stend visst og sannt paa eit traustare Grunnlag no enn den Gongen, og det kann me mykje takka Maalflikningen fyr.
           
Inkje rettare eg kann skyna, er me no komne so langt, at det inkje lenger er nokon Faare fyr, at Normalmaalet skal forhutla den norske Folke-Aandi. Det var inkje so faarelaust fyrr. Bygdemaali er reint vokaliske, men Normalmaalet er heiltupp konsonantisk, so mykje framandt (svensk og islendsk og gamalnorsk) Gods hadde lett fyr aa smetta inn i den framande Hamen og gjøyma seg under alle dei plastiske Lygnerne. Men eg kjenner meg trygg no, og kann hugheilt skriva paa Normalmaalet, allvisst so lenge eg ser ein liten Flokk arbeider trufast paa detta Maalet. Kor som er trur eg Skulebøker no i Fyrstningi lyt koma paa Normalmaal, so lenge det spyrst um aa faa ut Bøker til Hjelp aat Lærararne.
           
Eg kann inkje slutta denne stutte Utgreidingi, fyrr eg fær sagt nokot, som eg lenge hev tenkt paa aa segja. Fleire av oss, som no arbeider tungt og traudt fyr Maalsaki, vilde arbeida lettare, naar slike gode Menner som Krohn inkje heldt seg so mykje ifraa. Det er sannt, ein fær tidt sjaa og høyra mykje, som er so harmelegt, at ein kunne faa Hug til aa ganga fraa alt ihop. Eg tenkjer Krohn tidt hev harmat seg, fyr di dei, som no er mest framme, inkje minnest lenger Ferdamannen og alt det gode Arbeidet, som var nedlagt i den, av Krohn sjølv og mange andre. Eg vart harm sjølv og i Haust, daa ein gapaleg Innsendar i Fedraheimen fekk Lov til aa prenta nokot um, at dei, som fyrr hadde utgjevet Maalblad, skulde vera middelmaadige Begavelser. Krohn, Fjørtoft, Vingnir og mange fleire middelmaadige Begavelser! Te mindre ein bryr seg um slikt, te betre er det.
                                   
           
Stykket hans Bjørnson i Oplandenes Avis um Maalsaki er reint merkelegt. Han er bleven mere og mere sikker paa, at ogsaa Maalsagen er (eller efterhaanden kommer) i Forbund med Reaktionen. De, som fortiden bygger det moderne Samfund, ligger paa alle Punkter klods inde paa Virkeligheden; men vi har mellem os og Virkeligheden taagede Drømmerier, gamle afbrudte Idealer, Gjenoplivelses Erindringer, - Stumper og Vrag af gamle Tilværelsesformer.
           
Eg hadde tenkt aa skriva nokot um detta i Fedraheimen, men so fekk eg sjaa eit Svar i Bergens Tidende til Bjørnson, og daa eg heilt ut er einig i det, som B. T. skriv um detta, vil eg beda Fedrh. aa prenta av detta Svaret. Det lyder i Ordrag soleides:
 
           
Det forekommer os, der ved Siden af det meget rigtige og sande i Bjørnsons Fremstilling er en Misvisning eller rettere en Misforstaaelse af Maalsagen. Bjørnson har her blot seet paa den Virkelighed, som ligger klods ind paa ham og har overseet Retninger, som han dog burde kjende. Af Kristofer Bruuns historisk-poetiske Opfatning slutter han til Maalsagens øvrige Venner, men en saadan Generalisation er forhastet og Resultatet derfor usandt.
           
I den norske Sprogsags dybe Leie har der allerede fra Begyndelsen af været to Strømninger, der vistnok stundom har blandet sine Bølger sammen, men dog idetheletaget holdt sig adskilt. Den ene har havt sit Udspring i de nationale Doktriner, der over Danmark kom op til os som en Udløber af den tyske Romantik. Den gaar derfor som alle romantiske Retninger ud fra, at i Fortiden har Udviklingen sit Mønster og Fremtiden sit udødelige Maal. For den staar et Folks nationale Liv som noget afsluttet, der vistnok kan udvikles inden visse Grænser, men dog altid vil beholde et bestemt oprindeligt Præg. For denne Betragtning bliver derfor Maalsagen, som af Bjørnson saa rigtig seet, nærmest en Sprogets Gjenoplivelse, der sammen med endel andre Gjenoplivelser skal bringe en ny Guldalder over Landet. Denne Retning har derfor som vore øvrige Romantikere havt mange uklare Drømme, følt sig stærkt knyttet til gamle Tilværelsesformer, 1) været rig paa taagede Idealer, men ligesaa fattigt i sit Virkelighedsforhold.
           
Den anden Retning har derimot netop taket sit Udgangspunkt i Virkeligheden; den har forud for Bjørnson og forud for de fleste Mænd i vort Samfund brudt med Romantikens gamle Tilværelsesformer 2) . Det viser Vinjes Forfatterskab og Fjørtofts Virksomhed, der desværre blev afbrudt, før den var modnet. For denne Retning gjælder det ikke at gjenoplive et forglemt Sprog, men at faa et levende nyttiggjort for Fremskridtet og Udviklingen. De tror ikke, at Sproget er et Universalmiddel, der skal bringe alt til at voxe, men de mener, med Virkeligheden for Øie, at Bonden bliver lettest og hurtigst oplyst i sit eget Sprog, og at derfor det at forkaste hans Maal vilde være enstydigt med at vrage den bekvemmeste, jævneste og beneste Vei til Kulturen. Bjørnson sees selv at være inde paa en lignende Betragtning i sit Udsagn om, at vore Bønder maa lære at læse ved at nytte sit eget Maal. Ud af denne Forudsætning maa det jo indrømmes, at det er godt og gavnligt, at de saavidt muligt delagtiggjøres i Kulturen gjennem sit eget Sprogmedium, altsaa faar Skolebøger, Oplysningsskrifter osv. i sit eget Maal. Men da vil det vel ogsaa blive Følgen, at dannede Bønder mer end nu kommer til at benytte sit Maal i Skrift og Tale, hvad der allerede nu mere og mere bliver Skik og Brug. 3) - -
           
At det er nødvendigt for Bønderne ved Siden af sit Sprog at lære Dansk, for saaledes at komme med i vor Tænkning, har hidtil ikke været benægtet fra nogen Kant, der er jo nemlig i dette Sprog nedlagt det meste og det ypperste af, hvad den norske Nation har frembragt i den nyere Tid, og det vil endnu i lange Tider, til trods for den fornemlig i Livet og tildels i Literaturen langsomt, men stedse mere og mere om sig gribende Fornorskningsproces, vedblive at være de mest kultiverede Samfundslags naturligste Udtryksmiddel.
 
1) Cfr. enkelte Maalmænds Sværmeri for archaiserende Sprogformer.
 
2) Det er saaledes netop Maalmænd af denne Retning, der først have imødegaaet Chr. Bruun og betegnet hans Livsanskuelse og Politik som romantisk.
 
3) B. B. har ogsaa tidligere i Folkebladet udtalt, at han ansaa en saadan Fremgangsmaade for rigtig.