Svar til G. og Bjørnson. 1)

[Del 1 av 2.]
 
(Af Christopher Bruun.)
                                   
I.
 
Saa vidt jeg skjønner, har baade G. og Bjørnson for en Del misforstaat det jeg siger om vore Republikanere.
           
Det er ikke min Mening, at en Republikaner behøver at kræve Republikken gjennemført med en Gang. Det er ikke min Mening, at en Republikaner behøver at være en upraktisk og uforstandig Mand (end mindre da en Omvæltningsmand, som somme mener). Tvert imod. Jeg ved godt, at adskillige af vore dygtigste praktiske Politikere er Republikanere. De arbeider naturligvis for Republikken, mener da i alle Fald naturligvis selv at gjøre det. Men de arbeider roligt og jevnt for den. Det nærmeste store Maal de har sat sig, er at faa indført parlamentarisk Styre. Er først det naad, saa er Kongedømmets Modstands-Evne brudt. Den fuldere og fuldere Gjennemførelse af denne Tanke vil da i gunstige Øieblikke ikke kunne støde paa store Vanskeligheder. For det første maa derfor for dem alting dreie sig om Parlamentarismen. Heller ikke den indbilder de sig dog at kunne naa fram til anderledes end lidt efter lidt. Men den er ogsaa det vigtigste Maal for ethvert af deres politiske Skridt. Mod den stevner i deres Tanker
 
 
Indførelsen af de aarlige Storthing, mod den stevner Forlængelsen af Thingtiden, enhver Udvidelse af Thingets Magt og Indflydelse overfor Regjeringen, Planen om Statsraadernes Adgang til Thinget v. s. v., kort næsten alt det, som vort Venstre i den senere Tid dels har sat igjennem, dels venter at kunne sætte igjennem. Næsten alt det, som kaldes Principsag, er Principsag fordi det nærmere eller fjernere hænger sammen med de parlamentariske Planer. Og man ved, hvorledes Venstres Leder har vist en ikke ringe Styrke i det at faa selv temmelig fjerntliggende, Striden uvedkommende, Ting ophøiet til Værdighed af saadanne Principsager, der har noget at betyde for hans store Maal: Parlamentarismen. Men alt det, som bærer imod Parlamentarismen, bærer i en Republikaners Øine selvsagt ogsaa imod Republikken. Det er kun igjennem Parlamentarismen som Gjennemgangsled, at Republikanerne her i landet tænker at naa sit Maal.
           
Og den Fremgangsmaade, som de her har valgt, er visselig ogsaa baade fornuftig og rigtig. I hvor høi en Grad den stemmer med Republikanernes Tarv, viser sig deri, at ingen af dem har gjort noget Forsøg paa at faa nogen anden Politik i Gang. De har allesammen Følelsen af, at deres Sag paa Noregs Storthing er i meget gode Hænder. Er Sverdrup ikke selv Republikaner, saa fører han dog i alle Fald paa Thinget deres Sag saa godt, at ingen af Landets Republikanere kan ventes at gjøre det bedre.
           
Og fra Moralens Side er der, saa vidt jeg kan skjønne, ikke noget at udsætte paa dette, at vore Republikanere, for det første, helt ud gjør fælles Sag med Tilhængerne af Parlamentarismen. Tvert imod. Ogsaa moralsk set er det vistnok et Gode, at de store Forandringer i Statslivet ikke kommer for braadt.
           
Hvad Moralen her ikke kan billige, er alene dette, at de ikke offentlig vil staa ved hvad saa mange af dem siger privat at i deres Øine er det parlamentariske Styre et Skridt paa Veien til Republikken.
           
Er et saadant Moral-Krav en Ubillighed? Eller er der her Spørgsmaal om at drøfte en, Virkeligheden uvedkommende, ufrugtbar Theori? Nei, det, som det gjælder om, det er, at vort Folk skal kjende den Grundtanke (det Princip), som driver en hel Del af dets ledende politiske Mænd, kjende noget, som er en af de store bevegende Kræfter i hele vort politiske Liv.
           
Et frit Folk bør have Lov til at se, hvad for Kræfter det er, som beveger dets eget Liv. Og Frihedens Talsmænd iblandt det bør være det sidste til at negte det Adgangen til et saadant Indblik.
           
Her er ikke som G. mener Tale om at faa Republikanerne til at opgive de Sager de nu arbeider for og lokke dem til at gribe efter fjerne upraktiske Maal. Netop saaledes som de driver Arbeidet, saaledes bør det drives saa vidt jeg kan se da kun at de staar ved hvad det er de vil. End mindre er der Tale om at ægge Venstre op til indbyrdes Kamp. Og Tiden skulde ikke være kommen? Aa jo. Naar vi allerede længe har havt Mænd, og betydelige, indflydelsesrige Mænd, som arbeider med dette Maal for Øie, saa kan det nok være paa Tide, at der blir skrevet om Sagen.
           
Man tænke sig t. Ex., at der aldrig her i Landet var skrevet et Ord om Maalsagens fulde Gjennemførelse, aldrig om, at der tænktes paa at faa norsk Maal ind i Literaturen og Kirken og det offentlige Liv. Men endda havde vi mange som var grebne af denne Tanke. Og vi havde adskillige indflydelsesrige Mænd, som var det, og som i al Stilhed sørgede for, at de første nødvendige Skridt blev gjort inden Almuskolen, saa Bondebarnet fik beholde sit Modersmaal som sørgede for dette og for mere saadant, men altid lod som det var alene af de nærmest liggende praktiske Hensigtsmæssigheds-Hensyn. Man tænke sig, at disse samme Mænd offentlig ikke vilde vide noget af Tanken om en Gjenreisning af norsk Maal til fuld Jevnbyrdighed med det danske, men at de lod den afvise som en deres hele Virksomhed aldeles uvedkommende Theori, som en romantisk Drøm. Vilde vi da sige, kunde vi faa os til at sige, at det der endda ikke var Tiden til offentlig at drøfte Tanken om Maalsagens fulde Gjennemførelse? Ikke Tiden, efter at der i Aarrækker, af indflydelsesrige Mænd i Stilhed var arbeidet med den Ting for Øie.
           
Det er sandt, noget saadant kunde ikke gaa for sig med Maalsagen. Men paa politisk Omraade kan slike Ting godt gaa for sig. Der er det hævdet Skik fra gammel Tid, at man ikke lader det blive bekjendt hvad Maal man arbeider imod, i alle Fald da ikke, hvis det paa nogen Maade kan være ufordelagtigt. De af vore Republikanere, som sidder inde med nogen større politisk Magt eller Indflydelse, vilde holde det for meget uklogt, om de lod Almenheden vide, at Republikken er det store Maal for deres Planer. Mange af dem vilde smile ved den blotte Tanke om at foretage noget, som i den Grad stred mod statsmandsmæssig Færd.
           
Ved G. ikke dette? Han taler, synes mig, som om han trode, at det at dølge sine Planer var noget temmelig sjeldent blandt Politikere.
           
Aa nei, det er her ikke Tale om ved kunstige Midler, før Tiden, at fremtvinge Forhandling om et Spørgsmaal, som ikke ligger fore. Der er Tale om at faa Forhandling i Gang om en Sag, som længe har ligget fore, men som af politiske Klogskabs(?)-Hensyn paa en unaturlig Maade har været holdt udenfor Forhandling.
           
Tror man at nogen anden Sag end en politisk, kunde tælle saa mange og saa indflydelsesrige Tilhængere, som Republikken gjør her i Landet, og saa endda være holdt udenfor den offentlige Menings-Udveksling?
           
Hvor stærk var Maalmands-Flokken dengang, da Striden om Maalsagen brød ud? Den Strid, som siden den Stund næsten aldrig fuldstændig har tiet? -
           
Heller ikke det kommer det her det mindste an paa, enten man er Republikaner af den ene Grund eller den anden, enten man er det fordi man holder Republikken for i sig selv at være den bedste Statsform, eller fordi man tror det er den, som mest fremmer Folkets Bedste. Jeg har rigtignok ondt for at tænke mig noget fornuftigt Menneske vælge sin politiske Stilling uden at overveie Tingen fra dette sidste Synspunkt. Og jeg tvivler paa, at den Fortid, som G. mener vi nu er kommen saa langt ud over, saa rent har glemt denne Side af Sagen. Men det kan nu være det samme. De Republikanere jeg kjender, pleier jevnlig at tale om de store Fordele, som vort Folk vil opnaa, naar vi faar Republik. Men dette er dog vel ingen Grund til at holde dette samme Folk i Uvidenhed om det store gode, som det paa denne Vei kan vinde? Overhovedet, man kan nu have hvad Grund som helst for sin Tro paa Republikken for enhver varm og oprigtig Tro paa en stor Sag er det det naturlige og det rette at træde aabent op.
           
Skal jeg behøve at sige, at det hermed ikke er min Mening at gjøre det til Pligt for hver enkelt af de Hundreder og Tusinder af Republikanere rundt i vort Land, at træde offentlig frem med sin Republikanisme? Det vil jeg ikke engang med Sikkerhed paastaa for deres Vedkommende som tænker paa at blive Thingmænd. Vistnok forekommer det mig mandigt og vel gjort, naar en Gang imellem en Mand som er paa Tale til Valg, aabent lader Vælgeren vide, at han er Republikaner. Men det er ikke sligt, det her kommer an paa. Det er Republikanerernes Flok som Flok, der er ansvarlig for, at Folket er holdt i Uvidenhed om deres Planer. Det er visselig ikke hver Mands Sag at træde offentlig frem og klargjøre Stillingen og aftvætte Ansvaret for sig selv og sine Meningsfæller. Men det fattes ingenlunde Republikanerne paa skriveføre Kræfter. Og naar inden en saadan Flok, siden den Stund, da Fjørtoft blev bragt til Taushed, ikke en eneste har gjort et fuldt alvorligt Forsøk paa at vise Folket, hvor hele Flokkens Arbeide stiler hen, saa mener jeg det er aabenbart, at ikke alt der er i sin Orden.
           
Det er en Sammenblanding, naar Bjørnson mener, at jeg vil drive dette Krav ind paa Sverdrup og Venstre, eller som han nu sidst siger, paa Dagbladet! Jeg mener nok, at der om Sverdrup og Dagbladet kan være noget at sige, som staar i nogen Sammenhæng med det jeg her har sagt. Men hverken paa Lillehammer-Mødet eller senere er det derom jeg har talt. Det jeg nu taler om, gjælder kun Republikanere. Om Sverdrup eller Dagbladets Udgiver er Republikanere, det er noget, som Bjørnson ved bedre end jeg. Er det Tilfældet, saa gjælder mine Ord dem, ellers ikke.
                                                           
( Meir.)
 
1) Bedes optaget i Oplandenes Avis, og i de andre Blade som helt eller delvis maatte have optaget Angrebene.