Regjeringsforslaget til ny Herskipnad.

I 1856 hadde me ein unionel Militærkomissjon, som sette fram nokre
Grunnsetningar til Herskipnad for Norig og Sverike. Etter desse var det Meiningi aa faa Herstellet meir likt i baae Riki; og samstundes var Samrøringstanken ute og gjekk. Soleids skulde de løbende Udgifter til de opererende Troppers Underhold samt de tilfældige Udgifter, der opstaar ved Krigsoperationerne, udredes af begge Riger i Fællesskab i det Forhold, som ved Folkemengden er givet (15de Grunnsetning). Likeins kravde Kommissjonen: I Norge bør tvende Kreditiver stilles til Kongens Disposition til Anvendelse ved extraordinære Tilfælde efter samme Regler som nu er gjældende i Sverige (14de Grunns.) Det var i god Samanheng hermed, at Kommissjonen lagde al si Magt paa aa gjera Lina so sterk som mogeleg. Det var fulla mest lettvint aa faa den skipad yver Grensa. Um Norig i Millomtidi var utan Verje hadde mindre aa segja, ser det ut til. Sverike skulde no vera Hovudlandet, maa vita. Det er denne Tanken fraa 1856, som meir og mindre klaart kjem fram i alle seinare Regjeringsforslag um Herskipnaden, soleids ogsaa i det Generalstabschefens Organisationsforslag, som Regjeringi hev lagt fram for Storthinget. I dette gjeng dei ut fraa, at Sverike vil faa Hovudaagangen fraa Fienden, og at me difyr maa vera bune paa aa verja oss der. Difyr lyt me i Norig hava ei sterk og vel uppøvd Lina, men dinæst maa me til Forsvar mod sekundære Angreb paa selve Norge have et under Freden organiseret og vel øvet Landeværn, som kan bruges overalt inden Landets Grænser og under visse Betingelser ogsaa udenfor samme, og endelig et Lokalværn, der dog væsentlig kun behøver at opsættes under Krig og blot behøver at bruges inden det Distrikt, hvortil det hører. At Landeværnet og Lokalværnet blot skal bruges indenfor de respektive Grændser af Landet eller Distriktet maa imidlertid ikke være saaledes at forstaa, at disse Tropper under et Felttog saaledes som vor Krigshistorie viser skulde kunne nægte at overskride disse Grændser, thi trues Landet eller Distriktet af et fiendtligt Angreb, maa dette kunne mødes ogsaa udenfor Grændserne, naar vedkommende Befalingsmand maatte finde dette nødvendigt eller hensigtsmæssigt, ligesom paa den anden Side heller ikke en Fiendes Forfølgning eller en Fiendes Observation i Almindelighed maa ophøre netop ved Landsgrændsen.
           
Difyr sett Regjeringi fram eit Forslag til Umbrigde i Grunnlogi § 25.
           
Forslaget hev ei Line-Her paa 20,709 marserande og 6,131 Depot og Linesoldatar i Landet. Til di kjem attpaa 10,000 Mann Landevern, som for største Luten er Fotfolk i 10 Bataljonar.
           
Man daa Generalstabschefen gjorde upp sitt Forslag, skriv Militærkomiteen, gjaldt den forrige Værnepligtslov med Inddeling i Linje og Reserve som tvende Paralelklasser, hvoraf Linjen hvert Aar optog et bestemt Antal (omtrent 2500 Mand) medens Reserven erholdt det overskydende Tal. I Forslaget fastholdt Generalstabschefen det samme Prinsip om en begrændset Tilgang til Linjen, kun øgede han den aarlige Rekruttilgang til Linjen saaledes at den fremtidigen skulde udgjøre 5400 Mann, hvoraf 4800 skulde tildeles Infanteriet. Forslaget er, uagtet den ved Loven af 1816 indførte almindelige og lige Værnepligt bibeholdt uforandet i alt væsentligt. Kadrene formenes, uagtet Forandringen i Værnepligtsloven, tilstrekkelig for Behovet.
           
Komiteen syner no, at Regjeringi hev reknat den aarlege Rekrutmengdi alt for laagt, og freistar aa faa fram det Bilætet, Heren vil gjeva etter detta Herskipnadsforslaget, naar Rekrutmengdi vert 8000 Mann, naar den aarlege Minking reiknast til 2 ½ av Hundrad og naar ein held den no-gjeldande Vernepliktslogi ubrigd med 7 Aarsklassar i Lina og 3 i Landevernet, soleids som Forslaget gjeng ut paa. Komiteen fær ut, at det daa vil verta 34,000 Mann, som ikkje vil faa Befalingsmenn nemlig 8000 Rekrutar, 16800 Lina og 9200 Landevern. Dersom ein reiknar ein urimeleg Avgang paa Mannskap, vil ein likevæl hava 20,000 Mann som ein Attpaa-Sleng utan Nytte for Forsvaret. Dei er soleids dømde til Yrkesløyse i Faarens Stund, og dei Pengarne, som er gjengne med til deira Upplæring, er kastad burt til inkjes.
           
Landevernet kjem til aa utgjera 10 Bataljonar Infanteri berre, utan Kanonur, utan Hestfolk eller Ingeniørar elder Depotavdeilingar. Landevernet maa sjølv verta Depotstyrken for Lina. I Krigstid vert Landevernet paa denne Maaten ikkje mobilt. Det kann ikkje brukast mot Fienden. Endaa det vert kravt, at Landevernet skal vera godt upplært, fær det ingen Eksis, og Lokalvernet (Landstormen) som etter Forslaget saman med Landevernet skulde kunna nyttast utanfor Riksgrensa fær ingen Skipnad. Det er som i 1856 Lina, som er kjæraste Barnet.
           
Likevæl segjer Regjeringi um detta Forslaget, at det danner et saa helstøbt Arbeide, at man ikke uden Skade for det hele kan foretage nogen væsentlig Forandring i nogen af dets enkelte Dele.