[Protokolnemndi...]

Protokolnemndi innstiller til Odelstinget, at det skal gjerast denne Avgjerdi um Riksrett:
 
I. Medlemmerne af Hans Majestæt Kongens Raad bør undergives Tiltale ved Rigsret, nemlig:
           
1. Statsminister Selmer, Statsminister Kierulf, Statsraaderne Vogt, Holmboe, Helliesen, Jensen og Munthe for at have udvirket:
           
a. de kongelige Revolusjoner af 29de Mai og 15de Juni 1880, hvorved er nægtet Sanktion paa den af Stortinget den 17de Marts s. A. vedtagne Grundlovsbestemmelse om Statsraadernes Deltagelse i Stortingets Forhandlinger og undladt at tillægge Bestemmelsen den samme ved Grundloven hjemlede Gyldighed;
           
b. den kongelige Resolusjon af 21de Juni 1882, hvorved nægtedes Fuldbyrdelse af den af Stortinget under 14de Juni s. A. fattede Beslutning om Bevilgning af Kr. 20,000 til Folkevæbningssamlagene og kr. 10,000 til Centralforeningen for Udbredelse af Legemsøvelser og Vaabenbrug;
           
c. den kongelige Resolusjon af 25de November 1882, hvorved Stortingets Beslutning af 16de og 17de Juni næstforhen angaaende Lønningsregulativ for Anordning af en central Styrelse af de i Drift værende Jernbaner m. v. ikkun delvis er tagen tilfølge, idet Bestemmelsen i dens Bogstav C om Centralstyrelsens Tiltrædelse af 2de af Stortinget valgte Medlemmer er nægtet Fuldbyrdelse, medens samme Beslutnings øvrige Bestemmelser i Bogstav A og B er tagne tilfølge.
           
2. Statsraad Bachke for at have virket til Afgivelsen af de under 1ste Post Bogstav a og c nævnte konggelige Resolusjoner af 29de Mai og 15de Juni 1880 samt 25de November 1882.
           
3. Statsraaderne Johansen, Schweigaard og Hertzberg for at have virket til Afgivelsen af de under Post 1 Bogstav b og c nævnte kongelige Resolusjoner af 21de Juni og 25de November 1882.
 
II. I Anledning de øvrige ovenomhandlede Resolutioner bliver efter Omstændighederne fra Odelstingets Side ingen Forføining at træffe.
 
Kristiania i Protokolkomiteen den
30te Marts 1883.
Steen,                           Reierson,
Formand.                      Sekretær.
 
 
Naar ein les igjenom Innstellingi, tykkjest ein sjaa, at dei hev god Grunn for seg, naar dei no vil hava Riksrett.
           
Dei finn ut det, at denne Styremaaten, som til dessa hev voret, den held paa med litet um Senn aa flytja Raadeilde for Riksskipnaden vaar, so det aukast Strid paa Strid, som er til Skade for Famgangen og faarleg for Fridomen i Landet.
           
Regjeringi negtar sjølve det demokratiske Grunnprincip i Grunnloven vaar.
           
I 10 Aar hev ho no trassat Folkeviljen i Landet, ho hev inkje gjort stort anna enn staggat og haldet imot.
           
Ho hev teket paa Husbondsretten vaar i Lovsaker, i Pengesaker og i andre Avgjerder.
           
Det er raalaust aa finna Frukter av Fridom i 70 Aar i slikt eit System. Skal det halda paa for lenge i denne Bakevja, vert det berre Attergangen.
           
Det kunde berre verta Endskap paa dette og paa all Striden, um det vart Samarbeid, men det vil dei inkje.
           
Derfor har dette Systems Repræsentanter ogsaa at svare for al den Skade, som uerstattelig er voldt og daglig vil voldes dette Land, saalænge Regjeringen ved sit Forhold til Stortinget udelukker sig fra at kunne bruge sit Initiativ, og staar Stortinget imod, naar det vil bruge sit. Det er alene Samvirken mellem dem begge, der skaber en altid voxende Kraft til at lede Samfundsarbeidet. Modsætningen dertil, det Regime, hvorunder Landet nu lider, magtstjæler baade Nutid og Fremtid. Det krænker Folkets Rettigheder, skader Landets Interresser _ aandelige og materielle _ og vil tilsidst _ med eller mod sin Villie _ lade en Regjering, der er uden Rygstød i Folket og dets Repræsentation, løbe Fare for at falde i den Fristelse andensteds at søge den Støtte, den ikke kan undvære.  
             
Med denne Betragtning af Regjeringens Forhold ved de forskjellige Regjeringshandlinger, maa Komiteens Pluralitet anse den for at have paadraget sig et Ansvar, som Odelstinget efter alt, hvad der er skeet, ikke nu fremdeles kan undlade at paatale.
           
De politiske og parliamentariske Midler er udtømte i Haabet om derved at udløse Forviklingerne. De have ikke vist sig effektive. Knuden er kun mere strammet. Der staar da efterKomiteens Formening nu ikke andet Middel til Odelstingets Afbenyttelse for at tilfredsstille Folket krænkede Retsfølelse og skaffe Landet Fred og Sikkerhed for sine dyreste Rettigheder, end at paakalde Rigsrettens Afgjørelse. Den har oftere og med megen Styrke været krævet af de Mænd, der forsvarer Regjeringens Handlemaade. Idet man ikke længere tør udsætte med at følge deres Anvisning, skal Rettens Dom over Regjeringens Handlinger, om den gaar Regjeringen imod, ogsaa indeholde Dommen over dens derved udviste, _ efter nærværende Komitees Formening, _ forfatningsstridige, landsskadelige og rigsfarlige Forhold.