Syttende Mai 1).

Wergelands-statuen syttende maj
togene hilste. Og som de siste
taktfast og langsomt,
arm i arm mænnene, kvinner med blommer,
bønderne kommer, bønderne kommer.
 
Østerdals-skogens mægtigste høvding
bar deres fane. Straks som vi ser den,
over dens blod-duk
alle de tuseners tanker sig samle:
den er vor gamle, den er vor gamle!
 
Ænnu ej løven bar annet folks krone,
ænnu ej duken var dannebrogs-spaltet.
Fræmtidenså jeg,
dengang med fanen mod Wergelands billed
bønderne stilled, bønderne stilled.
 
Mest af vort tab i de udrundne tider,
mest af vor vinning og mest af vor længsel,
mest af det hele:
fortidens ansvar og fremtidens ære
bønderne bære, bønderne bære.
 
Hårdt har de sonet, hvad fordum blev syndet;
men de sig rejser! Nylig på tinge
tog de et mans-tag,
Nordlænding, Vestlænding, Oplænding, Trønder,
alle de bønder, alle de bønder.
 
Landet de åtte og ejer. _ Om køpmæn
handled sig rike iblandt dem og tænker
tuske med folkets
ny-vundne frihed, _ ej fare det volder.
Bønderne holder. Bønderne holder.
 
Holder det vundne, fordi de vil vidre;
hel må vi have selvstændigheds-æren!
Alle vi ved det:
engang med blommende Wergelandssommer
bønderne kommer, bønderne kommer.
                       
Bjørnstjerne Bjørnson.
 
1) Fraa V. G.