Ei daarleg Attest.

Bjørnson skreiv her nokot sidan eit Brev til Chr. Friele, som hadde skulda honom for aa hava sagt, at Staten inkje burde beskytte Ægteskabet. Her er Slutten av det: Naar De driver det til at tillægge mig, at Staten ikke skal beskytte Ægteskabet, det vil sige ikke vaage over Sædelighed og Forpligtelser, saa er dette saa taabeligt, at bare en, der som De har en fræk Øvelse i at skrive om ugjennemtænkte Ting, og en paafaldende Mangel paa Stilkunst forenet med saa megen Skadelyst, kan komme til at sige en saa plump, saa paatagelig Løgn. Og da De ovenikjøbet giver det Udseende af at have en Kilde for den, saa har De kommet til at sige to Løgne i en.
           
Ellers er dette Kapitel det, som Høirefolket bør holde stillest med, tænker jeg.
           
Kristendomsopraabet er blandt andet undertegnet af Mænd, der lever med baade Hustru og Frille. Opraabet vilde have været sandere, om de havde undertenget N. N. med Hustru og Frille.
           
Og mangen en prud Høiremand aa høit op! vilde gjøre et langt virkeligere Indtryk, naar de i denne Tid kaldte sig fædrelandsbekymrede med Frille.
           
Dette Brevet stod i Dagbladet den 9de August. Men enno hev kje Friele svarad eit Ord. Det ser soleids ut til, at han vil taka paa seg aa hava sagt tvo Lygnir. Dette er nokot rart av Styraren for Intelligentsens Organ; men det er inkje so rart endaa, som at Uppropararne tegjer seg. Dette gjeld daa helst Prestarne. Dei kann daa vel aldri meina, at det er kristelegt aa bruka Frillur; men det ser mest ut for, at dei trur det, naar dei til Hjelparsmenn tek slike, som hev ei tri fire Frillur. Kannhenda dei inkje hev visst det. Ja so veit dei det no, og daa bør dei segja fraa. Hellest er det kleint gjort av vaare Prestar aa taka kven det høver til Hjelp mot Vantrui. Dei burde orka aa gjera det Arbeidet sjølve.
           
Motsegjer kje Uppropararne Bjørnsons Brev og provar, at han hev fari galet, so vil eg raada dei til aa slutta med aa gjeva ut Skrifter til Kristendomsvener her i Landet.           
 
m.