Fraa gamle Dagar.

I desse Tider, daa det finst Nordmenn som vil, at Norig skal vera selt til Sverig ved Kielertraktaten og deretter teket av Svensken med Vaapen og Vald, - i desse Tider kann det vera godt aa minnast, kva norske Menn tenkte og sagde um slike Ting i 1814. Her skal du høyra eit Par Ord av Kristian Magnus Falsen,
Grundlovens Fader 1) :
           
- - - Brudte vare nu (ved Freden til Kiel, daa Fredrik VI fraaskreiv seg den norske Kruna) Enevældens Støtter . . . Frihedens hellige Ild blussede høit i hver Nordmands Bryst; Sløret faldt, Taagen svandt, Folket følte, at Suveræniteten tilhørte det; Almenstemmen hørtes, den ytrede sig lydeligen, kraftigen; Norges frie Mænd samledes, siden 277 Aar for første Gang, for at bestemme Rigets tilkommende Regjerings-Form; eendrægtigen reiste de igjen Haralds 925aarige Throne; eenstemmigen valdte de en Drot, som de gave Magt til at føre Statens Ror med Kraft, men som Rigets Grundlov stedse maa erindre om, at han kun er Nationens første Embedsmand (NB!).
           
Saaledes blev Norges Constitution; ved den er enhver Stats-Borgers Frihed hævdet, Ingens Rettigheden krænkede; og maa hver retskaffen Nordmand i dette Øieblik dobbelt føle sig, da han er bleven, hvad han altid burde have været, Borger i det frie Nord, saa vil han og vide at paaskjønne sin Lykke; han vil ikke anse nogen Anstrengelse for svær, ikke nogen Opofrelse for stor, naar det gjælder om, at forsvare det engang begyndte Værk: Norges Selvstændighed.
           
At den oftmeldte Fredstraktat (til Kiel) ikke kan hjemle Sverig nogen Ret til at forlange sig Norge overleveret, er vel en Sandhed, som maa antages at være ophøiet over alt Bevis. - - - Spørgsmaalet er altsaa blot, om en frivillig Forbindelse imellem Norge og Sverige kunde være ønskelig. - -
           
- Men i hvor tillokkende, i hvor glimrende end dette Maleri (um Fred og gode Dagar i Samlag med Sverig) er, saa er jeg dog overbevist om, at ingen retskaffen Nordmand nærer endog kun det fjerneste Ønske om Fred, naar denne skulde kjøbes ved Opofrelse af hans National-Charakter og Selvstændighed. - - - Thi saa vanslægtede ere ei Norges Sønner blevne, saa aldeles uddød er ei Forfædres Minde i deres Hjerter, at de, for at slippe at bære de tunge Vaaben, skulde ville lade sig udslette af Nationernes Tal. De seneste Tildragelser bevidne tydelig nok det modsatte.
           
Skulde Hensigten opnaaes, saa maatte Foreningen foregaa paa en Maade, som i lige Grad betryggede begge Nationer Nydelsen af alle deres borgerlige og politiske Rettigheder; den maatte være et Forbund imod fremmed Angreb, et Venskabs-Forhold, som, sikrende begge Nationer imod hinanden, tillige sikrede dem mod alle andre.
           
(Um kor det vilde gaa, dersom Svensken fekk Magti her i Landet, skriv Falsen, at daa) vilde Svenske Tropper, Svenske Embedsmænd i Hobetal afløse Landets Børn og fritage dem for det besværlige Ombud at forsvare, at bestyre det. Svensk Adel vilde strømme herind; Bønderne vilde undertrykkes, udsues, og deres forladte Gaarde vilde blive Svenske Herresæder. Al Handels-Fordeel vilde blive Sverrigs Kjøbmænd til Deel; en mistænkelig, misundelig Politik vilde spærre vore Havne, eller gjøre vore Kjøbmænd til Factorer for de Svenske. Norge, vort herlige Fædreneland, Kjæmpers Vugge, Frihedens gamle Hjem, vilde blive Slavers Bolig. Norske Sæder, Norsk Sprog vilde uddøe, og kun findes i Krønikerne; vore Børn og Børnebørn vilde, mørke og tause, naar de for Svenske Herrer maatte dyrke den Jord, som endnu er vor Eiendom, hvergang de af deres Haand modtog de Naadesmuler, hvormed de maatte opholde deres elendige Liv, skjære Tænder, ryste deres Lænker og forbande vort Minde!
           
Grunnlovens Fader og alle gode Nordmenn vilde i den Tid hava eit heilt upp sjølvstendigt og fritt Norig; Samfestet med Sverig skulde berre vera eit Forsvarssamlag og eit Venskabsforhold. Dei fekk sin Vilje fram.
           
Alle gode Nordmenn vil enno det same som Fedrarne i 1814 vilde.
 
 
1) Hvad har Norge at haabe, hvad har det at frygte af en Forbindelse med Sverrig, og under hvilke Betingelser kan denne Forening ene være ønskelig? Et Par Ord til mien Landsmænd. Af Christian Magnus Falsen, Sorenskriver i Folloug Fogderi. Christiania 1814, trykt hos Chr. Grøndahl. (Utgjevi etter Riksforsamlingi paa Eidsvoll).