[President Johan Sverdrup...]

President Johan Sverdrup fekk for ei Tid sidan ei Adresse fraa Trysil. Paa denne Adressa hev Sverdrup svarat, og Svaret lyder so:
           
De har ønsket Underretning om, hvorvidt den af 143 stemmeberettigede i Trysil udfærdigede Adresse er kommet mig ihende. Jeg erkjender ikke blot Modtagelsen af Adressen, men jeg anerkjender i fuldt Maal Betydningen af de Ord, der i den er henvendt til os Venstrerepræsentanter. Samstemning med Folket i vide Kredse har givet os Kraft til at hævde dets Sag, og enhver billigende Udtalelse fra en Landsdel stadfæster vor Fuldmagt og styrker vor Stilling.
           
Et Ord eller to endnu.
           
Det er af Modstandere taget sterkt i for at vække Beboerne af vore Grensebygder i Øst til Bevidssthed om de Farer og Ulykker, de kan neddrage over sig ved i sluttet Rekke med det store Flertal af Norges Mænd at værne om Forfatningen og om Fremskridtsarbeidet inden dens Hegn.
           
Det er en truende Advarsel, og for at gjøre den ret indtrængende har man erindret om tidligere Dages Feider.
           
Men findes denne Tale ikke for paakostende, saa kommer den dog i ethvert Fald for sent. Rigsgrensen er tilstrækkelig fredet ved lovfestet Forbud og ved to frie Folks Fellesforstaaelse af, hvad Selvstændighedsfølelse, Folkeaand og ærligt Broderskab tilsiger, en Forstaaelse, som lykkeligvis ikke længere kan stænges ude af Fjeld, Skog og Ødemarker.
           
Forsaavidt kan vi være trygge.
           
Men vi behøver ogsaa en anden Tryghed. Det gjelder atter en Grense. Det forfatningsmessige Hegn om vor Frihed og vort Samfundsliv maa vi stadig holde i forsvarlig Stand, og vi maa Alle som En holde Grensevagt mod Misbrug af den Magt, der, hvad for nærværende just ikke Alle synes at drage sig behørigt til Minde, er betroet Regjeringen alene og udelukkende for Folkets Skyld.
           
Vi følger villigt en ledende Mand paa Fremskridtets Vei og ærer ham høit; men vi taaler ingen Hersker over os.
           
Og her treffer det sig saa, derom er jeg overbevist, at det overveiende Flertal af Sveriges Folk deler vort nordiske Tenkesæt og for sit Fedreland føler og hævder den dybe Interesse, der er knyttet til samtidig Virken med os for at gjøre de øverste Grundsetnigner for frie Samfund til anerkjendte Magter i Livet.
           
Vinding eller Tab for Folkesagen i det ene af Rigerne vil ogsaa være det i det andet.
           
Dette ved vore Modstandere saare vel; de siger sig ængstelig for, at vi Venstremænd handler i unionsfiendtlig Aand; men deres virkelige Frygt er en anden.
           
De frygter for, at Norges og Sveriges frisindede Mænd skal blive altfor gode Venner og paa Grund af Fællesskab i Interesser og Formaal komme til at danne en ubrydelig Magt overfor reaksjonære Lyster og Bestræbelser, hvor saa disse Bærere tager Udgangspunkt for sine Operasjoner.
           
Det bør sig da at tro, at Hegnet om vort dyreste Eie vil blive værnet med Kraft under enig Forstaaelse mellem den norske og svenske Almenhed og at ethvert Forsøg paa at bruge det ene af Folkene mod det andet af Begivenhederne vil blive stemplet og straffet efter Fortjeneste.
           
Til Stjordalens Skjotarlag hev og Sverdrup sendt eit Brev og der segjer han millom annat:
           
Jeg ser og jeg tager visselig ikke feil i Skytterlagets Henvendelse til mig et Udtryk for den faste Beslutning, at ville staa Side om Side med de Mænd, der søge at hævde Grundlovens Aand og Ord og at give vort Frihedsliv en Fylde, svarende til Folkets Evne og Trang til Udvikling. - - - - - - - - - - - -
           
Meningen er, at øve Landets unge Mænd i styrkende Idrætter, at forberede en Hærordning til Forsvar for Norges og den nordiske Halvø, bygget paa Almenvæbning, og i Tillid til Folkets Loyalitet og Handlekraft at betro det en Æresvagt for den Forfatning, som vi alle fra den høieste til den laveste - har svoret at opretholde og lyde.
           
Det er ikke let at stille sig Opgaver, der er større og Mænd mere værdige. At fremme den frivillige Folkevæbning er at føie Værn til Værn om Samfundets høieste Goder og at kalde Folket i vide Kredse til stigende Deltagelse i det Fremskridtsarbeide, hvortil vor Ære og Velfærd er knyttet.
           
Vor Sag antager større og større Forhold. Gamle Ueland pleiede at sige: i Politiken er Udhodenhed den største Dyd. Lad disse Ord ikke være usagte for os og lad os altid holde vore Vaaben blanke.