Christendommen og Maalsagen

 

 

_ skriv Chr. Bruun i For frisindet Christendom _ skal nu det ogsaa have noget med hinanden at gjøre, spørger Folk. Nu har vi hørt om Christendom og Politik, om Christendom og Dannelse. Skal da den stakkars Christendommen blandes borti alt muligt?

 

Ja, det skal den. Og det er netop fordi Christendommen har været holdt udenfor ”alt muligt”, at vi har saa megen Aarsag til at kalde den: den stakkars Christendommen.

 

Thi hvad er Christendommen? Christendommen er ikke en Ting udenom eller paa Siden af Menneske-Livet. Den er selve Menneske-Livet _ hele det store, rige, endeløse Menneske-Liv. Den er dette Menneske-Liv, ført tilbage til sin Rod i Gud _ og dermed løftet ud over Dødens Magter, ind i det evige Lys.

 

Derfor var det Guds Søn blev Menneske. Det var, fordi han vilde bringe Menneskene og deres Liv tilbage til den Guddommelighed de havde havt i hans Faders Tanke, før Verden var.

 

Men den Christendom som vi holder, er en indsnørt, trangbrystet Ting. Den ved nok at den skal elske Menneskene, de enkelte Mennesker. Men at den skal elske ”Idéerne”, tjenede store Sager _ nei Tak, det overlader den til Fritænkeriet.

 

Det er en Blanding paa den ene Side af Pietisteriets Aandløshed og paa den anden af vor egen hjemmegjorte, norske Aandløshed, som udmærker saa meget den norske Christendom.

 

Se paa Luther. Der fandtes ikke en ”Idé”, der fandtes ikke en god Sag, som var oppe i hans Tid, uden at han var med paa den, eller snarere: uden at han var dens rette og vældige Forkjæmper.

 

Eller se paa Menneske-Sønnen. Naar jeg stirrer ind i hans høie, kongelige Skikkelse, da ser jeg alt hvad der findes af ”Idé” og ”idealt” i Menneske-Livet straale mig i Møde. Han er den store Foregangs-Mand for alle Idé-Tjenere paa Jorden. Og i atten hundrede Aar har hans Elskere læst sig til den Kunst i hans Øie. Og de vil vedblive at gjøre det, saa længe Verden staar.

 

Vi har det ikke meget med at tjene ”Idé” eller Sag, her i Landet. Skal det gaa, maa der oprettes et Embede paa Sagen. Da vanter det ikke paa dem, som vil i Tjenesten. Eller ogsaa maa den ind i Politiken. Og da faar den ogsaa straks et noget andet Stempel.

 

Det kan være bra nok med alle disse politiske Sager. De gjør sin store Nytte, og vi kan paa ingen Maade undvære dem. Men der vinker Ære og Magt og Fordel i deres Tjeneste. Det er ikke længer Sag og bare Sag, det gjælder.

 

Det er det derimod i Maalsagen. Den frisindede Politik har ydet den sin gode Støtte, og skal have stor Tak for det. Og den vil kunne gjøre det endda mere herefter. Men den største og tyngste Del af Arbeidet maa gjøres for Sagens Skyld alene. Og denne Del af Arbeidet vil her i Landet have trange Kaar. Folk har det ikke med at tjene Sag, som sagt, her i Landet. Vi er rent uden Opdragelse i saa Stykke.

 

Maalsagen er en god Sag. En christelig Sag, kunde vi trygt tilføie, hvis det ikke havde været at sige den samme Ting to Ganger.

 

Lige fra sin første Stund af bøier Christendommen sig for Sprogene (som den hædrer alt hvad der er ægte menneskeligt). Den vil ikke skabe en ny Verden; det vilde ogsaa have været at underkjende ham, som har frembragt den gamle. Den vil blot indgyde den Verden som er der, en ny Aand. Den vil heller ikke skabe et nyt Sprog, eller samle alle Mennesker under et ”helligt” Sprogs Herredømme. Den vil tage Folkenes Sprog, som allerede er der, og laane dem sine ”glødende Tunger”, gjøre dem til Bærere af den nye himmelske Ild. Hvad der skede paa den første Pintsedag, da Aanden talte Folkenes Sprog, var blot det store ”Tegn”. Det var et Løfte, som Christendommens Historie i 18 Aarhundreder har indfriet. Overalt hvor den gik frem i Landene, har den bøiet sig for de Sprog den forefandt, fyldt dem med nyt og høiere Indhold, adlet dem til christne Sprog.

 

I dette Stykke, som i saa mange andre, kom Middelalderens Kirke delvis bort fra de oprindelige Grundsætninger. Den har øvet et ikke ringe Tryk over Folke-Sprogene til bedste for sit ”hellige Sprog”. Og Følgen blev, at man holdt paa at stænge Christendommen Veien til Folkenes Hjerter.

 

Men ogsaa i dette Stykke, som i saa mange andre, bøier Luther tilbage i de gamle Spor. At oversætte Bibelen paa Folkenes Tungemaal var blot at følge det ”Tegn”, som Aands-Udgydelsen paa Pintsedag havde givet. _ Det er disse Bibel-Oversættelser som har skabt Europas Skriftsprog, eller har adlet dem.

 

Og tror man ikke, at der den Dag i Dag ligger Magt paa det for Christendommen: at det Sprog som Moderen taler med Barnet paa sit Fang, det maa hun ogsaa bruge, naar hun taler med det om Gud? Tror man Christendommen ønsker, at hun skal slaa Krøl paa sin Tunge?

 

I dette Stykke, som i saa mange andre, har Norges Lod været: Vanære og Ulykke. Den Kirke-Forbedring som andensteds gav Folke-Maalene deres Indvielse og deres Styrke, gav vort dets Ulivs-Saar.

 

Lutherdommen er bleven Norge meget skyldig. Den har i 300 Aar staaet i Gjæld til os for en Bibel-Oversættelse. Og ikke for den alene, men for et norsk religiøst Sprog i det hele.

 

Det er en fin, men dybt virkende Undertrykkelse som øves mod et Folk, naar det ikke føler sig værdigt til at tale til Gud paa sin Moders Maal. Der gives kanske ikke noget Skam-Mærke som gaar dybere end dette. Thi det er et Menneskes høieste Adel, at han kan tale til Gud. Og kan han ikke gjøre det som han er, maa han iføre sig fremmed Dragt for at komme frem for den høieste, saa er hans daglige Tilværelse dømt som vanhellig. Folket kjender sig paa denne Maade selv for at være ”Pøbel” _ religiøst set.

 

Vi kan trygt sige det er en christelig Sag at lære vort Folk at tale til Gud paa norsk.

 

Men dermed følger selvsagt Hævdelsen af Bondens Maal i det hele. Saaledes som Tingene nu staar, faar vi det ikke ind i det gudelige Liv, før Folket blir vant til at se det i Bøger og som Udtryk for menneskeligt Tankeliv. Og de samme Grunde som kræver at man fører sit gudelige Liv paa sin Moders Maal, kræver at man fører sit Aandsliv i det hele paa dette Maal. Sagen kjendes bare saa meget skarpere paa det gudelige Omraade, fordi det gudelige Liv er hele Aandslivets Sjæl.

 

Jeg vil derfor faa Lov at lægge hver ærlig Nordmand, og iser hver norsk Christen, det norske Folke-Maals Sag paa Hjerte.

 

Frå Fedraheimen 06.12.1884

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum