Statsministar Sverdrups Tale um Maalsaki i Stortinget den 30te April 1885.

   
(Bevilgning til Lærekursar).
 
(Del 1 av 2.)
 
Jeg ønsker at sige nogle Ord om mit Forhold til den Sag, hvorom vi gjennem en lang Debat har talt. I Debatten i og udenfor Storthinget angaaende Maalsagen er der drevet Spil med Ord uden eller med Tendents _ jeg tror nærmest det sidste. Landsmaal og Landsmaal er nemlig to, og det maa den erindre, som optræder kritiserende og stiller Spørgsmaal med Forlangende om, at de skal blive besvarede. I Almindelighed forstaar man ved norsk Landsmaal det Sprog, der tales af den norske Landalmue; som saadant falder det i flere Bygdemaal eller, om man vil, flere Grupper af Bygdemaal. Men man har overført Navnet Landsmaal som specifik Betegnelse paa de Bestræbelser, der har fundet Sted inden dette Land for at skabe et Mønstersprog paa en hjemlig Sproggrund. Hvad um Landsmaalet som Indbegreb af Bygdemaalene betræffer, synes der ikke at herske nogen Uenighed om, at man maa se til at skaffe dem, der skal undervise Mængden af Børn i vort Land, et saadant Kjendskab til disse og til deres rette Anvendelse, at de kan bruges som Undervisningsmiddel og derigjennem som Oplysningsmiddel. Man erkjender, at naar Børnene i Skolen faar Lov til at bruge deres Talesprog og Læreren har Evne til at meddele sig deri, vil han sættes istand til at udsaa en frugtbar aandelig Sæd. Tilegnelsen hos Børnene og deres aandelige Væxt vil fremmes. Dermed er saa omtrent alt sagt: dette er i faa Ord Summen af det, der tiltrænges inden Undervisingens Omraade. Vistnok har man hørt under nærværende Debat, at det er betragtet som en Fare, at det i Komiteindstillingen er betonet, at Landsmaalet, taget i snevrere Forstand, ogsaa skulde benyttes ved Undervisningen i de Kurser, som Lærerne bør gjennemgaa, og som alle er enige om, at de skal gjennemgaa, hvis Hensigten med deres Hverv i Statens Tjeneste skal kunne naaes paa en tilfredsstillende Maade. Men jeg siger, jeg tænker ikke, at det vil finde Medhold blant tænkende Mænd. Hvad er det Landsmaal, det Mønstersprog, man har søgt at opstille _ jeg skal betjene mig af det Udtryk indtil videre? Det er jo en dygtig Bearbeidelse af Dialekterne saavidt muligt til Samling af dem til fælles Sprog; det omslutter det mest udbredte og tillige det bedste og mest karakteriske, det sprogfyldigste, paa samme Tid som det giver raaderum for Valg mellem Udtryk. Naar det da her, som det er en Selvfølge, at Bevilgningens Forudsætning er, ikke gjælder om at meddele Eleverne et egentligt Sprogstof, men at lære dem Methoden, hvorpaa det Sprogstof, de maatte være i Besiddelse af, rettelig skal anvendes efter Tidens Krav og til Gavn for deres Gjerning, saa maa det vel være det bedste af den Undervisning, man kan byde dem, det, der betragtes som Arbeide paa at bringe samtlige Dialekter til Enhed som Udtryk for det norske Almuesprog. Det er ikke muligt, at der derom kan være to Meginger. Overalt, man har lagt for megen Vægt paa Dialekterne. En Mand, hvis Kjendskab i saa Henseende ingen vil bestride _ jeg sigter til Ivar Aasen, hvis Fortjenester af dette Lands Sprog er erkjendte paa en for ham tilfredsstillende Maade, som engang vil staa som et stort Minde i vor Historie, _ han siger, at der vistnok er nogen Forskjel mellem Dialekterne, men man maa vel vogte sig for at lægge for megen Vægt derpaa; thi for det meste er det underordnede Ting, hvorom der i saa Henseende handles. Naar det kommer til Stykket, ved Undersøgelser selv i østlandske Bygder, viser det sig, at Dialektordene er bedre kjendte, end man skulde tro, og især har de, naar de er gode, en stor Lethed for at vinde Indgang i Sproget og hos Almenheden. Det viser sig, siger den Forfatter, jeg citerede, bl. a. deraf, at endogsaa slette Dialektord har vundet stor Udbredelse derved, at de er brugte af gode Forfattere; saameget større Udbredelse vil da de gode Dialekter vinde, naar de er anvendte af udmærkede Forfattere. Fra dette Standpunkt af tror jeg alle kan være enige om at bevilge, hvad der er forlangt til Kurserne. Jeg har talt om de Indvendinger, der er gjorte fra Sprogbevægelsens Standpunkt. De andre Indvendinger, som er hentede fra Hensynet til Religionen m. m., skal jeg ikke indlade mig paa. Jeg har Chefen for Kirkedepartementet ved min Side, og han vil nok i saa Henseende afgive det fornødne Svar, især efter den sidste Henvendelse, som er skeet til ham i dag. Jeg hører ikke andet, end at i det hele og store taget samstemmer man dog deri, at Undervisning i Landsmaalet maa gives. Jeg har tænkt mig, at det skede paa den beste Maade ved Seminarierne og overalt, hvor der er Anledning til at meddele den. Men Sagen er, at denne Kursusbevilgning har to Sider, og den har en Side, som for mig har en langt større Betydning end den Undervisning, som kan gives i et eller flere eller alle af de fremtidige Kurser ved Seminarierne, og det er den, at den peger paa, at man vil virke til Nytte og i udbredte Kredse for det Mønstersprog, som jeg tror man vil naa, og som engang vil blive, hvad der paa den anden Side er sagt, at vort nærværende Sprog er, nemlig vort Rigssprog _ jeg vil ligesaa godt fremholde mit Program strax, for at ikke nogen skal misforstaa min 
Deltagelse i denne Sags Behandling. For mig ligger disse Kursers største Betydning deri, at de er et Skridt mer til at fremme den store Maalsag, til at faa det Maal, som er paa Folkets Tunge, formet, dannet, udbildet og forskjønnet til et sandt norsk Rigssprog. Man har sagt, at dette Landsmaal, som i denne Forstand omfattes med saa stor og udbredt Interesse i vort Land, existerer jo ikke. Hvor er det? Det er lavet, det er opkunstrueret, det er opstyltet, _ jeg ved ikke alt, hvad der er sagt om det. Jeg skal ikke gjentage disse Ytringer; thi jeg tror, at de er mer dikterede af en Smule Animositet end af en klar Tænkning over Sagen. Skulde det virkelig være muligt, at man stiller Maalsagens Horoskop urigtigt, naar man siger: Den har en stor Fremtid for sig, den vil gaa fra Seier til Seier, indtil den bliver den norske Tunge? Dette Sprog nedstammer i lige Linie fra vort gamle norske Sprog, det Oldnorske, og det har Odelsmandens Ret til den norske Tunge; det har bevaret sig ned gjennem Tiderne, og det er ikke sammensmeltet med noget Sprog, som er indført af erobrende Fremmede, saaledes som man har Exempler paa hos andre Nationer, hvor Sammensmeltning af Folk og Sprog er foregaaet gjennem Tiderne. Det har været udsat for Tryk; men efterat dette Tryk var hævet, har det igjen fulgt Tyngdens Love _ for at bruge et Udtryk af en anden Herre, som forresten havde ondt for at forlige sit Udsagn med sine øvrige Ytringer _ og det underholdes af Folkets nationale Tankegang. Man har i en vistnok meget lærd Afhandling sagt, at det er alene en Opgave eller et Problem, ved hvis Løsning der endnu staar et Spørgsmaalstegn. Nei, det er blevet en Kjendsgjerning. Hvorledes? Har vi ikke fortræffelige lexikalske Arbeider i det, et, som alle anerkjender for at være et Arbeide af første Rang og udarbeidet paa en Gang med Genialitet og med en Lærds Flid, som _ og det er ikke lidet betegnende _ netop er blevet til ved Arbeide af en Mand, udgaaet ikke af de Lærdes Kreds, men af Folkets egen Midte. Vi har grammatikalske Arbeider over Landsmaalet i den snevrere Forstand, som er af høit Værd, og saaledes er Sproget ikke alene samlet til en Rigdom af Stof, men det har undergaaet en kultiverende Bearbeidelse, det er underlagt lexikalsk og grammatisk Tugt med en sjelden Dygtighed og i tilfredsstillende Omfang, _ ikke saaledes tilfredsstillende, at dermed skulde Sagen være afgjort for kommende Tider, men saaledes, at man ikke er berettiget til at sige, at det Sprog ikke er saaledes repræsenteret, at det endnu ikke er andet end et Problem. Jeg siger, det er en Kjendtgjerning og en Kjendsgjerning, hvis Magt i denne Sal har været følt under hele denne Debat, en Magt saa stor, at man af Modstandens Seighed kan slutte sig til dens Vægt og den Indflydelse, den øver i vort Samfund. Vi har fremdeles en Literatur, og i Sandhed den har de Egenskaber, som man helst ønsker en Literatur: Den har vist sig at være i høi Grad tiltrækkende for Almenheden. Antallet af dem, der sysselsætter sig med den, dels for Sprogets Skyld og dels for det nationale Indhold, som ligger deri, stiger betydelig Aar for Aar, og med hver Erkjendelse af Sagens Betydning staar det Spørgsmaal for Enhver: Er der ikke i dette noget levedygtigt, noget, som Samfundet spinder ud af sig selv, og som 
Staten derfor er pligtig at tage et bestemt Hensyn til, hvor det gjælder Midler til vor Udvikling? Jeg tænker, at naar man gaar nærmere ind paa Sagen _ det skal kun ske i Antydninger fra min Side _ har jeg Ret til at sige, at de Forskjelligheder, som der er mellem Bygdemaalene er uvæsentlige; de bestaar fortrinsvis i visse Lyd-, visse Bøiningsformer og enkelte mer eller mindre hyppige Anvendelser i 
Talens Brug af mer omfattende og betegnende Ord. Men alt det, som er eiendommeligt for et Sprog, det, som giver det sin Karakter, det, som bevarer dets Forhold til Nationen og dens Eiendommelighed og den Natur, som denne Nation befinder sig i, det har de allsammen tilfælles, og det skiller dem paa alle betegnende og bestemt Maader faa alle andre Sprog. De har Sprogets Stilling ligeoverfor Udenverdenen. 
Derfor har jeg et stærkt Motiv til at være med paa den Bevilgning, som her er foreslaaet. Det er for mig et Skridt videre paa den Udviklingens Bane, som jeg tror det norske Folk bør betræde, som det skal vil betræde og som det maa betræde, hvis det kunne tilegne sig en eiendommelig norsk Kultur.- Der er intet i Tanke- eller Følelseslivet, som formaar at finde sit sande Udtryk, undtagen gjennem det Sprog, som lever paa Folkets Tunge. Det er det som man skal tage og styrke, udbedre, berige og forskjønne, og saa naar man Maalet. Det er det bedste Udtryk for den sandeste Tanke og for den mest levende Følelse. Jeg mener, at jeg fra dette Standpunkt af vil finde Medhold i vide, meget vide Kredse i vort Land, naar jeg siger, at alt, hvad der hidtil er skeet, er kun en Forberedelse for det, som maa og skal komme, saa sandt som det er Samfundets Opgave at fremme med Kraft og Indsigt, hvad der rører sig i dets midte, og saafremt Styrelsen har den gjerning at gaa i Spidsen for Udviklingen. Dens Henvendelser til Folket skal være en Række af Forslag og Opmuntringer til at betræde de Baner, som det viser sig, at man har Magt til at følge, og hvor Folkets Levedygtighed kommer til at vise sig i en stedse stigende Udvikling gjennem Midler og Magt og gjennem Magt og Midler igjen. Jeg har derfor for min Del ikke kunnet stanse paa nogen Maade ved at være med paa en saa tarvelig Foranstaltning som den, hvorom der her er Spørgsmaal: at bevilge nogle tusinde Kroner til Lærerkuser.