Gilde for Regjeringi.

Høgremennerne heldt Lag for dei gamle Statsraadarne den Tid dei hadde gjort ifraa seg, for at dei kunne eta ihop til 20 Kr. for Mann til Minne um Tider, som aldri kjem att, det var liksom eit Gravøl dei gjorde paa det gamle Systemet.
 
No baud Vinstreforeiningi i Kristiania inn til eit 10 Krune-Lag for Sverdrups Ministerium. Um dette Laget kanskje ikkje var so gildt i Mat- og Drikkevegjen som det Høgremennerne gjorde, so hadde det so mykje meir Verde ved det, at det var eit Møte millom Borgaranne og dei Regjeringsmenner, som Styringi er lagde i Henderne til for Framtidi. I England brukar dei mykje aa hava slike Lag elder Bankettar, som dei kallar det, for Regjeringsmedlemerne, dette var det fyrste av dette Slaget her i Landet. Det hadde difor ogso samlat seg umlag so mange, som kunne gaa i Losjesalen til aa høyra kva Regjeringi vilde orda seg med, det var mange Stortingsmenner med. Matlista var paa Fransk, so mange vart tykne, naar dei ikkje kunne tyda i Fyrevegen kva Slag Mat det var meint paa aa vera, men difor aat dei like godt. Han sagde det Formannen i Vinstresamlaget, at sidan dei ikkje kunne faa Lista paa rein Norsk, vilde han helder hava ho paa Fransk enn paa Dansk.
 
Arkitekt Schirmer heldt Talen for Regjeringi.
 
Statsministar Sverdrup tok til Ords og mælte:
 
Mine Herrer! Der er Styrke i det, som er kaldt tillive af Tidens Krav og under stigende Forstaaelse har naaet frem til Anerkjendelse af Samfundet; det har i sig Fremgang skridtvis og Tillidens Tiltrækningskraft, det er vor Fortrøstning, og jeg tænker, at den ikke skal vise sig ringe. Der er Tider, da _ hvad jeg vil kalde – det store Valg træder Folkene imøde, _ hvad der vælges, bestemmer som oftest disses Skjæbne for en lang Aarrække. En saadan Tid brød frem for Europa ved Aarhundredets Midte. Det gamle havde tabt sin Magt over Menneskene, de forsøgte Nydannelser havde vist sig utilstrækkelige til at være Bærere og Befordrere af Frihed og Fremadstræben i Samfundene. Man følte, at noget overordentligt vilde og maatte ske, og Begivenhederne lod ikke lenge vente paa sig. Revolutionære Storme, for hvilke Jordens Mægtige maatte bøie sig, gav et varslende Vidnesbyrd om Folkenes Krav og Kræfter. Men i Samfundenes øverste Lag manglede der klar Bevidsthed og ledende Evne. Folkedybet rørte der sig mangesteds det som alene kunde føre til bitter Skuffelse og hindre en af alle Hensyn paakaldt jevn Fremadskriden i Velvære i borgerlig og social Stilling.
 
Det er smerteligt at erindre; men saa var det tilskikket. Sagen er: vi liberale havde enda meget at lære, og de Lærdomme, som Tildragelserne gav, var i Sandhed indtrængende; alle forstandige og frisindede Mænd maatte indse, at Tilbagegang var umulig, og at det gjaldt i de høieste Interessers Tjeneste at bygge og ordne Samfundene ved friere og fuldkomnere Institutioner, der kunde grundlægge og udbilde en Styrelse af Landet ved Landet, paa en Gang loyal, folkelig, ledende og værnende. Fremfor alt maatte man i et 
Land med konstitutionel Forfatning, der var forholdsvis forskaanet for Stormene, finde sig opfordret til at søge tilveiebragt den Samfundsordning, der vilde tillade lykkelige Efterkommere, naar voldsomme Rystelser atter hjemsøgte Landet, at sige: ved stadig at udvikle vaart Frihedsliv har vi frelst Samfundet for Anarkiet og dets Ulykke og lagt Landets Arbeide i et sikkert Spor. I den Erkjendelse mødtes Mænd, der indehavde vort Folks høieste Tillidshverv, og dets største Reformarbeide siden 1814 tog sin Begyndelse. _ Det blev til en energisk og bevidst Virken for at indføre i Livet en ledende Tanke, den nemlig, at paa det nærværende Udviklingstrin og eftersom Forholdene stillede sig i Europa, vilde under det konstitutionelle Kongedømme et parlamentarisk Styrelsessætt fremme, bevare, udvikle det, der tiltrængtes for Menneskehedens Fremgang paa de vigtigste Samfundsinteresses Enemærker. Detil sigtede aarlige Storting, Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger og Stemmerettens Udvidelse, _ jeg mener et parlamentarisk Styrelsessæt, der er betrygget ved lovfæstede Institutioner, der er et sandt Organ for Folkets Raadslagninger og Beslutninger, der giver et sikket Grundlag for Statslivet derved, at det kalder alt, hvad der er myndigt og selvstændigt i Folket, til at være medhandlende og medansvarligt. Dets inderste Kjærne, mine Herrer, det er at gjøre den offentlige Menings modnende Dom til Lov for Samfundet. Jeg har lett for at drage mine Slutninger, Parlamentarismen er Tronens fasteste Støtte, den har ingen stærkere Vagt end frie Mænds Loyalitet. _ lad mig tilføie straks, at Kronens rettigheder ikke har nogen bedre Garanti end stadig Samvirken mellem Kongen og Folkerepræsentationen. Der er veien til gjensidig Forstaaelse og Tillid. Parlamentarismen har en Magt i sig selv til at forene og opdrage til det offentlige Livs Gjøremaal, til 
at give det høie Mod, der tager det op med alle Vanskeligheder, til at styrke Folkets Fædrelandskjærlighed og til at adle dets Borgersind. Det uddanner Statsmænd og kalder for Fronten dem, som har Almenhedens Tillid. 
Der er deres Plads, den er en Folkehøiskole i eminent Forstand, Viva vox docet ! Virkningerne viser sig i de videste Kredse ved at organisere og betrygge Menings- og Handle-friheden. Alt summerer sig op til, at det Styresæt, jeg har dvælet ved, har store og uvurderlige Fordele og byder de fleste Chancer for en heldig Løsning af Nutidens Konflikter og Fremtidens Opgaver.
 
Jeg har betonet Skiftet i vor Styrelse, ikke blot i Erindringen om et tidligere Møde med Meningsfæller _ en Erindring, jeg ved at sætte Pris paa _ eller for at fremkomme med en interessant Betragtning, men tillige og fremfor alt, fordi jeg derved har banet mig Adgang, til at fremholde, hvad der ved denne Leilighed paaligger mig at sige.
 
Det for Tiden fornødne, det, hvorpaa det kommer an, det er at befæste den nye Statsskik og lade den slaa altid dybere og dybere Rødder i den almene Bevidsthed. Og dette kan kun ske, naar vi møder varm og kraftig Tilslutning af dem i Landet, der har Tro paa vort Folks Fremtid og ser sin første Borgerpligt i at hævde Frihedens og Selvstændighedens evige forbundne Sag for os og for kommende Slægter. Der kan ikke arbeides nok, Arbeidet kan ikke blive fuldkomment nok, og det kan ikke gjøres frugtbringende nok! Mærk Dem det, mine Herrer!
 
I vort Forfatningsliv er Forholdet til Broderriget et betydningsfuldt Moment. Begge Riger, Nordens Ære og Lykke, det er Løsenet! Det er en stor og værdig Opgave for det norske Folk med Kraft og Brodersind at virke for Opretholdelsen og Befæstelsen af det paa Jevnbyrdighed byggede Forbund, og Arbeidet skal ikke blive forgjæves! Det høihjertede svenske Folk skal sikkerlig komme os imøde med Forstaaelse og et godt Hjertelag! Folkenevil finde hinanden ! Her igjen en Virkning af vor sidste store Reform; thi ethvert Fremskridt af Betydning i Landene indeholder en Tilnærmelse. Der er dem, som foregiver at nære Frygt for, at vor Politik skal fremkalde en fiendtlig Stemning i Sverige mod Unionen. I Virkeligheden frygter de for, at Svenske og Nordmænd skal blive altfor gode Venner, at de i det folkelige skal blive som et Folk! Jeg sender _ og jeg ved, jeg taler for os alle _ jeg sender en broderlig Hilsen over Fjeld og Søer til Sveriges Folk!
 
Foran ligger et Arbeidsliv i Landets Tjeneste. Skal vi tage Del i den Udvikling, der foregaar i Kulturlandene, skal vi holde os paa Høide med Tiden, og skal vi hævde vor Plads i Nationernes Række, saa vil en stor Anstrengelse, en Kraftanstrengelse fra vor Side, udfordres. Vi kan ikke faa det for bedre Kjøb. Vi kan ikke faa det forærende af nogen Regjering, af nogen Begivenhed eller af nogen Samling af Mænd, ikke engang af den høie Samling, Storthinget, for hvilket jeg bøier mig.
 
Med Tilknytning til det Aandsliv og den økonomiske Virksomhed, vi har taget i Arv fra tidligere Tider, er det Regjeringens Opgave med træffende Valg, planmæssig Forberedelse og Gjennemførelse, rigtig Vurderen fra Tid og Omstændigheder og med Forstaaelse af Tidens Krav at virke for Folkets aandelige Fremvæxt, for Udviklingen af Landets Hjælpekilder, for Fremme af det nationale Arbeide og for Udvidelse af vore Forbindelser med fremmede Lande. Idet Nationens Evner sættes som Maalestok, maa Almeninteresserne træde i Forgrunden, og de Foranstaltninger, der, hvis de lykkes, vil sprede Velgjerninger over det hele Land eller større Landsdele, maa have Forrangen. Ved Siden heraf gjør andre Krav sig gjældende med fuld Berettigelse, navnlig Kravet paa, at vore Institutioner i alle Retninger skal bringes i Overensstemmelse med Forfatningen og med, hvad Selvstændigheden paalægger os som en hellig Pligt. Regjeringen har _ det er enhver bekjendt _ med Bestemthed betraadt Reformernes Vei. 
Den vil fortsætte. Paa god Vilje vil det ikke mangle!
 
Maatte det lykkes, at løse Opgaven heldigt! Trods Meningsforskjelligheder og Interessestrid vil det lykkes, naar enhver af os med Opbyden af al sin Indsigt og Kraft og først og sidst med Kjærlighed til Værket slutter sig til Fællesvirken i de af Forfatningen aabnede Baner; Tiderne skifter; men én samlende Magt vil til vor Trøst altid findes iblandt os: Fædrelandskjærligheden. I den er der Værn og Frelse, naar alt andet synes at svigte; den er i gode som onde Dage uadskillelig fra vor Ære og Lykke.
 
For Fædrelandet er der arbeidet og stridt og lidt; for Fædrelandet er det, at vi, saa mange som vi er, vil bringe ethvert Offer, der kræves af os. Jeg udbringer et Leve for Fædrenes og vort Land, for vort elskede Hjem, for Norge! Det leve! Og saa paa gammel Vis et nidobbelt Hurra!
 
Storhandlar Joh.s Lunde bar fram Skaali for Stortinget.
 
Paa den svarad Rektor Steen og sagde millom anna:
 
Selv gav Fædrene sig Friheden, og de satte Livet ind paa den. Men Friheden, mine Herrer, er i Nuet kun en Ret. Først gjennem Tidender og gjennem Slægterne bliver den et Liv, en Kraft, som voxer med Folket selv, saaledes som det voxer sig frem til stedse større Klarhed i sit Livssyn, større Klarhed over, hvad det bærer paa af Drømme og af Tanker, Længsler og Fremtidshaab, til større Tro paa sin egen Evne til at kjæmpe derfor og dermed, mine Herrer, til Selvbevidsthedens og Selvstændighedsfølelsens retmæssige Krav _ thi retmæssigt er det nu _ retmæssigt Krav paa ikke alene at bevare og ukrænket at hævde sit nationale Liv i Folkesamfundene, men ogsaa at hævde sig selv og det i sin egen og nationernes Agtelse med fuld jevnbyrdig Deltagelse i Menneskehedens store Kulturarbeide paa alle Livets Felter.
 
To Slægter har nu virket trofast i denne Frihedens Tjeneste, udgaaet fra den altid mer modnende Folkebevidstheds Vilje og Retsfølelse har Storthinget stedse tryggere og sikrere kunnet gaa i Spidsen, og hidtil _ det siger jeg _ jeg tør sige det _ har det ikke svigtet noget af de Opdrag, det enten har modtaget direkte af sine Vælgere, eller Begivenhedernes Medfør har paalagt det. En saadan Virksomhed, mine Herrer, den sætter Spor, og den har sat Spor.
 
Jeg ved ikke, hvilke jeg skal nævne som dem, der er dybest i Folkelivet, og Statslivet og Næringslivet: vore Statsinstitutioner, vor Videnskab, vor Digtning, vor Literatur, vor Kunst og sidst, men ikke mindst vort Arbeide _ dette Arbeide paa Land og Hav, i Dal og ved Fjord; _ ikke at dette alt skylder Storthinget sin raske og løfterige Vext _ tvertimod, mine Herrer! det var den slumrende Folkeaands nyvakte Kraft, som deri har aabenbaret sig. Men Vexelvirkning har der været, maa der være og skal der være mellem denne Kraft der ude i Folket og hvad Storthinget har givet og modtaget af Impulser og Støtte. Og saa, mine Herrer, det, som begyndte, ikke i Tvivl og Vanmagt, men i famlende Uklarhed _ det er sikkert nok _ og i Mangel paa en ret fædrelandsk Selvfølelses Sikkerhed, det har voxet sig stærkt og sundt, til en Folkemagt; og Splittelsen _ jeg lægger til: Døgnstrævets kortsynede Aander har ikke formaaet at stanse et enigt Folk paa dets Bane fremad mod det Maal, som staar og er stillet for enhver Nation, som tror paa sin egen Levedygtighed.
 
Vort Folk har stadfæstet sin Ret til at leve sit eget Liv _ det har gjort det ved sit eget Virke; og spændtes end Kræfterne _ og de spændtes haardt _ saa blev Arbeidet derfor dobbelt frugtbart: det skabte og samlede en stærk og udholdende Vilje. Nu staar dette Folk, vort Folk, med den fuldbaarne, frie Mands Ret, som Herre over sin egen Fremtid, _ de og ingen anden.
 
Storthinget regner sig til Hæder, _ og det er dets største Hæder _, hvad det dertil har kunnet bidrage. Det forhøier dets Glæde at modtage gjennem mine Herrer det norske Venstres Tak for velgjort _ det ikke mindre end nu her at høre Kravet og Trangen, Trangen og Kravet til, at der paa den lykkelig tilveiebragte Samvirken mellem Statsmagterne nu skal bygges en jevn, efter Tidens Vilkaar og Forhold afpasset Udvikling. Det stemmer med det Mandat, vi alle have faaet fra vore Vælgere. Det har vi alle Medlemmer af Storthinget _ det tør jeg vel sige _ vi har en fuld Forstaaelse af, at det kommende Storthings Fædrelandssind og Fædrelandssyn skal stilles paa Prøve, vel af nogen anden Art, men ikke mindre alvorlig end den, der forelaa det, som nu skilles. Store Reformer _ allerede af gammel Datum _ staar paa Dagsordenen; nu fordrer de sin Afgjørelse. Det er indviklede og dybt indgribende Spørgsmaal og af stor Rækkevidde paa forskjellige Livsfelter. Der hersker om dem ikke liden Meningsforskjel, og det kræver Selvfornegtelse hos den enkelte og gjensidig Imødekommen, om det skal lykkes at føre deres Behandling frem til et landsgavnligt Udslag. Vore Næringsforholdes ganske særegne Vanskeligheder, Virksomheden, som ligger nede, optræder ogsaa med stærke og trængende Krav, samtidig med, at vor økonomiske Evne paabyder stor Varsomhed i Benyttelsen af vort Folks Hjelpekilder. Samstemmigheden mellem os og Jer, mine Herrer! som Repræsentanter for Landets liberale Parti _ derpaa er det, vi tør grunde det Haab, at det skal lykkes os som vore Forgjængere at optage og fuldbyrde de Opgaver, Tidens Behov nu forelægger os.
 
Som Folkets Tillidsmænd har vi faaet vort Hverv; _ følger os dets Tillid og fastholder det liberale Flertal inden dette Folk sit Program, saaledes som det har forenet os, skal vi trygt og roligt kunne se de kommende Dage imøde. Der er Enighed og Samstemmighed, Sammenslutning med store fælles Maal _ det giver Styrke, og det giver Fremgang. Det store demokratiske Folkeparti i Norge _ derpaa, mine Herrer! _ saasandt jeg forstaar Tidens Tegn og Historien ret _ derpaa hviler Friheden, derved betrygges vort Lands Fremtid mellem Europas Stater.
 
Fabrikkeigar Enger talad for Sverik, Statsraad Stang for Vinstreforeiningi og Statsraad Sørensen for Danmark. Han sagde millom anna:
 
”Naar jeg tænker tilbage til de Tider, da jeg endnu var den unge Mand, _ som Flerheden af Herrerne selvfølgelig endnu er _, naar vi var sammen i Lag som dette, hvor det navnlig gjaldt at udtale sin varme Interesse for den liberale Stræben for Frihed og Fremskridt, _ mine Herrer, da var der en Skaal, som aldrig manglede, _ det var en Skaal for Danmark. Og jeg tviler paa, mine Herrer, at der er nogen Mand, som har sand og varm Interesse for de liberale Institutioners Udvikling, som ikke i disse Dage maa tænke paa Danmark. Det er ikke mig givet, mine Herrer, paa noget Vis at sige eller gjætte, hvorledes Forholdene der skal ordnes. Men enhver _ tænker jeg _ maa erkjende, at en væsentlig Omordning tiltrænges. Hvorledes den skal komme, faar blive andres og andre Statsmænds Sag at gjætte og bestemme. Men der er, siger jeg, ingen Mand, og særlig ingen Mand af den liberale Forening, som det ikke ligger varmt paa Hjerte, at den Ordning, som maa komme, maa gaa i den Retning, hvori den liberale Forening arbeider. Det er mit varme Ønske, mine Herrer, for Danmark, og derfor vil jeg i Tilknytning til, hvad der var min Ungdoms og Manddoms varme Interesse og hvad der er det endnu, udbringe en Skaal for Danmark, for Danmarks Fremtid!” 
 

Frå Fedraheimen 03.02.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum