[Tidender.] Landsmaal i dei høgre Skular.

Den 18de Januar hev Kyrkjedepartementet sendt ut eit Rundskriv til Skularne:
 
”Ifølge Undervisningsplanen af 1ste Marts 1885 skal Disciplene i Gymnasiet gjennem et Udvalg af Bygdemaalenes og Landsmaalenes Literatur orienteres i vort Landsnuværende Sprogforhold og deres historiske Udvikling. Da der paa den Tid, Undervisningsplanen blev vedtaget, ikke havdes nogen passende Læsebog eller andet Apparat for denne Undervisning, kunde Maalet ikke nøiagtigere angives, og heller ingen bestemt Tid afssættes. Nu foreligger der imidlertid 2 Læsebøger: ”Prøver i Bygdemaal og ”Landsmaal” af B. Paus og H. Lassen og ”Læsebog i det norske Folkesprog” af Arne Garborg og Ivar Mortenson. Man skulde derfor inden dette Skoleaars Udgang udbede sig Skoleraadets og Rektorens udtalelse om, hvorledes Undervisningen i Folkesproget bedst forbindes med den øvrige Undervisning i Modersmaalet, hvilken Tid man kann afsætte dertil, og hvad man for nærværende kan sætte som Maal derfor”.
 
Det er godt og væl, at det no ser ut til aa verta meir Aalvor av Tanken um aa faa Landsmaalet inn paa dei høgre Skularne, endaa me trur ikkje det kann koma mykje utav aa senda Spurlag kringum til Rektorar um slike Emne, daa me veit, korleis slike Folk er lagad, dei plar ikkje bry seg for mykje um Landsmaalet, so ein kann ikkje vente, at dei vil setja det for høgt, dei er for glade i Latinen og Tysken og Dansken til dess, at dei skulde bjoda ein slik framand Gjest som Norsken vælkomen og bjoda honom nokon lagleg Sess i Skulestoga si. Me kann ikkje segja anna, enn at me hadde tott det hadde voret likare, um Departementet, dei uspurt, hadde sett den nye Ordning i Gang paa ein sodan Maate, at Landet kann hava Ære av det. Elles vert det heile so snart burtsuslat i alle ”Betænkeligheder” og ”Hensyn” til alle mogelege og umogelege Ting.
 
Morgenbladet er ute straks, kann ein vita, dei vil daa ”opfordre Rektorerne og Skoleraadene, hvis Betænkning nu indhentes, til at fraraade, at nogen ny Foranstaltning træffes til at indføre Bygdemaal, Landsmaal og Sproghistorie som Bifag ved Undervisningen i Modersmaalet”.
 
Til aa hindra noko slikt lagar Friele seg for ein Gong fælt maalvenleg. Maalmennerne sjølve kann ikkje vera tente med, at Landsmaalet vert innført paa Skularne, meiner han. Høyr berre, kor viseleg han talar:
 
”Tidligere læstes jo Literaturprøver i stor Udtrækning paa den lærde Skole, og Thorstens Literaturhistorie blev paa mange Steder ganske grundig gjennemgaaet. Desuden pleiede Disciplene, førend det enkyklopædistiske System med de mange Krav paa Gutternes Tid og Flid indskrænkede og til dels umuliggjorde fri Lekture, ofte paa egen Haand at trænge ret fuldstændig ind i den norsk-danske Literatur, ligesom det ikke var usædvanligt, at de havde et eller andet Yndlingsstudium, som de drev paa egen Haand. Ligeledes var der mange Disciple, som uden Veiledning af Lærere læste Folkeviser og syslede med Oldnorsk og Dialektstudier. Og det er fra akademiske Kredse, at denne hele Maalreisning er udgaaet. Tør hænde, at Interessen hos den studerende Ungdom vil aftage, naar disse Studier paatvinges dem som Fag _ saadant sees ofte. Det heder saaledes fra flere 
Kanter, at Bondestanden nu begynder at blive betænkelig ved Maalrøret, da Landsmaalet, fra at være politisk Agitationsmiddel og Deklamationsnumer paa Folkemøder, med Udgifter for Stat og Kommune, med Spild af Almuesbørnenes knappe Skoletid, og til Skade for deres Tilegnelse af det egentlige Kultursprog skal sammen med Bygdens specielle Idiom tvinges ind i Almueskolen”.
 
Me takkar Friele so mykje for den Venskapshugen, som han syner oss. Men me kann likevæl ikkje finna nokon Faare for Landsmaalet i det, at det vert innført som fast Læreemne paa Skularne. Me kann væl hava vaare Tankar um desse høgre Skularne, at dei kanskje ikkje er som dei burde, men fri oss daa væl for aa hava slike Tankar um dei, som Friele, at det aa innføra eit Fag paa Skulen, det er likt til aa tyna Interessa for det. Det er sanneleg det verste Mistillitsvotum til Skularne, som me noko Sinn hev set. Naar dei elles hev den Meining, so burde dei ogso føra den igjenom i andre Ting, skal det vera likt. Kanskje me daa fær sjaa, at Friele og dei Kararne snart kjem med Forslag um, at Latinen og daa skal ut av Skulen, fordi det berre tyner Interessa aa hava han som fast Læreemne paa Skulen? Me trur nok, me fær venta lenge til dess. Det er nok berre Landsmaalet, som det skal gjelda. Og der kann det ogso kanskje vera noko i sovorne Ord, paa den Maaten nemleg, at kanskje Stordelen av Læraranne ikkje vil taka imot ein Order um Landsmaalet med nokon Blide, men vil gjera alt 
sitt til aa gjera det so trøytelegt som mogelegt for Elevarne. Men det vil daa berre vera i Fyrstningi. Og det vil me segja, at Kunnskap til Landsens Maal det fær ein krevja, at Skulen skal gjeva Borni, so kjem nok den rette Interessa av seg sjølv ein Gong. Interesse for Landsmaalet hev det til sine Tider voret meir enn nok av i dei ”akademiske Ringar”, det er Kunnskapen fyrst og fremst, som det hev trotet paa.
 
Endaa Morgenbl. gjeng ut ifraa det, at det som vert innført som Fag paa dei høgre Skularne, dermed er dauddømt, kjenner dei seg likevæl ikkje fullstøde. For dei veit ikkje kva Slag Lærarar der kann koma i Framtidi. Og so kjem dei med ein Stubb, som er so ægte ”morgenbladsk”, at me kann ikkje negta Læsaranne vaare aa sjaa, korleis slike Svodekallar er lagad:
 
”Bliver det ved Reglement fastlaaet, at baade Bygdamaal og Landsmaal og norsk Sproghistorie skal doceres paa den med Fag og Elementer af Fag allerede for overfyldte Skole, saa kan det forudsees, at enkelte yngre af Sværmeriet grebne Lærere ville misbruge Disciplinenes Tid og Kræfter , der allerede før ere saa stærkt optagen. Vilde man endda tage oldnorsk ud af Skolen, og, som oftere foresinnet, henlægge dette Sprog, som tvunget Fag til Andenexamen, kunde man jo faa Tid til at sysle noget med de endnu ikke uddøde Dialekter, sidan man endelig tror, at den patriotiske Følelse derved spores og vækkes. Vi tro forresten ikke paa nogen saadan kunstig Opelsken af Fædrelandssind og skolemæssig Opdragelse i Patriotisme. Vore Fædre fra 1814 vare da vel gode Nordmænd, og de havde verken lært Oldnorsk eller Landsmaal. 
Man kan være en varm Fædrelandsven, fordi man er Modstander af Forgudelsen af sit eget (Chauvinisme); man har i sin Tid paa skammelig Vin søgt at sprede Mistanke mod Statsraaderne Stang, Bretteville og Helliesen, om at de vare upatriotiske og unationale Mænd, fordi de i sin Betænkning i Skolesagen i Sextiaarene fremkom med den Ytring, at man kunde gjøre for meget af det nationale ogsaa.
 
Vil man have et afskrækkende Exempel paa Nationalindbilskhed, kan man gaa til Spanierne, der, som Holberg siger, foragte alle andre Nationer med Undtagelse af Franskmændene, som de gjøre den Ære at hade”.
 
Og lite nedanfor kallar dei alt dette berre for ”Frugt af Popularitetsjagt og Affektation i Retning af Folkelighed”.
 
Dette er den gamle Høgrelærdomen, som aldri vert gløymd: lat oss endeleg ikkje hugleggja vaart eiget Folk og Land for mykje. 
Det er dei same Folki, som paa den andre Sida segjer: lat oss halda det framande burte, so det ikkje tyner oss. Ein underleg Lærdom, eit underlegt Folk: ikkje ein stor Tanke, ikkje ei varm Kjensle. Naar det er paa ein Kant, kallar dei det for ”Fraser” og paa ein annan Kant ”Affektation” og dømer soleis nedfortvert alt, som er uppe i Aandslivet vaart. Slik talar berre den, som ikkje sjølv hev anten Vit elder Hjarta.
 
Nei daa, det trengst visst ikkje nokor Upplæring i Landsmaal? Dessutan kann Folk nok av det fyrr, jamvæl Høgremenn no tek til aa preika um sin Kjærleik til Bygdemaali vaare! Morgbl. forsikrar, at det var berre i gamle Dagar, at der kunne ”paatræffes saadan fornem Overseen af Almuen, at man ikke engang brød sig om at forstaa dens Sprog _ men det var den gang, da fornemme Danske talte Tysk og fornemme Folk i Tyskland kun talte Fransk”. No er det so mykje grumaea; var det so likt seg, no er det ikkje so lenger.
 
”Den Embedsmand, der har den rette Pligtfølelse og ved, at han er Folkets Tjener og ei dets Herre, vil lære sig _ og det mod største Lethed _ at forstaa den Landsdels eiendommelige Maalføre, hvor han har sin Gjerning”. (Det var fælt so mjukt!).
 
Difor, meiner Bladet, lat oss for all Ting sleppa aa faa Landsmaalet inn paa Skularne.
 
”Lad os heller slaa af paa de store Fordringer og lære Ungdommen mange Ting, men grundig og godt det mindre Kvantum og betænke, at færre Fag give stærkere Aander”.
 
Det var sanne Ord, alt oss kasta burt all overlaus Lærdom og fyrst og fremst gjeva Ungdomen eit traust Grunnlag i Norsk, so skal me vaaga, at Skulen vil gjeva oss mykje sterkare Aandar.
 

Frå Fedraheimen 06.02.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum