Eit Kvæde til Rektor Steen.

Bjørnstjerne Bjørnson hev sendt eit langt ”Nytaarsrim” til Rektor Steen. Hadde det ikkje voret so langt, skulde me hava teket det upp alt, daa det er mykje forvitnelegt og storlegt i dette Kvædet.
 
Her er nokre Stubbar av det:
 
For en stor tid,
naar geniets yderste flid,
hele armeers vælde,
selv om de fængsle og domfælde
stykkevis og i bolk
hele folk, _
ikke driver det længer end did: _
hvad de bander, det bygger de,
hvad de tramper, det trygger de.
 
I farens stund,
i personlighedens inderste grund
du kjender dig høvdingebaaret.
Og saa blev vilkaaret:
selvforsagende at bære
dit arbejde frem til en andens ære.
Ikke hans fejl; men din fortjeneste.
Du gjorde det saa traust,
saa mandigt, saa taust
som ikke en eneste.
 
Denne livslange prøve
paa retskaffent sind
vil findes god nok med tiden.
Den er skrevet ind
i den store bog, som aabnes siden.
Kan vi behøve
en strængere? Godt, _
du har staat
for en domstol, saa saar,
at paa vægten af et haar
forandrer
den sin dom fra igaar.
Hvor stærkt vi det klandrer, _
 
intet uden egen erfaring
dens mening rekker;
andres forklaring
gir den pokker.
Ikke det offentlige, saglige,
men det uvilkaarlige
i det daglige
er dens grundlag.
Den leder
i en mands svagheder
efter den mest saarlige,
prikker og pirker,
til det virker.
Spejder i hjertets udtryk,
helst i det, som er stumt,
om noget plumpt
skyder op af et dulgt bunding.
Studerer klangen i hans røst,
blinket i hans øje,
ved, hvad han behandler løst,
husker, hvad han tar nøje,
gjennemskuer, gjennomlytter,
udnytter
indtil vaner,
han selv ikke aner.
 
Du var den brede tryghed i vore slag,
og derfor slaar vi vagt om dig i dag!
Hver krænkelse, du fik,
i vore haandtryk, vore blik
blev til varme
og modnede den taknemlighedens vaar,
som engang skal kysse dine hvide haar
og blomstrende dig omarme.
Saa længe der er en tilbage af os, én,
din helteære skal staa ren,
og gaa tiltop hver dag
med vort flag.
 
Ikke sandt, dette Norge
med skib og baader,
dybe malmlejer
og fulde sildekorge,
de pokkers sætervejer
og tømmerflaader
og engslaat
og kudraat
og hestedrifter
og smaler og andet smaat,
renjagt og andre bedrifter...
det er nu saa kjært, som det er godt,
og saa er det det vakreste hjem, et folk har faat.
End gjejta da om vaaren
under fuglespillet omkring gaarden, _
det sortner i aaser, det hvitner i fjeld,
og elven skurer i bakkeheld, ...
dette Norge, vi forstaar det,
at en kan lide lidt for det!
 
Nu er morgen over folkets kræfter
og morgengrættenhed derefter
af svage folk og gamle.
Stundom stiger det til forbandelse.
Men snart kan Norge samle,
alle krænkede navn
i sin moderfavn
under glorien af sin opstandelse.
 

Frå Fedraheimen 06.02.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum