Vonheims Folkehøgskule.

Chr. Bruun greider ut um Skulemaaten sin paa Vonheim i ei Melding, som han har sendt Amtstinget. Han skriv:
 
”Undervisning i noget særskilt ”Fag” giver jeg ikke længer. Jeg holder en Række Foredrag  _ over spredte Emner, kan man nærmest kalde det. Men de spredte Emner har sin Enhed og sit faste Maal i det at meddele de unge en vis bestemt Livsopfatning: den Livsopfatning, som jeg vel nu uden at mistydes tør kalde Folkehøiskolens.
 
Denne Livsopfatning har i Kristendommen sin faste Grund. Mine Foredrag gaar derfor alle i afgjort kristelig Retning, ligesom den største Del af dem knytter sig til bibelske Emner. Men der gives en Kristendom, som her i Landet ikke er lidet udbredt, og som søger at faa Folk til at agte hele det menneskelige (eller humane) Liv ringe. Som denne Kristendom efter Folkehøiskolens Opfatning i sig selv er skjæv, saa holder vi den for særlig uskikket for unge Mennesker. Vi tror, at den meget let jager sund og livsfrisk Ungdom over i Armene paa Fritænkeriet, især hvis det møder dem i en menneskelig talt ædel og varmhjertet Skikkelse, saaledes t. Eks. Bjørnson viser dem det. Den Livsopfatning, som jeg paa Kristendommens Grund søger at føre de unge ind i, sætter sig til Opgave at aabne deres Øine for alt, hvad der er ædelt og skjønt i det rent menneskelige Liv. Den søger at vække deres Kjærlighed til Fædrelandet og til ”alt der er ægte norsk”: til vor deilige Natur, til Mindet om vore gjæve Forfædre, til det klangfulde Sprog, de har lært af sine Mødre, og til det gode i vore Digteres Skrifter. Den søger at vise dem, at Kunst og Videnskab er Magter i Livet, som bør sees paa med Ærbødighed ogsaa af dem, hvem det kun paa Frastand undes at lære dem at kjende, men at den jævne, folkelige Oplysning _ den som kan blive alles Eie _ rigtignok er dem en Sag af endda større Vigtighed. Og paa samme Tid som den ønsker at udvide deres Syn til at omfatte Folket og det store Samfund søger den ogsaa at vække Sansen for det ædle og vakre, som ligger i et godt Familieliv og i dets Grundlag: Kjærligheden mellem Mand og Kvinde.
 
Det er en Hovedoppgave for mine Foredrag at grundlægge den Overtydning hos mine Tilhørere, at alt dette menneskelige, langt fra at stride mod Kristendommen, tvertimod ligefrem er et Led i Guds Vilje til os. Og derfor arbeider jeg da ogsaa stadig paa at faa dem til at søge Kraften til dets Gjennemførelse hos Gud.
 
Mine Foredrag gaar saaledes frem i stadig og skarp Modsætning, paa den ene Side til Fritænkeriet, paa den anden Side til det pietistiske skjæve Kristendomssyn. Søger jeg paa den ene Side at faa mine Tilhørere til at kappes med de bedste blant Fritænkerne i at udvikle hos sig selv et sundt og ædelt og fribaarent Menneskeliv, saa søger jeg ikke mindre at faa dem til at ligne Pietisterne i dyb og uskrømtet Ærbødighed for Gud og hans hellige Ord.
 
Til denne dobbelte Modsætning, som Folkehøiskolens Livsopfatning gaar frem i, er der i de senere Aar endnu kommet en tredie. En overmaade stor del af Kristendommens Forkyndere her i Landet, selv af dem som ellers nok indrømmer det menneskelige dets Ret, bryder, som man ved, lige frem Staven over den stærkeste af alle de rent menneskelige Aandsmagter i vor Tid: den store Friheds- og 
Lighedsstrømning rundt om i Landene. Jeg gaar i mine Foredrag – og deri stemmer jeg overens med Skolens øvrige Lærere _ med Flid ikke ind paa de politiske Enkeltspørgsmaal. Men skal jeg meddele en Livsopfatning, skal jeg særlig lægge Vægten paa Sammenhængen mellem det menneskelige og det kristelige, saa lader det sig ikke gjøre helt at gaa forbi et Spørgsmaal, som saa stærkt trænger sig frem i Forgrunden. Jeg søger at vise de unge, at den Folkehøigskolens Livsopfatning, som jeg foredrager for dem, med afviselig nødvendighed fører til en venlig Stilling over for den Friheds- og Lighedsstrømning i det hele, som i vore Dage gaar gjennem Verden, hvad der selvfølgelig ikke udelukker, at man kan have mangt og meget at udsætte paa Venstrepolitikken, baade som den skikker sig hos os og i andre lande.
 
Dette er i korte Træk en Skildring af den Undervisning, som jeg meddeler paa Skolen, og som helt igjennem støttes ved de øvrige Lærerers Foredrag over Verdens og Fædrelandets Historie.
 
Jeg tilføier, at den vanskeligste og tillige den vigtigste Del af min Gjerning er den, at faa Folkehøiskolens Livsopfatning til ikke blot at staa klar for mine Tilhøreres Tanke, men til ogsaa at slaa Rod i deres Hjerte”.
 

Frå Fedraheimen 06.02.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum