Ullmann og Kristiania-Bohêmen.

 

(Del 3 av 3. Fyrste delen.)

 

I Dagbladet  skriv Ullmann ei sovori Utgreiding um denne Saki:

 

Epilog til den Jægerske Affære.

 

 

Der var dem, som efter at have læst Bogen tænkte, at nu skulde man dog engang for Alvor begynde at tage fat paa Spørgsmaalet om Prostitutionen og den offentlige Usædelighed, ikke bare med Talemaader á la Kristiania Arbeidersamfund, men med en grundig Undersøgelse af de Samfundsaarsager, der har fremkaldt Prostitutionen. Slig en gyselig rystende Skildring maatte dog vække Menneskene op, saa de begyndte at skrige over sig: saaledes ser det du paa Bunden af dette vort Samfund.

 

Joho, de skreg over sig: Svineri, væk med ham, tre Aars Slaveri, det har han godt af, den forfærdelige Fyren med de tyve Koner! Og Bogen blev konfiskeret, Sagsanlægget reist, og Samfundet kunde igjen være rolig. Gud blev ikke bespottet, Børnenes og de unges moralske Fremtid var sikret; thi nu, Bogen var borte, vilde de jo intet faa vide om det onde – idetmindste kunde man lade, som om man intet vidste, selv om Kvældene paa Karljohansgade gav aldrig saa gode praktiske Oplysninger.

 

Denne Maade at tage Sagen paa fandt nogle enkelte Mennesker afskyelig – af meget forskjellige Grunde, nogle fordi de sympathiserede med Jæger, andre fordi de fandt Pressefriheden krænket, andre fordi de brændte af Iver efter at faa de Gyseligheder udryddede, som hvert Aar kræver flere Ofre end nogen anden Rædsel i Verden. Og saa var de saa naive, disse sidste Mennesker, at de troede, det maatte være en Hjertesag for alle bra Mennesker tilgavns at faa greie op i dette.

 

Og hva kom der saa ud af det?

 

For det første, at Hr. Jæger komplet ødelagde sig selv, endog i deres Øine, der allerhelst havde villet give ham en Leilighed til at vise, at hva og hvem han nu end er, han havde noget at sige, som Samfundet skulde have hørt paa, alvorlig hørt paa, for det første, for selv at forstaa det – thi det gjør ikke en af hundrede endnu – og dernæst for at vise ham og hans voxende Tal af Meningsfæller, at disse Meninger er ravgale, ad den Vei naar man ikke til Maalet, den dyriske Usædeligheds Afløsning af ægte Kjærlighed mellem Mand og Kvinde. Men som Hr. Jæger nu sidst optraadte med Fortsættelsen fra Bogen af alle sine personlige Udfald, har han gjort sig umulig; han vil nu aldrig mer udenfor sine blinde Beundreres Kreds faa nogen til at høre paa sig.

 

For det andet har den frisindede Studenterforening ødelagt sig selv. Der er ikke mer Frisinn i den fanatiske, brutale Optræden, DHrr. viste, end der f. Ex. er i Fædrelandet. En gavnlig Følge har det dog havt: det viser os, hva Gavn vi kan vente os for Samfundet og Demokratiet af Latinskoledannelsen. Og vær rolig for det de mange Bondethingmænd, som overvar disse Møder, glemmer dem ikke, naar vi engang for Aalvor tager den nuværende Skole op til Drøftelse i Storthinget.

 

Saa for det tredie har man sluppet for at have noget at gjøre med dette brydsomme, ligefrem uanstændige Spørgsmaal: hva skal vi gjøre med Prostitutionen? Vi skal simpelthen lade den gaa sin Gang, den er nødvendig for at beskytte vore egne Koner og Døtre, og de Elendigheder, der følger med den, er ligesaa nødvendige i Kampen for Tilværelsen som Krig, Sult og andet saadant, hvorgjennem the upper ten thousand– konservative og liberale – bevæger sig fremover ad Evolutionens slagne Landevei. Nu har vi Gudskelov begyndt at faa Fred igjen, nu kan man atter paa den ene Side præke om den ugudelige Darwinisme, paa den anden Side lovprise den fortræffelige evolutionistiske Moral, Hr. Kontorist Marius kan atter have den Glæde at se Humaniteten synke ned til sin gamle Middeltemperatur og den knyttede Næve sat i Ansigtet paa dem, der vil bekjæmpe Kristendommen og Moralen, og Hovedstadens Aviser kan indkassere fra alle Landets Blade deres respektive Redaktørers hellige Forfærdelse over, at man har understaaet sig til noget slig her nede i det moderne Babylon som at ville nedbryde en saadan Institution som Prostitutionen. Følgelig erklærer vi vor Tilslutning til Ministeriet Sverdrup og gaar saa hjem og lægger os. ”Mein Liebchen, was willst du doch mehr?”

 

Og dog er der nogle stakkkars Idealister, som staar igjen og ikke kan begribe det hele. De forstaar, at de paa en eller anden ufatteleg Maade er ude af Stand til at faa Folk til at begribe dem, at de har et vist ubestemt Indtryk af, at dette skyldes noget indenfor vort Venstre, der ikke er, som det skal være; men hele Verden siger jo, at det er disse Idealister, som er de gale, og Verden, som er rigtig, og vi lever jo under Flertalsherredømmet. Men heldigvis kan ingen forbyde nogen med al sømmelig Ærbødighed for Justitsdepartementet at arbeide for at komme i Flertallet. Og da skal jeg have Lyst til at vide, hvorledes det vil gaa Kristiania, om Idealisterne kommer i Flertal.

 

V. Ullmann.

 

 


Frå Fedraheimen 13.03.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum