Den høgre Skule og Folkemaalet.

 

(Del 3 av 4. Fyrste delen.)


(Framh. fraa fyrre No.)

 

 

Som bekjendt har Landsmaalet for en væsentlig Del dannet sin Lydbetegnelse, ja undertiden til og med sine Former, efter Gammelnorsken, og det ikke alene hvor flere eller færre af de sk. ”bedre” Bygdemaal (de, som mindst har fjernet sig fra Oldsproget), men til dels endog hvor intet Maalføre har bevaret det gamle Forhold. Paa denne Vei omgaar Landsmaalet saavidt gjørlig og i ethvert Fald med forbausende Kunst Vanskeligheden ved de mange Dialektsplittelser og faar et gammelt overleveret Skriftsprogs Udseende. Men samtidig har det udtrykt Lyd, som Sproget ikke lenger kjender, eller betegnet nulevende Lyd med Tegn, der forudsætter en Udtale, som i det store og hele er bortdød. Og i samme Grad som Landsmaalet saaledes lægger Hovedvægten paa den sproglige Sammenhæng med Oldtiden, kommer det til at repræsentere en forgangen Tids, ikke Nutidens Sprogbrug, i samme Grad faar det Karakteren af en Slags Middelnorsk, ikke av Nynorsk. Det er med Landsmaalet som med de storættede Bondeslægter, som regner sit Udspring fra de gamle Konger; de værner om sin Blodsrenhed og lever paa de store Minder. Landsmaalet har disse Slægters stolte Ættesans, men det vil ogsaa dele deres Skjæbne, om det ikke slutter sig nær til de levende Nutidsmaal og i dem – alt etter deres Almindelighed og Indflydelse – ser sin eneste Norm. Thi enhver Lydforandring medfører ikke blot Opstaaelsen af noget nyt, men ogsaa Bortfald af det gamle; og det lader sig jo nu engang ikke undgaa, at ”det etymologisk samhørige paa mange Sæt grupperer sig annerledes”, jo længer det fjerner sig fra den Tid, da Formerne opstod. Skal Landsmaalet kunne hævde sin Plads i vor Sprogudvikling, maa det derfor saavidt jeg ser, søge sin Ret og sin Styrke i Livet selv. Jeg mener rigtignok, at den lærde etymologiske Dragt fra først af snarere har været Landsmaalet til Gavn. Det fremstod paa en Tid, da Studiet af vort Oldsprog og vor Fædrelandshistorie nys var vaagnet til begeistret Liv under begavede og begeistrede Førere, paa en Tid, da den nationale Bevidsthed fremfor alt ønskede og trængte et Bevis for vor Nutids Sammenhæng med den lysende Fortid. Landsmaalet førte dette Bevis og førte det praktisk; - hva Under at det blev hilset med Begeistring, des større, jo alderdommeligere det var, jo nærmere det naade op mod Oldtiden. Hvad Under, at Tidens første Maalsmand paa disse Omraader, som selv havde taget Ordet for et lignende Forsøg næsten 20 Aar tidligere¹), ogsaa var den første til at fremhæve Vægten af den nye nationale Erobring og til at kræve en gjennemført Tilknytning til det gamle Sprog; ”Man maa begynde, hvor man slap for femhundrede Aar siden” ²); I enhver anden Fremgangsmaade saa han kun halve Forholdsregler; som det var hans Ønske, at Landets Historie skulde træde i Dagen i hele sin Udstrækning, saa ogsaa Landets Sprog. Og hva Under da endelig, at Kravet fra en saa myndig Mund, støttet af den nationale Æresfølelse og af Tidens Retning, ogsaa øvede sin Vekselvirkning, at Folkemaalet tog Skridtet fuldt du og søgte sin Enhed i Stamsproget selv. Tiderne har skiftet, Trangen og Kravet er ikke de samme. Det som gav Landsmaaelt dets væsentlige Betydning i 50-aarene, det samme forringer i lignende Mon dets Vægt i 80-aarene. Den nye Slægt vender sig ikke længer mod Fortiden; for os gjælder det eksisterende, og derfor gaar der gjennem Tiden en kjendelig Stræben efter ogsaa at faa Skriften lettet ved Tilnærmelse til det levende Talesprogs Lyd og Former. Med hver ny Slægt skrider Talesprogets Udvikling trinvis og næsten umærkelig fremad, mens Skriften, bunden som den er af Væsen ikke mindre end af Vedtægt og Vane, kun kan ændres rykkevis og i Sprang. Det er da heller ingen fonetisk Gjengivelse, som Bestræbelserne gaar ud paa. Ikke blot fordi der hertil vilde kræves en uforholdsmæssig Tegnmængde for alle Sprogets fine Lydskiftninger, heller ikke bare fordi det talte Ord efter sin Natur er langt friere og mer vaklende end en skriftlig Gjengivelse kan være, om den tilfulde skal forstaas, men ogsaa fordi Skriften tidt maa ty til andre og selvstændige Midler for at fremkalde den samme Virkning som Talen. I selve Skriften vil der saaledes stadig ligge konservative Elementer, som sørge for at opretholde saavel en bestemt Forskjel imellem Skrift og Tale som den nødige Kontinuitet i Skriftformen, og i et paa regelret Vis udviklet Skriftsprog vil hertil komme visse Aldersmærker. Jeg vil ikke negte, at sproglige Fremskridtmænd undertiden synes at glemme, at dette Forhold baade er naturlig og nødvendig. Paa den anden Side synes der altfor ofte at skorte paa Syn for den store Uleilighed, som opstaar, naar Skriften ikke lidt efter lidt tilegner sig de væsentlige Overgange, som har fundet Sted i Sproget. Er det Skriftsprogets første og største Opgave det at være lige letbrugt for den skrivende som let vorstaaeligt for den læsende, saa maa ingen Forskjel mellem det talte og skrevne Ord unødig bevares eller endog øges. Det er jo dog til vor, ikke til vore Oldefædres Brug, at vi har en Skrift og et Sprog. Men gjælder det, at Skriften ikke uden Skade i Længden tør opretholde en Overensstemmelse eller Forskjel, som Øret ikke længer ved af, er det klart, at et nyreist Skriftsprog med end mindre Ret kan iklædes en ældre Tids Lydbetegnelse, kan begynde sin Tilværelse med Rynker og Furer, som alene Aarene giver. Og det saa meget mindre, naar det ikke som andre Skriftsprog, i et udbredt Fælles- eller Omgangssprog tillige har en mundtlig Form, der kan øve sin udjævnende og foryngende Indvirkning paa Skriftformen. Landsmaalet hviler jo udelukkende paa det ”bedste”, eller Grundlaget i selve Bygdemaalene, og de Maalfører, som staar det nærmest, er de, der har mindst Udbredning og mindst Indflydelse. En fast Skrivebrug end sige en fra først af forældet, vil følgelig for Landsmaalet være enstydig med Uforanderlighed og denne med en stadig voksende Strid mod Talebrugen, selv de nærmestliggende Dialekters. – Og som Landsmaalets Brugbarhed intet vinder ved den etymologiske Skrivemaade, saaledes heller ikke dets Anseelse. Naar et slikt Betragtningssæt langt fra er noget usædvanligt, er vel Grunden nærmest den, at de fleste andre Skriftsprog, og da først Dansk-Norsken og Svensken, har vænnet os til at anse stærke etymologiske Støtter for Kjendemærker paa et virkeligt Skriftsprog. Men at et skriftlig nedarvet Maal bevarer ”Survivals” og Levninger af tidligere Slægters Udtale, endog meget længe efter at den levende Tale har kastet dem, beror jo dog udelukkende derpaa, at dets Skriftform selv har gjennemlevet de skiftende Tider og modtaget sine Mærker af dem. Fraværelsen af saadanne Mærker kan saaledes intet Skaar gjøre i Folkesprogets Værdighed, som først i vore Dage er optaget til skriftlig Brug; den er tvert om en Fordel, som ikke let kan skattes for høit. Lige saa lidt kan jeg i Dialekternes Forfald se nogen Nødvendighed for en Tilbageføring til ældre, mer uryggede Lydforhold. Det er vel saa, at de fleste Lydforandringer i sig selv er skadelige for Sproget, idet de bryder den opnaaede Lighed og Harmoni. Men de er dog Fakta, der kræver at behandles som saadanne, og hvor der er sproglig Livskraft, pleier jo altid paa Lydforfaldet at følge en ”aandig Forarbeidelse”, som udjævner Ulighederne og gjenopretter Harmonien – om end paa en anden Maade – og derved vender Skaden om til Vinding. Og dette synes mig at være Landsmaalets nærmeste Opgave, og det en ingenlunde haabløs: jo større Vakling i Sprogbruk og Skrivemaade, des større Udviklingsdygtighed.

 

 

(Sluttar.)

 

 

¹) P. A. Munch, Saml. Afhandl. I, 25.

²) Sammesteds II, 441.

 

 


Frå Fedraheimen 01.05.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum