Den høgre Skule og Folkemaalet.

 

(Del 4 av 4. Fyrste delen.)

 

(Slutt fraa fyrre No.)

 

 

Det er min Tro, at Landsmaalet vil være vel tjent med baade i Skrivebrug og Sprogbrug at kaste alt dødt og formelmæssigt og overhoved holde sig mer til det almindelige end til det oprindelige. Det vil vistnok fremdeles finde sig staaende overfor den Vanskelighed, som ligger i Vest- og Østnorskens Forskjellighed; men det vil have vundet i Nemhed og Skikkethed for den Slægt, der lever, det vil have opnaat, at den tilstedeværende Søndring ikke længer er tildækket, det vil i en ganske anden Grad støtte sig til det levendes Ret.


I denne  Retning er det, jeg udtaler Haab om at se en Ændring gjennemført ogsaa i Læsebøgerne. Med forbehold mod alt forældet, har jeg ovenfor fremhævet Landsmaalets faste Form og Skrivemaade som en Fordel, forsaavidt Skolen  vedkommer. Og saalænge vort gjældende Skriftsprog i saa vidt stor Udstrækning fastholder det nedarvede Skrivesæt, kan der, efter mit Skjøn, ikke være Tale om for den høiere Skole at lægge en væsentlig anden Tanke til Grund for Skrivemaaden af Folkesproget. Derimod tør der være al Opfordring til at lempe dette Princip efter Talen i saa høi Grad, som det uden Brud paa Enheden kan ske. Navnlig ved ethvert for Lærlingen nyt eller sk. kunstigt Sprog, som fjerner sig fra hans naturlige Tale eller fra det Skriftsprog, han før har tilegnet sig, vil al Mangel paa Modsvarighed mellem Tegn og Lyd medføre flerfoldige og væsentlige Vanskeligheder, og alle slige skylder Skolen, under det Tryk af Krav, som hviler paa den, sig selv at holde borte, hvor det blot er gjørlig. Hva det for Skolen gjælder, er paa den ene Side ikke at vanskeliggjøre Tilegnelsen ved at bryde Grundligheden i Stavningsprincip mellem vort Skriftsprog og Landsmaalet, paa den anden efter bedste Evne at virke for, at Eleverne uden Møie gjenkjender den talte Lyd i dens skriftlige Betegnelse. For at løse denne ikke netop lette Opgave maa man, det jeg kan se, opstille som en Hovedregel, at alle stumme Bogstaver og Former udskydes overalt, hvor de giver Anledning til urigtig Udtale; hvor de derimod er fælles  for Landsmaalet og det dansk-norske Skriftsprog, fastholdes de, for saa vidt Skriftsprogets Udtale ikke forleder til falsk Læsning; - det er jo nemlig en Kjendsgjerning, at ens naturlige Sprog bestemmer Karakteren af et tillært, navnlig med Hensyn til Lyden, og sker Tilegnelsen gjennem Skrift, underskyder man følgelig saa meget lettere sin egen Tales Lyd under Skrifttegnene¹). – Jeg véd, at jeg vil blive mødt med den Indvending, at Folkesproget paa denne Vis vilde faa et underlig Udseende; man vil kræve Følgestrenghed. Det vil nu for det første neppe blive saa synderlig mange Ord, som vil komme til at skille sig ud. Men selv om saa var, svarer jeg med en svensk Sprogmand: Mener man med ”Konsekvens”, at den, som retter et, straks skal rette alt, saa kan jeg ikke tillægge Kravet nogen Vægt. Man bør være konsekvent i den Forstand, at alle Rettelser, som gjøres, maa gaa i Retning af de levende Lyd. Jo mer man arbeider i denne Retning, des mer nærmer man sig en følgerigtig Gjennemførelse af den første Grundsætning for Sprogbetegnelse²).

 

I Dhrr. Garborg og Mortensons Lesbok har de mer fremragende Forfattere faat beholde sin egen Sprogbrug og Retskrivning. Men udenfor disses Kreds finder man forskjellige Tilsprang til en Forenkling af Landsmaalet, som fortjener Tilslutning og Anerkjendelse, saa sparsomme og varsomme de er. Jeg hidsætter en Del Eksempler med Landsmaalsformen i Parentes: aa verta, vert, vart, vortet (verda, verd, vardt, vordet); ei Vise, Visur, Visurne (Visa, Visor, Visorna) Rikje, Silkje, mykje (Rike, Silke, myket); korleis (-leides); for (fyre); spør (spyrr); Dør (Dyrr); Snø, Sjø (Snjo, Sjo); kjemma (kjemba); likevæl, likeins (lika-); heime (-a); nok (nog); Loven (Logi); Ættemerkje (Ættarmerke); Impf. undrast (undradest); best. Flert. Læraranne (Lærararne); noko, lite, kva, anna (nokot o. s. v.); sant (sannt), Mansminne (Manns-); derimod ein Mann. Derhos bruges Sammendragninger som Far, Mor, Bror; Impf. af svage Verber endes paa –d: elskad (elskade); Flertalsformer i Verberne er opgivne, ligesaa egen Akkusativ i det pers. Pron. han, ho, dei (honom, henne, deim).

 

Dette er en begyndelse, som peger i den rette Lei; men ogsaa bare en Begyndelse; skal der komme noget klækkeligt ud af det, maa Skridtet tages længer frem. Steinar Schjøtt har i sin Oversættelse af Snorre i flere Retninger vist god Vei. Derhos maa den samme ensartede Skrivemaade gjennemføres for alle Forfatteres vedkommende, Ivar Aasen alene undtagen, - hva han har skrevet, tør fremmede Hænder ikke røre; selvfølgelig vil der ogsaa maatte raade nogen Frihed i Digte. Fremfor alt maatte en saadan Skrivemaade kaste de over hele eller største Delen af Landet stumme d’er eller t’er, som vistnok mer end noget andet giver et vildledende Indtryk af Folkesprogets Lydforhold, saaledes: Meid, Skid, Tidur, Greide, Gard, hard, kastad(e); Huset, Landet, opet, kastat, funnet³); - videre Sløife n  i Endelsen an, navnlig i Adverbier: saman, heiman; - assimilere r  i Lydforbindelsen rn  i Ord som Horn, Korn, Kvern, kirna (Honn, Konn, o. s. v.) samt i bestemt Flertal af Substantiver: Hestarne, Visurne, Kvisterne (Hestanne eller Hestane osv.); - betegne den bløde Lyd af  k  og  g  foran alle linde Vokaler i Begyndelsen af Ord, undtagen foran i  og  y, hvor allerede Skriftsproget lader  k  og  g  læses som  kj  og  gj); - give de svage Hunkjønsord Endevokalen e: ei Vise, og lade Inifitiv ende paa e  efter oprindelig lang Rodvokal, f. Eks. gløyma; - - tillade Refleksivformen paa sat bruges ved Siden af st: skiljas(st); samt foretrække de nyere sammendragne Former af det enkelte Ord, som ha(va), raa(da), ska(da), dra(ga), pla(ga), sa(gd)e, la(gd)e, Ve(de)r, Fo(de)r, be(t)re o. s. v. og endelig undgaa altfor gammeldagse Konstruktionmaader. Derimod bør visselig Lydforbindelserne ld  og nd  beholdes; om end ukjendte paa det egentlige Østland har de baade Vestlandet og adskillige af de søndenfjeldske Fjeldbygder for sig⁵). Lige saa lidet vover jeg at foreslaa nogen Ændring i Vokalsystemet, som har hele Vestlandet og en stor Del af Kristianssands Bispedømme at støtte sig til; for Skolen er det ogsaa for saa vidt mindre farlig, som Børnene jo allerede er vante til Skriftsprogets Vakling mellem e  og  æ o  og  aa  a. s. v. Ved enkelte Ord, navnlig nogle med ”aaben” i, tør det dog være tilraadeligt at foretage en Forandring, f. Eks. sme, ve, ven (smid, vid, vin), maaske ogsaa let (lit). - Paa hva Maade Hensynet til Skriftsproget blir at tage, hvor dette har stumme Bogstaver tilfælles med Landsmaalet, kan vel egentlig kun afgjøres for hvert enkelt Tilfælde; til en viss Grad blir det jo en Sjønssag. Som et almindeligere Eksempel nævner jeg den etymologiske Skrivemaade af j-lyd, som j, gj, hj;  dernæst en Del Smaaord, som er udsat for stærk Slid, og hvis Udtale ofte er meget skiftende i de forskjellige Egne, saasom og, det, er, havt, med, ved, til  o. fl.

 

 

¹) Paul, S. 227 f.

²) Lüttkens och Wulff, Svenska språkets ljudlära och beteckningslära (Lund 1885), S. 95.

³) Supinum af de stærke Værber vilde da faa Endelsen eeller maaske helst i: funne eller funni.

) Inde i Ordene foran Aflednings- eller Bøiningsendelser bør vel kj  og gj  ogsaa skrives, ialfald i Ord med lind Rodvokal; Merkje, Lykjel, tekjen, Spegjel, gjengje, dregjen.

) J. Storm i Norvegia S. 83 f.

 


Frå Fedraheimen 08.05.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum