I ”Fedraheimen”

 

(No. 48) var Arne Garborg ude og sagde en hel Del vakre Ting om mig. Jeg var ”Bondeprofet” og ”Bondefangar”, ”Tuftekall” og ”Troll”. Jeg vilde faa Bonden til at give sig over i et aandeligt Ladmands-Liv. Men først og fremst var det da det, at jeg i Nationalitetens, i Norskhedens Namn vilde faa vore Bønder gjort til Kinesere og lære dem til at mure sig inde. Det var denne Anke, som var Hovedsagen af det hele.

 

Hvad man nu end elles vil sige eller ikke sige om denne Anke – synderlig ny er den ikke. Det er Høires gamle Anke imod meg. Og ikkje mod mig alene, men mod hele Nationalitets-Strømningen. Da jeg i ”Folkelige Grundtanker” havde fremlagt Folke-Høiskolens Program, da var dette noget af det vigtigste, som Morgenbladet og Hartvig Lassen angreb mig for. Dengang syntes nok Arne Garborg ikke der var noget videre i denne Anke; han roste Bogen svært i alle Fald. Nu har han fundet ud, at Høire havde fuldstændig Ret: det jeg arbeider for, er ikke andet end at mure Bonden inde og gjøre ham til Kineser.

 

Det er dog svært saa gløgge som disse Høirefolk er. Dette havde de opdaget for ti Aar siden. Og Arne Garborg, den fremskredne Arne Garborg, har ikkje kommet efter det før nu.

 

Som kjendt er, saa har jeg det med at staa stille og ikkje komme af Flækken. Det ved da i det mindste Garborg god Greie paa. Han faar derfor undskylde, at jeg ikke svarer ham andet end det samme som jeg i sin Tid svarte Høire paa den same Anke. Og det var omtrentlig dette, at om nu Hartvig Lassen og Arne Garborg og slige Karer kanske har været mere ude i Europa end jeg, saa har dog jeg været der en Del mere end de fleste norske Bondegutter. Jeg er virkelig i Stand til at fortælle norske Bondegutter en Del om Europa og Europas Tanker, som de ikke vidste, mens de sad hjemme. Og jeg tror endnu næppe der er lagt nogen Skole for norske Bønder, hvor de faar mere at vide om Europas Aandsliv, end paa Folke-Høiskolen

 

Men det er sandt: vi vil gjerne at de ikke skal glemme Norge over Europa. Og vi vil gjerne give dem de nye Tanker i saa hjemlig en Form, som det er os mulig. Thi det lader sig ikke negte, Hr. Garborg: de faar virkelig paa vore Skoler høre Tanker som er dem nye. _ _

 

Mindes jeg ikke feil, saa har Garborg selv før i Tiden været skyldt for netop det same som han nu skylder mig for, nemlig for at hævde det nationale til Skade for det almenmenneskelige. Det var jo ogsaa en Anke som i sin Tid stadig blev rettet mod alle Maalsagens Venner, lige saa vel som mod Folke-Høiskolens. Og nu er Garborg nylig igjen bleven mindet om at endnu saa sent som i 1879, har han talt lige saa stærke Ord til bedste for det nationale, som Høiskolens Mænd pleier at bruge. Han svarer dertil, at om han end kanske i 1879 kan have brugt Udtryk som han nu ikke vil kjendes ved, saa var han dog allerede før den Tid, i det store set, inde paa den rette Vei i det nationale Spørgsmaal. Og dette beviser han ved noget som han havde skrevet to Aar tidligere, i 1877. Da skrev han nemlig en del om at der ikke var nogen Modsætning til Stede imellem det almene og det nationale. De forholdt sig tvert imod til hinanden, som ”Idéen” til sin ”Realisation”.

 

Men nu træffer det sig slik, at netop i det same Aar, 1877, da skrev ogsaa jeg lidt om Forholdet mellem det almen-menneskelige og det nationale. Og jeg sagde da netop det same om dette Forhold, som Garborg siger i de Ytringer han anfører af sin Bog.

 

Jeg talte om det, at vi Høiskole-Folk saa almindelig blev skyldt for at ”drive Afguderi med det nationale”. Og dertil svarte jeg:

 

For saa vidt som man overhovedet kan afvise en Anke _ _ _ _ _saa afviser jeg denne. Det som jeg har elsket fra min tidlige ungdom med en brændende Kjærlighed, det som jeg den Dag i Dag søger at hævde af al min magt, det er ikkedet nationale. Det er det humane, det alment menneskelige Liv. _ _ _ _ Har jeg drevet Afguderi med noget, saa er det med Menneske-Livet i det hele, Menneske-Livet i dets Kraft og Skjønhed _ _ _ _ikke med den nationale Form for Menneske-Livet”. ”Men jeg har lært saa meget af det Aarhundrede, jeg fødtes i, at jeg ved at Menneske-Livet, naar det aabenbarer sig i sin kraft og Høihed, altid bærer nationalt Sermærke. Jeg har lært, at det nationale er ”det ideales” Klædning. Og jeg sætter Pris paa denne Klædning. Men det er ikke for Klædningens Skyld; det er for dens Skyld som bærer den. _ _ _Vi elsker det aandige Menneske-Liv. Derfor, og kun derfor, er det vi holder paa dets folkelige Form.”(Folkelige Grundtanker, anden Udg. S. 161 f.).

 

Ogsaa jeg var saaledes allerede 1877 – og længe før den Tid – inde paa ”den rette Vei” i det nationale Spørgsmaal. Kan Garborgs Ord fra 1877 vise at det var Tilfældet med ham, saa maa mine kunne vise det samme om mig. Mine er vist fuldt saa tydelige som hans.

 

Men saa har jeg jo ”muret mig inde i Gausdal”, mens Garborg blev i Christiania.

 

Ja, jeg har virkelig gjort mig skyldig i den Feil, at jeg har søgt min Livsgjerning udenfor Kristiania. Og da er man færdig, mener Folk saa gjerne. Det er en temmelig udbredt Tro her i Landet, baade i Kristiania og andetsteds, at udenfor Kristiania kan man ikke leve noget aandeligt Liv.

 

Det er denne Tro, som meddeler saa mange af vore Kristiania-Folk, baade af Høire og Venstre, denne inderlige ”Vigtighed”, som i andre Menneskers Øine klæder dem ”saa yndigt”. Og det er den samme Tro, som har faaet hele Landet til at lade sig aandelig regjere fra Kristiania af lige til den Dag i Dag.

 

Men denne Tro er efter min Mening ikke til Baade for Folket og dets Selvstændigheds-Udvikling. Og jeg har Lyst til at friste, om det ikke skulde gaa an at give denne Tro en liden Knæk. Jeg har Lyst til at friste, om det ikke skulde gaa an ud fra en fattig Landsbygd af at snakke lidt med de Herrer inde i Kristiania, baade med Erik Vullum og Arne Garborg baade med Presten Hauch og Hartvig Lassen og Ludvig Daae og hele familien – og gjøre det saaledes at de fik en vis Fornemmelse af, at rigtig død er det dog ikke sikkert at man er, fordi om man ikke bor i Kristiania.

 

Et kan jeg i alle Fald sige Garborg: det gaar godt an at læse baade Darwin og Stuart Mill, fordi om man bor i Gausdal. Det Kunststykke har jeg da gjort, endda jeg desværre har meget liden Tid til ”europæisk” Læsning.

 

Forøvrigt er den europæiske Trækning da ikkje barefritænkersk heller. Det er et christeligt Aands-Arbeide og en christelig Theologi ude i Europa med. Jeg kunde virkelig fristes til at spørge Garborg, hvor meget han kjender til den?

 

De som kjender noget til den, vil nok vide, at det jeg skriver her i ”For frisindet Kristendom”, det jeg skiller mig fra de fleste norske Theologer i – det er ikke uden Sammenhæng med Europa.

 

Jeg tænke ikke der er saa svært mange af vore Theologer, som byder sine Læsere mere af ”Europæiske” Tanker, end jeg. Men det er sandt; jeg knytter de nye Tanker saa vel saman med de gamle, som det paa nogen Maade er mig muligt.

 

Garborg skulde vel aldrig have kommet i Skade for at ”slaa paa Skaaka og meine Mærra”. Det er da vel ikke min Kristendom, han i Grunden vil tillivs, naar han snakker om mit Kineseri? Eller tror han virkelig, at de andre Kristne her i Landet pleier at give Folk mere af nye Tanker end jeg?

 

Saa siger Garborg, at jeg i 1877 fortalte at jeg bad Gud om at jeg aldrig maatte komme til at skifte Standpunkt. Aa nei, det var nok ikke rigtig det, jeg fortalte i 1877. Naar jeg bad om Naade til ”at være tro”, saa var det om Naade til ikke at slippe min Ungdoms Begeistring over for ”Livets Vanskeligheder og Tryk”. Det var aldeles ikke det jeg bad om, at jeg ikkje maatte komme til en anden Opfatning af Sandheden. Det kan Garborg overtyde sig om ved at læse nogle faa Linier længere end til den Ytring han anfører. Den findes i ”Folkelige Grundtanker” paa Side 13 (anden Udgave). Naar han skylder mig for at sige noget som han holder for saa ”fælt og umoralsk”, saa synes jeg nok han selv kunde være saavidt ”moralsk”, at han ikke tillagde mig en Mening som jeg netop paa det Sted han sigtet til, udtrykkelig siger at jeg ikke har.

 

Eller er han hævet over slige Smaatterier, naar han har med ”Troll” at gjøre?

 

Christopher Bruun.

 

 


Frå Fedraheimen 16.10.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum