Fraa Dr. Sauerwein.

 

(Del 1 av 3.)


Littauen (ve’ den russiske Grændsa), 21de Oct. 1886.

 

Hr. Bladstyrar.

 

Døk lyt vera saa snill aa taa’ imot nogre Ord berre i Dølamaal, forutta at e’ freista nogo viar aa ”normalisere” dæ; for e’ har naa saa mykjy anna aa gjera, at e’ har ingor Stonn te skrive i eitt anna norsk Maal, ell , som e’ haa faatt saaa vidt te Eigje, at dæ flyt taa se sjølv, aa forutta at e’ tænkje nogo viar over dæ e’ skriv. Aa da Motstandarn min, han Ikajod¹), og synes helst aa bruke denne Maatin, at han skriv forutta aa tænkje over dæ han skriv, saa vil da Vaapne paa baae Siom vera tes jæmnare aa likare ein anen, som døm og burde  vera ette di gamle tydske Studente-orde: ”Arma sunt paria”. Dæ æ da berre den eine Forskjelln, at e’  inkje vil bry me stort um, korlest e’ siig, dæ e’ har aa segja. Men han, dæ synes, vil helst og sleppe aa bry se um, kva  dæ æ, dæ han siig.

 

Dæ vart nogo længje, før e’ vannst te segja inkvart Orde um Sakje mi. Men, som sagt, e’ ha mykjy anna aa gjera, ell aa svaaraa paa Studente-”Kritikk”. Aa saa syntes dæ nogo forvitnelegt  au, vente ei Ri, for aa høyre, kva einkvann anen kunde finne paa aa segja. Men desværre inkje nogon taa døm  ha eitt einaste Ord aa segja, som førr ha æggja me mest te faa offentleggjort stakkars Visunn mine, aa saalest setja ut for Smaalænnings”-Kritikk” , som elst i Skriftskrine mine vilde haa vore, um inkje trykt, idiminste trygt for alt som slik ein ”Recensent” kunde gjera. Jau, alle hine log nok  og aat slik ein ”Kritikk”, aa saog inkvart Orde um den Greia, som slet inkje skal bli prenta mæ her. Men forsvaaraa  me’ gjorde døm inkje!

 

Dæ va berre ein, som inkje ha vore mæ’ te fostre ell styrkje ti me’ den galne Tankjin aa utsetja me’ for all di Ologomheiten, som denne stakkars Bokje ha faatt i Væigen for me’, men som, dæ synes, tykkte lel, at slik Aatferd imot ein Utlænning inkje skulde bli forutta eitt Svar, aa som, paa ein ridderle Maate, ha tvo Gaange lagt inn ein Lans for ein, som den ongdomlege ”Kritikarn”, dæ synes, vilde haa faatt se te Leikardokke, som han gjenne vilde utstille brokotte, men nogo lappotte, Visheits-Klæinn sine paa.

 

Jau, e’ lyt jo staa te, at han vel inkje meinte dæ reint saa gale, som dæ lyddest. Dæ va vel, som han l. n. siig, ei nok saa velmeint ”Bjønntenest”, han gjorde me’. Aa dæ kan enda vera, inkje berre Fulheit, men tedels full Overbevisning, at han siig, han ”ha prisa Bokje mi like saa mykje, som han l. n.”. Jau, dæ va og noksaa uprigtogt meint, da ein Saksenhauser (ein taa di bekjennte Forestade ve Frankfurt am Main, som inkje æ særskilt berømt for si Høfleheits-Dyd) svaaraa di gamle hessiske Kyrfyrsta paa einkvart Spørgsmaale: ”Du ser dæ vel beint fram der, din gamle Schinnos”²)! For, da einkvann gjorde han upmærksam paa, køm dæ va, han ha ært mæ desse smigrandes Kjælerie, sa’ han reint troskyldogt: ”Ja saa! dæ va da bra, at e’ inkje vart grov”.

 

Saa kan dæ nok hende, at Hr. Ikajod  trur, dæ æ grum Pris for ei Bok, at ho inkje kan interessere Lesarn mæ Innhalde sine, men berre for Forfattare si Skyld – at Bokje li’³) ”taa lite Produktivitet” – aa at Forfattarn mangla Tugt i Sprok aa Tanka. E’ takka ham da for alle desse rigtogt prisandes Orde, ette di som han meinte døm som ”Pris”. Men han lyt naa onskylde, at e’ eingaang æ saa svak, at e’ takka ennaa meir honom lell, som kom ihog den Zeus  Xenios) hjaa di gamle Grækarom, aa for den  Skyld, maata, gjorde se dæ Brye, at han fekk avsanna ein del taa di rare ”Prise”; aa synte, at dæ va ei – ”Bjønntenest”.

 

E’ skreiv ei lang Skrift den fyste Gaangen han  l. n., ædle Forsvararn min, fekk eitt leidt Svar ifraa Motstandare, meir for aa forsvaaraa han  att, ell for me’ sjølv. Men, da e’ laut skrive i stor Hast, vart Skrifte saa lang, at dæ bli vel længje, før ho bli trykt. I dag bli dæ da berre nogre faa Ord, som e’ lyt  segja, te sanne  tes meir dæ, som han l. n. ha sagt, aa som Ikajod, kanske, elst vilde og  segja, han ha ”logje”.

 

Beskjedleheit aa Respekt for Zeus Xenios  æ visst inkje nogon Feil, som Hr. Ikajod li’ taa⁵) i saamaa Maale, som Digte mine ”li’ taa stor Receptivitet, men liten Produktivitet”. Men Logiken, den produktive, turre, æ visst ein ennaa onyttogare aa fremondare Ting for hom. For han vilde elst knaft segja, inkje berre, at eitt Dikt ”li’ taa stor Receptivitet, aa liten Produktivitet”, men enda, at Tankjin i desse Dikte æ ”meget god”, men at dæ finns fleire ”otækkelege Uttryk”. Fleire otækkelege Uttrykk gjere da, at eitt Dikt, som æ rigtagt godt i Tanka, lyt segjast lel  aa ”li’ taa stor Receptivitet, men liten Produktivitet”.

 

Dæ va inkje saa reint galin ei ”Lidels”, lell, ei Smolo ”Receptivitet”, som kunde gjera os saavidt næmme for di fyste Setningom taa gamle Logiken!

 

Jau, kunde ho gamle Mor Logikk finne Naade for Augom has Ikajod, aa vilde han bruke alle Orde ette di, som døm bety’ hjaa andre Folk, da vilde e’ i all Ærbødogheit spyrja han, kvar den store ”Receptiviteten” i Dikte ”Framtids-Syn” ligg. Fordi dæ saamaa har naa visst inkje nogo anna Forebilæt, dæ kunde vera ”recepert” (d. v. s. tikji) ifraa, saanær som eigje littauiske Originale mitt, da e’ dikta dæ fyst paa Littauisk. Men dæ  æ da nogo, som Hr. Ikajod, enskjønt han jo finn Vendiske  Artiklann mine saa ”interessante”, visst inkje har saa stor Logomheit te dømme um.

 

Jau, e’ ska’ haa gjivi hom di Uplysningann, han ha retta se’ ette! At Vendiske Artiklann mine va ”interessante” ell dæ motsette, aa at dæ vendiske aa russiske Voda  bety’ ”Skog”, istann for ”Vattn”, æ naa nogo, som e’ slet inkje kan hugse aa haa uplyst nogor Menneskje um - - inkje eingaang um, at Spreewalden skulde ligge i Littauen, som han Ikajod  synes aa tru. Aa minst taa alt ha e’ nogon Gaang uplyst nogor Menneskje um, at nogor Skrift taa me’ skulde vera eitt Innlægg ”i ein panslavistisk maalstrid”!! Dæ, som han  l. n.  ha sagt um dette Punkte, æ saa rigtogt aa uttømmandes fullstændogt, at e’ berre kan ondaskrive dæ aa segja: ”Gud fri os for slike Venne”! Dersom han Ikajod, som vil vera og Ven  ved Maalforsvare, kan kalle slikt for ”Panslavistisk”, kva ska os da segja, um Ovennann  endele vil forvri’ Ret aa Sannheit? Dæ vilde krevja for mykjy Ti’, aa vilja forklare denne heile Greia grundogt, som e’ ha freista i hine Skriften. Dæ æ da nok, at e’ mæ rigtog Avsky set me’ imot slik ei Forvridning, som vilde gjera Morsmaals-Forsvar te ”Panslavisme”, dæ vil segja” for ein tydsk Borgar (aa alle Venderann aa Littauerann vore   inrekne) te Fædrelands-Forræderi. Nogo verre kunde inkje den mest giftoge Orm finne paa aa segja imot os. Aa kvar vender aa Littauer protestera mæ me’ imot slik Styggheit, aa takka for ”Bjønneteneste’.

 

(Sluttar.)

 

¹) I. Kj.

²) Dette æ eitt særskilt Kjæleord taa desse Folkje, som bety’ ”eitt daudt Beist”, aa da  saa mykjy som ”Ven min”, ell nogo slikt.

³) Lider.

) Den øvste Guden aat di gamle Grækarom, som beskyttar aa Hæmnar for Fremandkarom.

) Lider af.

 

 


Frå Fedraheimen 06.11.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum