Statsraad Hauglands Tale paa Litlehamar.

 

Mine damer og Herrer! Den Oplandske Befolkning, denne djærve, mandhaftige Befolkning, har sat sig mange og ærefulde Mærker i vor Historie. Men det er jo saa, vi kan ikke leve alene paa Minderne. Det er sagt af en foregaaende Taler, at vi Bønder har meget at lære, og saa er det. Vi maa følge med i Udviklingen, og vi maa lære adskilligt, for at vi tilfredsstillende skal kunne hævde den Plads, som vor Forfatning har tiltænkt os. Dette er Opgaven for vort Samfund i det hele taget og derved ogsaa for Bondestanden og ikke mindst for den. Samfundsopgaven er baade at bøde paa de Feil, som Fædrene muligens har begaaet, men paa same Tid ogsaa hævde, opretholde, befæste og udvikle, hvad de har overleveret os af høit og helligt. Vi har den Opgave, som en af vore Digtere har udtrykt med de Ord:

 

Rette det, som rangt er;

reise det, som velt er;

byggje og bøte med Bot,

som duger;

gjera Verk, som vara,

til Verdi øydest!

 

 

Det er Nutidsopgaven; men det vil ogsaa være Fremtidsopgaven. Jeg tror, at vor Fremtidsudvikling baade paa Haandens og Aandens Omraade maa bygges i Pagt med og paa Grundlag af det, som vore Fædre har overleveret os til at opbevare og elske, og som vi igjen skal overlevere til vore Efterkommere i forbedret Skikkelse. Det er saa, mine Herrer, det synes i hvert Fald at være saa, at vor Tid er en Rastløshedens Tid. Det synes at være saa, at Ideerne og Tankerne brydes stærkt; det er en Tankebrydningens Tid. Det synes til dels at være saaledes, som om alt skal gaa med Damp. Det er ikke alene paa det materielle, men ogsaa paa det aandelige Omraade. Tankerne derude fra de strømmer ind til os, stundom synes det os maaske altfor fort.

 

Hermed vil jeg ikke have sagt, at vi skal udestænge os. Nei, tvert om. Jeg mener, vi skal gaa Tankerne imøde, optage dem til Prøvelse og Drøftelse, men vel at mærke, kun beholde og tilegne os det, som virkelig er godt. Det virkelig Gode, det skal vi efterhaanden søge at omplante paa norsk Grund og indforlive det i vore Institutioner. Men under alt vort Stræv hermed maa vi, som jeg allereie har antydet, ”inkje gløyma”, at det gjælder ikke at forfuske noget af det, som er os overleveret. Det gjælder derfor, at vi under alt vort Kav tidt og ofte mindes de hjertevarme Ord, som en af vore gjæve Mænd har talt ud af et norsk Hjerte til norske Hjerter, - de Ord.

 

Lat oss aldri Forfederne gløyma

under alt, som me venda og snu,

for dei gav oss ein Arv til aa gøyma,

han er større, end mange vil tru.

 

Lat det merkast i meir en i Ordi,

at me halda den Arven i Stand,

at naar Federne sjaa at paa Jordi,

det kann kjenna sit Folk og sit Land.

 

 

Jeg minder specielt om dette ved denne Anledning, fordi jeg her i festlig Lag med Oplandets Bønder tror at være i Overensstemmelse med, hvad der er deres Synsmaade, og som jeg ved ogsaa er de vestlandske Bønders Synsmaade, nemlig at vor Udvikling under Frihedens og Fremskridtets Fane, den maa bygges paa det, som vore Fædre har betragtet som sine kjæreste Øiestene.

 

Jeg sagde, at den oplandske Bonde har sat sig varige Mærker i vor Historie. Men det er ikke alene i de Begivenheder, som er hjemfaldne Historien, at det er Tilfældet. Han har ogsaa sat sine Mærker i vore Nutidsbegivenheder. I Dølen til Thinge paa Oplysningens Omraade og paa andre Omraader har han mægtig bidraget til at fremme Landsudviklingen.

 

Jeg kan i denne Forbindelse ikke undlade at minde om den velsignelsesrige Oplysningesgjerning, som i fleire Aar har havt sin Plads her i Gulbrandsdalen, som særlig har været viet til at gjøre den opvoxende norske Bondestand skikket til at varetage, fremme og befæste alt, hvad der tjener til Fædrelandets Vel.

 

Idet jeg takker for den Gjerning, idet jeg takker for alt, hvad den oplandske Bonde har medvirket til at bygge vort Land, vil jeg med det Ønske, at ”de folkelige Grundtanker” maa vinde stedse videre og videre baade Husrum og Hjerterum, ikke alene her paa Oplandene, men fra Landsende til Landsende, men dette Ønske tillade mig at udbringe en Skaal for Gulbrandsdalen og dens Befolkning. (Vedholdende Bifald og Hurra). (Etter Dagbl.)

 

 


Frå Fedraheimen 06.11.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum