Fraa Dr. Sauerwein.

 

(Del 3 av 3. Fyrste delen.)

 

II. Littauen ved den russiske Grensa, 1811186.

 

Hr. Bladstyrar!

 

Dæ trøngs eitt Par Ord attpaa, lell; fordi dæ inkje sagt, at døm, som les fyste Breve mitt i Fedraheimen, vil og herette lesa hin længare Antikritiken min, som e’ næmnde i Begjyndelsen.

 

Saa vilde e’ da be’a Lesarn, at han skulde vera so god aa lesa Digte ”Framtids-Syn” (uprindeleg Littauisk), Frie Viso  S. 123. Lesarn maa vera saa snil aa gjera dæ, fordi han vilde elst inkje skjøne nogo taa desse Stykjye’e. Naa æ dæ saa mykjy aa segja, som dette æ, at Hr. I. Kj.  finn Uttrykke ”den reine Ofornufte” saa reint ”otækkelegt”. ”Ha’ han drive paa med Filosofi-Historien, da vilde han kanske haa funne ut, kva uttrykke skulde betyde, aa han vilde da vel og haa skjønt, kvafor os lyt ender aa Gaang bruke eitt ”otækkelegt” Uttrykk for aa næmne ein enda otækkelegare Ting, som da, med heile ”Otækkelegheiten” sine, minne os tes vemodogare um den uprindelege Tækkelegheite, som ettehann vart forvandla i dæ reint motsette, som for Eks. den ”reine Fornufte” i den ”reine Ofornufte”. Jau, dæ ”otækkelege” Uttrykke: ”den reine Ofornufte” aa den enda otækkelegare Updragelses-Læra, som dæ ska beteikne, staar nok i ein viss Samanhæng med di ”reine Fornuften” aat ein viss Filosof, som, enskjønt taa Person berre ein liten Fyr, ved Namn Kant, æ kjent lell paa mange Kante enda den Da’n idag¹). Men fleire Grunde gjere dæ umogelegt for me’, aa forklara enndaa vidare denne Sammenhængen imillom di ”reine Fornuften” aa di ”reine Ofornuften”. Dæ lyt vera nok, aa veta, at dæ ”otækkelege” Uttrykke har sin Grunn, aa har si Meining.

 

E’ skriv desse Orde langt burte ved den russiske Grensa midt i di burtaste Skogom aat di  Lande, som eingaang i di attende Aarhundrade va saa lykkele’, at dæ avla denne ”reine Fornufte”. Dette Minne skulde visstnok gjeva me’ ein Slags ”Eldhog” te finne eitt ”tækkelegt” filosofisk Uttryk, enda for nok saa otækkelege Ting. Men e’ æ næsten sikker, at endaa sjølve Forfattarn aat di ”reine Fornuften”, i desse Telfælde, inkje vilde haa vore god, ell og haa brydt se’ nogo vi’ar, te finne eitt ”tækkelegare” Uttryk, ell den ”reine Ofornufte”. Nei, visst inkje han, som ha synt saa klaart, at all ny Sannheits-Erkjennels, at kvar menneskeleg Lærdom ska’ begjynde med di Kjennte, med aa kritisere dæ formeintleg Kjennte, aa saa  leite ette di Okjennte – i streng Motsetning imot visse store vise Menn i Ti’en vore med store ”pædagogiske” aa ”psychologiske” Gjet-Ordom sine, som helst vil, at ’n umvendt  ska’ begjynde  med di Okjennte, aa da freista, kor ’n kan finne Væigen attende aat di, som vakjennt før, d. v. s. for Eks. aat eitt utrydt Morsmaal aa aat di klaare Synsmaatom, som berre Morsmaale kan formiddle, lel. Men dæ æ jo naa saa i Ti’en vore, at os lyt venja os ved aa sjaa Ting fylgje se’ i bakvendt Orden, som for Eks. og Tre, som vil fyst avle Frugt, aa da Blomster, aa da  Blad. Saa ædæ da inkje nogo saa reint foronderlegt, at nogre vise Menn kunde finne paa aa lære Bon i eitt Sprok, som døm inkje forstaar, aa da si’a i Morsmaale deres, ette døm berre fyst ha gløymt di.

 

Forresten va dæ Viljen min, aa inkje nogon Vers-Tvang, at e’ sa’: ”Ofornuft, den reine”. E’ kunde jo gjenne haa skrivi:

 

 

Nær reine Ofornufte da

Ha øy’lagt reint alt, som os ha, o. s. v.

 

 

Men dæ skulde  staa slikt, som dæ staar kalle, som ei ”Bekjenntgjerels” i Avisom, som staar paa Hugude, for aa tene tes bæ’re som ”Avis au lecteur”.

 

Men alt dette va’ inkje , som e’ mest vilde taalaa um. Dæ æ jo nok rimelegt, at Uttrykke  den ”reine Ofornufte” kanske kundelyde alt for otækkelegt i Smaalenom, der den Sakje maa vel og vera okjennt – saa  okjennt maata, som ”reine Fornufte” has Kant. Men e’ æ inkje saa reint sikker, at dæ saa maa kan bli sagt um den  Verens-Vinkel, som ha’ den Lykka aa vera Fødestaden aat di interessante Skriften, som i Nr. 57 taa Fedraheime, tok paa se’, aa forsvaaraa høgstvyrde Recensenten min, d. v. s. Hr. I. Kj., samt Angrepe has paa Forsvararn min, Hr. l. n. Jau, dæ æ fult for, at dette Forsvare, som e’ fekk sjaa berre ette  dæ fyste Breve va’ aavfatta, kunde og  vera ei – Bjønntenest, som Forfattarn gjorde for ham I. Kj., paa saamaa Maatin som han I. Kj., gjorde slik ei for me’.

 

Os lære os igjønnom denne aandrike aa høgst merkværdige Skrifte, kva Orde ”Produktivitet” i Grunn ska’ betyde. Dæ betyd nemleg slet inkje dæ, som e’ aa andre Folk med di almindelege Ord-Forklaringom elst forstaar ved dæ. Os tænkte jo vel alle, at Produktivitet va umtrent saa mykjy, som aandeleg Avl-Dygtogheit, aa kom ifraa di Latinske producere, ”aa avle, aa bringe fram”. Ja menn va dæ ein bakvendt Tankje! Si’a dæ latinske Sproke ska’ meir aa meir bli set aav taa Dagsordene, kjøm og Orde Produktivitet  inkje længar ifraa di Latinske producere. ”Men dæ kjøm naa, maata, helst ifraa di vulgär-tydske ”produciren”, aa producere”, d. v. s., ”aa syna fram”, ”aa legja for Dagje”. Produktivitet  betyd da, ette desse nyaste Forklarare, umtrent saa mykjy, som Evne te setja fram, te finne dæ rigtoge sproglege Uttrykke for Tankom sine!! Jau, dæ vanaa ein ny aa overraskandes Definition!! Jau, mæ di  va’ naa Hr. I.

 

Saa va’ da og dæ ”Innlægge i di Panslavistiske Maalstride” inkje saalessen aa forstaa, som at dæ Innlægge ti se’ sjølv ha’ vore Panslavistisk. Dæ va berre paa taamaa Maatin, som han og kunde segja, at Professor Storm si Skrift va eitt Innlæg i di Norske Maalstride. Jau, men Forskell’n æ naa berre den, at dæ finns  ein Norsk  Maalstrid, d. v. s. ein Strid imillom di Norske Maalom. Men kva æ ein ”Panslavistisk Maalstrid”?! Æ dæ og ein Strid imillom ”Panslavistiske Maalom”?! Ser Forsvararn inkje, kva Slags Myr han vaaga se’ paa? Berre ei fullstændog Ovetenheit um alle di faktiske Forhalde, som dæ her æ Spyrgsmaal um, kan gjera ein Kar dristog te ”producere” og slik  ein Definition, forutta at han bli ræidd, at Folk vilde læigje aat hom. Her, ved den Russisk-Tydske Grensa, vildedøm nok læigje taa slik Naivetet (for saa vidt, som døm inkje tok dæ aalvorsle’), aa vilde nok forstaa ”eitt Innlæg i di Panslavistiske Maalstride” i di einaste Betydningen, som di Orde kan  haa (for saa vidt som døm har nugur), men dæ vil segja, i ei Betydning, som kvar Tydsk Medborgar maa vise burt ifraa se’ med djup Indignation, især ette nogre nyaste Prøvo taa di, som nogre Folk forstaar onde ”Panslavismus”.

 

Forsvararn has I. Kj. siig, at dæ, ved Dommen um ei Norsk Bok, slet inkje staar paa, um og dæ eine ell andre Littauiske ell Slaviske Ord bli misforstaatt. Jau, dæ  vilde e’ nok saa gjenne, at Anmeldarann ha alle hugsa paa, aa han I. Kj. mest taa alle. Da vilde døm kanske ha brydt se’ meir um sjølve Dikte, ell um alle Slags ”filologisk” Tøv ell Abrikjeleheit. Men dæ va da slet inkje aat di rigtoge Adressun, Forsvararn  sende dette Orde sitt. Han skulde haa sendt dæ aat honom, som begjynde med aa pynte Stykjyne sitt med mange utlandske Ord, der desse slet inkje traangdes – men inkje  aat honom, som sjølv sette  se’ imot  slikt, aa som berre for den  Skuld citera aa aavsanna³) Misbruke, som Anmeldarn driv med di mange utlandske Ordom aa Næmnom, som han fann Rum for i eit stutt Anmeldels, men som han tedéls, aa inkje igjønnom mi  Skuld, ha misforstaatt. Ha’ Hr. I. Kj. la’tt dæ vera, aa pryde Skrifte si med di overflødoge Ordom aa Namnom, da vilde Hr. l. n.  ha vore fri for di Bry’e, aa syne, at døm tedels vart brukt te kaste (Sand) i Augunn. Dæ æ da orettfærdogt, aa skulde dæ paa han l. n.; fordi dæ va inkje han, som tok te’ med (Sande); men dæ va nok umvendt han, som vilde forsvaaraa alle Augunn imot(Sande).

 

E’ har desværre Blade inkje hjaa me’, naa.

 

E’ trur, dæ va’ nogo meir taa slikt vedonderlegt Forsvar. Dæ kan forresten vera dæ saamaa. For Lesarn, ette desse Prøvom, kan sjølv lett bli færdog med Reste. Saa længje som Norske aa Latinske Ord betyd dæ, som døm alti’ ha  betydt, æ dæ i Maafaa, at einkvann skulde freiste med døm slik Ordleik, som Kameraten hans I. Kj. finn paa med Orde ”Produktivitet” aa med ”Panslavistiske Maalstride”.

 

Gamle Littauiske Skogen, med myrke Midnatt-Visun sine um gomol Storleik aa nyast Sut, ha sulla me’ att. Korkje Maale has I. Kj., ell Maale aat Kamerate has, har Magt te trøngje se fram igjønnom denne ville Littauiske Musiken. Han ska’ haa Takk, den gamle, Littauiske Skogen – aa Døk med! God Natt da.

 

Dykkar

 

G. J. J. Sauerwein.

 

 

¹) Immanuel Kant: ”Der Kritikk der reinen Vernunft”. Kj. rigtogt godt tent. Fordi saalessen bli dæ saa, at di Uttrykkje, som elst kunde synast aa stri’ imot kvarandre (gode Tanke, som, igjønnom nogre ”otækkelege” Uttryk, kjøm te li'²) taa ein berre ”liten Produktivitet”) kjøm te semjast saa  overmaate vel, at ingen Kant kunde haa kravt bæ’re Logikk. Dæ æ da berre leidt, at ennaa inkje alle Folk ha lært se’, aa derivere Orde sine berre ifraa di Vulgär-Tydske, men at sume ennaa hugsa dæ Latinske, aa di gamle Betydningunn, som Orde, ette Uprindelsen sine, ha havt tes naa. Men la’ berre Latin aa ”Kritiken over den reine Fornufte” bli gløymt burt lite meir, da vil slik Leik med Ordom, som denne med Orde ”Produktivitet”, lykkast vel, aa inkje nogon vil segja imot. Dæ’ æ da og  ein liten Fordel, som fylgje Latin-Aavskaffelsen. Berre Forstaaelse med di andre Nationom kjøm vel te li'²) ei Smolo ved dæ. Men dæ  har vel inkje saa mykjy paa se’. I dag æ dæ ennaa lite  for ti’le lell, aa producere slik ein Definition taa ”Produktivitet”. Men vent berre.

 

²) lide.

³) gjendriver.

 

 


Frå Fedraheimen 27.11.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum