Bondestudenter – maalstræv – romantikk.

 

 

(Gjensvar til Fedraheimen).

 

 

Kjære Fedraheim I dit nummer for onsdag d. 24de novbr. har du en artikkel med overskrift ”Studentarne og Norsken”. Da du i denne opsats har nævnt mit navn og beæret mig med en speciel behandling, maa jeg faa tage til gjenmæle. Jeg beklager, at jeg ikke kan skrive paa dit maal. Da jeg er fra en by, nemlig fra Trondhjem, og ikke, som du skrev, bondegut, vilde det være unaturlig for mig at benytte dit maal. Ikke for det, jeg kunde nok klore sammen noget, som saa du som ”maal” og kanske blev taget for god fisk ogsaa; mendet blev ”skaperi”, som advokat Meyer træffende udtrykte sig.


 

Fraa Motstandaranne kom det mykje nytt fram”, siger du. Som om der kom frem noget nyt fra den anden kant, nemlig fra Ullmann! Er det en forglemmelse af dig, Fedraheim, at du ikke har fortalt os, hva det var for nyt, Ullmann kom frem med, eller er det klogskab?

 

Det einaste skulde daa vera det, Student Støp, Bondegut, sagde, at Maalstrævet var ”en efterdønning af romantikken”.

 

Som jeg før har sagt dig, er jeg ikke bondegut. Det siger jeg ikke, fordi det skulde være generende for mig at være bondegut, men for det første fordi det strider mod faktum, for det andet fordi du har havt en bestemt hensigt med at føie til denne lille apposition. Du har føiet til dette ord, ikke for at gavne maalsagen, men for at skade mig eller ialfald sætte mig i et mistænkeligt lys. Nu, jeg var usaarlig fra den kant; men det vidste jo ikke du. Skjønt jeg ikke er bondestudent, vil jeg, siden jeg er kommen ind paa det emne, tale bondestudenternes sag. Du skriver: ”Me kunne daa i det minste ventat, at Bondegutar hadde somykje Vyrdnad for Morsmaalet sitt, at dei saag med blide Augo paa Arbeidet for aa gjera det til Riksmaal att”. Det maa være din mening, at bondestudenterne som saadanne, i kraft af det sted, hvor de er fødte, skal være maalmænd.

 

End om en bondestudent har den overbevisning, at maalstrævet er skruet op til en unaturlig høide, ja endog mener, at det vilde have en hemmende indflydelse paa folkets aandsudvikling, om maalmændene fik sin idé igjennem, skulde han da trods sin overbevisning, fordi han var født paa landet, erklære sig for en tilhænger af maalsagen? Er ikke dette kastevæsen? Man gavner aldrig sin sag ved at appellere til standsiver og skabe grænser der, hvor man skulde søge at udjevne og samle. Bondestudenterne er kuede nok; er det noget, de trænger til, saa er det frihed og rankhed i ryggen. Du Fedraheim, som arbeider for frihed og oplysning, burde være den sidste til at hidse den skumle mistænksomheds kobbel paa dem.

 

Det (at maalstrævet var en efterdønning af romantikken) var nytt”, siger du, ”etterdi vituge Folk, som hev fylgt litt med i Literaturen vaar, ja um dei ikkje hev leset meir enn Eriksens Literaturhistorie, maa vita, at slik Tale ikkje er anna enn Tull”: Aa ja, de, som ikke har læst mer end Eriksens literaturhistorie, kan vistnok med lethed sige, at det er ”Tull”. For i Eriksens literaturhistorie staar der ikke noget om maalet, ialfald ikke om maalsagen. Naar man dernæst ikke har kunnet eller giddet tænke selv, tror man, at alt det, som man ikke før har hørt i den form, er ”Tull”. Den indskrænkede plads tillader mig ikke at udvikle og begrunde min mening slik, som jeg kunde ville; jeg maa søge at gjøre det kort. Romantikken har havt praktiske følger for det nationale og politiske liv i Europa. Idet den har draget frem nationernes gamle historie, sagn og traditioner, har den været en mægtig drivfjeder til at hæve fædrelandskjærligheden og nationalfølelsen. Den har derfor ogsaa bragt et retfærdigere princip, nationalitetsspørgsmaalet, ind i den praktiske politikk, hvor det gjælder grænsespørgsmaal eller sammenslutning til stater. Men den har ogsaa havt sine skjævheder og udvækster, og det er chauvinisme og en vis tilbøielighed til at stille op modsætninger, hvor der ikke findes saadanne. Den har affødt ”vadmelstheorier” og ”dreien paa bondelire”. At klæde sig i vadmel er der intet at udsætte paa; men at ville stille dette op som en programsag er absurd. Romantikken affødte en nærmere undersøgelse og iagttagelse af bondens livsvilkaar og klædedragt, tænkemaade og sprog, og dette var og for sig en god ting. Det var bra, at Ivar Aasen begyndte at studere de norske dialekter; men det er absurd at ville deraf kunstig skabe et sprog udenfor den naturlige udvikling og sætte dette op som en modsætning til det sprog, hvorpaa fremragende aander har frembragt en rig, for et lidet folk næsten enestaaende literatur. Denne rige aandelige kilde maatte jo, hvis maalmændene fik sit igjennem, blive vanskelig tilgjængelig for det store folk og derfor ikke benyttet. Og det vilde i sandhed være et tab for vor nationale udvikling. Jeg er en oprigtig ven af maalet, naar det bare vilde begrænse sig inden et rimeligt omraade; naardet i stedet for at sætte sig i modsætning til det bestaaende skriftsprog vilde betragte sig som en af de mange smaa strømme, som skal tilføre vort sprog ny kraft, forfriske og forynge det. I denne henseende har det havt stor betydning og vil fremdeles faa det. Men naar maalmændene vil gjøre det til mer end én af de mange faktorer, som skal danne produktet, tar de efter min mening grundig feil af al historisk udvikling. Var der som i Belgien eller Finland to modsatte sprogstammer, da kunde der blive tale om modsætningsforhold, et enten – eller, en kamp paa liv og død. Det er derfor noksaa forklarligt, at de finske studenter er ivrige maalmænd. Hvis de sproglige forhold her i landet var de samme som der, vilde de norske studenter være det ogsaa. Du skriver videre, kjære Fedraheimen, at naar ein ikkje hev anna aa segja, so gjorde ein klokast i aa tegja, for so slapp ein daa det, at Folk lo aat ein”. Hvis du mener dette, og hvis du levede efter orde, saa burde du nu selv have tiet. For jeg kan virkelig ikke andet end le til dig, naar du skriver: ”Ein Student burde hava somykje Sjølvvyrdnad, at han ikkje talad um noko, han ikkje hev det minste Kjennskap til”. Før har jeg ikke vidst, enten jeg skulde le eller græde; men da jeg kom til dette punkt, vandt latteren overhaand.

 

Jeg har engang selv været maalmand og er endnu, som jeg før har sagt dig, maalven. Jeg har saaledes specielt studeret Vinje meget nøiagtig, saa det, du siger, passer bedre paa dig selv. Naar du ikke kjender mig, saa burde du have saamegen ”Sjølvvyrdnad ikkje aa tala um noko, du ikkje hev minste Kjennskap til”, ikke at fælde en overlegen dom over en ukjendt mand. Naar du tog mig for bondestudent, saa viste du, som er maalmand, at du selv ikke er stiv i dialekter. Du viste derved, at du ikke kjender den trønderske dialekt. Du siger, maalsagen er en saa stor sag og den det mest kommer an paa, naar vi vil være et frit folk. Du maa dog huske, at sproget er klædningen, formen, og at indhold er vigtigere end form. Aa, vi har saameget at kjæmpe for i dette land, som er uendelig vigtigere.

 

 

Kr.a 3/121886.

 

Din ven

 

Johan  Støp.

 

 

 

Det vil ikkje nytta aa taka upp noko Ordskifte um Maalsaki no. Ho hev komi so langt no, at det er for seint aa trættast um ho er mogeleg elder umogeleg. Eg vil berre beda Støp lesa ”Den nynorske Sprog- og Nationalitetsbevægelse” av Garborg. Denne Boki er eit Svar til Motstrævaranne og det beste Svaret, som ein kann gjeva dei. Ialfall er ikkje eg Kar til aa svara so godt.

 

Det er no ikkje heilt fritt for, at Eriksen talar um Maalsaki i ”Literaturhistorien” sin. Sjaa berre S. 192 og 193. Det er lite, men betre enn inkje likevæl.

 

Tilslutt maa eg beda Hr. Støp um Orsaking, avdi eg kallad han Bondegut. Eg visste ikkje betre og desutan so var det ikkje greidt for meg aa skyna av Maalet hans, at han var fraa Trondheim. At han var fraa den Kanten, høyrde eg.

 

 

So litt til Ivar Mortenson med det same.

 

Eg tykkjer og det er stygt aa høyra Folk knota, anten det so er Bondegutar, som knotar dansk elder umvendt. Men ei onnor Sak er det, naar ein Bykar kjem paa Landet for aa vera der og verka millom Bondeungdomen. Daa trur eg, det vilde høva, at han lærde seg til aa tala Maalet deira.

 

Det vilde vera større hugnad for Kyrkjefolket, um Presten talad Maalet deira baade paa Preikestolen og ellest, og det same maa vera endaa meir Tilfellet for Folkelæraranne. Det er paabodet, at Læraranne i Folkeskulen skal tala Barnet sitt Maal so mykje som mogelegt, og eg trur ikkje det var formykje, um ein kravde det same av Folkehøgskulelæraranne. Det vilde verka meir Samhald millom Lærarar og Elevar, det eg skynar.

 

L. Stavnheim.

 

 


Frå Fedraheimen 08.12.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum