Kristiania, den 7de januar.

 

”Maalet læses af faa og forstaaes af færre”, sagde nyleg Johan Sverdrup i ein Samtale med ein Kunstnar. Dette skal, etter som det vert sagt i Vp., vera den same Sverdrupen, som i 1885 talad so varmt for Maalsaki og daa m. a. sagde:       

 

 

”Dette Sprog (Landsmaalet) nedstammer i lige Linie fra vort gamle norske Sprog, det Oldnorske, og det har Odelsmandens Ret til den norske Tunge; det har bevaret sig ned gjennem Tiderne, og det er ikke sammensmeltet med noget Sprog, som er indført af erobrende Fremmede, saaledes som man har Exempler paa hos andre Nationer, hvor Sammensmeltning af Folk og Sprog er foregaaet gjennem Tiderne. Det har været udsat for Tryk; men efterat dette Tryk var hævet, har det igjen fulgt Tyngdens Love – for at bruge et Udtryk af en anden Herre, som forresten havde ondt for at forlige sit Udsagn med sine øvrige Ytringer – og det underholdes af Folkets nationale Tankegang. Man har i en vistnok meget lærd Afhandling sagt, at det er alene en Opgave eller et Problem, ved hvis Løsning der endnu staar et Spørgsmaalstegn. Nei, det er blevet en Kjendsgjerning. Hvorledes? Har vi ikke fortræffelige lexikalske Arbeider i det, et, som alle anerkjender for at være et Arbeide af første Rang og udarbeidet paa en Gang med Genialitet og me en Lærds Flid, som – og det er ikke lidet betegnende – netop er blevet til ved Arbeide af en Mand, udgaaet ikke af de Lærdes Kreds, men af Folkets egen Midte. Vi har grammatikalske Arbeider over Landsmaalet i den snevrere Forstand, som er af høit Værd, og saaledes er Sproget ikke alene samlet til en Rigdom af Stof, men det har undergaaet en kultiverende Bearbeidelse, det er underlagt lexikalsk og grammatisk Tugt med en sjelden Dygtighed og i tilfredsstillende Omfang, - ikke saaledes tilfredsstillende, at dermed skulde Sagen være afgjort for kommende Tider, men saaledes, at man ikke er berettiget til at sige, at det Sprog ikke er saaledes repræsenteret, at det endnu ikke er andet end et Problem. Jeg siger, det er en Kjendsgjerning og en Kjendsgjerning, hvis Magt i denne Sal har været følt under hele denne Debat, en Magt saa stor, at man af Modstandens Seighed kan slutte sig til dens Vægt og den Indflydelse, den øver i vort Samfund. Vi har fremdeles en Literatur, og i Sandhed den har de Egenskaber, som man helst ønsker en Literatur: Den har vist sig at være i høi Grad tiltrækkende for Almenheden. Antallet af dem, der sysselsætte sig med den, dels for Sprogets Skyld og dels for det nationale Indhold, som ligger deri, stiger betydelig Aar for Aar, og med hver Erkjendelse af Sagens Betydning staar det Spørgsmaal for Enhver: Er der ikke i dette noget levedygtigt, noget, som Samfundet spinder ud af sig selv, og som Staten derfor er pligtig at tage et bestemt Hensyn til, hvor det gjælder Midler til vor Udvikling?”

           

Me kann ikkje med vaar beste Vilje skyna, at det kann vera same Mannen, som hev sagt alt dette. Dei tvo Uttal er beint motsette, det me skynar. Og syrgjelegt er det, at maatte høyra sovoret fraa ein Mann, som me hev havt so stor Lit til. Me hev alltid trudd, at Johan Sverdrup var ein verkeleg Maalven og ikkje ein Kar, som let Trui paa Maalsaki kverva burt avdi han vart Statsministar. Me trudde han hadde voret ein Mann.

 

 

”Mannfolk” vilde ikkje Regjeringi taka, avdi ho er skrivi paa Landsmaalet. Hadde ho voret paa dansk, skulde ho ikkje gjenget fri, vert det sagt.

          

Dette skal vera same Regjeringi, som 12te mai i fjor var med og likestillat norsk og dansk. Somykje meinte dei med det! Det er godt, me veit det.

 

 

I Sosialistmøtet var det berre ein, som talad imot. Han vilde, ein skulde gaa til Stortinget og beda det brigda noko paa Prentelovarne.

 

Ein Arbeidsmann svarad til dette, at fyrst og fremst burde ein beda Justitsministaren bruka dei Lovar, me hev. Landets Lov forbyd aa halda Lekamet, sitt ”tilfals”. I Kristiania er det ikring 600, som nettupp driv paa med sovoret.

           

Justitsministaren, Politiet og heile Styringi gjer ingenting for aa hindra dette. Det gjeng store Pengesumar kvart Aar ut av Skattfolket si Lume for aa halda dette Ustellet uppe.

           

Det er Von um, at Stortinget krev Justitsministaren tilrettes for dette, sjølv ser det ikkje ut for, at han vil gjera noko.

           

Han toler den offentlege Prostitisjonen, han og heile Styret toler han.     

 

Kjem det ein elder annan Forfattaren og syner, kor fælsleg han er, ja daa vert ”Blufærdigheden” hans ”krænket” og daa maa han taka Boki. Daa fer han etter Loven. Men Prostitusjonen sjølv fær staa.

                       

         

Gjeng ikkje Kyrkjelovarne gjenom, so røyster Oftedølerne mot Juryen, fortel ein Brevskrivar til eit dansk Blad. Sovoret Snakk er berre Tull, kann ein vita. Oftedølerne er ikkje so dumme.

           

 

           

Det nye Regjeringsbladet vert no meir enn tome Ord. Grevstad, fyrre Bladstyraren i Dagbl., hev no komet att fraa Amerika og skal verta Styrar av Bladet. Statsraad Astrup pungar ut, vert det sagt.

                       

           

 

Det var sjølvsagt, at Hamarvedtaket ikkje gjekk gjenom i Stavanger Vinstreforeining. Det er berre Oftedøler, som stellar med denne. Vinstre derburte tenkjer no paa aa stifta ein verkeleg Vinstreforeining. Naar det heng soleis i hop, kann det ikkje leggjast stor Brett paa Fagnadropet iVestlandsposten.

 

 

 


Frå Fedraheimen 08.01.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum