Christopher Bruun

 

 

skriv i 1ste No. av For frisindet Christendom eit langt Stykke, som han kallar ”Kirkens Skade”. Han kjem der fram med mangt og mykje, som det er verdt aa gjeva Gaum etter. Hadde Romet voret større, skulde me teket inn heile Stykket. Som det no er, lyt me nøgje oss med Smaastubbar.          

 

Fyrst talar han um Kyrkjetukti. Eit verkelegt Kyrkjesamfund kann ikkje vera ho forutan. Likevæl hev Kyrkja bruka Tukt, so lenge det ikkje er full Fridom, so vart det so mykje Urettvissa, at ”det kanske er rigtigere at lade den forfalde, end at gjennemføre den i fuld Udstrækning”.

 

Men naar det vert Aandsfridom i Kyrkja, naar det vert Høve for alle til aa stella seg som ein vil, daa vert det større Trang til Tukt. Det er ein raae Maate, segjer han, men han meiner det er den einaste Utvegen, Kyrkja hev.

 

Den, som ikkje vil vita av Kyrkjetukt, kann berre melda seg ut av Kyrkja. Han er like god Borgar for det. Bruun trur, at ein Mengde Menneskjur vilde treda ut, men so hev han so mykje større Tru um dei, som vert att: ”Men over dem, som blev tilbage, vilde Tugtens Aand øve sin Virkning. Og midt i den civiliserede Verdens uhyre sædelige Raaddenskab vilde der danne sig Samfund af større Renhed, større Maadehold, større Nøisomhed, større Viljekraft og Offer-evne, Samfund som var skikket til paany at blive Jordens Salt, og skikket ogsaa til at aftvinge Menneskeslægten den Agtelse, som en slap og sunken Kyrkje nu har mistet”.

 

Men skal dette Tilstandet koma, so maa Statskyrkja burt. Det er ikkje Raad med anna. Bruun segjer:

 

”Der er én Ting som for den almindelige Tankegang staar som fuldgod Grund baade mod en hel Gjennemførelse af Religions-Friheden og endnu mere mod Gjenoptagelsen af en virkningsfuld Kirke-Tugt. Og det er Statskirken. Skal Statskirken kunne holdes, mener man, saa kan vi ikke faa nogen fuld Religions-Frihed. Og i alle Fald kan vi da ikkje faa nogen synderlig Kirke-Tugt.

           

Og det har Folk vist Ret i. Men har de det, saa er det dog vel aabenbart, at dette ikkje er en Grund for Tugtløsheden og Tvangen, men imod Statskirken. Vi kan dog vel ikke give os til at holde paa saa gjennem skrøbelig en Kyrkje-Forfatning som Statskirken er, naar vi sjølv mener at den staar i veien for saa vigtige Ting som Kirketugt og Religions-Frihed.

           

Statskirken er en slet Kirke-Forfatning. Jeg skulde tro det er den sletteste som gives. Og der er næsten ikkje et Menneske som holder den for god, eller som vil paatage sig at føre et virkeligt Forsvar for en saa aabenbar Vanskabning. Naar den blir angreben, saa svarer de bare: aa ja, om Kirkens Forfatning ikke er saa god som den kunde være, saa ligger der ikkje ret megen Vegt paa det; Kirken er saa aandeligt et Samfund, at en saa udvortes Ting som Formen af dens Forfatning ikke gjør stort hverken frå eller til.

           

Men er da ogsaa Kirke-Tugt og Religions-Frihed bare udvortes og uvigtige Ting? Dem ofrer man saa villig for at Statskirken kann faa staa. Den ene Gang siger man os, at Forfatningar er noget saa uvigtigt, at det ikkje gjør noget, om den er daarlig. Den anden Gang er forfatningen saa vigtig, at man ikke tør røre ved den, ikke engang for paatrængende nødvendige Reformers Skyld. Den staar der, og den skal blive staaende, ikke i Kraft af Folks Tillid og Overtydning, men fordi den er for tung at flytte. Den staar der i Kraft af sin Vegt som en anden død Klump.

           

Og det er naturlig. Statskirken er det ligefremme Udtryk for Kirkens Ligegyldighed for sine egne Samfunds-Spørgsmaal. Kirken har engang, mens den stred paa Livet for at klare Vilkaarene for de enkeltes Sjæle-Frelse, overladt det til et andet Samfund at drage Omsorg for hele sit samfundslige Liv. Og siden har den ikke gidet kræve det betroede Gods tilbage. I Ligegyldighed for alle sine store Samfunds-Spørgsmaal tillader Kirken endnu altid Staten at stelle med dem, og man kan da nok paa Forhaand vide hvor megen Omhu Staten vil vie dem, naar Kirken sellv omgaas dem med en saadan Sløvhed. Derfor vil alt hvad der findes i Kirken af sløv Ligegyldighed for alle Samfunds-Spørgsmaal og Reform-Krav, uvilkaarlig samle sig om Statskirken og dens Væsen. Det føler at det er her det har sin faste Borg.

           

Det er Statskirken, siger Folk, som gjør at vi ikke kan faa fuld Religions-Frihed. Det er Statskirken, som gjør at vi ikke kan faa Tugten op igjen. Og de har Ret. Statskirken har efter sin hele Bygning vanskeligt for at give Rum baade for Tugt og for Frihed. Men endda mere har den det paa Grund af den Ligegyldighed for alle Fremskridt, viss rette Moderskjød den er.

 

Men det faar ikke hjælpe, siger vor gammelkjære. Det er ikkje verken Tugt eller Religions-Frihed, som det først og fremst kommer an paa for Kirken. Det er Naade-Midlernes Forvaltning; det er at Ordet ”forkyndes purt og rent”, og at Sacramenterne ”forvaltes rettelig”. Og dette er noget som Statskirken har sørget upaaklagelig for, saa upaaklagelig at det giver den Aflad for dens Skrøbeligheder i andre Retningar.

           

Ja, dersom det saa ogsaa bare er sikkert dette, at Statskirken har sørget upaaklagelig for ”Naadens Midler”.

           

Etter at han hev talat um, kor vigtugt det er for ein Prest, at han er ein verkeleg kristen med ”Aandens Gaver”, og at det ikkje er nokor Trygd for at ein Prest er god i det, at han hev gode Evnur, kjem han til aa tala um, kva sovorne Preiker verkar:

           

_ _ _ Men den almindelige og den aldeles naturlige Virkning af slige Prækener, som ikke gaar tilbage til en christelig Erfaring, det er Sløvhed. Det er en Sløvhed som først gjennemtrænger hele Gudstjenesten, og som saa fra den af udbreder sig til det religiøse Liv i Bygden i det hele.

           

Gaa ind i en af dette Slags Kirker en Præken-Søndag og hør paa Guds-Tjenesten. Der er desværre ingen Mangel paa dem rundt om i Landet. Hør paa denne dræbende Salmesang, denne søvnige Præken, disse aandsfraværende Bønner. Se paa disse Ansigter, viss Udtryk, sjølv om de ikke søv, alligevel taler et saa tydelig Sprog. Gaa frå Kirke til Kirke og se om der ikke er mange af dem, hvor du blir nødt til at sige, at der lugter Lig gjennem hele Kirken.

 

Og se saa paa Folket i de samme Bygder. Se paa denne dybe religiøse Uvidenhed, denne skrækkelige Tankeløshed, denne rene Ligegyldighed. Mange Steder kan der jo være kommet en Vækkelse over Bygden uafhængig af Presten og af Guds-Tjenesten i Kirken. Men der hvor det ikke er Tilfældet? Er der ikkje der en nok saa kjendelig Sammenhæng mellem det Indtryk man faar af Guds-Tjenesten, og det faar man vel af hele det religiøse Liv i Bygden til daglig Brug? Er det ikke den same Sløvhedens Aand som gaar igjennem det hele?

           

 Og saa kommer Folk og siger os, at naar Prækenen bare er ægte luthersk renlærig, saa er – i Hovedsagen – alting vel. De siger os, at naar man kræver noget mere af en Præken end bare ren Lære, saa hænger man sig i Præstens Person og er inde paa Menneske-Forgudelse.

           

Nei, man skal faa Lov at indrømme, at der er mangfoldige Prester her i Norges Land, som præker nok saa god luthersk Renlære, og som alligevel ved sin Forkyndelse virker religiøst sløvende.

           

Det er en ægte Pharisæer-Sætning, den om den rene Læres Tilstrækkelighed til at skabe en god Forkyndelse”.

           

I det heile finn Brun, at skal det verta eit verkelegt kristelegt Liv i Landet, so maa Statskyrkja burt.

           

For frisindet Christendom kjem ut tvo Gonger um Maanaden og kostar 3 Kr. Aaret. Bladet arbeider for aa faa eit fritt kristelegt Liv til aa utvikla seg i Landet og er utan Samanlikning det beste kyrkjelege Blad, me hev. Chr. Bruun er Bladstyrar.

 

 


Frå Fedraheimen 15.01.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum