Bjørnson er ute og ”brøyter”.

 

 

Han hev sendt ut i Dagbladeteit fælsklegt Upprop, ein Generalordre:

 

Til den som forkynder eller lærer i det norske Maal.

 

Han er Far sjølv i Stoga han maavita i denne Vegen som i alle andre, han som hev skrivet Synnøve Solbakken; skal nokon skyna seg paa Bondens Maal og Politikk og heile Stell, so maa det daa vera han veit eg.

 

I dette sitt apostoliske ”Hyrdebrev” til Heimefødingarne uppi Norig skriv han visst likeso ærlegt som smakfullt:

 

Ta Ivar Mortensons Blad og læs! Sprogets Rytme besværer mig; det blir tilsidst saa tungt, at jeg er ude og brøyter.

 

Og saa blir jeg efter hvært elendig fattig i det; han har gjort noget ved mig, saa jeg har ikke min fulde Aandsmagt. Akkurat som kom han ind i min lyse Stue og tok ut Vinduerne og satte andre in, nogen smaa, nogen i Blyrammer og med grøngult Glas. Da paakommer mig efterhaanden en bestæmt Følelse af Kulde.

 

Har I set paa Landet, naar en kommer til Gaards, som de ikke kjender, eller som ikke kommer beleilig? De som staar ute paa Tunet, en eller fleire af Husfolket, vender halve Siden til og ser over Skuldrene, undres, hvem det kan være æller hvad han vil”.

 

Og so fær han eit stort Diktarsyn, eit ”langt historisk Fjernsyn”, um kva som ligg bakum dette; og det er mykje det, ”Blodhævn”, ”Misundelse”, ”omdragende Slagskjæmper, Ugjærningsmænd og truende Fantefølger”, ”hæmmelig Fastholden af gammel og derfor Luring og Forfølgelse af Straf”, ”glubske Inkassatorer”, ”Slagsmaal og Hævn”, ”Brændevinets verste Voldstid”, ”Svartebogen”, ”Signekjærringer og andet Troldskab” o. s. v.

 

Du store Syn og Skade, kva er det daa eg hev gjort ved Bjørnson, so han ikkje hev si fulle Aandsmagt? Fri meg væl, kor fult eit Andsvar han legg paa meg.

 

Eg visste væl, at Bjørnson var nervøs, men at det skulde vera so laakt med han, at han, som sjølv er Østerdøl uppalen, ikkje skulde tola Rytmen av Østerdalsmaalet mitt, utan at det vert ”besværligt” og kaldt og vondt og til sist so tungt, at han ”er ute og brøjter” – nei det hadde eg daa ikkje tenkt, at Synnøve Solbakkens Forfattar var so lagad.

 

Det er leidt at slike gilde Karar som han Bjørnson, skal vera so sjølvegode og trollsjuke og kaute paa det. Det er ingen, som vil avsanna det, at Bjørnson er ein stor Diktar, men han er ikkje den einaste; han kunne havt godt av aa lydt noko meir etter Kritikken hans Aasmund Vinje i Staden for aa setja seg til Domar yver han. For hadde Vinjeguten havt rett Jord aa gro i han so, og Menner med rett Hjartelag kringum seg, som kunne studt han fram, so var det vel han, skal eg meina, som baade hadde Odelsretten og Medgjevnaden til aa taka Høgsætesbenken i Bokheimen. Men var for fin og for bljug for den Villmansætti. Men i Staden var det Bjørnson, som velte seg upp i Pallen, vid og ruven, sjølvegod og trygg og vart Far til so mykje norsk halvkultur, som eg no, daa eg er Folkehøgskulelærar, maa arbeida imot alt eg orkar, paa det, at han ikkje skal mergstela Ungdomen.

 

Eg tykkjer ogso, at Bjørnson ikkje turvte aabryda Arne Garborg, for det um han skildrar Kristianialivet betre enn Bjørnson. Og ikkje skulde han lasta Maalet hans helder, det var mykje likare, um han kom med Forslag um Diktarløn aat han; det var ei høveleg og verdig Stelling det, um alle dei dansknorske Diktaranne vaare slog seg isaman um dette og vedkjennast, at det er me Maalmenner, som hev Husbondsretten her i Landet.

 

 

Ivar Mortenson.